Den tidligere mand – Annette! – udbrød en velkendt mandsstemme bag hende. Anna gøs, trak hovedet ned mellem skuldrene og skyndte sig videre ned ad fortovet, for bange til at vende sig om. – Annette, stop nu! Det er jo dig, jeg er sikker! Anna satte farten op, men en mands hånd, ikke hårdt, men bestemt, greb hendes skulder. – Annette, hvad er der? Er du blevet døv eller hvad? Det er jo mig, Victor. Anna vendte sig pludseligt om, samlede sig, og hviskede vantro: – Gud, Victor… Jeg troede, det kun var din stemme, jeg hørte for mig… Men… Hvordan kan det her lade sig gøre? Det er jo umuligt… – Hvad er umuligt? – Hendes eksmand smilede til hende, som han gjorde i ungdommen, med det samme glade smil. – Har jeg ikke lov at vende tilbage til min hjemby? – Komme tilbage hvorfra? – Anna rystede uforstående på hovedet. – Du var jo død. Det sagde de til mig. – Død? – Victors ansigt blev fortrukket af forbløffelse. – Mig? – Ja, altså… Et halvt år efter vi blev skilt, og du flyttede til København, fortalte din ven mig, at… – hun tøvede, men afsluttede sætningen – at du drak dig ihjel i en fremmed by og døde i en port. – Hvem har sagt det pjat? – Jens. Din bedste ven. Han begyndte straks at kurtisere mig efter du rejste, men jeg sagde hurtigt fra. Så fortalte han det der om dig. – Den slyngel, – lo Victor. – Så mente han det altså alvorligt, det han sagde til mig sidst. – Hvad sagde han? – Ja, at nu havde jeg forladt Anna, så ville han tage sig af dig. Sagde det vist for sjov. Bagefter skrev jeg ham mit nye telefonnummer – der var jo hverken mobiler eller sociale medier dengang – men han svarede aldrig. Ved ikke engang, hvor han er nu. – Han er død, – sagde Anna sagte. – For over fem år siden. – Det var sørgeligt… – Victors ansigt blev alvorligt. – Han kunne have levet endnu. Vi er jo ingen alder. Men ja… – Han smilede igen. – Sikke mange år, der er gået, og du er stadig den samme. Smuk. – Nu må du holde op, – grinede Anna og viftede afværgende. – Jeg er ganske almindelig. – Jeg har hørt, at du er blevet gift igen og har fået børn? To styks, ikke? – Jo, to børn – de er voksne nu, har deres egne liv. Jeg er bedstemor. To gange. – Hold da op! Og din mand? – Han har det godt – i en anden familie nu. Jeg er fri som fuglen. – Nå… Ja, vi mænd er nogle fjolser. Vi leder og leder og ser ikke, at det vi leder efter, allerede er tæt på. – Hvorfor er du så vendt hjem? For arbejde, eller? – For altid, Annette. For altid. – Han sukkede tungt. – Jeg mistede for nylig min kone, og besluttede at tage hjem. Til rødderne. For at være ærlig, så kan jeg ikke trække vejret derovre. Lægerne siger, det er klimaet – alderen, og sådan. Min kone havde det samme problem. Astma. Jeg prøvede at tage hende med, men hun ville ikke væk. Hun kunne ikke undvære sit elskede København. Nu… – Der kom tårer i Victors øjne. – Nu går jeg rundt i ungdommens gader og overvejer, hvilket kvarter jeg skal købe lejlighed i. Alt er forandret. Kan du anbefale et sted? – Hvor bor du nu? spurgte Anna. – På hotel, hvor ellers. – Ikke hos familie? – Nej, du ved jeg ikke vil ligge nogen til last. De har deres liv. – Vil du bo hos mig? spurgte Anna pludseligt, og blev straks lidt forskrækket over sit eget forslag, så hun tilføjede: – Som lejer, altså. Victor blev forlegen, sukkede: – Måske, Annette, men… Jeg har skyldfølelse overfor dig. – Hvorfor det? undrede Anna sig. – Det sædvanlige. Jeg forlod dig trods alt for 30 år siden. Jeg vil altid have skyld overfor dig. – Kom nu, – sagde Anna med et underligt smil. – Det var jo mig, der fik dig til at gå. Jeg sagde forfærdelige ting den aften. Enhver mand ville være gået. – Det husker jeg ikke, – bedyrede Victor. – Jeg husker kun, at jeg var dum og gik min vej midt om natten. Så fortrød jeg, men det var allerede for sent. – Dengang blev jeg faktisk glad, – grinede Anna. – Troede, jeg skulle starte et nyt liv. Det gjorde jeg… og jeg fortrød. – Virkelig? – spurgte Victor forsigtigt. – Så er du ikke vred? – Nej, selvfølgelig ikke. – Anna så kærligt på ham. På en gang føltes alt let og ungdommeligt. – Du er stadig den samme, Victor… måske kun lidt gråhåret. Flyt du bare ind. Allerede i dag. Jeg har et ledigt værelse. Hvorfor skulle du spise kantinemad på hotellet? Selvom du kun er min eksmand, så er du jo stadig lidt familie. – Jeg bliver ikke en byrde? – Hvis jeg mente, du var, havde jeg ikke spurgt. Det er ikke altid så sjovt at være alene hjemme om aftenen, tro mig. – Nå, men hvis det er sådan… – forsigtigt tog Victor hendes hånd. – Så lad os hente min kuffert på hotellet? – Den samme kuffert, du tog med, da du gik for 30 år siden? De lo begge og gik afsted ned ad fortovet, som om de aldrig havde været skilt.

– Astrid! lød en stemme bag mig, en mandsstemme, så utroligt velkendt, at jeg straks fik kuldegysninger.
Jeg trak skuldrene op og skyndte mig hen ad fortovet, uden at turde se tilbage.
– Astrid, hold nu op, vent lige! Det er jo dig!
Mine skridt tog til i fart, men pludselig mærkede jeg en hånd, dog forsigtig, på min skulder.
– Astrid, hører du ikke? Det er mig, Søren.
Jeg tog mig sammen, vendte mig brat og stirrede på ham troede knapt mine egne øjne, mens jeg mumlede:
– Gud, Søren Jeg troede virkelig, jeg drømte, at jeg hørte din stemme. Men Hvordan? Det kan jo ikke passe
– Hvad skulle ikke kunne passe? Min eksmand smilede til mig, næsten som da vi var unge, hele hans ansigt strålede. Må jeg ikke komme hjem til min egen by?
– Hjem fra hvad? spurgte jeg forvirret. Du jeg fik jo at vide, at du var død.
– Død? Søren så helt overrasket ud. Mig?
– Ja. Et halvt år efter, vi blev skilt, og du tog til København, sagde din ven til mig, at du Jeg tøvede, men færdiggjorde sætningen. At du drak dig ihjel og blev fundet under en trappe.
– Hvem har dog bildt dig det ind?
– Johansen. Din bedste ven. Da du tog afsted, begyndte han at komme rendende og bejle til mig, men jeg afviste ham hurtigt. Det var han tydeligvis ikke så begejstret for, så han fortalte mig, at du var død.
– Den knold! grinede Søren. Så mente han det, dengang vi sagde farvel.
– Hvad mente han?
– Åh, han sagde noget med: Nu hvor du har forladt Astrid, så står jeg parat. Jeg troede, det var en joke, men bagefter hørte jeg aldrig fra ham, og han svarede heller ikke, når jeg prøvede at ringe. Dengang var der jo ikke sociale medier. Vi skrev breve, og jeg gav ham nummeret til den lejlighed, jeg lejede, men hørte intet tilbage. Jeg aner ikke, hvor han blev af.
– Han døde sagde jeg, og trak på skuldrene. For fem år siden, blev han begravet.
– Tænk Sørens blik blev alvorligt. Død Han kunne da have levet mange flere år. Men ja, sådan kan det gå. Hans smil vendte kort tilbage. Vi har været skilt i, hvad, tredive år? Men du er stadig lige smuk, som dengang.
– Kom nu, Søren jeg lo, viftede afværgende med hånden. Helt almindelig, det er jeg.
– Jeg har hørt, at du blev gift igen sagde han, og så på mig med et varmt blik, som om han slet ikke kunne få øjnene fra mig. Og børn, ikke? To?
– Ja, to nikkede jeg. De er voksne nu, har travlt med deres egne familier. Jeg er faktisk mormor. To gange endda!
– Hold da op! Og din mand?
– Han har det sikkert udmærket lo jeg men i en anden familie. Jeg er fri, så fri som en fugl.
– Sådan Søren nikkede. Vi mænd er nogle fjolser. Vi søger hele tiden efter noget, og så ser vi ikke, at vi allerede har det, vi leder efter lige foran næsen på os.
– Hvorfor er du vendt hjem? spurgte jeg. Arbejde? Eller bare for at kigge?
– Jeg er kommet hjem for altid, Astrid. For altid. Han sukkede tungt. Jeg mistede min kone for nylig, og så kunne jeg ikke mere derovre. Jeg kunne ikke få luft i hovedstaden, lægerne sagde, at klimaet var helt forkert for mig. Alderen og det hele. Hun havde også problemer astma. Jeg prøvede at få hende med, men hun nægtede at forlade København. Den by forlader jeg aldrig, sagde hun. Og nu Sørens øjne blev blanke. Så nu går jeg rundt i barndommens gader, kigger, overvejer hvor jeg skal købe en lejlighed. Meget er ændret på tredive år. Har du et forslag? Hvilket kvarter er bedst?
– Hvor bor du nu? spurgte jeg.
– På hotel, hvor ellers?
– Har du ikke familie, du kan bo hos?
– Nej, tak! Søren lavede en grimasse. Jeg bryder mig ikke om at være til besvær. Folk har deres eget liv, og så skal jeg vælte ind nej, det føles forkert. Det er ikke mandigt.
– Kunne du have lyst til at bo hos mig? spurgte jeg pludselig, og blev selv overrasket over min impuls. Som lejer selvfølgelig.
Søren blev tydeligt forundret, forlegent så han ned og sukkede.
– Det kunne jeg måske godt, Astrid, men Samvittigheden plager mig.
– Samvittighed?
– Ja. Han trak på skuldrene. Jeg gik jo fra dig dengang. Det vil jeg altid have dårlig samvittighed over.
– Hvis nogen har skylden, er det mig sagde jeg, mens jeg smilede lidt underligt. Jeg sagde nogle frygtelige ting til dig den aften. Enhver ville være smuttet.
– Jeg kan nu ikke huske noget slemt fra dig rystede Søren på hovedet. Kun fra mig selv.
– Hvad husker du?
– At jeg var dum, pakkede min taske og gik sur ud i natten. Senere fortrød jeg, men da var det for sent.
– Jeg var faktisk glad, da du gik lo jeg. Troede, jeg skulle starte på en frisk og det gjorde jeg jo også. Men bagefter fortrød jeg.
– Er det sandt? spurgte Søren forsigtigt. Så er du ikke vred på mig?
– Slet ikke. Jeg så kærligt på ham. Pludselig føltes det næsten som i ungdommen. Du er stadig den samme, Søren. Bare mere grå men ellers ikke. Kom nu hjem til mig. Der er et ledigt værelse. Hvorfor spise tarvelig mad på hotellet? For mig er du stadig familie selv om vi bare er ekser.
– Bliver jeg dig ikke til byrde?
– Tror du, jeg ville invitere dig, hvis jeg ikke mente det? Der er ret ensomt om aftenen, når man kun har sig selv.
– Hvis det er sådan sagde Søren, og tog forsigtigt min hånd. Skal vi så hente min kuffert på hotellet?
– Den samme kuffert, du havde med, da du gik fra mig dengang?
Vi grinede begge, og fortsatte ned ad fortovet, med en følelse af, at vi måske slet ikke rigtig havde været adskilt.

Dagens møde har lært mig, at livet nogle gange giver én en ny chance med gamle venner. Man ser alting lidt klarere, når tiden har fået lov at gå.