Brud til Leje – Brylluppet er aflyst! – annoncerede Polina chokerende under aftensmaden. Moren var ved at sætte maden i halsen, da hun hørte den uventede nyhed fra datteren. – Polle! Er du faldet på hovedet? Kjolen er købt, ringene klar, caféen reserveret… Din Mikkel glæder sig til brylluppet som et lille barn til juleaften… Polle, sig nu det er for sjov, – bad moren nervøst. – Nej, mor, jeg mener det. Floyd og jeg rejser snart til London. Det er alvor, – fastslog Polina. – Hm… London? Alt er fremmed der. Andre mennesker, andet land. Du risikerer at gå til grunde! Tag nu fornuften til dig, min pige! Ham Floyd har rodet rundt i hovedet på dig! Han er nok gift! Med masser af børn! Han er jo snart på pension! Din Mikkel elsker jo dig! Han er som en søn for os! Svigt ikke kærligheden. Alt får konsekvenser, – forsøgte moren bekymret. – Det skal jeg nok klare. Jeg er ikke bange, – svarede Polina stædigt. …Et par uger senere rejste Polina og Floyd til England. Polina havde altid drømt om at opleve, hvordan folk lever i andre lande. Hun kunne fransk flydende. Engelsk til perfektion. Og hun var begyndt at lære spansk. Man ved jo aldrig, hvor livet fører én… Efter universitetet arbejdede hun i et dansk rejsebureau som tolk. Det var dér, Polina mødte Floyd, som hun skulle ledsage til forskellige arrangementer. Floyd fattede straks interesse for den smilende, unge kvinde. Polina var charmerende, let at tale med og ganske køn. Frem for alt – hun var ung! Hun var 23, Floyd 46. I starten affærdigede Polina hans tilnærmelser, men hun havde aldrig troet, han ville fri til hende. Allerede efter en uge! Polina sagde ikke noget om, at hun snart skulle giftes med sin elskede i Danmark. Hun var splittet. Hvad skulle hun gøre? En chance for at gifte sig med en udlænding får man kun én gang i livet! Det var umuligt at sige nej. Selvom hun ikke elskede Floyd, ville det dog blive et eventyr! Masser af glæde, forandring og oplevelser! Polina ville selvfølgelig vise Floyd taknemmelighed – hvem ville ikke det med så ung en brud? Og Mikkel ville nok komme over det. Han var jo ung. Han skulle nok finde sin lykke. Sådan tænkte Polina, da hun forlod alt velkendt for det ukendte. Per telefon fortalte Polina den ikke-blivende brudgom alt. Mikkel forstod ingenting, men ønskede hende alligevel held og lykke. Han forsvandt sidenhen ned i en lang og sørgelig brandert. …Floyd og Polina landede i London. Polina var lykkelig – hun kunne næsten ikke tro det! Drømme gik visst i opfyldelse! Floyd tog sin unge brud med til sit store hus, hvor hans familie ventede: To voksne sønner, Halvor og Evan. (Senere skulle Polina blive gift med Evan og finde sin lykke der.) Efter et stykke tid kom Floyds ekskone, Leonora, ud fra sit værelse – en flot og velholdt kvinde. Hun rasede. – Er du helt tosset, Flo? (Sådan kaldte hun ham derhjemme). Hvem er den tøs? Hvor har du fundet hende? Skal hun nu bo her? – råbte Leonora. – Ja, hun skal bo her. Og husk, det er mit hus. Polina bliver snart min hustru. Vær sød ved hende, Leonora, – tryglede Floyd. Den mærkelige familiesituation forvirrede Polina. Selvom familien var opløst, boede de stadig sammen i det store hjem – og Leonora havde tydeligvis tøjlerne. Men Polinas tanker kredsede allerede om Evan, den yngste søn. Det her var ikke Mikkel og tårer af skyld – det her var noget helt andet. Universel kærlighed. Ren og evig. Evan var 24 og lignede sin mor. Flot fyr. Fra første øjeblik opstod der noget magisk og spændende mellem ham og Polina. …Floyd fortalte Polina, at brylluppet måtte vente. Han forklarede ikke hvorfor. Polina gjorde ingen indvendinger – hun ville ikke hjem til Danmark igen. Hun fik et hyggeligt værelse og havde et hjerteligt, men uskyldigt forhold til Floyd. Leonora ignorerede hende totalt. Der gik tre måneder. I denne tid lærte Polina Evan bedre at kende – og han afslørede sandheden bag familiens situation: Ifølge Evan elskede Floyd stadig sin ekskone Leonora; det var gensidigt. Men et stort skænderi havde ført til skilsmisse. Da ingen ville tage første skridt, besluttede Floyd som hævn at “gifte sig” med en ny, bare for at gøre Leonora jaloux. Det var her, Polina kom ind i billedet som den perfekte “lånebrud”. Straks parret fandt sammen igen, var planen, at Polina skulle sendes hjem til Danmark med gaver. Polina brød sammen af grin: – Så jeg er i virkeligheden bare en brud til leje! Og jeg, der selv engang flygtede fra min forlovede… Evan, hvad skal jeg gøre? – Polle, jeg kan ikke undvære dig! – svarede Evan ærligt. – Jeg kan heller ikke undvære dig. Endelig siger du det! Jeg troede aldrig, du turde, – udbrød Polina lettet. – Hvordan skulle jeg turde, når du var min fars brud? Havde ingen anelse om deres dumme tricks. – Evan, jeg har kun haft dig i hovedet, siden vi mødtes. Din far havde fået et nej, – smilede hun. De omfavnede hinanden og tilgav både Floyd og Leonora – hvad gør man ikke for kærlighed? Og således mødte Polina sin soulmate i den fjerneste ende af verden! Man jager lykken, men den ligger for fødderne af én hele tiden. Evan og Polina blev snart gift. For at sikre hendes kærlighed fik Evan hurtigt børn. Polina fødte først en dreng, så en pige to år senere. Evan overdængede hende med omsorg, og i deres hjem blomstrede kærligheden. I øvrigt fandt Floyd og Leonora også sammen igen og havde det bedre end før. En dag fik Polina et brev fra sin mor i Danmark – hun ville gerne have Polina hjem på besøg. Polina tog afsted – denne gang uden børnene, som blev hos farmor Leonora. Helt fra dørtærsklen annoncerede moren med gråd i stemmen, at Mikkel var omkommet i en motorcykelulykke og havde taget sin nye kone med sig i døden, så deres lille pige desværre blev forældreløs. Polina lyttede og svarede beslutsomt: – Vi adopterer lille Polina, mor. Det har jeg besluttet. Evan vil bakke mig op – man må tage ansvar for sine valg, det ved du jo… Og så gav hun moren et hemmeligt smil: – Og nu må du sørge for noget mad til mig, jeg er træt og sulten efter rejsen. Et syrligt æble eller en saltet agurk. Fremtidige mødre skal nemlig spise for to!

LEJE-BRUDEN

Brylluppet bliver ikke til noget! sagde Martine pludselig til sine forældre over aftensmaden, hendes stemme svævende som et ekko i et kæmpe tomt kirkerum.

Hendes mor hostede næsten i sin kartoffelstuing, så chokeret blev hun over datterens udmelding.

Martinka! Er du nu helt rigtig klog? Bryllupskjolen er købt, ringene ligger i skuffen, vi har booket Nytorv Café… Din Mads ser jo frem til det bryllup som en stenvender længes efter forår… Martine, sig du laver sjov, tiggede hendes mor, hendes øjne som to små våde pletter af bekymring.

Nej, mor, det er ikke en joke. Kaspar og jeg tager snart til London sammen. Det er alvor, svævede Martines ord ud i en let tåge.

Hmf… Hvilket London? Alt er fremmed, ingenting kendes. Andre mennesker, andet land. Du vil forsvinde for en slik, lille du! Kom dog til besindelse, min pige! Den Kaspar har drejet hovedet om på dig sikkert gift i forvejen, sikkert med børn! Han er jo nærmest gammel nok til at være din onkel! Din Mads elsker dig! Han er som en søn for os! Du må ikke knuse kærlighed alt får en pris, bævrede moren.

Det skal jeg nok tage ansvaret for. Jeg er ikke bange, svarede Martine, med ansigtet stødt mod en usynlig sø.

… To uger senere kørte Martine og Kaspar til England.

Fra lille havde Martine drømt sig væk bare et glimt af hvordan man levede i andre lande. Hun kunne fransk udenad, hendes engelsk var flydende. Nu tumlede hun med spansk. Hvem ved, hvor man kunne ende? Hun arbejdede efter universitetet som oversætter i et rejsebureau, og netop dér mødte hun Kaspar. Hendes opgave var at ledsage udenlandske gæster ved arrangementer. Kaspar spottede hende straks som en sær fugl.

Martine var nem at snakke med, havde et charmerende smil og en ganske sød næse. Allervigtigst ungdommens liv. Martine var treogtyve, Kaspar seksogfyrre. Hun tog hans tilnærmelser let og næsten nynnende. Hvem i alverden havde troet, at Kaspar ville fri til hende en uge efter de mødtes? Martine nævnte aldrig for ham, at hun snart skulle giftes med Mads.

Martine stod som på kanten af en søvnigt uendelig landevej. Hvad nu? En udlænding som frier får man aldrig tilbudt mange gange! Ingen kærlighed til Kaspar, men eventyret og noget andet og nyt ventede. Martine tænkte, at hun ville skylde Kaspar sin bedste taknemmelighed er det ikke alt rigeligt med en ung hustru? Hvis Mads lider er der kun een løsning: tiden læger. Han vil glemme Martine. Han var endnu ung.

Martine pakkede til den nye, uopdagede strækning.

Over telefonen fortalte hun Mads det hele. Forandringerne sank ikke ind, men han ønskede eks-forloveden et lykkeligt ægteskab og fortabte sig derefter i en lang og fortvivlet druk.

… Kaspar og Martine ankom til London gennem togvinduer fyldt med snirklede skyer.

Martine hyperventilerede af lykke eller var det bare drømmen, der sprang gennem hendes årer? Drømte hun, eller rørte hun lyset? Hun ville give hele verden et kram. Ville bygge et bur af glæde til denne bange fugl, kaldet Lykke.

… Kaspar førte hendes blå sko gennem et enormt bindingsværkshus. Familien ventede. To voksne sønner: Halldor og Eskil. (Snart ville Martine blive Eskils hustru og svømme i et hav af lykke.) Ud af et værelse lød knirkende trin… Kaspars ekskone, Elsebeth smuk og tæmmet som en svensk skovkat.

Hun var vred.

Er du rigtig, Kas? (sådan døbte Elsebeth altid sin eksmand i huset). Hvem er den tøs? Hvor har du slæbt hende fra? Skal hun nu også bo her? hendes stemme blev først til flamme, så til røg.

Ja, hun skal bo her. Husk, det er mit hus. Martine bliver min kone snart. Lad hende være, Elsebeth, sagde Kaspar og forsøgte at stemme sin stemme kærligt.

Martine følte sig som tilskuer til sit eget livs dukketeater. Familien havde været opløst, men alle boede sammen i denne skæve drøm af et hus. Elsebeth sad tungt på tøjlerne. Men hos Martine voksede en egekrone… Eskil. Intet som Mads med hans undskyldnings-mørker og drukne tårer. Nej, dette var universel kærlighed, ren og endeløs…

Kaspars yngste, Eskil, var snart fireogtyve. Faderens træk, men Elsebeths øjne. Smuk som et dansk eventyr. Eskil så straks den fremmede, som faderen slæbte med sig i et usynligt glimt begyndte deres sjæle at danse i kanten af virkelighedens slipstrøm, længsler voksede. De ville springe sammen ud i den store bølge af uudlevede følelser.

… Kaspar sagde, at brylluppet måtte udsættes. Ingen forklaring.

Martine trak på skuldrene. Hun havde ikke i sinde at vende hjem.

Hun fik et hyggeligt kvistværelse (huset havde rigeligt af dem). Med Kaspar havde hun rare og uskyldige samtaler. Elsebeth holdt Martine usynligt ude i periferien.

… Tre måneder gik, som var de tre sæsoner i ét. Martine lærte Eskil bedre at kende. Han åbnede hendes øjne for familiens labyrinter.

Faren, Kaspar, elskede stadig Elsebeth, ligesom hun ham. Men en dag eksploderede deres gamle kærlighed ud i et råb og en skilsmisse. Alligevel blev de boende. Intet blev tilgivet. Så fandt Kaspar på at indtage jalousiens scene: måske ville Elsebeth overgive sig, hvis han fandt en anden. Martine var den perfekte skuespillerinde til rollen.

Når først de blev forenede igen, ville Martine få en pakke lakridser og et hjemrejses-billet til Danmark.

Da Eskil fortalte dette, brød Martine ud i en klukkende latter, som fossede ned ad trapperne i huset.

Jeg fortjente det! Brud på leje. Før stak jeg selv af fra min forlovede. Og nu døde jeg lidt igen. Eskil, hvad nu?

Martinka, jeg kan ikke leve uden dig! Eskil så på hende.

Jeg heller ikke. Endelig! Jeg troede aldrig du ville indrømme det, Martine frydede sig.

Hvordan kunne jeg indrømme det, når du var farens brud? Jeg vidste intet om forældrenes teater. Det var Halldor, der fortalte mig. Da blev jeg frygteligt lettet. For nu var du fri til at elske mig!

Ville du have giftet dig med min far, Martine?

Åh, Eskil! Da jeg så dig, gik alle mine planer itu… Jeg ville have sagt nej til din far, Martine smilede bag drømmens flor.

De unge omfavnede hinanden, som havde de altid kendt hinanden.

Martine tilgav Kaspar og Elsebeth deres rollespil. Hvad gør man ikke for kærlighed? Man går den dyre vej, snubler alligevel. Hvor kært de end strides, det er blot kærlighedens leg. I den grimme historie lå et lyspunkt: Martine mødte Eskil. Tænk, Gud havde gemt hendes halvdel på den anden side af Nordsøen!

Man jagter lykken, men den ligger for ens fødder. Eskil og Martine blev snart gift.

Eskil frygtede Martine ville flygte hjem. Han valgte hurtigt børn. Martine fødte en søn. To år senere en datter.

Eskil kælede for Martine med endeløs omsorg, og kærligheden boede i deres hus. Kaspar og Elsebeth var blevet mere nænsomme siden. Hver vrede har sin udløbsdato. Nu passede de de kære børnebørn, mens kaffeduft fyldte rummet.

…En dag fik Martine et brev fra sin mor. Bekymret bad hun datteren komme hjem til lydene af bølger og mågeskrig.

Martine satte kurs mod Danmark. Børnene blev i huset under Elsebeths tilsyn.

Hjemme, tåget og fugtig, stod moren i døren, grædende:

Åh Martinka! Din Mads er død! Tog konen med sig i graven! Kørt galt på motorcyklen. Datteren alene tilbage. Tre år gammel. Det er en sorg uden ende…

Vid, Martinka, Mads glemte dig aldrig, han elskede dig. Han fandt straks én fra udkantsdanmark, da du rejste. Hun var trist, men elskede ham vist. De fik en lille pige sammen! De døbte hende Martine. Kvik pige, skjønt; hvem ved efter hvem. Nu, et børnehjem venter. Og aftenen før kom Mads og sagde, han ville give en gave til din Martine, så hun aldrig glemte ham… og så gik han bort.

Mads har hjulpet os med det praktiske. Han var altid lidt på kanten af livet. Og du, i Englandene dine…

Han nåede aldrig gaven… moren tørrede tårerne væk i forklædet.

Martine tænkte sig om, ordene som en knude i hånden:

Han nåede det, mor. Eskil og jeg vil adoptere hans lille Martine. Det skal være Mads gave til os.

Eskil vil støtte mig. Alt i livet har sin pris, og den må man betale, mor. Du ved det jo…

Og nu, mor, giv mig noget at spise. Jeg savner rugbrød og syltede agurker. Kommende mødre må spise for to! Martine blinkede hemmelighedsfuldt i det skæve, danske morgenlys.