Er jeg begyndt at irritere min egen mand..? Otte år gik alt fantastisk, men på niende år blev alt ved Naja utåleligt for hendes mand – især Naja selv. Han kom sent hjem, spiste, mumlede surt, åbnede sin bærbare og spillede skydespil til langt ud på natten. Hvis han kiggede på Naja, lignede det en mand med tandpine fra top til tå. Og oftere og oftere sagde han tørt, at han ville overnatte hos sin mor. En dag kunne Naja ikke mere og ringede til svigermor: – Medea Georgievna, er Dima hos dig nu? Til det svarede Medusa Gorgonovna med sukkersød stemme: – En god kone, Nadja, ved altid, hvor hendes mand er. Naja købte en bog, “Sådan holder du på din mand”, og begyndte endda at forklare kassedamen, at den var til en veninde. Kassedamen så på hende med medlidenhed. Men så gik det op for Naja – hvor mange mænd skal man holde på, før man kan skrive en hel bog om det? Hvor kommer alle de nye mænd fra, hvis de gamle nu er holdt fast? Hundredevis af råd – manden skal længes hjem til hygge, frækt undertøj, interesse for hans liv. Naja lærte endda at bage med gærdej, men det lokkede ikke manden hjem. Måske skulle hun have æltet dejen i undertøjet. Eller troppe op hos svigermor i det. Hun forsøgte at gå op i hans interesser – men gennemførte hans spille-niveau i første forsøg, noget han havde kæmpet med i en uge. Det hjalp ikke på ægteskabet. Hun gik ud for at købe vinterstøvler, men kom hjem med en tyk hvalp i stedet. Hun indså, at hun altid havde drømt om en rigtig hund, ikke en lille lommehund. Kvinden, der udgav sig for opdrætter, sagde: – Forstår du noget om hunde? Nej? Det her er en golden retriever. Da Naja spurgte, hvorfor den ikke var særlig gylden, fik hun svaret: – Den bliver mere gylden, når den vokser – det er en populær race, forældrene er champions, alle papirer er i orden. Giver den væk til spotpris. Naja havde ikke pengene, men den gode opdrætter gik med til det hun havde. Nogen skal jo blive glad, når du kommer hjem. Støvler kigger ikke hengivent op på dig og bringer dine hjemmesko. Manden, netop hjemvendt til den fælles havn, spurgte: – Hvad er det dér?! – En golden retriever, stamtavlehund – og billig, se bare papirer! Ifølge papirerne var hvalpen en ægte Alapaha Blue Blood Bulldog. Opdrætterens nummer var til et entreprenørfirma, der reagerede skarpt på hundespørgsmål. – Har du øjne? Hvor ser du en retriever? Hvad har du givet for den? Hvor dum har man lov at være! Hvalpen brød sig ikke om mandens råben og forsøgte at knurre – men lavede i stedet en kæmpe pyt. – Herregud, hvem bor jeg sammen med! – udbrød manden og gik tilbage til computeren med et blik, som om han skød Naja i stedet for monstre. Næste morgen havde hvalpen tygget mandens sko. Så eksploderede det. Alt var forkert ved Naja: udseende, tøj, sjæl, tanker. Selv at hun tjente dobbelt så meget som ham var en fornærmelse. Og de havde ingen børn. – Dima, du ville jo ikke have børn? – Hvorfor skulle idioter få børn? De ville jo også blive idioter! Se på dig selv – hvem ville dog ønske sig sådan én?! Hvalpen luntede hen og forsøgte at bide manden i anklen. Naja kunne ikke sige et ord, da manden smed sine ting i kufferten. Tredive år. Livet er slut. Men det kunne hun ikke forklare hvalpen, der gnavede hendes sokker og syntes at livet bare skulle være mad, vand, ros og mavenus. Hvalpen, kaldet Gordon, voksede hurtigt, men blev aldrig en beskytter – hans bid-impuls blev byttet ud med slik og nus. Om aftenen gik Naja lange ture med Gordon. En aften i december faldt Gordon i en dyb mudret byggepladsgrav, og Naja sprang efter. Ingen telefon. Efter flere forsøg på selv at komme op, råbte Naja på hjælp. To gotiske unge kom forbi, ringede efter beredskabet og blev, mens de grinede i mørket. Først blev Gordon trukket op – og slikkede straks alle inklusive goths – og derefter blev Naja reddet op, gennemkold og ligeglad. Redningslederen skældte ud på både Gordon, Naja, viceværten og skovlfolket. Gordon havde aldrig hørt sådanne ord, og forsøgte straks at slikke hans næse og kom til at give ham blodnæse. Klokken et om natten så billedet således ud: beskidt men glad Gordon, chokeret og mudderdedækket Naja, tilgrisede reddere, goths og en kommandør med blodnæse. – Måske skulle De opdrage “monsteret”, sagde lederen. – Jeg prøver, men det er ikke helt nemt. – Ligesom mig, sagde en goth og brød ud af rollen af grin. – Jeg bor dér, kom op og vask jer, foreslog Naja, mens hun frøs. – Du burde grave din egen grav, sagde veninden siden. P.S. Najas børn blev ikke vidundere. Helt almindelige og sjove, Sander og Liva. I første klasse skulle de fortælle om familien. – Vores far redder verden! Og vores mor arbejder med computere! – sagde Sander. Mens den stille Liva tilføjede: – Og vores hund kan se fjernsyn!

Jeg er begyndt at irritere min egen mand?
Otte år gik alt så fint, men på det niende år begyndte alt at irritere Mads, og mest af alt mig selv, Malene.

Han kom hjem sent, spiste aftensmad, mumlede uforståeligt og åbnede straks sin bærbare og skød fjender ned på skærmen til langt ud på natten. Når han endelig så på mig, var det med et blik, som om han havde blottet tandrødderne fra top til tå. Stadig oftere sagde han tørt, at han nok overnattede hos sin mor i nat.

En dag kunne jeg ikke holde det ud mere og ringede til svigermor:
Er Mads hjemme hos dig, Helga?
Men Helga svarede sirupssødt:
En god hustru, Malene, ved altid, hvor hendes mand befinder sig.

Jeg købte endda bogen: Sådan holder du på din mand, og forsøgte pinligt at forklare kassedamen, at den altså var til en veninde af mig. Hun så på mig med et udtryk, der blandede afsky og medlidenhed.

Snart gik det op for mig, at der var noget suspekt ved hele konceptet. Hvor mange mænd skulle man have holdt på, for at kunne skrive sådan en bog? Og hvor opstår nye mænd, egnet til at holde på, hvis alle gamle allerede er holdt?

Halvanden hundrede sider fyldt med gode råd: få din mand til at længes mod hjemmets hygge, ifør dig forførende undertøj, interesser dig for hans hverdag Jeg lærte endda for første gang i mit liv at lave gærdej, men han blev ikke mere hjemme af den grund. Måske skulle jeg have æltet dejen iført netop det undertøj. Eller troppe op i mors lejlighed sådan.

Forsøget på at leve mig ind i mandens interesser faldt også til jorden: jeg klarede første gang det spil-niveau, som han havde kæmpet med en hel uge. Det gjorde ikke just forholdet varmere.

Så gik jeg ud for at købe vinterstøvler, men kom hjem med en tyk hvalp for de samme penge. Og idet jeg så på ham, gik det op for mig, at jeg vist altid havde drømt om en hund. Ikke nogen bitte, gøende puddel, men en ordentlig rigtig hund.

Damen, der kaldte sig opdrætter, sagde:
Kender du noget til hunde? Nej, siger du? Nå, men det der, det er en golden retriever.
Da jeg bemærkede, at hvalpen nu ikke virkede synderligt gylden, sagde hun overbærende:
Han bliver gylden. Vældig moderne hund, stamtavle, mor og far er kæmper og du får ham nærmest gratis!
Og så oplyste hun prisen.

Jeg havde ikke nok med, men hun tog lykkeligt imod det, jeg havde på mig.
Nogen skal da glædes over, at du kommer hjem. Støvler glor dig ikke trofast i øjnene, logrer ikke og henter ikke dine hjemmesko i munden.

Samme aften lagde Mads til ved hjemmets skær, og han spurgte:
Hvad er det der?!
Golden retriever, stamtavlehund og billig, sagde jeg, og stak ham papirerne.
I papirerne stod hvalpen som en ren dansk sortbroget gårdhund. Hundedamens telefon var blevet til en byggeplads, hvor de svarede meget upassende på spørgsmål om retrievere og gårdhunde.

Har du øjne i hovedet?! Hvor ser du en retriever eller gårdhund her? Hvad gav du for det? Hvad?! Hvordan kan man mangle så meget fornuft!

Hvalpen var ikke glad for hans råb og forsøgte at knurre faretruende, men det lød nærmest som en pøl.

Du godeste, hvem bor jeg egentlig med råbte han op mod loftet, og vendte tilbage til computeren. Og så sådan ud, at han skød mig i stedet for orker. Det virkede nærmest som nydelse.

Om morgenen havde hvalpen for alvor fundet sig til rette. Mads sneakers var overskidt med præcision og hans fine sko gennemgnasket.

Så eksploderede det.
Alt var uudholdeligt ved mig: mit ansigt, mit tøj, min sjæl, mine tanker. Og at jeg ovenikøbet tjente dobbelt så meget som ham bare for at ydmyge ham. Og vi havde jo ikke børn.

Men Mads, du ville jo ikke have børn, hviskede jeg.
Nej, for hvad skal man med børn ud af en idiot? Sådan nogen tabere ville jo bare ligne dig! Se på dig selv hvem gad rode sig ud i sådan noget!

Hvalpen lyttede efter, nærmede sig vaklende på sine bløde poter og peb ham i anklen eller forsøgte på det.

Men jeg kunne ikke få luft af skuffelse over mine ikke-eksisterende børn og stirrede blot på, mens han kastede sit tøj i en kuffert.

Tredive år gammel. Livet var slut. Slut. Punktum. Så langt, så godt.

Ikke fordi jeg tænkte på selv at slutte det men hvalpen forstod jo ikke, at livet ingen mening havde. Han bed i min sok og lignede en sulten og ubrugt vovse. Han var ligeglad med mine strabadser og mørke tanker. Han ville spise, drikke, nusses og høre, hvor sød han var, og have mavekram.

Hvalpen Thor voksede, men blev ikke til nogen vogter, trods sit baske udtryk. Han udviklede aldrig hverken griber- eller bidsans, men erstattede det hele med slik og blidhed.

Om aftenen gik jeg lange ture med ham. Og en aften i december, hvor de gravede huller mellem boligblokkene, hvor sneen væltede sammen med regnen, skvattede Thor ned i en af dem og klynkede. Jeg sprang efter ham uden at knække benene. Hullet var gravet med stor grundighed: dybt, stejle, glatte lerkanter og urimelig mørkt, og mobiltelefonen lå hjemme.

Først var det pinligt at råbe på hjælp, men efter nogle forsøg skreg jeg til sidst HJÆLP! for fuldt blæs. To unge gutter med sorte frakker og eyeliner dukkede op i lygteskæret og lignede næsten nekrofile. I stedet for at ofre nogen til mørket ringede de efter redningsfolk og blev stående helt til de kom, fnisende over noget gotisk. Først blev Thor hevet op, og han slikkede straks alle, også de sorte fyre, og bagefter mig, der var så gennemkold, at jeg ikke orkede at skamme mig.

Den sure redningsleder kaldte os både hjerneløse og uvederhæftige: hunden, Malene, boligselskabet og graverne. Selv folketinget fik et fur. Thor kendte ikke de ord, så han forsøgte bare at slikke ham på næsen, og fik endda banket kommandørens næse rød med sit hoved.

Resultatet kl. et om natten: Thor fuld af mudder og jubel, en rystende beskidt Malene, mudrede redningsfolk, sorte fyre og en blodig redningschef.

Du burde opdrage det der monster, frue, sagde han.
Jeg prøver, men han er ikke sådan at opdrage, sagde jeg.
Præcis som mig, råbte en af de unge og forsøgte at holde masken men knækkede af grin.

Jeg bor derinde, kom ind og vask jer, foreslog jeg klaprende.
Gå du bare, sagde de til chefen. Du ligner også en eller anden Hannibal Lecter.

Måske skal jeg selv grave et hul og blive liggende, til boligselskabet får orden på det, sagde min veninde senere.

P.S. Mine børn blev ikke genier. De er bare almindelige, sjove og kloge. Emil og Mille. I første klasse skulle de fortælle om deres familie:

Vores far redder verden! Og vores mor arbejder computer! råbte Emil.
Og stille Mille tilføjede:
Vores hund kan se fjernsyn!