»Jeg træder ind i min søns lejlighed«: Hvordan et uventet besøg fra svigermor vendte op og ned på det hele
Annika havde lige kørt sin mand Jakob på arbejde, givet ham et kys på kinden og lukket døren efter ham. Hun beslutter sig for at tage en lille pause. Dagen har været travl: hjemmearbejde, huslige pligter og det hele i en lejlighed i Frederiksberg, som hun og Jakob flyttede ind i efter brylluppet. De var netop kommet hjem fra bryllupsrejse og havde endnu ikke fundet sig helt til rette. Lejligheden er ikke deres egen, men den er hyggelig nyrenoveret, lys og med udsigt til Søerne. Udlejeren havde længe ledt efter lejere og valgt det unge, veluddannede par.
Den dag arbejder Annika hjemmefra. Hun har en fleksibel arbejdsrutine: nogle dage på kontoret, lidt papirarbejde og ellers foran computeren. Hun sætter sig ved skrivebordet, åbner sine emails og begynder at fordybe sig i dagens opgaver, da det pludselig ringer på døren. Hun bliver overrasket hun venter ikke nogen. Udenfor står hans mor Birte Lykke.
»Godmorgen,« siger Annika og trækker sig lidt sammen.
»Jeg kommer for at se til min søn. Hvad står du der for? Luk mig nu ind,« kommanderer svigermoren og træder ind over dørtærsklen, uden at vente på en invitation.
»Jakob er her ikke. Han er taget på arbejde.«
»Det er lige meget. Jeg venter,« afbryder Birte og er allerede på vej mod køkkenet.
»Undskyld, jeg arbejder faktisk nu, skal have videomøder og alt muligt. Kom venligst senere i aften, når Jakob er hjemme,« siger Annika roligt og stiller sig i vejen.
Birte rynker utilfreds på næsen, vender dog om og går sin vej. Om aftenen blev Jakob overrasket:
»Mor sagde, at du ikke engang tilbød hende en kop te.«
»Jakob, du ved jo, hvordan hun altid elsker at dukke op uden varsel, som om hun ejer hele lejligheden. Jeg arbejder, og hun vil have, at jeg skal tage imod hende som på et hotel. Og kan du ikke huske, hvor bøvlet det var i den gamle lejlighed?«
Jakob trækker på skuldrene:
»Hun ændrer sig aldrig. Jeg har inviteret hende til frokost på lørdag. Lad os prøve endnu engang stille og roligt.«
Annika nikker, men minder ham om:
»Fredag skal vi gøre rent, og søndag har vi fødselsdag hos nogle venner. Der er styr på programmet.«
Lørdagsfrokosten går uden de store dramaer. Svigermor sætter sig tavst til bords, spiser, men slynger alligevel et par spydige bemærkninger af sig.
»Lejligheden er alt for dyr. I kunne da have fundet noget billigere ude i Valby. Og Jakobs forældre har jo hus i Roskilde var der ikke plads der? I kunne have boet gratis og sparet masser af penge.«
Annika svarer roligt:
»Du kan jo spørge Jakob, om han vil bo hos mine forældre.«
»Det sker ikke,« blander Jakob sig. »Jeg har brug for at have mit eget.«
»Men lejligheden er jo ikke engang jeres!« kommer Birte udfordrende.
»Det føles som vores for et år. Vi betaler, og vi trives,« svarer han bestemt.
Så foreslår Birte:
»Flyt hjem til mig. Jeg har tre værelser, masser af plads.«
»Nej, mor. Vi besøger hinanden men vi bor hver for sig. Vi har forskellige rytmer.«
Ugen efter arbejder Annika igen hjemme. Jakob er på arbejde, og hun har lagt sig for at tage en lur. Men hun vågner snart ved duften af friskbrygget kaffe. Hun undrer sig: Jakob er væk, så hvem kan det være? Hun tager morgenkåben på, går ud i køkkenet og stivner. Ved spisebordet sidder Birte Lykke og nyder kaffe og kage.
»Hvordan er du kommet ind?« spørger Annika skarpt.
»Jeg har en nøgle. Jakob har givet mig en. Det er jo næsten hans lejlighed, og det han har, er også mit,« svarer svigermoren uden blusel.
»Hvor har du nøglen fra?« hvisker Annika.
»Jeg tog den i lørdags. Den lå i nøglebakken. Og den bliver hos mig,« siger Birte roligt.
»Det må Jakob og jeg lige tage op. Men nu du må gerne gå. Jeg har arbejde.«
»Ikke før jeg har sagt, hvad jeg mener. Du har aldrig været rigtig god nok til mig. Dit navn er dumt, og din familie har ingen penge. Før i tiden fik jeg halvdelen af Jakobs løn, nu er det nærmest ingenting. Alt ryger på dig husleje, cafeture, alt! Du klistrer dig til ham, og børn har du heller ikke givet ham. Og du laver dårligere mad end kantine-personalet!«
»Er du færdig?« spørger Annika roligt. »Så vil jeg gerne have nøglerne.«
»Nej, det får du ikke,« siger Birte og griber ud efter sin taske, men Annika når det før hende, tømmer indholdet ud på bordet og finder nøglerne.
»Så er det tid for dig at gå.«
»Det her skal du få betalt! Jakob smider dig ud, når han hører, hvordan du behandler hans mor!« råber Birte, smækker døren og forsvinder.
Om aftenen fortæller Annika alt til Jakob. Han lytter tavst, krammer hende og siger:
»Det tager jeg mig af. Og ja du havde ret.«
Annika græder ikke. Hun ved, at respekt må man kræve i tide, for ellers tramper selv familien på én.
