Jens, har din lillesøster Frederikke været her igen? spurgte Astrid skeptisk, mens hun åbnede det halvtomme køleskab. Hver gang hun har været forbi, er der næsten intet mad tilbage.
Ja, hun var her, svarede Jens. Hun brokkede sig igen over at de ingen penge har. Jeg kunne jo ikke lade hende gå sulten herfra, hun er trods alt min søster.
Gav du hende også penge denne gang?
Jens kiggede flovt væk. Jeg gav hende et par tusind kroner. Frederikke fortalte, at Andreas har problemer på arbejdet, og at de ikke engang kan betale huslejen.
Hvem skulle have troet det Jeg forstår ikke, hvorfor hun skyndte sig at gifte sig som tyveårig? Hvorfor sagde din mor ikke noget til hende?
Du kender Frederikke, ikke? Når hun får en idé, er der intet at gøre. Men bare rolig, hun lærer nok at klare sig på egen hånd.
Astrid sukkede tungt. Selvstændighed er fint, men Frederikke har da kun levet på familien indtil nu.
* * *
Andreas var heller ikke ældre end starten af tyverne og var kun lige begyndt at have fast indtægt. Han smurte bestemt ikke tykt på med gaver til sin hustru. Frederikke nægtede at tage et job og mente selvfølgelig, at Andreas burde forsørge hende.
Frederikkes og Jens mor, Margrethe, fejlede heller ikke med at støtte datteren. Hver gang pengene slap op, skød Margrethe igen til og forventede det samme af Jens.
Hun er stadig ung, og hun skal jo se godt ud, insisterede Margrethe. Frederikke har ikke fundet et job, der passer hende, og Andreas er ret nærig. Det er vores pligt at hjælpe.
Jens hjalp så godt han formåede. Men Astrids tålmodighed var slidt tynd. Hun forstod ikke, hvorfor en del af deres fælles løn skulle gå til Frederikke, imens de selv boede til leje og knoklede for at lægge til side, så de kunne få råd til egen lejlighed og nu endnu engang søsterens anmassende hjælpeløshed.
* * *
En eftermiddag kom Astrid hjem og så Margrethe og Frederikke sidde tæt sammen med Jens. Stemningen var skarp, og så snart Astrid kom ind i stuen, døde samtalen ud. Astrid løftede et øjenbryn:
Skal jeg høre, hvad I planlægger? Det lyder ikke ligefrem som hyggesnak jeg gætter på, at det handler om penge igen?
Nej, du tager fejl, lo Margrethe uægte. Det er familiesager, der ikke angår dig.
Astrid fnøs og gik ud i køkkenet for at lave aftensmad. Kort tid efter trak Frederikke hovedet ind i køkkenet, grinede uforskammet og rev døren til køleskabet op.
Helt ærligt, Astrid, har du ikke handlet ind? Her er jo ingenting.
Jeg har købt det allermest nødvendige jeg får først løn om to dage. Hvis du vil have noget, kan jeg lune suppe til dig.
Nej, sådan noget gider jeg ikke at spise. Jeg bruger aldrig penge på mad jeg plejer at bestille pizza, sushi eller tage ud på café med Andreas.
Men rækker Andreas løn til alle de fornøjelser? Du klager jo altid over, at I ikke har nogen penge.
Så spørger jeg bare mor og Jens om hjælp. Det gør man da, når man er familie.
Kort tid efter gik Margrethe og Frederikke. Astrid spurgte straks Jens, hvad der foregik.
Mor vil sælge sommerhuset og bad mig hjælpe hende. Hun har tænkt sig at give alle pengene til Frederikke hun siger, at som ung har hun brug for en god start.
Mener du det seriøst? udbrød Astrid. Er det ikke mærkeligt, at kun din søster får noget? Det synes jeg faktisk ikke er okay.
Astrid, du skal ikke blande dig, sagde Jens alvorligt. Det er mors sommerhus, og hun bestemmer.
Jens forlod rummet, ikke villig til at diskutere med Astrid. Han mente, det var en selvfølge at ofre sig for sin søster Frederikke.
* * *
Sommerhuset blev snart solgt. Astrid var ikke et sekund i tvivl om, at Frederikke ikke havde planer om at bruge pengene fornuftigt. Det væltede ud med kafébesøg, nyt tøj og elektronik alt sammen til et liv i luksus.
Da pengene slap op, smuttede Frederikke igen hjem til sin mor:
Nu er jeg igen helt på spanden! Jeg vil tage kørekort og købe en bil! Har du ikke flere penge, eller kan du sælge noget? Mange forældre køber lejligheder eller biler til deres børn Mor, hvorfor er vi så fattige?
Margrethes mund stod åben af overraskelse. Hun havde ikke regnet med, at pengene ville forsvinde så hurtigt. Da hun havde samlet sig, sagde hun:
Frederikke, pengene er brugt, og jeg havde altså håbet, at du ville spare eller bruge dem fornuftigt. Du burde finde dig et job. Du er jo uddannet bogholder prøv at søge hos et firma.
Jeg gider slet ikke det der bogholderi! Sidde bag en skærm dagen lang? Min mand skal forsørge mig, og det skal du også! Jeg er kun tyve år I bragte mig til verden, nu må I også støtte mig! Tak for ikke en skid!
Vent, sagde Margrethe og forsøgte at mildne situationen. Vi kan prøve at bede Jens om penge og sige, det handler om noget vigtigt. De sparer op til en ejerlejlighed, så der må da være lidt at tage af.
Hvad tror du egentlig, de vil give? Astrid er nærmest nærig, hun køber kun det allerbilligste. Godt, at Jens altid er blid.
Så går vi til dem nu, fastslog Margrethe. Bare rolig, jeg skal nok få noget ud af dem.
En time senere stod Frederikke og Margrethe foran Jens og Astrids lejlighed. Astrid vidste med det samme, at besøget ikke drejede sig om hyggeligt samvær men om nye krav.
Jens, vi har verdens vigtigste ærinde! udbrød Margrethe nærmest dramatisk, straks de var inde i stuen. Kun du kan hjælpe os.
Astrids nerver var på højkant. Nu beder de igen om penge! tænkte hun.
Hvad er der nu i vejen?
Frederikke vil gerne købe bil, men pengene fra sommerhuset er væk, sagde Margrethe forlegent. Så vi tænkte, I måske kunne hjælpe os lidt
Astrid nærmest tabte kæben.
Undskyld, hvad? Penge? Hvor blev de af? Frederikke, du burde altså lære at styre dine penge!
Du skal i hvert fald ikke fortælle mig noget! vrissede Frederikke. Jeg er en ung kvinde med stil jeg er ikke en eller anden sjusket type fra kræmmermarkedet! Jeg vil nyde livet, ikke sidde og spare hele ungeårene væk!
Har du aldrig overvejet at arbejde selv? snappede Astrid. Det skulle være overraskende effektivt mod tomme konti.
Jens frygtede et skænderi:
Lad os lige tage den roligt først. Vi har ikke råd til en bil, men vi kan måske hjælpe lidt.
Flot, min søn! Margrethe lyste op. Jeg vidste, du altid ville støtte os.
Hvad med at spørge mig, hvad jeg mener? snærrede Astrid. Jeg har ikke tænkt mig at lægge en krone til Frederikke. Hun har selv en mand. Altså, nej ikke et eneste øre herfra!
Jens sendte sin mor et bedrøvet blik og forsøgte at formilde Astrid:
Astrid, du må forstå, det er også mit valg vi bestemmer sammen, og mor lover, at hun blot låner.
Ja ja, jeg betaler selvfølgelig tilbage! Troede du, jeg var en snylter? Jeg hjælper Frederikke, og senere hjælper hun jer.
Astrid hadede følelsen af at være den dårlige men tanken om at miste deres hårdt sparede opsparing var værre.
Nej, det bliver ikke til noget, sagde hun mere forsigtigt. Forstå nu, at vi sparer op til lejlighed. Det vejer tungere end at købe bil til Frederikke.
Kom, mor, vi går, sagde Frederikke tvært. Ser du, hvordan de er? De tænker kun på sig selv og er ligeglade med vores problemer.
Frederikke stormede ud, fornærmet. Margrethe fulgte efter og sendte sin søn et utilfredst blik:
Jens, vi skal snakke sammen. Synes du helt ærligt, din kone nu skal bestemme alt?
Døren knap lukket, kastede Jens sig over Astrid med bebrejdende tone.
Hvordan kunne du? Hvad skal mor nu tro om mig at vi ikke hjælper? At penge er vigtigere end familien?
Er det virkelig en nødsituation? svarede Astrid. Har vi nogensinde fået hjælp? Ingen af dine slægtninge ville støtte os økonomisk, hvis det kom til stykket. Jeg orker simpelthen ikke flere historier om din stakkels søster Frederikke.
Et par dage efter blev Astrid og Jens forsonede, men Astrid havde ingen anelse om, at Jens gik bag hendes ryg. Han tog af deres fælles opsparing og afleverede pengene til sin mor.
Margrethe modtog konvolutten triumferende:
Flot, min dreng! Jeg vidste, du var den rette søn. Du hjælper Frederikke nu, og så hjælper hun dig. Og ingen grund til at sige noget til Astrid I er stadig unge, I kan altid spare op igen.
* * *
En dag sad Astrid og scrollede gennem Instagram, da hun så helt nye billeder af Frederikke. Hun sad grinende bag rattet af en smart, lille bil. Astrid mærkede et stik og henvendte sig til Jens:
Vidste du, Frederikke havde råd til bil alligevel? Hvor har hun skaffet pengene? Hun får altid, hvad hun vil.
Ja, jeg ved det, mumlede Jens uden at møde hendes blik. Vi lagde alle sammen lidt penge, så vi kunne glæde hende.
Vi? Mener du, at du også har givet? Hvorfor sagde du ikke det til mig?
Jens tav, og Astrid forstod straks. Hun fløj hen til kommoden, og da hun så, at opsparingen var væk, gik det galt.
Hvad har du gjort?! skreg Astrid. Du har givet alle vores penge til din søster? Hvordan kunne du?
Jens, ellers den rolige, råbte vredt:
Det rager ikke dig! Jeg bestemmer i familien vi kan altid spare op igen, men Frederikke har brug for den bil nu. Og hvis du ikke kan acceptere min familie, må jeg overveje, om jeg kan acceptere dig.
Er det sådan, du ser på det? Det er vist på tide, jeg finder en mand, der kunne respektere mig. Eller nej, jeg vil faktisk slet ikke mere. Jeg tager hjem til min mor nu, og du skal nok sørge for, jeg får min del af pengene tilbage!
Astrid begyndte rasende at pakke. Hun håbede på en reaktion måske undskyldning eller et forsøg på at få hende til at blive. Men Jens sad uberørt foran fjernsynet.
Skal jeg virkelig gå, Jens?
Gå, svarede han koldt. Hvis du ikke ændrer dig, så lad være med at vende tilbage.
Astrid flyttede ind hos sin mor, og en måned efter søgte hun om skilsmisse. Det er ikke let at leve med én, der ikke har respekt for én, tænkte hun. Men hun glemte ikke pengene og fik efter nogle truende ord om retten sin del af opsparingen tilbage. Senere kunne hun endda grine med veninderne: Nogle gange må man skilles ikke på grund af utroskab, men på grund af skamløse familiemedlemmer!
Hans, har din søde Lise været her igen? Derfor er køleskabet altid tomt bagefter! — Hans, har din lillesøster Lise været på besøg igen? — spurgte Anna, mens hun stirrede ind i det halvtomme køleskab. — Det er altid det samme: når hun har været her, er al maden væk. — Ja, hun var forbi, — svarede Hans. — Hun klagede igen over, at de ingen penge har. Jeg kunne jo ikke lade hende gå tomhændet hjem – hun er jo min søster. — Gav du også Lise flere penge? — Nogle tusind kroner, — indrømmede Hans forlegent. — Lise sagde, at Peter igen havde problemer på arbejdet, og de ikke engang kan betale huslejen. — Hvem kunne have forudset det… Jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun absolut skulle giftes som 20-årig? Hvorfor forhindrede din mor hende ikke? — Du kender jo Lise, ikke? Når hun først får en idé, kan ingen stoppe hende. Men bare rolig, hun lærer det nok med tiden. Anna sukkede tungt. Uafhængighed er godt, men indtil videre har Lise kun levet på familiens bekostning. Peter var også stadig ung og var først lige begyndt at tjene penge. Han havde ikke travlt med at forkæle sin kone med gaver. Lise ønskede ikke at arbejde og mente, at Peter skulle forsørge hende. Lises og Hans’ mor, Margit, holdt også med datteren. Hun vidste de unge manglede penge og støttede altid Lise økonomisk. Og hun forlangte, at Hans også bidrog. — Hun er en ung pige, hun skal se godt ud, — sagde Margit. — Lise har ikke fundet et job, hun kan lide, og Peter er nærig. Det er vores pligt som familie at hjælpe. Og Hans hjalp alt, hvad han kunne. Men Anna blev hurtigt træt af det. Hun forstod ikke, hvorfor en del af deres løn skulle gå til Lise, når hun og Hans selv boede til leje og sparede på alt for at kunne købe deres egen ejerlejlighed – og så skulle de oveni hjælpe søsteren. En dag kom Anna hjem og fandt svigermor Margit og Lise på besøg. De hviskede med Hans og blev straks stille, da de så Anna. Det var tydeligt, samtalen var alvorlig. Anna spurgte: — Må jeg få at vide, hvad I planlægger? Jeg har på fornemmelsen, I igen vil have økonomisk hjælp fra os. — Der tager du fejl, — lo Margit. — Det er familieanliggender, der ikke vedrører dig. Anna rystede skeptisk på hovedet og gik i køkkenet for at lave aftensmad. Fem minutter senere kom Lise slentrende ind, åbnede frækt køleskabet og udbrød skuffet: — Hvorfor er der så tomt? Anna, har du ikke været ude at handle? — Jo, jeg har, — svarede Anna lettere irriteret. — Men min løn kommer først om et par dage, så jeg købte kun det mest nødvendige. Hvis du er sulten, kan jeg varme suppe. — Nej, sådan noget spiser jeg ikke. Jeg giver generelt ikke penge ud på mad – jeg bestiller pizza, sushi eller går på café med Peter. — Har Peter råd til den slags forkælelse? Du siger jo, I ingen penge har. — Så går jeg til mor eller Hans. Det er vel normalt, at familien hjælper hinanden. Margit og Lise gik kort efter. Anna spurgte straks Hans, hvorfor de havde været der. — Mor vil sælge sommerhuset og ville have en tjeneste. Hun vil give alle pengene til Lise. Hun er ung, og for at komme godt fra start skal hun have penge. — Og hvad mener du med det? — spurgte Anna forbløffet. — Synes du ikke, der er noget mærkeligt i, at det hele går til din søster? Jeg er uenig – det hjælper hende ikke at få alt foræret. — Anna, du skal ikke blande dig, — sagde Hans alvorligt. — Sommerhuset er mors, så hun bestemmer, hvem der får pengene. Hans forsøgte at afslutte diskussionen og gik ud af stuen. Han syntes sin mors beslutning var rigtig og følte sig stolt over at kunne hjælpe og ofre sig for Lise. Sommerhuset blev snart solgt. Anna tvivlede ikke på, at Lise ikke ville forvalte pengene fornuftigt. Restauranter, moderigtigt tøj, dyr elektronik – alt røg på fornøjelser. Da pengene slap op, gik Lise igen til sin mor og beklagede sig: — Nu har jeg igen ingen penge! Jeg vil tage kørekort og købe bil! Har I ikke mere at sælge? Nogle forældre køber jo deres børn lejligheder, støtter dem… Mor, hvorfor er vi så fattige? Margit var chokeret. Selv hun havde ikke ventet, datteren ville bruge pengene så hurtigt op. Da hun fik samlet sig, sagde hun: — Lise, vi har ikke mere. Jeg regnede med, du ville bruge dem fornuftigt eller måske spare op. Det er nok på tide, du finder et arbejde. Du er jo uddannet bogholder, prøv nu at søge i en virksomhed. — Jeg vil ikke være bogholder! Sidde foran en computer hele dagen og ødelægge øjnene? Min mand skal forsørge mig, og du også. Jeg er kun tyve! I har født mig, skal jeg nu stå på egne ben? Tusind tak! — Vent nu lidt, — prøvede Margit at berolige hende. — Vi finder på noget. Hvad hvis vi spørger Hans? Vi kan sige, det er til noget vigtigt. De sparer jo op til lejlighed, så der må være lidt på kistebunden. — Tror du, de vil give meget? Anna er så nærig – hun sparer endda på mad. Heldigvis er Hans altid til at overtale. — Vi tager derud! — sagde Margit fast. — Bare rolig, de tør ikke sige nej til mig. En time senere stod Lise og hendes mor foran Hans og Annas lejebolig. Anna kunne straks se, svigermor og Lise ikke kom for at hygge, men med forventninger. — Hans, vi har et meget vigtigt ærinde! — udbrød Margit så snart hun var inde for døren. — Kun du kan hjælpe os. Anna blev anspændt. „Sådan, nu kommer de og beder om penge!“, tænkte hun. Det var svært at forestille sig andet. — Hvad er der sket? — Lise vil købe bil, men pengene fra sommerhuset er brugt, — smilede Margit lidt flovt. — Så vi tænkte, om I kunne hjælpe. Anna troede ikke sine egne ører og spurgte nærgående: — Hvad? Pengene er brugt? I fik da ellers et pænt beløb, hvor er det hele blevet af? Lise, du må altså begynde at tænke over, hvad du bruger pengene på! — Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal! — udbrød Lise. — Jeg er en ung kvinde med krav, ikke en grå mus fra genbrug! Ja, jeg vil spise ude, gå i skønhedssalon og leve godt. Jeg nægter at spilde min ungdom på at være fattig! — Har du tænkt på at få et arbejde? — spottede Anna. — Det hjælper, så man ikke behøver bede familien om penge. Hans frygtede et skænderi og forsøgte at glatte ud: — Vent, vi må lige tale om det først. Vi har ikke penge til en bil, men vi kan nok hjælpe lidt alligevel. — Godt gået, søn! — smilede Margit. — Jeg vidste, du ville hjælpe os. — Skal I slet ikke spørge mig? — udbrød Anna. — Undskyld, men jeg kommer ikke til at støtte Lise økonomisk. Hun har en mand, og han må forsørge hende. Der bliver ikke givet flere penge fra mig, punktum! Hans sendte et forlegent blik mod moren og prøvede at berolige Anna: — Anna, hvad siger du dog? Det er vores fælles penge, og jeg bestemmer altså også. Mor beder bare om et lån, det får vi igen. — Selvfølgelig betaler jeg tilbage! Eller tror du, jeg er svindler? Jeg hjælper Lise lidt, og så får I det hele igen. Anna følte sig utilpas, næsten skyldig, men det var værre at skulle sige farvel til opsparingen for evigt. — Nej, vi kan nok ikke hjælpe, — sagde hun ikke længere helt så sikkert. — Forstå nu, vi sparer op til bolig, det er altså vigtigere end bil. — Kom, mor, vi går, — sagde Lise vredt. — Kan du se, hvordan de er? De tænker kun på sig selv, de er ligeglade med vores problemer. Lise vendte sig vredt og gik. Margit fulgte hurtigt efter, uden at opgive, og sagde surt til sin søn: — Hans, vi skal tale senere. Synes du ikke, din kone bestemmer lige lovlig meget? Så snart døren smækkede bag svigermor, overfaldt Hans straks Anna med anklager. — Hvordan kunne du? Hvad tænker mor nu? At vi ikke kan hjælpe? At penge betyder mere for os end familie? — Mener du virkelig, det er et nødstilfælde? — svarede Anna. — Har vi nogensinde fået hjælp? Jeg er ret sikker på, I ikke ville smide én krone efter vores bolig. Jeg gider ikke høre flere historier om stakkels benyttede Lise. Nogle dage senere forsonede Anna og Hans sig. Men Anna anede ikke, at Hans nu var klar til at lyve. Han tog en del af deres boligopsparing og gav sin mor. Da Margit så sønnen med kuverten, sagde hun straks: — Dygtig dreng! Jeg vidste, jeg havde lært dig rigtigt op! Vær ikke bekymret, du hjælper Lise nu, hun hjælper dig jo en dag. Og Anna behøver ikke vide noget. I er unge, I kan let spare op igen. En dag surfede Anna på sociale medier og så billeder af Lise bag rattet i en lille bil, lykkelig og smilende. Anna undrede sig og spurgte Hans: — Hans, vidste du, at Lise alligevel har fået en bil? Fik Peter penge fra et sted? Din søster er virkelig snedig, hun får altid, hvad hun vil. — Ja, jeg vidste det godt, — sagde Hans uden at se på hende. — Vi lagde alle sammen lidt til, så hun kunne få den bil. — Hvad mener du med “vi lagde alle sammen til”? Gav du også penge? Hvorfor har du ikke sagt det? Hans tav, og Anna forstod alt. Hun løb hen til kommoden, hvor de sparede op, og opdagede forfærdet, at pengene var væk. — Hvad har du gjort? — råbte Anna. — Mener du det? Du har givet vores opsparing til din søster? Jeg kan ikke begribe det! Hans, hvordan kunne du?! For en gangs skyld blev Hans vred og råbte: — Det rager ikke dig! Jeg er manden i huset, jeg bestemmer. Vi kan spare op igen, men Lise har brug for bilen nu. Og hvis du ikke behandler min familie med respekt, så ved jeg ikke, om jeg overhovedet vil have dig! — Virkelig?! Det samme gælder for mig, Hans. Faktisk har jeg bestemt mig – du skal ikke længere være min mand! Jeg tager hjem til min mor nu, og du giver mig halvdelen af vores opsparing tilbage. Anna pakkede hurtigt sine ting. Hun var dybt skuffet over sin mand og håbede egentlig på, han ville stoppe hende eller undskylde. Men Hans sad roligt foran tv’et, som om intet var hændt. — Så det var det? Hans, jeg mener det – jeg går nu, — sagde Anna stille ved døren. — Gå du bare. Hvis du ikke ændrer dig, skal du ikke komme tilbage, — svarede Hans iskoldt. Anna flyttede hjem til sin mor og søgte skilsmisse en måned senere. Man kan ikke leve sammen med nogen, der ikke respekterer én. Og hun fik også sine penge tilbage – truede Hans med retten, så han betalte hendes andel. Senere grinede hun med veninderne over det: “Tænk at man må skilles fordi nogen i familien er for fræk!” Hvorfor er køleskabet altid tomt, når lillesøster Lise har været på besøg? En dansk familiehistorie om grænser, forventninger og at sige fra – selv når det gælder dem, man elsker.
