Efter et nattevagt er Amalie så udmattet, at hun knap kan slæbe sig hjem. Frostgraderne er væk, og vintertøvejret har gjort København til et sludhul. Hver dag vælter tunge snefnug ned, og der ligger is under det våde sjap, så Amalie glider hvert andet skridt.
Hun har ikke hvilet sig ét sekund i løbet af natten. Først kom en dreng ind med blindtarmsbetændelse, så en ældre dame med hoftebrud. Det føles, som om alle vælger netop natten til at ringe 112 og lade sig transportere akut ind. På vej hjem drømmer Amalie kun om at smide sig på sengen og sove tungt. Hun stirrer ned i det fedtede fortov, så hun ikke falder, og opdager ikke, at en mand træder frem fra en opgang og spærrer vejen. Amalie stanser brat og løfter hovedet.
Manden foran hende er omkring fyrrehan har et lurvet skæg, er uskøn i tøjet og ser ud, som om han kunne være hjemløs eller værre. Hans ansigt er fyldt med rifter, tøjet gennemblødt og hænger på ham som lånt fra en anden. Amalie flytter sig instinktivt til siden, for hun har ingen kræfter til at løbe væk.
Undskyld, kan du hjælpe mig? spørger manden pludseligt.
Amalie er sygeplejerske, så anmodningen om hjælp rammer hende som en stopklods for et tog. Hun standser.
Jeg… Manden griber sig til hovedet, lukker kort øjnene og sukker. Jeg blev smidt af toget. Det er min lykke, at sneen har ligget tung, så jeg ikke brækkede noget. Slap med blå mærker.
Du bør virkelig drikke mindre, siger Amalie og forsøger at gå udenom ham.
Jeg har ikke drukket! Kun te. Nogen må have puttet noget i min kop, for jeg sov helt væk. De stjal alt, endda mit tøj. Godt jeg ikke blev smidt ud nøgen og det var ikke langt fra Valby.
Du har været heldig. Du bør gå til politiet og hospitalet. Har du hovedpine, kvalme? Det lyder som hjernerystelse, siger Amalie og prøver endnu engang at komme forbi ham.
Jeg har faktisk allerede været hos politiet. Toget til Odense kører først om et par timer, og de tyve, der stjal mine ting, finder de nok aldrig. Der var en gammel herre i min kupe så professoragtig med briller og spids hage. Politiet sagde, skægget og brillerne sikkert var falske, og han nok havde medskyldige. Jeg slap billigt. Jeg trænger bare til at blive vasket og få lidt tørt tøj på. Jeg lover at aflevere tøjet tilbage.
Ja, ja, men skal jeg også give dig nøglerne til lejligheden, hvor mine sparepenge ligger? Amalie himler med øjnene over hans ønske.
De fleste er mistroiske. Hvorfor er det sådan? Manden kigger op mod den grå himmel og ser så ulykkelig ud, at Amalie får ondt af ham. Hun vurderer ham nøje: rodet, ja, men taler velformuleretikke noget man hører fra hjemløse.
Kom med, siger hun pludselig. Ellers bliver du syg. Jeg finder noget tøj til dig.
Du er virkelig venlig. Alle andre vendte ryggen til uden at lytte, siger manden, da han følger efter hende.
Da de træder ind i lejligheden, falder Amalie ned på pufen i entréen. Benene summer, og øjnene er tunge af træthed.
Gå bare ind på badeværelset, nikker Amalie. Jeg finder lidt tøj til dig. Hvad hedder du?
Mads, svarer han, finder afbryderen og lukker døren bag sig. Vandet begynder at bruse.
Amalie sukker. Endnu en nat er der ingen hvile. Hendes storebror bor længe væk, men der er stadig overlevende tøj fra dengang. Det går nok, tænker hun og samler, hvad hun kan finde, banker på døren og fortæller, at tøjet ligger klar i gangen.
Hun hælder suppe op og sætter den i mikrobølgeovnen. Sætter sig og grubler. Hvis hendes mor kommer hjem nu, vil hun sikkert misforstå det hele. Højest tænkeligt: Amalie serverer mad, og der går en fremmed mand i bad! Lad hende dog handle lidt mere på vejen eller snakke længe med sin veninde, tænker Amalie og sender en stille bøn. Som for at drille klikker nøglen i døren.
Amalie, er du hjemme? råber moren, og Amalie kigger ud fra køkkenet.
Jeg troede ellers, det var dig i badet, Amalie! moren ser skarpt på hende. Hvem vasker sig så derinde?
Shh, ikke råb. Det er bare en mand, der har haft rigtig uheld på vejen. Han går snart, bare rolig, forklarer hun stille.
Og det er derfor, du har lagt Jacobs gamle tøj frem? Hvad er det der er sket?
Han blev røvet og smidt af toget. Jeg har allerede sagt det.
Og du tager bare fremmede mænd med hjem? Kan du da ikke tænke dig lidt om? Han kan jo være en tyv! Måske jeg skulle ringe til politiet? nu er moren for alvor bekymret.
Mor, nu stopper du. Han HAR været hos politiet. Ingen tog før om mange timer, sporarbejde. Han tager et bad, så går han, siger Amalie med en dæmpet stemme.
Snart tier vandet, og døren til badeværelset åbnes og lukkes. Han tager tøjet nu, konstaterer Amalie for sig selv.
Moren sætter sig med front mod entrédøren og venter. Kort efter træder Mads ind i køkkenet, hilser lidt genert.
Lad mig se dig. Hvordan kan sådan en stor, stærk mand dog blive bestjålet midt om dagen? spørger moren skeptisk.
Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg var på vej til min datters bryllup og tog nattoget fra Aalborg. Nogen må have noget i min te, for jeg sov. Da jeg vågnede, var alt væk: penge, telefon, tøj. De havde givet mig det her pjalter på og smidt mig af ved Vesterport. Han slår ud med hænderne.
Ja, ja. Men hvorfor endte du egentlig her i vores opgang? Vi bor ikke lige ved stationen, moren tvivler fortsat.
Mor! Lad nu manden spise. Hvorfor krydsforhører du ham? Amalie skubber en skål varm suppe hen til Mads.
Da Amalie var lille, slæbte hun forladte katte og hundehvalpe hjem. Nu kommer hun med mænd, der bliver smidt af toget, sukker moren, men gør plads ved bordet.
Spis, Mads. Men vær forsigtighvis du vinder min mors gunst, slipper du ikke levende væk herfra! Amalies stemme drypper af sarkasme.
For hun har ingen fritid, du arbejder hele tiden, og på sygehuset er der kun børn og gamle mennesker. Snart fylder du tredive, Amalie, du skal vel også giftes? Hvordan kan jeg forlade dig, hvis ikke du hviler på sikre hænder? moren ser bestemt på hende.
Mor, stop nu ellers tror Mads, vi vil tvinge ham til bryllup. Det er bare for sjov, Mads. Amalie dulmer hurtigt stemningen.
Ja, ja, moren rejser sig og trækker sig væk.
Din mor er bestemt, bemærker Mads, da han har spist op.
Hun har opfostret min bror og mig alene. Hun vil bare ikke have, at jeg ender ligesom hendealene med et barn.
Jeg forstår. Er du læge?
Nej, jeg er sygeplejerske. Men hvordan får du fat i billet uden ID, og du har ingen penge? Amalie bliver pludselig urolig.
Politiet har sagt, de vil hjælpe. Må jeg låne din telefon? Jeg må fortælle min datter, at jeg ikke kommer til brylluppet. Og ringe til min ven.
Selvfølgelig, Amalie går ind i stuen. Der står hendes mor allerede og tømmer smykkeskrinet for alt af værdi.
Hvad laver du, mor?! Moren lægger et gammelt guldring og noget glitrende pynt i en pose.
Sig ikke noget. Hvis han virkelig er en tyv, skal han i hvert fald ikke tage det med! Jeg går lige ned med det til tante Lise, siger hun og forsvinder.
Amalie lader det passere. At modsige sin mor er nytteløst.
Amalie lægger mobiltelefonen foran Mads og stiller sig selv hen til vinduet. Han ringer til datteren, og på hans ansigtsudtryk ser Amalie, at det egentlig ikke skuffer datteren synderligt, at faderen udebliver fra brylluppet. Han slår et nyt nummer op og spørger Amalie om adressen.
Min ven kommer snart og henter mig. Ingen grund til at være her alligevel, tror jeg. Min ekskone vil ikke have mig til festen. Det var kun datteren, som insisterede. Jeg risikerede mit liv for ingenting, Mads ser trist ud.
Hvem er du, siden din ven bare kan hente dig ved et opkald? spørger Amalie lidt forundret.
Hun må indrømme, at hun også begynder at kunne lide ham. I brorens tøj ser han ganske nydelig ud, selvom det strammer.
Jeg ejer sammen med en ven et lille reparationsfirma på Amager. Intet særligt. Venner sagde, jeg ikke skulle køre selv man bliver sikkert tilbudt et glas til en bryllupsfest. Derfor tog jeg toget. Skulle have taget flyet. Du skal ikke tænke på mig, jeg forstyrrer kun et par timer mere, han undskylder.
Amalie ser på Mads og tænker, måske har moren ret. Ville det ikke være rart at komme hjem fra nattevagt og blive taget imod af mand og børn? Hun er næsten tredive, bor stadig hjemme, og fremtiden føles trist og flad. Engang var der Viktor; hun var forelsket, brylluppet var under planlægning Men hun kom uventet hjem og fandt ham i seng med hendes veninde. Tabte begge på én gang.
Du er godhjertet. Det skal nok gå dig godt, siger Mads pludselig.
Og dig? Hvorfor er du alene? De fleste mænd i din situation har lidt mere held
Ja, havde egentlig planlagt at tage til bryllup alene. Skilsmisse, du ved. Fandt aldrig en kvinde med dit hjerte de fleste tænker på penge, begge køn gør det nu om dage. Du skulle have sovet, og nu holder jeg dig vågen. Jeg undskylder.
De snakker længe. Udenfor bliver det mørkt, og til sidst ringer Amalies telefon.
Det er nok min ven Mikkel, der er her nu, siger Mads og tager telefonen.
Nu går han, og jeg ser ham aldrig igen. Så er det liv som før.
Min chauffør holder nedenfor. Tusind tak for alt. Mads lægger mobilen og rejser sig. Jeg tastede mit nummer ind du finder mig som Mads fra toget. Jeg tvivler dog på, du ringer. Han ser spørgende på Amalie. Alligevel, hvis du har brug for hjælp, så ring. Tak igen. Tøjet får du igen. Og undskyld din mor for mig. Hun tror vist stadig, jeg er en tyv. Mads blik er trist, og Amalie får en klump i halsen.
Et tilfælde, en fremmed men hun har faktisk ikke lyst til, han går. Men hvem er hun, og hvem er han? Hun smiler. Lad være med at ende i flere uheldige situationer!
Nej, fremover tager jeg kun bilen eller flyver. Ikke flere tog, griner han.
Amalie ser ham forsvinde ud i vintermørket, stopper ved bilen og vinker op til hende.
Det var det. I morgen har han glemt alt om mig.
Har du sluppet ham? spørger moren i døren, da hun kommer hjem.
Først skælder du ud for, at jeg tog ham ind, nu spørger du, hvorfor jeg lod ham gå, prøver Amalie at skjule, hvor berørt hun er.
Han er et ordentligt menneske. Det kan man se.
Hvorfor skjulte du så straks smykkerne?
Ja, jeg er sgu lidt åndssvag, sukker moren.
Tre uger går. Det er dagen før nytår. Amalie tror næsten, alt om Mads er en mærkelig drøm. På hospitalet lover aftenvagten at blive rolig få patienter er tilbage, og chancerne for nye akutte indlæggelser er små. For en gangs skyld kan Amalie måske få sovet ud. En lille gran står i vagtlokalet. I løbet af nytårsnatten sker der sjældent noget, og folk venter hellere til første januar med at opsøge skadestuen.
Klar igen, Amalie? Vi havner vist altid på vagt sammen. Overlæge Sørensen smiler pillede til hende.
Det er nok ikke tilfældigt, og Amalie ved, han har et godt øje til de unge sygeplejersker. Hun spiller uvidende.
Der sker noget ude foran! Lyder det pludselig, da Astrid fra modtagelsen stormer ind.
Har de smidt en patient af ved døren? Sørensen hiver masken frem og gør klar.
Nej, det er julemanden! Altså, med gaver og kostume og det hele. Vil gerne ind på afdelingen for at gøre folk glade. Skal jeg lukke ham ind? griner Astrid.
Julemanden siger du? Javel, så lad ham da komme, det er jul, griner Sørensen og følger Amalie ud på gangen.
Allerede fra korridoren kan de høre stemmen: en mand i rød, broderet frakke, hvidt skæg og stor sæk på skulderen insisterer på at sprede juleglæde hos patienterne.
Jeg har rejst hele vejen fra det kolde Nordsjælland, og nu vil I ikke lukke mig ind, bamler han, og stemmen lyder bekendt for Amalie.
Nå, jeg troede julemanden boede i Grønland men velkommen, ikke for meget larm, her er syge og svage, Sørensen fniser.
Julemanden går rundt på stuerne, hiver mandariner og chokolade op af sækken og deler flittigt ud. De gamle stråler over hele hovedet. En sygeplejerske fra en anden afdeling tigger ham om at komme forbi. Da han ser på Amalie, ser han pludseligt fortabt ud.
Sinegryn får du altså ikke. Tak for besøget, julemand. Sørensen tager Amalie under armen.
Kort efter dukker julemanden op i vagtstuen, denne gang uden skæg og hue, frakken åben og sækken som en slatten pose. Amalie begynder at le.
Jeg vidste, du havde vagt, så jeg ville overraske dig. Løftede det stemningen? Mads smiler spørgende.
Ja, gamlingerne er nok for opstemt til at sove nu, ler Amalie.
Det ser ud til, at jeg må tage hele nattevagten selv, sukker Sørensen demonstrativt, Gå med julemanden, Amalie. Astrid hjælper mig. Nyd livet lidt.
Det lader hun sig ikke sige to gange. En måned senere siger Amalie op på sygehuset og flytter til Amager og Mads. Moren er lykkelig. Så fik jeg afsat datteren, nu kan jeg endelig falde til ro. Hov, børnebørndem skal jeg også hjælpe med! Og hun vælger at holde sig i live lidt endnu.
Underligt, at det hele dårlige kaldes skæbne, alt det gode bare tilfældigheder. I virkeligheden følges de ad.
