Så snart jeg kom hjem, stod min nabo pludselig foran mig og sagde: Der bliver råbt af en mand i din lejlighed hver dag. Han er begyndt at irritere alle her i opgangen. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når jeg bor alene?
Dagen efter besluttede jeg mig for at blive hjemme fra arbejde og gemme mig under sengen. Klokken præcis 11:20 blev døren låst op af en ukendt mand med nøgleog det, han gjorde, får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Så snart jeg kom hjem, stod min nabo pludselig foran mig og sagde: Der bliver råbt af en mand i din lejlighed hver dag. Han er begyndt at irritere alle her i opgangen. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når jeg bor alene?
Den næste dag kom jeg hjem om eftermiddagen, og allerede i opgangen ventede min nabo, Birthe, på mig.
Der er alt for meget larm fra din lejlighed midt på dagen, sagde hun. Det lyder som en mand, der råber.
Jeg blev forvirret.
Det kan ikke passe, svarede jeg. Jeg er altid på arbejde i dagtimerne, og jeg bor helt alene.
Birthe rystede bestemt på hovedet.
Jeg har hørt det mange gange. Ved middagstid. En tydelig mandsstemme. Jeg har endda banket på, men ingen åbnede.
Jeg forsøgte at smile og sagde, at jeg nok bare havde glemt fjernsynet tændt. Men hendes ord sad fast i mit hoved.
Da jeg gik ind i lejligheden, fik jeg en underlig følelse. Jeg tjekkede alle rumalt stod, som det plejede, vinduer og døre var lukket, intet manglede, ingen tegn på indbrud. Fornuften sagde, at alt var okay, men noget føltes alligevel forkert.
Den nat kunne jeg næsten ikke sove.
Næste morgen tog jeg en beslutning. Jeg ringede til arbejde og meldte mig syg. Klokken 7:45 gik jeg ud, så naboerne kunne se mig, satte mig ind i bilen og kørte nogle få meter ned ad vejen, før jeg slukkede motoren og listede tilbage ind ad en sideindgang. I soveværelset krøb jeg hurtigt ind under sengen og trak dynen ned foran for ikke at blive opdaget.
Tiden sneglede sig af sted. Jeg begyndte at tvivle på mit eget hoved, da jeg omkring 11:20 hørte hoveddøren blive låst op.
Skridt lød inde i gangen, rolige og selvsikre, som om personen var vant til at gå rundt her. Skoene skurede mod parketgulvetrytmen virkede urovækkende bekendt.
Skridtene fortsatte ind i soveværelset.
Så snart jeg kom hjem, stod min nabo pludselig foran mig og sagde: Der bliver råbt af en mand i din lejlighed hver dag. Han er begyndt at irritere alle her i opgangen. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når jeg bor alene?
Pludselig hørte jeg en mandsstemmedyb og irriteret:
Du har igen rod over det hele…
Han sagde mit navn.
Stemmen var alt for genkendelig, og pludselig gik det op for mig, hvem den fremmede egentlig var. Jeg var rædselsslagen.
Opklaring kom først senere, da det hele var ovre.
Udlejeren, Henning Madsen, kom i min lejlighed hver gang, jeg tog på arbejde. Han havde sine egne nøgler, og han kendte min rutine til punkt og prikkeden havde jeg jo selv nævnt for ham, ganske ubekymret.
Han kom ikke for at stjæle noget. Han rodede ikke efter værdier. Han boede bare i lejligheden.
Han tog skoene af i entreen, som var det hans eget hjem. Han satte sig i sofaen, tændte for fjernsynet, spiste mad fra mit køleskab, brugte mit bad, og nogle gange så jeg, at han havde lagt sig på min seng.
Han vidste præcis, hvor tingene lå, for det var jo ham selv, der havde indrettet og istandsat lejligheden til udlejning. For ham var det stadig hans sted.
Så snart jeg kom hjem, stod min nabo pludselig foran mig og sagde: Der bliver råbt af en mand i din lejlighed hver dag. Han er begyndt at irritere alle her i opgangen. Men hvordan kunne det lade sig gøre, når jeg bor alene?
Han følte sig i sin gode ret.
Nogle gange talte han højt til sig selv. Han kommenterede rodet, mine vaner, eller det tøj, jeg havde lagt på stolen. Han blev irriteret, fordi jeg ikke passede ordentligt på lejligheden. Det var hans stemme, naboerne havde hørt, og derfor klagede de.
Han kendte mit navn. Mine vaner. Vidste, at jeg ikke kom hjem før sent.
Han havde ingen idé om, at det ville blive opdaget af mig selv.
Da politiet kom og hentede ham, var han oprigtigt forbløffet. Han forstod slet ikke, hvorfor jeg var vred. Det var jo hans lejlighed, hans nøgler, og han ville bare tjekke, om alt var i orden.
Siden den dag har jeg aldrig lejet et sted mere, uden at skifte alle låsene den første dag, jeg flytter ind.
