Kære dagbog,
Mor satte sig på hug foran mig, Signe, skat, jeg beder dig, vi skal bo her lidt tid, det går snart over, og så tager vi tilbage til byen.
Jeg kiggede bare på hende, sagde ikke et ord.
Signe, hører du efter? Forstår du? Mor rystede mig let i skuldrene.
Ja, mor…
Hvorfor er du så stille? Spurgte hun, og jeg kunne mærke, hvor nervøs hun var.
Jeg var ikke stille, mor. Jeg tænkte bare.
Nå, du tænkte. Prøv at se her, Signe… Der er så mange bøger. Da jeg var barn, elskede jeg at læse dem.
Mor… skal vi bo her længe?
Det ved jeg ikke, skat, vi må blive lidt endnu.
Jeg forstod godt, hvad der var sket med os, med vores familie. Mor troede, hun kunne skåne mig, men jeg var ikke så lille længere.
Signe, tante Karen kommer forbi og kigger til dig. Jeg laver mad til dig for hele dagen og tager afsted om morgenen, så kommer jeg hjem om aftenen. I weekenden er vi sammen, så går vi ned til fjorden og bader.
Mor dækkede ansigtet med hænderne og sagde stille: Undskyld, undskyld mig…
Mor, lad være med at græde. Jeg ved godt, far forlod os. Jeg ved, vi må klare os på en anden måde, og at du syntes bedst om at flytte i mormors hus, mens vi lejer lejligheden ud.
Jeg ved det hele, mor. Jeg skal nok være flink. Tante Karen skal nok holde øje, og jeg vil læse bøger, mens du er væk.
Vi klarer den, mor… og til efteråret starter jeg i skole. Mor, er der en skole her?
Nej, skat, der var en skole engang, men ikke mere. Men til efteråret lover jeg, at vi kommer hjem igen. Det her er kun for nu, mens jeg leder efter et fast arbejde.
Lejligheden har vi udlejet til august, så har vi tid til at lave et lille istandsættelsesprojekt, og så bliver alt godt, min pige.
Det ved jeg, mor…
Den aften sad vi længe ude på trappen foran det lille sommerhus. Mor fortalte om sin barndom og den vidunderlige mormor, hun havde haft.
Mor, havde du egentlig… også en mor?
Ja, sukkede hun, hun lever stadig, men… hun synes ikke rigtig, jeg betyder noget for hende.
Hvorfor ikke? spurgte jeg forsigtigt.
Det blev bare sådan, Signe. Hun fik mig, da hun var ung. Hun og min far gik fra hinanden, han flyttede til en anden by og fik ny familie. Hun prøvede lidt, men til sidst afleverede hun mig hos mormor Else og rejste til København for at finde lykken.
Fandt hun så lykken? spurgte jeg.
Det gjorde hun men hun glemte alt om mig, desværre. Hun blev gift, fik to børn mere. Jeg blev kun husket med et kort på fødselsdage og til jul.
Nogle gange kom hun, hvis én af børnene var syge og trængte til frisk luft. Hun nævnte aldrig, jeg var deres storesøster.
Mormor bad hende købe mig en kjole til dimissionen. Hun svarede surt, at jeg måtte tjene selv; hun havde et sygt barn og vigtigere ting at tænke på.
Mormor blev vred og smed hende ud.
Mor, du har aldrig kaldt hende mor.
Jeg ved det, undskyld, Signe… mormor Else var min mor. Hun var min hjem. Derfra blev du også kaldt Signe, som hendes mors navn i familien.
Var du glad for hende, mor?
Meget, meget. Da hun døde, blev alt gråt Jeg elskede min mor altså Zofie også, ventede altid på, hun skulle komme. Hver fødselsdag, nytår, når jeg var syg, hver eneste gang længtes jeg.
Da mormor Else døde, kom hun ikke. Hun havde travlt hendes svigermor havde rund fødselsdag. Hun kom senere, græd lidt, satte mig på tog til en kostskole. Jeg troede, hun ville tage mig hjem, men sådan blev det aldrig.
Den første jul fik jeg ikke lov at være sammen med hende hun havde gæster. Jeg bad om nøglen til mormors hus, men hun sagde nej, for de skulle fejre nytår der.
Jeg satte selv nye låse på. Nabogården hjalp. Alle naboerne sagde, det var MIN mormors hus, og de ville beskytte det for min skyld.
Den aften holdt jeg nytår selv mine veninder kom heldigvis forbi.
Senere blev jeg atten. Så holdt kontakten med Zofie op. Der var ikke mere at sige til hinanden.
Mor vil du nogen sinde gøre det samme mod mig?
Aldrig i livet, Signe! Kan du høre det? Aldrig!
Så blev jeg voksen. Mor tog igen afsted til arbejde hver morgen, og tante Karen kom og så til mig.
Jeg vaskede min tallerken af, fodrede min dukke Anne og satte mig for at læse for Anne og bamsen Magnus. Jeg lærte for nylig at læse, det er så spændende.
Dagene flød sammen. Først græd jeg lidt, men efterhånden stoppede tårerne som om de kom af sig selv, og jeg var ikke herre over dem. Mor kom hjem, og alt blev godt igen.
Men én dag kom mor ikke. Hun var væk, det blev mørkt. Jeg tændte lyset og trak gardinerne for.
I skal ikke være bange, Anne, Magnus, Mette, og klovnen Anders jeg passer på jer, sagde jeg til legetøjet.
Måske skulle jeg gå til stationen og møde hende, men jeg var bange for at fare vild.
Jeg prøvede at jage de dårlige tanker væk. Nej, min mor ville aldrig forlade mig. Men hvis hun nu fandt en ny familie hvem skulle så passe på mig?
Jeg faldt i søvn på stolen ved vinduet, grædende. Pludselig hørte jeg lyd i entreen og tænkte, det kunne være rotter, eller måske Zofie, som jeg aldrig har mødt, der kom for at tage huset. Jeg var rædselsslagen.
Men lyset blev tændt, og ind kom mor.
Mor! Jeg sprang op, væltede stolen. Mor, mor!
Åh, Signe, du lille pige… undskyld, undskyld, jeg missede det sidste tog. Gik hele vejen fra nabostationen.
Havde du været bange?
Meget, Signe! Jeg var så bange for, du skulle tro, jeg havde forladt dig.
Første gang i mit liv, løj jeg for hende.
Nej, mor, jeg troede det ikke. Jeg ved, du aldrig vil forlade mig.
Selv om jeg faktisk havde tænkt det. Men jeg ville ikke gøre hende mere ked af det.
Vi blev boende i mormors hus til slutningen af august, så startede jeg i skole, og mor fik arbejde.
Far begyndte at insistere på, jeg skulle besøge ham i weekenderne. Mor sagde, hun aldrig havde nægtet ham det han havde bare ikke spurgt før.
I starten syntes jeg, det var rart at være hos far, men så…
Mor, jeg tror, far har det som din Zofie jeg betyder ikke rigtig noget for ham. Han tager mig med i centeret, sætter mig i legeafdelingen og taler bare i telefon.
Jeg sidder på bænken og ser på små børn… Mor, jeg vil ikke mere.
Jeg sagde det til far og han blev vred. Anklagede mor for at sætte mig op imod ham.
Jeg er din far! råbte han, og du forhindrer det!
Far, jeg er ikke lille længere… hvorfor tager du mig med i det børnerum? Og jeg kan ikke lide chips.
Da du gik fra os og jeg var alene hjemme i dagevis. Da mor missede toget og gik hjem gennem skoven, da blev hun jagtet af ulve. Jeg var alene…
Anden gang løj jeg om ulvene. Far sagde ikke noget, gik bare.
En måned senere kom han tilbage, sagde undskyld, og vi gik i biografen.
Nu glædede jeg mig igen til at være sammen med ham.
Sonja rendte du virkelig fra ulvene dengang? spurgte far mor.
Ja, svarede hun uden at blinke.
Senere talte far og mor sammen længe. Far missede sit tog. Mor sagde: Nu gik dit tog, Claus.
Mor, sagde jeg om natten, hvordan kommer far så hjem? Skal han ikke bare blive her?
Mor var fast i blikket. Han kan gå. Her er ingen ulve.
Mor… Ville han gerne flytte tilbage?
Ja…
Vil du aldrig tilgive ham?
Mor svarede ikke.
Mor, det er din sag. Men jeg elsker jer begge…
Det ved jeg, Signe.
Men dig mest, for du er den modigste mor i verden. Du løb for min skyld. Ikke engang ulve kunne stoppe dig.
Årene gik, nu skal jeg giftes.
Mor, jeg må indrømme noget.
Ja?
Mor, dengang… jeg troede, du havde forladt mig. Som Zofie gjorde.
Åh, min pige… hvordan skulle jeg kunne det?
Det vidste jeg ikke dengang, mor. Undskyld mig.
Nej, det er mig, der skal undskylde for alt det, du måtte igennem
Vi stod længe og krammede. Mor og datter sammen. Det har vi altid været, og det vil vi altid være.
