Skæbnen rækker ud
Det ser ud til, at Mikkel og Birgitte har et normalt liv i den lille landsby Skovby. De har alt, som man forventer af en dansk familie. Men allerede i 6. klasse mærker Jette, deres 13årige datter, at noget er gået i stykker. Begge forældre drikker for meget først Mikkel, så Birgitte. Da Jette nærmer sig slutningen af gymnasiet, indser hun, at hun ikke kan redde dem fra den dybe mudderpøl, de er faldet i. De synker længere og længere ned.
Nogle aftener slås de, og Jette bliver fanget i krydsilden.
– Hvorfor skal jeg lide dette? græder hun, mens hun gemmer sig bag et skab, så forældrene ikke kan se hende, men stadig kan tage vrede ud af hende.
– Gå ud og køb en kiks, brøler Mikkel en sen aften, men hun nægter, fordi hun er bange for mørket udenfor, og han kan slå, hvis hun ikke løber hurtigt nok.
– Gå og spørg Lise, naboen, om penge. Du skal bede hende pænt om hjælp, ellers får du intet, skubber Birgitte hende mod døren.
Som teenager begynder Jette at stikke af, når forældrene drikker. I 10. klasse er hun ikke længere bange for mørket; hun er vant til det. Hun gemmer sig i et forladt hus på kanten af landsbyen, sniger sig hjem tidligt om morgenen, tager sine bøger og løber videre til skole.
En dag beslutter hun:
– Når jeg får mit studentereksamen, flygter jeg fra Skovby, rejser til et større område og søger måske videre på universitetet. Jeg skal spare hver krone, hver øre, og holde styr på pengene. Så begynder hun i hemmelighed at samle små beløb, selvom det er svært.
Da hun får sit eksamensbevis med middelmådige karakterer, pakker hun sit lille skjulte pas, den sparegris hun har i rygsækken, og drager til Randers, den nærmeste større by. Hun siger ingenting til sine forældre der er ingen at fortælle det til. Hun drømmer om en normal uddannelse, et stabilt liv og en egen familie.
Randers møder Jette ikke venligt. Hun finder et erhvervsskole, men får at vide, at der er mange ansøgere, og med så lave karakterer er chancerne små. Betalt uddannelse kan hun ikke betale. Hendes håb knuses, og hun sætter sig på en bænk ved busstoppet og tænker.
Omkring hende strømmer livet: folk skynder sig af sted.
– Alle har deres mål, tænker hun, de løber alle af sted med deres ærinder, mens jeg ingen steder kan gå hen. Hvad skal jeg gøre? Jeg har næsten ingen penge, men jeg kan ikke vende hjem igen. Hvad venter mig der? Her er der ingen plads for mig.
Mørket falder på, da en ældre, rundkvinde med en lille taske nærmer sig hende.
– Hvad sidder du her og græder, lille pige? Jeg har lagt mærke til dig. Du gik i butikken, så kom du tilbage og sad igen. Er der noget galt? spørger hun.
– Jeg har ingen steder at gå. Jeg kom fra Skovby, troede jeg kunne starte på en skole, men de afslog mig på grund af dårlige karakterer, og jeg har ikke penge til at betale. snøfter Jette.
– Har du nogen her? spørger kvinden.
– Ingen. Jeg vil ikke hjem, for jeg frygter, at jeg vil ende som dem
– Du skal ikke græde, siger hun blidt. Jeg forstår dig; du har besluttet dig for at flygte, så du er nødt til at finde en vej videre. Kom med mig jeg bor på et kollegieværelse, du kan sove der. Jeg hedder Kirsten Sørensen, men alle kalder mig bare Sørensen.
Jette rejser sig tøvende. Kirsten smiler og fortæller, at hun også er hjemløs.
– Min egen datter, Lise, arbejdede som togkonduktør, men hun blev forelsket i en forretningsmand og kom til mig for penge til at starte en virksomhed. Hun solgte sit hus og kom til byen, men manden snydede hende. Jeg endte som rengøringsdame på stationen og bor her på kollegiet. Jeg kan lugte, at du har en historie.
De når Kollegieværelset, hvor Kirsten bor i et lille rum. Jette spiser uden appetit, og Kirsten lover:
– I morgen tager jeg dig med til caféens leder, tæt på stationen. De har altid brug for ekstra hænder, og du er ung, smuk og har et godt udseende. Måske får du et job hos Anton, så du kan blive i kollegiet og få en stabil fremtid.
Jette takker Kirsten og falder hurtigt i søvn.
Snart møder hun Anton, cafélederen, og forelsker sig ved første blik. Anton er charmerende, smilende og stiller mange spørgsmål, som Jette svarer på. Hun har aldrig før haft en kæreste, så hun er helt betaget af ham.
Anton ansætter hende som servitrice, giver hende et eget værelse i kollegiet og begynder små gaver: læbestift, mascara, en billig parfume. Jette flyder i ros. En aften, da hun går ud fra caféen, siger han:
– Hop i bilen, så kører jeg dig hjem. Du ser træt ud.
Jette rødmer og tænker, at hun endelig har fundet heldet.
Hun vender ofte tilbage til kollegiet sent om natten. En weekend stopper en ung mand ved døren.
– Hej, bor du her? spørger han.
– Ja, på anden sal, svarer hun.
– Jeg hedder Henrik, jeg er lastbilchauffør. Jeg kom fra en anden landsby for at tjene penge, men jeg vil snart tilbage til min egen. Hvem er du? Jeg har aldrig set dig her før.
– Jette jeg er også fra en landsby, lige fra Skovby, svarer hun. Henrik fortæller om sine ture, byer, landsbyer og giver hende chokolade, når han kommer på besøg. De bliver venner, men Jette er stadig forelsket i Anton.
Efter et stykke tid opdager Anton, at han er gift. Han fortæller Jette, at han elsker hende og vil sørge for, at hun ikke mangler noget, men at han stadig har en familie. Han lover at tage hende med på en sommerferie ved havet.
Jette tror på hans ord og drømmer om et liv sammen. Snart opdager hun, at hun er gravid. Hun løber hen til Anton for at dele nyheden.
– Anton, vi får barn! udråber hun.
– Hvad snakker du om? Jeg har en kone og to børn. Jeg har ingen brug for et barn med dig, svarer han koldt og smider en bunke penge på bordet. Tag de penge og forsvind inden for tre dage, ellers Han smider døren i.
Jette husker Kirstens ord om, at mange kommer til byen for lykke, men kun få får den. Hun samler sine ting, smider nøglen i postkassen og går tilbage til kollegiet. Kirsten trøster hende med te.
– Sådan er skæbnen, siger hun, men den kan også række dig en hånd.
Jette falder i søvn og vågner, da Henrik kommer ind med en pose slik.
– Hvad er der sket? spørger han. Jette fortæller alt om Anton og hans afvisning. Henrik lytter, trøster hende og lover at hente mad.
– Du skal ikke græde, siger han. Du skal tage dig af barnet og dig selv. Jeg går i supermarkedet og henter mad til os.
Henrik kommer tilbage med poser, lægger dem på bordet, og Jette mærker igen, at skæbnen rækker ud.
Tiden går, og Jette og Henrik flytter til hans gård på landet. De køber et gammelt hus, renoverer det, bygger en anden etage, for snart skal deres datter komme til verden. Deres søn er allerede tre år gammel. De lever lykkeligt sammen.
Således ender historien: skæbnen rakte ud, et lille dansk kvarter blev til et nyt liv på landet, og hver enkelt finder sin egen vej i livet.
