Tågen lettede
Jeg har gået og tænkt på mit liv for tiden, Sigrid. Det er så kedeligt hver dag det samme. Jeg har selvfølgelig en familie: manden Erik og to drenge, Mikkel og Anders, som begge er top i skolen.
Når jeg vågnede tidligt, hørte jeg den rungende, rytmiske tik fra vækkeuret i soveværelset. Udenfor var det kun begyndt at lysne. Jeg kunne bare ikke falde i søvn igen, så mens jeg lå der, begyndte tankerne om den kommende dag at snurre.
Nu skal jeg stå op, og så bliver dagen som alle de andre, fyldt med gøremål og travlhed, tænkte jeg. Jeg skal melke koen Maja, fodre hende og drive resten af flokken ud på græs, så skal jeg fodre de andre dyr. Bagefter skal jeg lave morgenmad til Erik og drengene, vække dem alle, gå drengene i skole og sende Erik på arbejde. Åh, i dag skal jeg også jordbøffe kartoflerne, ellers vokser de over, så spaden i hånden og så ud på haven.
Jeg stod op og gik i gang med huslige pligter, mens hovedet stadig gik på højtryk:
I dag skal jeg vaske, rydde op i gården, feje og så vedligeholde haven. Jeg har ikke gjort det i lang tid, åh, mit liv er så ensformigt, kun gøremål efter gøremål Dagen er i gang.
Erik, stå op, det er tid, sagde jeg blidt og skubbede ham i skulderen, men han var stadig i drømme.
Ja, svarte han og vendte på ryggen.
Børn, vågn op, tid til morgenmad og skole. Mikkel, du må ikke trække dig, du skal op alligevel. Hvem skal ellers i skole for dig? Du bør sove tidligere mumlede jeg, mens jeg prøvede at piske dem til ben.
Den yngste, Anders, sprang straks op, han var hurtig på benene, mens Mikkel strakte sig.
Endelig havde jeg fået alle på vej, så jeg gik i gang med at hænge vasketøjet op på tørrestrået i gården. Stemningen i dag var underligt trist, jeg forstod ikke hvorfor, men jeg havde lagt mærke til, at jeg senest har været utilfreds med mit liv.
Jeg gik i gang med at ordne blomsterne, da naboen Nina, en livlig og energisk dame, kom ind på gården. Hun er altid i gang med at jagte sine egne dyr og skælde ud, så højt at man kan høre det fra min gård.
Nina, hvad skete der i går aftes? spurgte jeg.
Åh min far, Frederik, kom hjem, men han var så sløv. Jeg ventede hele aftenen på ham, fordi vi skulle flytte et tungt skab. Jeg havde advaret ham om det om morgenen, men han Åh, jeg får bare ikke øjnene fra ham, han gik igen til Ignes fest, du ved, den der med hjemmebryggeri og evig hygge. Det er mærkeligt, for din Erik drikker aldrig, jeg har aldrig set ham beruset.
Nina syntes mig heldig, alt var roligt hos mig, ingen larm i gården, ikke som hos hende. Da hun så, at jeg så trist, spurgte hun:
Sigrid, hvorfor er du så stille? Hvorfor smiler du ikke?
Jeg sukkede og satte mig på bænken ved siden af hende.
Jeg ved det ikke, Nina. Det er bare, at jeg føler, at et interessant liv passerer mig forbi. Det virker som om alle de spændende begivenheder sker et andet sted, og andre lever så meget bedre, lykkeligere og mere varieret end mig. Jeg ønsker simpelthen noget andet, selvom det ikke er som i en film, men måske som i en af de andre landsbyboere.
Åh, Sigrid, du skal ikke klage. Alt går som smør på din tallerken, roligt og stille, sagde hun overrasket. Hvad mere vil du have?
Jeg ser bare på Marianne, hendes mand Viktor er så flot, de går altid sammen hånd i hånd, han kysser hende offentligt. Jeg har set dem mange gange, hun er økonomichef, klæder sig pænt. Det er som en eventyr Viktor kører rundt i sin bil, henter røde roser fra byen til hendes fødselsdag. Han er altid på farten. Marianne lever bestemt ikke et kedeligt liv.
Så har du fundet nogen at misunde, udbrød Nina. Ja, du sidder bare hjemme, har ingen travlt, så du ser ikke. Viktor er en rigtig flirt, en rigtig kvindeven. Marianne ved det, så hun køber nye tøj, gør sig pæn for ham. Men han er som en forårs kat Han elsker Marianne, men er snedig. Han kan omfavne og kysse hende foran andre, men derhjemme kan han også svinge en hånd. Hans liv er fuld af ballader, han kører ud til byen, hvor han har andre kvinder, endda unge piger.
Hvor har du så fået al den viden fra? spurgte jeg.
Fra min søster, der arbejder på gården ved siden af, hun er i kontakt med Marianne. Hun har set hende dække blå mærker med foundation. Marianne lever i konstant frygt for, at Viktor en dag vil forlade hende eller slå hende. Så din eventyr er faktisk et skræmmende eventyr, sagde Nina lidt ophidset, mens jeg så på hende, usikker på om jeg skulle tro hende.
Efter et kort stilhed fortsatte jeg:
Okay, så måske skal jeg ikke misunde Marianne. Men hvad med Tamara? Hun har manden Anders, som daint elsker hende. Han vil endda tage hende på ferie, så det er kærlighed. Tamara er lykkelig Og her er mit liv kedeligt og trist.
Du har også ret, Sigrid, svarede Nina.
Hvorfor så? Anders drikker ikke, er ikke en festgænger og er meget huslig.
Men deres ældste søn er syg, mens den yngste Anton klarer sig fint i skole, sagde Nina.
Jeg ved det, svarede jeg. Jeg kender dem fra, vi gik i skole sammen. De giftede sig lige efter skole og har altid haft en lille kærlighedshistorie. Deres ældste dreng, Vagn, er meget tynd, ser ud som en syvårig dreng, hans hjerne vokser langsomt. Jeg ved ikke, hvad han er syg med, men de tager ham i gratis behandling på et kursted, så det er ikke så slemt.
Nina nikkede og sagde:
Ja, du har ret. Du har bare været hjemme og gået i butikker, mens vi andre snakker ved brønden. Din mand Erik har allerede installeret vandtilførslen, gravet en brønd, og er en god husmand. Måske er du bare træt af at se andre leve som i en roman.
Jeg tænkte på Katja, den smukke pige i landsbyen, der altid får mænd til at dreje hovedet, når hun går forbi. Hun får gaver fra kavalærer på motorcykel og i bil, men hun er stadig ubesluttet, ingen vil gifte sig med hende. Jeg forestillede mig, at hun også gemmer sine tårer i pude om natten, selvom ingen ser det.
Nina sagde så:
Katja lever sjovt, men hun er kun treogtredive år, og alle de charmerende mænd vil stadig bare besøge hende.
Jeg indså, at selv de kvinder, jeg synes havde det bedst, også har deres byrder. Måske er tågen omkring mig bare et tegn på, at jeg ser for meget på andres liv.
Til sidst gik jeg ud med en spade for at jordbøffe kartoflerne. Børnene kom hjem fra skole, jeg fodrede dem, melkede koen Maja, og Erik kom hjem fra arbejde. Alt gik som det plejer: roligt, stille, som altid.
Den nat lå jeg vågen, men faldt til sidst i søvn. I drømmen mødte jeg min afdøde bedstemor, Eva. Hun så ud af det blå og sagde:
Sigrid, lad ikke Gud blive vred på dig, lad ikke skæbnen tynge dig. Prøverne vi får, er tilpasset os, du har aldrig haft så mange som dig. Lev dit liv, som du er.
Da jeg vågnede, følte jeg mig pludselig flov over at have brokket mig over mit liv, klaget til naboerne, følt medlidenhed med mig selv og misundt andres lykke.
Solopgangen begyndte at male himlen. Erik snorkede ved min side, vækkeklokken gik. Jeg rejste mig, tog en kåbe på skuldrene og gik ud på verandaen. Tågen lettede, dugdråber glimtede på græsset, dagen lovede at blive solrig.
Hvor dejligt at leve, tænkte jeg glad, alt er godt Jeg har altid levet som i en tåge, misundt andres liv og prøvet at kopiere dem. Jeg indså, at jeg selv har min egen lykke, som allerede har været her længe: min elskede mand Erik, han har aldrig såret mig, mine sønner, som er dygtige i skolen, og de små problemer, jeg bekymrer mig om, er bare små gryder. Hvor skønt, at tågen er væk.
Jeg gik tilbage indenfor, smed kåben af, gik ind på børnenes værelse, strakte dynen for Mikkel. Jeg fandt ro igen, og livet gik videre.
