Jeg er 25 år gammel, og de sidste to måneder har jeg boet sammen med min mormor. Min moster hendes eneste levende datter gik pludselig bort for to måneder siden. Indtil da havde min mormor boet sammen med hende. De delte både hjem og hverdagsliv, og alt det uudtalte, der fulgte med. Jeg kom ofte forbi, besøgte dem, men hver af os levede mest vores eget liv. Da min moster døde, ændrede alt sig på et øjeblik, og mormor var pludselig alene.
Sorg er ikke fremmed for mig. Min mor døde, da jeg var 19, og siden da har jeg måttet lære at leve med et fravær, der følger mig hver dag. Min far har jeg aldrig kendt. Der er ikke nogen skjult historie, ingen halv sandhed han var der bare ikke. Så da min moster forsvandt fra vores liv, stod det pludselig klart for mig: nu var det kun mormor og mig tilbage.
De første dage efter begravelsen føltes underlige. Mormor græd ikke hele tiden, men sorgen sad i de små ting hun rejste sig mere langsomt, hun glemte at slukke lyset, og sad i lang tid uden at sige et ord. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville blive et par dage, bare indtil hun fik det bedre. De dage blev til uger. Og en dag, mens jeg lagde mit tøj sammen, gik det op for mig, at jeg ikke havde planer om at tage hjem igen.
Siden da er folks meninger heller ikke udeblevet. Der er altid nogen, der har noget at sige.
Nogle synes, jeg gør det rette man kan jo ikke efterlade en gammel kvinde, der lige har mistet sin datter, helt alene. Andre mener, jeg spilder min ungdom, at jeg burde tage ud at rejse, være ude med venner, finde en kæreste, “leve mit liv”. De spørger mig, om det ikke er svært, om jeg ikke føler mig fanget, og om jeg ikke er bange for at stå helt alene bagefter.
Men sådan ser jeg ikke på det.
Jeg arbejder, lægger lidt penge til side, holder hjemmet, tager mormor til lægen, vi laver mad sammen, og om aftenen ser vi fjernsyn. Jeg føler ikke, jeg giver afkald på noget. Jeg føler, jeg vælger. Lige nu har jeg ikke en partner, jeg tænker ikke over børn eller at rejse ud i verden. Jeg tænker på at skabe ro og nærvær, på ikke at gentage den forladthed, jeg selv kender alt for godt.
Mormor er det eneste, jeg har tilbage af min nære familie. Ingen mor, ingen moster, ingen far. Jeg vil ikke have, at hun skal føle sig som en byrde eller som nogen, der står i vejen. Jeg ønsker ikke, at hun skal spise alene hver aften eller falde i søvn med følelsen af, at hun ikke har nogen.
Måske fører livet mig ad andre veje senere. Måske tager jeg ud og rejser, forelsker mig, eller flytter væk. Men lige nu er det her, jeg skal være. Ikke af pligt. Ikke af skyld. Men fordi jeg elsker min mormor, og fordi jeg elsker, hvem jeg er sammen med hende.
Hvis andre stod i samme situation, hvad ville de så gøre?
I dag lærte jeg, at det vigtigste nogle gange ikke er alle de muligheder, jeg måske går glip af men at kunne give kærlighed dér, hvor den virkelig betyder noget.
