Du ved, Kirstine, der er næsten ingen kunder i disse dage, siger Anna Sørensen og gnider næsen, mens hun læner sig tilbage i stolen på caféen på Strøget. Måske var det en dum idé at forlade kontoret?
Så gå tilbage, svarer Kirstine køligt, mens hun rører i sin cappuccino. De vil tage imod dig med åbne arme.
Anna fnysede og rystede på hovedet.
Ja, hellere på egen hånd end hele tiden at blive holdt i snor af chefen. Jeg skal bare have rullet det hele lidt bedre ud.
De sidste seks måneder har Anna kastet al sin energi i at bygge sin fotovirksomhed. Hun har sammensat en portefølje, startet en Instagramside, lagt billeder op hver uge. Kunder dukker op, men uregelmæssigt. Nogle uger er fulde af fotoshoots, andre er stille, kun vinden suser i lommen. Anna ved, at det kræver tid, tålmodighed og masser af hårdt arbejde.
Kirstine arbejder i en stor elektronikforhandler som salgsmedarbejder. Hun er udadvendt, smiler let og har en evne til at snakke om alt mellem himmel og jord, så hun hurtigt får kontakt med kunderne. Når samtalen glider over på familiefester eller kommende højtider, nævner hun ofte sin venindefotograf. Et par gange har det givet Anna små opgaver intet stort, men det var altid en kærkommen smule.
Husk du den familie, der kom forrige uge? siger Kirstine og tager en slurk af kaffen, mens hun kigger skævt. Jeg sendte dem til dig for en børnefotografering.
Åh ja, nikker Anna. Tak, for resten. De er virkelig søde, barnet er en sand perle.
Ingen årsag, vinker Kirstine med hånden. Men du burde nok give mig en lille procentdel.
Anna stopper med koppen halvt i munden.
Hvad?
Det er jo logisk, siger Kirstine med et skulderløft. Jeg skaffer kunderne, du tager billederne. Så er vi jo partnere.
Et øjeblik stirrer Anna på sin veninde, som om hun prøver at fange, om hun er i spøgehumør. Så bryder hun ud i latter.
Du skræmmer mig nogle gange med din humor.
Kom nu, smiler Kirstine. Bare en tanke højt.
Samtalen glider over i andre emner serier, fælles bekendte, weekendplaner. Anna glemmer hurtigt den mærkelige bemærkning. Kirstine havde nok bare spøgt forkert.
Månederne går, og Anna får en strøm af fotoshoots: familier i parker, børnefødselsdage i legeområder, erhvervsportrætter til CVer. Hun annoncerer på diverse sider, samarbejder med eventarrangører, beder kunderne om anmeldelser. Kundebasen vokser langsomt, men stabilt.
Kirstine nævner jævnligt sit bidrag. Nogle gange kaster hun en let bemærkning: Uden mig ville du ikke have haft noget arbejde, andre gange med en falsk bebrejdelse: Jeg har sendt så mange folk til dig, og du takker mig ikke ordentligt. Anna børster det af sig. Det er bare Kirstines måde at pynte på sin rolle en lille personlig egenskab. Ja, hun har skaffet et par kunder, men Anna kunne også klare sig uden hende.
En dag stormer Anna ind hos Kirstine. Hun ser bleg ud, mørke rande under øjnene. Over en kop te siger hun:
Det er nok. Jeg kan ikke mere.
Hvad er der sket? Anna løfter blikket fra sin telefon, hvor hun redigerer billeder.
Jeg siger op, knuger Kirstine ansigtet med hænderne. Træt af den her butik. Kunderne er altid utilfredse, chefen presser, arbejdstiden er uholdbar. Jeg er færdig.
Virkelig? lægger Anna telefonen fra sig. Hvad skal du så lave?
Ved ikke endnu, trækker hun på skuldrene. Må tage en pause, tænke. Måske en kontorjobb, måske en omskoling. Det er ubesluttet.
En dristig beslutning, nikker Anna. Så held og lykke.
De kommende uger lever Kirstine i en afslappet tilstand. Hun mødes med veninder, shopper rundt i Strøget, poster på Instagram med billedtekster som Endelig fri og Lever mit eget liv. Hun lægger ikke sit CV på jobportaler, hverken deltager i samtaler. Når Anna spørger, svarer hun vagt: Kigger på muligheder, men der er intet, der fanger mig endnu, så jeg har ingen hast.
En måned senere begynder tonen at skifte. Kirstine klager:
De der forbandede lån, peger hun irritabelt på telefonens skærm. Banken ringer for tredje gang om forfalden betaling.
Har du overvejet et midlertidigt job? foreslår Anna forsigtigt. Bare indtil du finder noget bedre.
Hvor skal man så arbejde, sukker Kirstine. Enten er lønnen en spand, eller kravene er astronomiske. Jeg vil ikke nøjes med hvilken som helst stilling, jeg har erfaring og uddannelse.
Anna forbliver tavs. En diskussion ville være forgæves; Kirstine ville finde en undskyldning uanset hvad. Hun håbede på et mirakel: et drømmejob eller en magisk indtægt.
Anna har derimod travlt. Hun har netop færdiggjort en overdådig bryllupsfotografering. Brudeparret er venlige, taknemmelige, bruden har planlagt alt i detaljer, brudgommen støtter alle idéer. Dagen har bestået af forberedelser, ceremoni og fest. Anna kommer hjem udmattet, men glad. Redigeringen tager flere dage, og parret bestiller også en kort videomontage. Betalingen er god den dækker Annas udgifter i flere måneder.
Om aftenen vibrerer telefonen. Det er Kirstine.
Hej, lyder hendes stemme forretningsmæssig. Vi må tale.
Om hvad? fortsætter Anna med at redigere.
Du tog brylluppet i sidste uge, ikke?
Ja, det gjorde jeg. Hvad så?
Den brud, jeg fortalte dig om, købte for fem måneder siden et TV i vores butik. Jeg nævnte dig for hende. Så hun fandt dig på Instagram.
Anna rynker panden. Bruden havde selv sagt, at hun ledte efter en fotograf.
Kirstine, hun fandt mig på Instagram.
Så giv mig ti tusinde kroner, siger Kirstine skarpt. Jeg bragte kunden til dig.
Anna stivner.
Du er spøgefuld?
Ikke sjov. Jeg hjalp dig, nu vil jeg min del.
Kirstine, er du i dit rette sind? prøver Anna at holde roen. Jeg sagde kun dit navn for et par måneder siden. Det gør dig ikke til forretningspartner.
Det gør det, insisterer Kirstine. Uden min anbefaling havde hun aldrig fundet dig.
Hun ville have fundet en anden fotograf, men jeg ville stadig have fået andre opgaver. Min indtjening afhænger af mit arbejde, mine evner, min indsats. Du har intet med det at gøre.
Så du mener, jeg er overflødig? Kirstines stemme bliver iskold. Da jeg manglede kunder, klagede jeg til dig. Da jeg sendte folk din vej, var du glad. Men nu hvor pengene er kommet, er du væk?
Det er bare tåbeligt, mumler Anna, mens hun tørker panden. Jeg forstår, du har økonomiske problemer, men du kan ikke kræve betaling for en simpel omtale. Du sagde op, du vil ikke lede efter arbejde, og nu vil du have penge fra mig?
En rigtig ven ville hjælpe, siger Kirstine såret. Jeg beder dig ikke om at forsørge mig. Jeg vil bare have, hvad jeg mener, jeg har ret til.
Du har intet ret, svarer Anna skarpt. Du nævnte mit navn et par gange. Det er en venlig gestus, ikke et job.
Så er du grådig, er du? grineren klinger i Kirstines stemme. Jeg troede, du var anderledes. Men du er som alle andre. Du får penge og glemmer dem, der har hjulpet dig.
Hjælp? Annas irritation bobler. Du har kun sagt folk, at du har en fotografven. Det er alt. Jeg har investeret tid, penge, energi i min forretning. Købt udstyr, redigeret til tre om natten. Hvad har du gjort? Siddet på sofaen og set serier.
Tror du, du er så succesfuld? At du har nået alt selv? knurrer Kirstine. Uden mig ville du ikke have nået noget.
Ved du hvad, Kirstine, sukker Anna tungt. Jeg er færdig med at lytte. Gå og ordne dine lån selv. Find et arbejde, tjen dine egne penge, opfør dig som en voksen. Slut med at kræve, hvad der ikke er dit.
Du er ikke længere min ven, råber Kirstine og lægger på.
Anna sidder et øjeblik med telefonen i hånden, og prøver at fordøje, hvad der lige er sket. Absurditeten er overvældende. At kræve penge for at have nævnt et navn? Er det afpresning, manipulation eller blot dristig frækhed?
Hun åbner chatten, blokerer Kirstine, sletter hende på Instagram, lægger nummeret på sortliste. Ingen forklaringer, ingen farvel, bare et hårdt snit.
Anna læner sig tilbage i sofaen, lukker øjnene. Hvor længe har hun tålt de subtile trusler, de mærkelige løfter om fælles indtjening? Hvor mange gange har hun ignoreret giftige kommentarer, i troen på, at det bare var hendes venindes personlighed? Røde flag fløj fra starten hun skulle bare have set dem.
Ægte venner kræver intet for sådan hjælp. De bruger ikke skyldfølelse for at tvinge frem penge. De glæder sig over dine sejre, støtter i nederlag og forventer ingen økonomisk tak.
Anna åbner øjnene, stirrer på den ubehandlede foto på laptop-skærmen. Hun må fortsætte, udvikle forretningen, finde nye kunder, finpudse sine færdigheder. Mest af alt omgive sig med mennesker, der ikke måler venskab i kroner og øre.
