Jeg indså, at min eksmand var mig utro, da han pludselig begyndte at feje gaden udenfor vores parcelhus i Odense. Det lyder måske mærkeligt, men det var sådan, det hele begyndte. Han hed Søren Kristensen og var elektriker arbejdede hjemmefra i værkstedet ude i garagen. Hver dag rodede han med ledninger, værktøj og kunder. Huslige pligter havde aldrig sagt ham noget. Søren var ikke doven, han havde bare aldrig holdt af den slags. Når han havde fri, slappede han helst af sad foran TVet, drak en øl med kammeraterne, eller grillede lidt pølser. Temperament havde han aldrig haft meget af. Han var ikke typen, man mistænkte for at lave ballade.
Vores vej var en typisk villavej med store bøgetræer og evigt blæst og blade overalt, især efterår og forår. At feje fortovet var en daglig tjans, som jeg plejede at tage mig af om morgenen, mens kaffen løb igennem og rugbrødet blev smurt. Men så flyttede der en ny kvinde ind i nabohuset. Huset blev ofte udlejet, og folk kom og gik, så jeg tænkte ikke videre over det.
Et par måneder efter at hun var flyttet ind, begyndte Søren pludselig at sige:
“Nej, Helle, lad mig tage kosten i dag.”
Først syntes jeg, det var sødt. Jeg brugte tiden på at vaske op, få styr på badeværelset, eller ordne de andre hverdagsting. Jeg fulgte ikke med i, hvad han lavede udenfor hvorfor skulle jeg?
Men så blev det hver dag. Og det var altid på samme tidspunkt: præcis klokken syv om morgenen. Ikke før, ikke efter. Søren havde ellers aldrig haft faste rutiner, undtagen arbejde. En dag, lidt nysgerrig, kiggede jeg forsigtigt gennem vinduet.
Der stod han, med kosten, men han fejede slet ikke. Han stod og snakkede smilende og afslappet. Overfor ham stod den nye nabo, Lise. Jeg tænkte det var et tilfælde. Men det gentog sig næste dag. Og igen dagen efter. Hver dag gik Søren ud, og hver dag stod Lise også derude, som om de havde aftalt det.
Jeg begyndte at lægge mere mærke til det. Det var ikke kun om morgenen. En lørdag sagde Søren, at han ville ud at få en øl med gutterne helt normalt. Men da han gik ud, mærkede jeg noget andet. Jeg så ud af vinduet og så Lise gå ud på samme tid. Hun sagde højt:
“Hej Søren, god aften!”
Han svarede straks, uanfægtet. Hun fortsatte:
“Sikken et tilfælde, jeg skal samme vej.”
Og så gik de afsted, sammen.
Weekenden efter sagde Søren, at han ville spille fodbold, selvom det nærmest aldrig var sket før. Kort efter gik han ud, og få minutter senere kom Lise også ud, snakkende i telefon, men med kurs i samme retning.
Jeg havde ingen beviser. Ingen beskeder, ingen billeder. Blot et mønster tidspunkter, sammenfald, som ikke længere var tilfældige.
Til sidst konfronterede jeg Søren. Jeg spurgte ikke. Jeg sagde blot:
“Jeg ved, du er sammen med Lise.”
Han kiggede vantro på mig. Først nægtede han, men jeg sagde:
“Jeg har set jer. Hver dag. Lad nu være med at lyve.”
Han tav. Fik blikket i gulvet og indrømmede:
“Ja, Helle. Jeg er sammen med hende. Jeg er forelsket i hende.”
Jeg råbte, at han skulle forlade huset. Vi havde ingen børn, intet at forhandle om. Ironisk nok flyttede han straks ind hos Lise i nabohuset.
De blev ikke længe måske et par måneder så flyttede de videre. Ingen vidste, hvad der var sket. De forlod byen, og jeg hørte aldrig mere fra dem. Naboerne snakkede, familien spurgte, men jeg ville ikke vide mere.
