En vokseneksamen
Lise, hvorfor tager du ikke med os ud for at fejre, at vi endelig er færdige med projektet? spurgte jeg, smilende, mens jeg blinkede til hende.
Fordi, min kære ven, jeg skal på en date svarede Lise lidt forlegen.
Nå for søren! udbrød jeg overrasket. For jeg havde kendt Lise i fem år. Hun var alenemor og, troede jeg, mindst af alt på udkig efter en mand Mærkeligt. Selvom, måske var hun egentlig det. Det var bare aldrig gået op for mig. Nå, så skal vi heller ikke holde dig tilbage. Jeg håber, alt går godt for dig sagde jeg, vendte blikket mod de andre kolleger og sagde Skal vi komme afsted?
Ja.
Ja, lad os!
Selvfølgelig! lød det fra alle sider, og vi gik mod det lille caféhjørne.
Jeg gik sammen med de andre og smilede, men inderst inde mærkede jeg en stik af jalousi. Men hvorfor jalousi? Der var jo ikke og havde aldrig været noget mellem Lise og mig ud over helt almindelige kollegiale og venskabelige relationer.
Mærkeligt, tænkte jeg for mig selv.
* * *
Den dag kom jeg hjem senere end normalt. Meget senere. Straks blev jeg overfaldet af børnene, der råbte: “Far er hjemme, far er hjemme!” Min kone dukkede op i døren.
Endelig, Mads!
Hun omfavnede mig og gav mig et kys.
Vi har været ude og lege og bygget det flotteste skib. Og så render du bare rundt på arbejde hele tiden, smilede Karen.
Jeg tjener altså penge, hvis du skulle være i tvivl, mumlede jeg. Og jeg har vel lov til at blive på arbejde, så længe jeg vil!
Selvfølgelig har du det, nikkede Karen.
Og du behøver altså ikke krydsforhøre mig, sagde jeg, stadig lidt tvært.
Spurgte man mig, hvorfor jeg svarede så hvas og holdt fast i emnet, kunne jeg ikke have svaret. Jeg vidste det faktisk ikke selv.
Har nogen bidt dig, Mads? spurgte Karen stadig med et smil.
Og så gik det op for mig, hvorfor jeg opførte mig sådan. Jeg havde lyst til at tørre hendes smil væk, gøre hende ligeså ked af det, som jeg følte mig.
Nej. Jeg er bare træt. Kan du ikke lige varme aftensmaden op? forsøgte jeg at lyde afslappet, og da Karen gik i køkkenet, satte jeg mig på skohylden og lagde hovedet i hænderne.
Hvad er det egentlig, jeg har gang i? tænkte jeg fortvivlet.
* * *
Efter nogle dage slap det, og jeg tænkte, at det der skete, bare var fordi jeg virkelig gerne ville have, at alle, der havde været med på projektet, skulle med ud og fejre det og jeg blev selvfølgelig lidt skuffet over, at Lise sagde nej.
Nu havde vi et nyt projekt, og jeg kastede mig hovedkulds ud i arbejdet.
* * *
Lise, jeg tror, du bliver nødt til at blive lidt længere i dag, sagde jeg en dag. Jeg skal bruge tallene til gennemgangen.
Desværre, jeg skal hjem til min mor i dag, rystede Lise på hovedet. Det er vigtigt for mig. Jeg kan komme tidligt i morgen og gøre det hele klart.
Fint, sagde jeg. Så er vi enige.
Sandheden var, jeg var lidt irriteret. Hvordan kunne hun bare gå? Vi har et projekt! Er der noget mere vigtigt end det?
Er din mor syg? spurgte jeg.
Ja, sådan er det, svarede Lise, mens hun kiggede ned.
Forstået, nikkede jeg. En syg mor, det var jo acceptabelt.
Men senere fandt jeg ud af, at hendes mor slet ikke var syg. Lise havde bare fundet på noget, så jeg ikke kunne overtale hende til at blive.
Hvordan det? Hvorfor tager hun så ikke hjem til sin mor? undrede jeg mig, da kollegaerne fortalte det.
Hvem siger, hun ikke gør? Det gør hun! Bare ikke alene, sagde Anna, og hun vinkede mig over til vinduet. Kig selv
Jeg stod ved siden af hende og så, hvordan Lise kom ud af kontorbygningen, hvor en ung mand ventede, hun tog ham i hånden, og de gik sammen hen til bilen og kørte væk.
I det øjeblik mærkede jeg igen jalousien. Nu var det ikke længere kun et stik; nu tog følelsen over.
Gud, det er rigtigt! Hun har virkelig fundet sig en mand! Dét kørte rundt i hovedet på mig.
Nå, men vi slutter jo klokken seks, så alle kan bare gå hjem på det tidspunkt, sagde jeg så neutralt som muligt.
Så satte jeg mig ved mit skrivebord og prøvede at arbejde. Det lykkedes selvfølgelig ikke.
* * *
Tiden gik. Jeg blev mere og mere urolig.
Først var det bare lidt uro når jeg hørte Lises stemme eller så en besked fra hende i chatten, begyndte mit hjerte at hamre hurtigere. Præcis som da jeg begyndte at komme sammen med Karen.
Var jeg blevet forelsket? tænkte jeg. Det var både pinligt og skræmmende. Så jeg ignorerede følelsen og prøvede at lade være med at tænke på det. Jeg var jo voksen, nyligt fyldt 40. Jeg havde et hjem, to børn. Elskede jeg Karen? Ikke rigtigt Jeg beundrede hende, stolede på hende, følte taknemmelighed. Men den vilde, arbejdsomme og naive kærlighed den var væk. Måske sker det for alle.
Uroen voksede. Jeg begyndte at observere mig selv: Så snart Lise trådte ind ad døren, rettede jeg ryggen. Ville åbenbart have, at hun lagde mærke til mig med det samme. Jeg begyndte oftere at tage initiativ, spørge ind til hendes mening. Bagefter gennemgik jeg alle ord, blikke, bevægelser i mit hoved, som om svaret på alt lå der, i detaljerne.
Jeg tog mig selv i at tænke: Hvad nu hvis jeg havde mødt hende før? Inden børnene?
Den tanke ramte som et lyn. For jeg vidste, at ja. Jeg var smuttet. Ikke straks, men lidt efter lidt havde jeg fundet min undskyldning, mit exit, og var gået. Uden fortrydelse. Givet slip på alt hus, dagligdag bare for en chance med hende.
Skyldfølelsen ramte mig som en bølge og brød det, jeg troede var uforanderligt.
Jeg så på familiefotoet, der stod på skrivebordet. Karen, børnene, vores ferie på Langeland. Alle smiler; jeg smiler. Alt er godt. Det hele er rigtigt. Men hvorfor føles det som om, jeg lever et liv, der ikke er mit?
Jeg kunne ikke forklare det. Hvorfor nu? Hvorfor Lise? Vi havde arbejdet sammen i tre år, og hun havde aldrig ramt mig før. Hvorfor kan jeg ikke bare lade hende ligge? Hvorfor kan jeg ikke stoppe tankerne?
Inden i mig smuldrede fundamentet. Gamle værdier begyndte at vakle. Jeg ønskede ikke at svigte nogen. Ville ikke tabe familien. Ville ikke ødelægge det, jeg havde. Men jeg kunne ikke lade være med at føle, hvad jeg følte.
* * *
Den morgen vågnede jeg tidligt. I soveværelset var der stadig mørkt, kun en lyssprække slap ind bag gardinet.
Jeg lå og stirrede op i loftet. Jeg kunne ikke slippe tanken om Lise. Ikke engang nu, i dette rolige, familiære mørke. Det var, som om hun sad dybt inde i mig som en splint.
Jeg huskede gårsdagen. Hun var endnu engang gået tidligt med den samme fyr. Hver gang hun gik, føltes det, som om noget blev revet itu indeni.
Jeg mister mig selv, tænkte jeg. Hvis jeg ikke stopper nu, mister jeg det hele. Ikke på en gang, men lidt efter lidt. Jeg bliver kold, hård, en fremmed for børnene, for Karen, og for mig selv. Jeg kommer til at hade, hvem jeg bliver. Og så er det for sent.
Jeg stod op, klædte mig på og gik ud i køkkenet. Lavede kaffe, stillede mig ved vinduet og så ud. Derude var der tomt, gråt, og det føltes ensomt. Og så besluttede jeg mig.
* * *
Hvad? Skifter du afdeling? Mine medarbejdere stimlede sammen om mig, Lise iberegnet.
Sådan blev det. Der er nogle problemer ovre i den afdeling, og de har brug for mig til at rydde op, sagde jeg.
Så det er bare midlertidigt, ikke?
Selvfølgelig, nikkede jeg, selvom jeg udmærket vidste, at intet er så permanent som midlertidige løsninger.
Først havde jeg overvejet helt at sige op. Men så slog det mig, hvor dumt det ville være jeg havde et godt ry og en rigtig god løn og muligheder for at avancere.
Så jeg bad om intern overflytning. Om så bare for et par måneder. Jeg vidste, det var nødvendigt, for at slippe fri af den spiral, hvor Lises stemme, blik, hvert eneste ord trak i mig.
Jeg ville ikke være ham, som tabte alt over en følelse. Ikke være én af dem, der siger: Jeg er jo bare et menneske Jeg vidste, det ville gå over. Det gjorde ondt nu, men smerten ville fortage sig.
Om aftenen sagde jeg til Karen:
Jeg vil gerne bruge mere tid hjemme med dig og børnene. Jeg har ikke lyst til at være væk hele tiden.
Karen så på mig, en smule overrasket.
Er det rigtigt?
Ja. Jeg tror, jeg går glip af noget, både med børnene og dig.
Hun svarede ikke, men smilede lidt. Og det smil var så velkendt for mig, at det skar mig i hjertet.
Jeg begyndte at hente og bringe børnene, tage dem i parken, deltage i skolearrangementer, jeg før kun accepterede modvilligt. Jeg snakkede med Karen ikke kun om hverdagen, men også om, hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte på. Jeg spurgte ind til hende.
Nogle gange spekulerede jeg: Hvorfor gjorde jeg ikke det her før? Hvorfor føltes det som en pligt og ikke som en mulighed for at lære kvinden, der lever med mig, endnu bedre at kende?
Jeg stoppede ikke med at tænke på Lise. Men tankerne blev sjældnere, og når jeg så hende på arbejdet, føltes der blot et svagt stik ikke mere; det var blot en påmindelse: Her er hun, kvinden jeg kunne have valgt, men jeg valgte min familie. Og jeg takker mig selv for det.
* * *
Mads! Mads!
Jeg gik i shoppingcenteret med retning mod legetøjsbutikken, da jeg hørte mit navn. Jeg vendte mig om og der stod hun, Lise.
Hej, Mads! Hvor er du blevet af? Hele afdelingen ventede jo bare på, at du kom tilbage. Er vi helt glemt? Det er et helt år siden!
Jeg smilede. Jeg følte glæde, men ingen smerte indeni.
Hej, Lise. Det er rigtig godt at se dig!
Hvordan går du og har det? spurgte hun.
Fint. Nej, faktisk Rigtig godt, og jeg mærkede, at det var sandt.
Hvorfor kom du ikke tilbage til os? spurgte hun. Du var den bedste leder, vi har haft.
Jeg trængte til forandring, svarede jeg kort. Og med dig?
Mig? hun smilede bredt. Jeg er blevet gift. Han er et godt menneske. Rigtig ordentlig. Min datter har taget ham til sig.
Jeg nikkede. Følte ingen jalousi. Bare en slags forundring som at møde en gammel ven, der er vendt hjem som et nyt menneske.
Jeg er glad på dine vegne, sagde jeg helt oprigtigt.
Vi stod lidt og småsnakkede om firmaet, gamle bekendte og forandringer. Ingen af os sagde: Skal vi tage en kop kaffe og snakke videre? vi vidste begge, det var slut. Eller måske starten på et nyt liv, bare ikke sammen.
Vi sagde farvel, jeg gik videre. Købte gaven. Gik ud til bilen. Først da, gik det op for mig: Jeg følte intet for hende længere. Ingen smerte. Ingen uro. Ingen trang til at smide alt og starte forfra.
Jeg så fremad. På lyskrydset. På folk, der gik over gaden, børnene, der blev ført ved hånden. Og for første gang i lang tid føltes det, som om jeg var der, hvor jeg skulle være. Ikke i et eventyr. Ikke i et eller andet idealiseret glansbillede. Men i mit eget liv. Virkeligt. Kompliceret. Men mit.
* * *
Karen og Lise stod sammen ved løbebåndene. De havde længe gået i samme fitnesscenter og mødte tit hinanden til holdtræning.
Nå, hvordan gik mødet? spurgte Karen.
Lise trak på skuldrene:
Ingenting. Han ønskede mig alt godt, og det var det Så du vandt, sagde hun. Din mand han er virkelig en fantastisk person, tilføjede hun.
Det ved jeg, svarede Karen. Det har jeg altid vidst.
Hun smilede og blinkede til sin veninde.







