Jeg er 65 år gammel, og selvom jeg altid har været rimelig afslappet omkring mit udseende, er de grå hår begyndt at tage føringen. Ikke bare et par enkelte hele totter, især i rødderne. Pludselig virkede et besøg hos frisøren ikke nær så simpelt, som det gjorde engang. Tiden, prisen, ventetiden til sidst tænkte jeg, at det nok ikke var verdens undergang at farve håret selv derhjemme. Jeg har trods alt farvet mit hår hele livet. Hvad kunne dog gå galt?
Jeg slentrede ned til vores lokale Matas, ikke nogen fancy frisørbutik. Jeg sagde til ekspedienten, at jeg ledte efter noget til at dække gråt hår. Hun spurgte til farve, og jeg svarede: Helt almindelig kastanjebrun, intet vildt. Hun rakte mig en æske, der så både seriøs og pæn ud, med en kvinde med noget flot hår på forsiden. Dækker gråt 100% stod der. Det var nok til at overbevise mig. Jeg læste ikke mere. Hjem gik det, fast besluttet på, at om en time ville jeg være som ny.
Jeg fandt min ældgamle T-shirt frem, snuppede et håndklæde, blandede indholdet som der stod, og smurte håret ind foran spejlet på badeværelset. Alt så normalt ud, farven var mørk som altid. Jeg satte mig og ventede det kvarter. I mellemtiden vaskede jeg op og brugte tiden fornuftigt.
Efter tyve minutter skævede jeg til spejlet. Noget var mystisk. Håret så ikke brunt ud mere lilla. Jeg overbeviste mig selv om, at det bare var badeværelseslyset. Jo jo, det måtte det være.
Men da tiden var gået og jeg begyndte at skylle ud, vidste jeg godt, at nu var den gal. Vandet løb lilla, så brunt, og til sidst nærmest sort. Jeg så på min spejlbillede med våde øjne og brækkede mig næsten af grin: hår i nuancer af syrén og viol, og en mærkelig farve, jeg slet ikke havde navn på. Jovist, de grå hår var væk men til hvilken pris?
Jeg forsøgte at tørre håret og håbede desperat på et mirakel. Intet skete. Tværtimod farven blev endnu mere kraftig. Jeg lignede noget fra en skidt ungdoms-modekampagne, slet ikke en 65-årig fru Nielsen fra Frederiksberg. Det eneste, jeg kunne gøre, var at grine af mig selv.
Jeg ringede til min datter Ragnhild på FaceTime. Hun gloede måbende på mig, prøvede ikke at gå op i latter:
Mor hvad har du lavet?!
Jeg kunne kun svare:
Book lige en tid hos din frisør til mig.
Næste dag skulle jeg ud. Jeg bandt et tørklæde om håret, men det lilla kunne alligevel ikke holde sig skjult. I supermarkedet spurgte kassedamen, om det var en ny trend. En anden, i bageren, udbrød: Hvor er du modig med sådan en farve, du! Jeg nikkede bare, som om det hele var nøje planlagt.
To dage senere trissede jeg slukøret til frisøren uden skyggen af stolthed. Frisøren kiggede bare på mig og fattede straks. Hun dømte mig ikke. Hun sagde bare:
Det sker oftere, end man tror.
Jeg forlod salonen med ordnet hår, en væsentligt lettere Dankort og en klar lektion: der er ting, man tror, man stadig kan lave selv indtil man står med lilla hår. Siden har jeg indset to ting grå hår spørger ikke om lov, før de kommer, og visse kampe skal kæmpes af professionelle.
Det er ikke et familie-drama, bare en munter anekdote fra det virkelige liv i Danmark.
