Aldrig havde jeg forestillet mig, at den person, der ville såre mig allermest, skulle blive min bedste veninde. Vi havde kendt hinanden i over ti år. Hun havde overnattet hjemme hos mig adskillige gange og vi var begge nogenlunde enige om, at hvidvin var det eneste, der hjalp mod hjertesorg. Hun kendte mine frygter, alle mine nederlag og mine mere eller mindre ambitiøse planer. Jeg stolede fuldstændig på hende næsten med bind for øjnene.
Da jeg mødte ham her, fortalte jeg hende det allerede første dag. Hun spillede selvfølgelig begejstret (ej, hvor hyggeligt), men man behøver ikke være Sherlock for at høre, at der var noget mærkeligt i tonen. Hun sagde aldrig hvor er jeg glad på dine vegne, men altid du skal lige passe på dig selv. Ikke et eneste han virker sød, men altid et pas nu på, du ikke bliver for vild med ham. Hver eneste kommentar lød som kærlig omsorg, men bag om ryggen var der altid et advarselsflag.
Efter få uger begyndte sammenligningerne. Hun sagde, at han ikke var spor anderledes end mine ekskærester at jeg altid tiltrak den samme type mænd. Hvis han skrev til mig ofte, mente hun, at det var skummelt og for meget. Hvis han en dag lod være med at svare i et par timer, var han sandsynligvis sammen med en anden. Der fandtes åbenbart kun enten eller.
Der var et øjeblik, hvor alt knækkede. En aften var vi tre ude og drikke øl i Indre By. Jeg gik ud på toilettet, og da jeg kom tilbage, stod de nærmest klistret op ad hinanden og talte meget intenst. Ikke noget, man kan skrive en klage over til kommunen, men ih, hvor var der noget, der ikke føltes rigtigt. Samme aften skrev hun til mig, at han havde været lidt for sød ved hende nærmest mistænkeligt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro, men en utryg fornemmelse begyndte at krybe ind.
Herfra gik det kun ned ad bakke. Hvis jeg lavede planer med ham, blev hun altid fornærmet. Hun begyndte at sige, at jeg ikke længere havde tid til hende, at jeg havde ændret mig. Hun mindede mig om, at kvinder aldrig måtte bytte veninder for mænd. Men hver gang jeg foreslog, at vi to skulle ses, havde hun på mystisk vis altid for travlt til min lattemacchiato.
Det blev værst, da hun en dag begyndte at vise mig kommentarer fra folk, der angiveligt havde været sammen med ham. Der var hverken screenshots, beskeder eller håndfaste beviser bare sladder, udtrukne opslag på Facebook og klassikeren jeg hørte, at…. Jeg spurgte hende, hvorfor hun aldrig havde nævnt det før. Hun sagde, at hun ikke ville såre mig, men nu kunne hun simpelthen ikke tie stille længere.
Allerede ugen efter begyndte jeg at bebrejde ham for alt muligt, jeg aldrig gik op i før. Jeg blev mistroisk over for det mindste. For første gang blev jeg hende, der snager i folks mobiler enormt pinligt, i øvrigt. Jeg krævede svar på spørgsmål, han ikke anede, han skulle besvare. Han blev træt af det hele og sagde, at han ikke forstod, hvor al min mistillid kom fra. Kort efter slog vi op midt i en diskussion, der nok kun gav mening for mig.
Det værste kom bagefter. En måned senere fandt jeg ud af, at min bedste veninde stadig talte med ham. Hun sagde, det var for lige at få styr på det hele. Så blev det til, at de bare skulle drikke en kop kaffe. Til sidst indrømmede hun, at de sås temmelig tit. Da jeg endelig konfronterede hende, var hun hverken flov eller undskyldende. Hun sagde bare, at hun ikke havde gjort noget forkert, og at det var min egen skyld.
Han sagde noget, der stadig runger i mit hoved:
Jeg tog bare det, du ikke kunne holde fast på.
Og der forstod jeg det hele. Det handlede slet ikke om omsorg eller at ville passe på mig. Det var konkurrence. Hun magtede ikke at se mig glad, udvikle mig, få noget hun selv savnede. Hun ville ikke være den, der blev tilbage.
I dag har jeg hverken manden eller veninden. Til gengæld har jeg fået klarhed. Ja, jeg mistede to relationer men jeg vandt noget vigtigere: visheden om, at ikke alle, der sidder på din sofa og spiser marcipansnitter med dig, faktisk ønsker dig det bedste. Nogle venter bare på, at du snubler, så de kan tage din plads.







