At leve til guldbrylluppet
For femogtyve år siden blev Signe og Jens gift. Hun fyldte halvtreds, og hendes mand var to år ældre. Deres ægteskab var meget som andres ude på landet. Hus, have, arbejde, og deres søn Mads var allerede voksen, boede i Odense, færdiguddannet fra teknisk skole og havde fast arbejde på stålværket.
En weekend kom Mads hjem med en køn pige.
Mor og far, det her er Alberte, vi har planer om at blive gift, vi skal bare lige have det formelle klaret hos kommunen.
Hej, sagde Alberte lidt genert, mens kinderne blev helt lyserøde.
Kom indenfor, Alberte, føl dig hjemme, vi gør ikke noget stort ud af det på landet, sagde Signe og begyndte straks at dække op til kaffe.
Forældrene fik hurtigt et godt indtryk af Alberte, og snart tog de unge tilbage til byen. Mads ringede ofte til sin mor og fortalte, at de regnede med at holde bryllup til sommer. Signe delte straks den glædelige nyhed med Jens, som naturligvis også blev begejstret…
Men midt i glæden havde Signe andre tanker, som hun slet ikke havde regnet med. Hvem skulle have troet, at hun som halvtredsårig kunne forelske sig i naboen, endda i Jenses gamle ven, Mikkel?
En aften kom Mikkel over med en flaske god cognac. Hans kone Birgitte arbejdede som togfører og var ofte væk hjemmefra flere uger ad gangen. Birgitte bekymrede sig ikke så meget om Mikkel, og han gik mest og passede sig selv. Deres datter Frida boede i Aarhus og kom en sjælden gang hjem med lidt varer til sin far, når Birgitte var væk. Ellers gik kommunikationen i familien mest over telefonen, og når Birgitte endelig kom hjem, blev hun kun ti dage, før hun igen tog afsted.
Mikkel, du skal lige se det nye boremaskine, jeg har købt nede i Odense på markedet. Det skulle jeg have haft for længe siden, det er en fantastisk maskine, sagde Jens begejstret og gik straks ud i værkstedet.
Mikkel greb straks chancen, lagde armene om Signes runde hofter og kyssede hende ivrigt på halsen. Hun mærkede, hvordan kroppen sitrede. Da hun hørte døren ud til bryggerset gå op, sprang hun forskrækket væk fra Mikkel og begyndte febrilsk at tørre bordet af, blikket var sænket, og hun havde ikke mod til at se sin mand i øjnene. Signe vidste, at hendes øjne nu strålede på en måde, som hun ikke kunne skjule.
Jens bemærkede dog intet. Han var bare glad for at vise sin nye boremaskine frem til naboen.
Den er virkelig flot, Jens, det må fejres, sagde Mikkel og hældte lidt cognac op. Signe, tager du ikke også et glas?
Nej, drenge, jeg er vist lidt træt for i dag, jeg går ind og hviler mig lidt, svarede Signe og gik ind på værelset. Hun så på sig selv i spejlet og kunne ikke lade være med at smile koket. Ja, gid du ej, Signe, som var du atten igen, øjnene stråler jo helt, sagde hun til sit spejlbillede.
Signe var som de fleste andre midaldrende kvinder lidt rundere end før, barmen fyldigere og ansigtet blødere i kanterne, men hun havde stadig charme og et særligt glimt i øjet. Hun vidste udmærket, hvordan hun kunne tage sig ud med lidt make-up og den rette kjole, og så var hun ingenlunde bange for at gå til fest i høje hæle, hvor hun stadig kunne tage kegler. At Signe længe havde været betaget af Mikkel, kunne hun ikke længere benægte. Den høje, kraftfulde mand havde set på hende med et særligt blik, og for nylig havde hun forstået, at han følte det samme.
Mikkel var fireoghalvtreds, havde været gift længe med Birgitte, og de var gode naboer. En dag, da Signe var på vej i DagliBrugsen, råbte Mikkel hende an.
Signe, smut lige ind, hjælp mig med at koge nogle frikadeller.
Ej, Mikkel, jeg skal altså nå butikken, svarede hun og ærgrede sig over, at hun hverken var sminket eller havde sat hår.
Alligevel kunne hun ikke modstå i næste øjeblik stod hun i hans bryggers, og Mikkel greb hende, næsten før hun nåede indenfor. Hans kys gjorde hende stakåndet, og ingen af dem overvejede, om de egentlig burde standse.
Brugsen løber ingen steder, hviskede Mikkel, jeg aner simpelthen ikke, hvor længe de frikadeller skal have, men nu må du altså hjælpe mig, sagde han drillende og ledte hende længere indenfor.
Ti minutter plejer at være nok, Mikkel. Har du da aldrig prøvet før?
Jeg prøver mange ting for første gang for tiden, skræppede Mikkel op. Det er ikke let alene.
Jeg hjælper gerne, men
Nej, vi har vist andre ting nu, han holdt hende tættere end aftenen forinden hjemme i køkkenet.
Han smed hendes frakke på gulvet og begravede næsen i hendes bluse.
Mikkel, jeg er gift!
Og jeg er gift med Birgitte, men du tænder mig, Signe. Jeg kan se på dig, at Jens ikke længere lægger mærke til dig der er ikke megen glæde over i jeres hus længere.
Signe protesterede ikke. Jens havde for længst glemt at rose hende for hendes udseende eller sige noget kærligt. Hun spurgte sig selv, hvorfor hun ikke skulle fortjene lidt opmærksomhed. Én ting førte til en anden, og snart foregik hendes livs første utroskab uden at hun følte nogen form for skyld.
Du er så dejlig, Signe. Med dig kunne jeg godt dele resten af livet, sagde Mikkel. Birgitte og jeg snakker kun i telefon, nu hvor hun altid er på farten. Her har jeg dig lige ved hånden, et livfuldt kvindemenneske men mon ikke Birgitte også har sig et eller andet i byen? Måske en lokomotivfører?
Hans brændende kys fyldte hendes hoved med urolige drømme, men hun huskede på Brugsen og gjorde sig klar til at gå idet døren pludselig åbnede og Frida trådte ind.
Hej, tante Signe, sagde Frida.
Hej Frida, jeg var bare lige forbi for at fortælle din far, hvordan man koger frikadeller nu hvor din mor er væk, er han jo helt fortabt, svarede Signe hurtigt.
Far, jeg har jo vist dig det så mange gange før, sukkede Frida og begyndte at pakke varer ud. Jeg ved jo, du altid går sulten, når mor er væk, så derfor har jeg handlet for dig.
Nå, jeg smutter, sagde Signe. Din far har dig jo nu, Frida.
Hun mærkede blodet bruse i årene og kinderne brænde. Signe, som altid havde opfattet Mikkel som tilhørende en anden, oplevede nu, at den mest eftertragtede mand i sognet faktisk var hendes.
Efter dette så hun ham igen og igen. Hun lagde knap mærke til, at folk begyndte at snakke i byen.
Du er da længe i Brugsen, bemærkede Jens spydigt, men uden at hun forstod hentydningen. Hvad lavede du hos Mikkel?
Åh, han kan ikke finde ud af tingene uden Birgitte, spurgte hvordan man koger frikadeller, og som du ved, så kom Frida forbi, hun skal i øvrigt giftes snart.
Efterhånden begyndte Mikkel at sige tingene højt:
Hvis nogen tager os på fersk gerning, så må vi jo sige, det er kærlighed. Birgitte kan bare tage sin egen elsker, og Jens han vidste ikke, hvad han skulle sige og kyssede hende bare.
Kære Mikkel, hvad er det, vi laver? Jeg fylder halvtreds, og alligevel styrter jeg rundt som en ung pige.
Kærlighed kender ingen alder, svarede Mikkel og holdt hende tæt.
Det sidste blufærdige mindreværd forsvandt, Signe følte, hun havde ret til denne kærlighed.
Deres møder fortsatte anden uge. En dag var hun endda tæt på at blive opdaget af Jens hos Mikkel og måtte gemme sig i deres gamle bryggers, mens mændene snakkede udenfor.
Samme aften tog Jens hende i rette.
Jeg ved det hele nu, Svend fortalte, han har set dig gå hos Mikkel. Om tre dage skal vi holde sølvbryllup i forsamlingshuset, alt er bestilt, gæsterne inviteret og du…
Jens, tilgiv mig, sagde Signe stille. Jeg ved ikke selv, hvad der gik af mig I har det jo også med at slippe tøjlerne, ikke? hendes mand bandede ad hende.
Kald mig, hvad du vil. Jeg forstår det ikke, tilgiv mig, Jens.
Lad os bare holde festen, lade som om vi ikke aner noget, så skilles vi bagefter, du må selv forklare det for Mads. Drengen skal giftes snart, og moren hans render rundt og laver skandale.
På dagen for sølvbrylluppet samledes alle i forsamlingshuset. Signe sad smukt klædt ved siden af Jens, nyt tøj, smukke perler, opsat hår, med korte smugkig mod Mikkel, som denne dag sad alene. Hans kone var stadig væk.
Hun lod sig ikke slå ud. Tænkte, at ingen alligevel kendte sandheden om, hvad der var mellem hende og Mikkel ægte kærlighed. Lad dem tale, sagde hun til sig selv.
Mikkel holdt endda tale:
Jeg ønsker jer mange flere gode år måske ses vi her igen om femogtyve år! råbte han og løftede snapseglasset, mens de andre klappede og gjorde ham efter.
Efter festen besluttede Jens, at nu måtte det være slut. Hans kone kunne ikke fortsætte sådan, alle i sognet viste jo, hvad der foregik.
Vi må tales ved i aften, tænkte han, mens han gik og ordnede småting på gården.
Signe tog til Brugsen, men gik forbi for at hente lidt støtte hos Mikkel undervejs.
Hun gik ind i deres have, men Mikkel kom ud fra laden, rakte hånden op og sagde stille, at hun ikke skulle komme nærmere.
Birgitte er kommet hjem, mumlede han.
Har du fortalt hende noget?
Hvad skulle jeg sige?
Det er jo dig og mig, Mikkel!
Signe, så gammel som du er, ved du også, der nogle lege må stoppe. Jeg elsker nu engang Birgitte, hun overfaldt mig nærmest, så snart hun kom ind ad døren, og jeg mærker, at jeg stadig elsker hende. Du er en dejlig kvinde, men ikke min, Signe. Min er Birgitte.
Signe ville ikke høre mere, hun vendte sig hurtigt om og gik grædende hjem. Om aftenen talte hun og Jens ud.
Jeg vil skilles, Signe. Jeg vil ikke mere. Du har gjort mig til grin.
Signe græd som aldrig før. Jens havde jo altid været hendes hjem. Hun spekulerede over, om man måske kunne genfinde en smule af den gamle glæde, for hun kendte ham ud og ind.
Jens, undskyld, du havde ret jeg var dum. Men jeg har forstået det hele nu. Jeg lover, at vi finder tilbage til hinanden igen. Hvad med Mads? Han skal jo giftes, vi må da vente på børnebørn sammen, Jens
Signe vidste, at Jens havde et blødt hjerte og faktisk elskede hende på sin egen måde. Tiden gik, og Jens tilgav hende. Nu lever de fredeligt med to dejlige børnebørn, som Mads og Alberte glæder dem med, når de besøger gården.
Mikkel? Han blev ved sit gamle. Hver gang Birgitte var på farten, fandt han nye eventyr enken på den anden side af landsbyen, eller hvem der nu ellers var fri. Jens og ham blev aldrig venner igen. Birgitte gik på pension, og de skændes ofte; naboerne hører det helt ude på vejen, men sådan er ethvert hjem enhver hytte har sin egen klokke, som man siger i Danmark.
Tak fordi I læste med, for jeres støtte og for jeres venlige tanker. Al held og lykke til alle!
