“Mor, jeg elsker dig så højt,” sagde jeg ved morgenbordet, da jeg var 14 år gammel. “Er det rigtigt?” smilede min mor tilbage, “så skræl bare kartoflerne til jeg kommer hjem fra arbejde næste gang – så kan jeg mærke det uden ord.” “Jeg er vild med min kat!” – sagde jeg, mens jeg nussede dens varme, bløde pels. “Måske kan du så skifte kattebakken?” spurgte far. “Han har det hårdt med ikke at ville bruge den, når den er våd…” Jeg lyttede til mine forældre og undrede mig: Jeg taler jo om kærlighed! Hvad har kartofler og kattegrus med det at gøre? Jeg husker, jeg var en lille pige på syv år og havnede på hospitalet udenfor byen et par uger. Dengang var reglerne strenge: Forældre måtte kun aflevere pakker til bestemte tider, og kigge til os børn gennem vinduerne fra hospitalets have – heldigvis var det september. Min mor kom to gange dagligt. Om morgenen og aftenen stod der en lille pose med frisklavet hjemmelavet ost, varm kompot, boghvedegrød og en dampet frikadelle på mit natbord – lige til en portion, for et par timer senere kom hun med mere. Nederst i posen gemte sig 3-4 ark tegnepapir med påklædningsdukker og små tøjstykker med fine hvide strimler på ærmer og skuldre til at folde. Jeg elskede at farvelægge og klippe det ud, og min mor (hvordan nåede hun det?) tegnede altid noget nyt – kjoler, nederdele, frakker, bluser, pyjamasser, og hun opfandt altid nye modeller: sløjfer, prikker og pomponer… Jeg havde aldrig bedt hende om det. Det var ikke medicin, mineralvand eller frisk suppe. Hun vidste bare, at jeg elskede det. Og dér, uden store ord, sagde hun: “Jeg elsker dig.” Først meget senere forstod jeg det fuldt ud – men jeg glemte det aldrig. Vi undervurderer tit de små ting… Ja, smukke ord, erklæringer, digte – de betyder meget. Vi, kvinder, elsker at høre “jeg elsker dig”, men uden handling bag bliver ordene hule. Man kan sige “jeg elsker dig” med diamantring eller platinmanchetknapper, med blomster eller luftballon – det er også skønt! Men kærlighed kan udtrykkes meget enklere, og hver dag rummer muligheder for at vise det – bare vi elsker. Vores venners hund blev lam. En lille glad gravhund, hvis bagben aldrig kom til at virke igen – men i tre år har den levet sådan, for ejeren lavede rullestol til den, så den selv kan gå tur hver dag. De kunne bare bære den eller bruge en barnevogn, men hunden ville gå selv – og af kærlighed fik den chancen. Når kærligheden styrer os, finder vi altid måder – helt spontant, uden at tænke. Vi lister ind på børneværelset for ikke at vække nogen, retter deres pude og dyne, tager forsigtigt telefonen fra afslappede hænder, så ingen vækkes af et opkald. Vi bliver kongelige kokke med verdens bedste morgenkaffe og laver togbaner ud af ost på børnetallerkenen. Vi lytter i timevis til veninders og venners betroelser, finder på gaver og skaber stemning. Vi giver let de sidste penge til medicin… Vi klipper yndlingsperler over for at pynte små fastelavnskostumer. Livet er på én gang langt og alt for kort… Og de små ting huskes længst. Et kærligt hjerte mærker, hvornår et “jeg elsker dig” er allervigtigst. Så længe jeg kan huske, gik min mor og mormor altid ud i gangen, når far eller morfar kom hjem – for en mand skal mærke, at han ventet. Jeg prøver at gøre det samme. Sidder foran computeren og prøver at få mine tanker til at give mening. Hører nøglen dreje i låsen og tænker, jeg går straks ud – bare lige om lidt, når rækken er færdig, så maskerne ikke løber. Ser gennem døren, smiler og siger: “Giv mig to minutter, så er der mad.” Og pludselig, næsten lydløst, står der en kop stærk te og en tallerken med to smurte madder og et par stykker slik – uden papir – foran mig. Jeg ser på alt det, der er fundet frem – skinke, ost, tomat, oliven – selv chokoladerne er pakket ud, så jeg ikke bliver distraheret. I det stille rum hører jeg flere vigtige ord, end jeg kan nå at sige. Og forstår, at der, lige dér, er den stærkeste måde at sige: “Jeg elsker dig.” Det er vigtigt at kunne sige “jeg elsker dig” – uden ord. Rejser, nykogte kartofler, stryget skjorter, balloner, ventede dukker og en fyldt kattemadskål, glødende kys og et tæppe over skuldrene, slået paraply og pandekager med kaninører, likes og hjerter, smil og blikke. Det betyder ikke, om du lytter til samfundsdebatter eller om et tabt mål – det handler om, hvordan du lytter. Det betyder ikke, om du drikker champagne fra krystalglas eller efterårskaffe af papkrus – det handler om, med hvilket humør. Det betyder ikke, om du går gennem natten i Paris eller over en dansk solsikkemark – det vigtigste er, hvem der er ved din side. Vi må huske, at de smukkeste ord – “Jeg elsker dig” – uden handling bag, hurtigt mister farve og værdi. Det må aldrig ske. Kærlighed måles ikke kun i ord…

Jeg elsker dig så meget, mor, sagde jeg tit til morgenmaden, dengang jeg var omkring 14 år gammel.
Nå? smilede mor bare og svarede: Så næste gang du kommer hjem før mig, kan du jo bare skrælle nogle kartofler så mærker jeg det uden ord.

Jeg elsker virkelig min kat! mumlede jeg, mens jeg pressede kinden mod hans varme, bløde pels.
Kan du så ikke lige skifte gruset for ham? kom det fra far.
Han har jo helt ondt af at skulle sætte sig i det våde grus…

Jeg lyttede altid lidt forvirret til mine forældre jeg taler jo om kærlighed! Hvad i alverden har brun sovs og kattegrus med det at gøre?

Jeg husker tydeligt, da jeg var lille pige på syv år og lå indlagt på hospitalet et par uger uden for Aarhus. Dengang var reglerne strikse: forældre måtte kun komme med små pakker i bestemte tidsrum, og så kunne de ellers vinke til os børn fra gården, hvis vi stod ved de åbne vinduer godt det var september og stadig lunt.

Mor kom to gange om dagen. Hver morgen og aften satte sygeplejersken en lille pose fra mor på mit sengebord: frisklavet ost, varm solbærsaft, lidt grød og en dampet frikadelle. Præcis nok til et måltid, for om et par timer kom hun jo igen med nyt, lækkert mad. Og altid gjemt i avisen i hjørnet af posen tre-fire store ark, hvor hun havde tegnet tøj til min papirsdukke. Der var kjoler og nederdele, frakker og natkjoler med bittesmå faner, der skulle foldes bag om skuldrene som vi plejede. Jeg elskede at farvelægge og klippe dem ud, og mor, jeg aner stadig ikke hvordan nåede altid at tegne nye sæt tøj. Hver gang havde de små bånd, knapper og prikker altid noget nyt.

Jeg har aldrig bedt hende om det. Det var ikke medicin, danskvand eller suppe jeg behøvede. Hun vidste bare, at det gav mig glæde.

Dengang var dét hendes måde at sige jeg elsker dig på Det tog mig årtier at forstå, hvor dybt det betød men jeg glemmer det aldrig.

Vi undervurderer virkelig de små ting

Jo, smukke ord, digte, erklæringer de betyder noget. Især for os kvinder, vi lever tit på søde ord, og vi har brug for dem. Men hvis handlingerne ikke bakker ordene op, så bliver de bare tom lyd. Ja, man kan erklære sin kærlighed med en diamantring eller et kæmpe blomsterhav eller en luftballontur og det er alt sammen fantastisk.

Men du kan udtrykke din kærlighed på simple måder, hver eneste dag, bare ved rent faktisk at gøre det det kræver bare, at du elsker.

For eksempel venner af familien, Morten og Signe, deres gravhund blev lam i bagbenene. Tør man sige den sødeste lille hund, men hun kan aldrig gå normalt igen. Men i tre år har hun kørt rundt i en speciallavet kørestol, som Morten selv har bygget. Nu kan hun stadig komme ud og snuse til græsset hver dag, ligesom hun elsker det. Egentligt kunne de bare bære hende ud eller bruge en barnevogn. Men nej hun vil gå selv, og derfor fik hun muligheden. Fordi de elsker hende.

Når der bor kærlighed i det, vi gør, så finder vi tusinde måder at vise det, uden overhovedet at tænke os om.

Man lusker ind på børneværelset til en sovende dreng, lister på tæerne for ikke at vække ham, retter på puden og trækker dynen over de små fødder. Lister forsigtigt telefonen væk fra hans slappe hænder, så et opkald ikke vækker ham fra drømmeland.

Vi bliver mesterkokke, bare for at lave den bedst tænkelige morgenkaffe, eller klipper agurk og ost ud som små tog, der kører på tallerkenen til en glad pige.

Vi lytter timer i træk til venindens historier, finder på gaver og overraskelser, skaber stemning og tøver ikke med at give de sidste 100 kroner, hvis nogen behøver medicin.

Vi piller perler af favoritkæden for at sy dem på en snefnugkjole til Lucia-optoget.

Livets små handlinger huskes allerlængst Det er det elskende hjerte, der mærker det øjeblik, hvor et jeg elsker dig betyder allermest.

Så længe jeg kan huske, gik både min mor og mormor altid ud i entréen for at tage imod far eller morfar, når de kom hjem fra arbejde for selvfølgelig skal en mand mærke, at han bliver ventet. Jeg prøver at gøre det samme.

Her sidder jeg så foran computeren, trykker tanker og ord sammen for at strikke en eller anden forståelig tekst sammen. Jeg hører nøglen i døren og tænker, Om fem minutter jeg skal bare lige bliver færdig med rækken Kigger over skulderen, smiler: Gi mig lige et par minutter, så er der aftensmad.

Pludselig, uden en lyd, glider en kop stærk te og en tallerken med to håndmadder og to små stykker chokolade frem foran mig chokoladerne allerede pakket ud, så jeg ikke skal stoppe med at skrive. På brødet ligger alt, hvad køleskabet kunne byde: skinke, ost, tomat, oliven. Jeg ser på det, og hører i stilheden mellem os alt det, som betyder mest for mig.

I det øjeblik findes der ikke en større kærlighedserklæring.
Det er faktisk vigtigt at kunne sige jeg elsker dig uden ord.

Med den spontane rejse, den skrællede kartoffel, den nystrøgne skjorte, eller balloner til fødselsdag, ønskedukken fra barndommen eller frisk fyldt kattebakke; med det passionerede kys, et tæppe om skuldrene, en paraply stukket i hånden, eller pandekager med kaninører, likes og hjerter, smil og blikke.

Det er ligegyldigt, om du lytter til en ven, der brokker sig over politik, eller til referatet fra fodboldkampen det handler kun om, hvordan du lytter.
Om du drikker champagne af krystalglas eller lunken kaffe af pap det er stemningen, der tæller.
Om du går en nat i Paris eller på bar mark i Midtjylland det er bare vigtigt, hvem der går ved din side.

Vi skal bare huske, at de smukkeste og mest eftertragtede ord: Jeg elsker dig hurtigt mister glansen, hvis de ikke bakkes op af handling.
Det må vi aldrig glemme.

Kærlighed måles aldrig kun i ord.