Julie lå på sofaen og græd bittert. For et par måneder siden havde hendes mand indrømmet, at han havde fundet en anden kvinde – og nu ventede hun barn. – Julie, undskyld, men vi har boet sammen i to år uden børn. Det er lang tid. Jeg begyndte at tvivle på mig selv, – stammede Kenneth, – og nu… ja, min… hun er gravid… – Elskerinde, – hviskede Julie. – Kald det hvad du vil. Vi skal være forældre om et par måneder. Undskyld. Julie gad ikke diskutere, hvorfor Kenneth først trak det så længe og hvorfor han netop forlod hende to måneder før fødslen og på tærsklen til nytår. Nu lå den stakkels kvinde, stadig i sit tøj fra aftenen, drænet for moralske kræfter og med alle tårer grædt ud, på sofaen. Hun kom pludselig til at tænke på et nytår langt tilbage i barndommen. Dengang gik Julie i femte klasse. Efter skoletid løb hun og veninderne tit ind forbi genbrugsbutikken på hjørnet, som var et sandt skatkammer af spændende ting. Tøjet og skoene var ligegyldige for pigerne, men nipsting, legetøj og smykker trak dem til sig. Den dag fik Julie straks øje på en himmelblå smykkeskrin med gyldne dekorationer. Hun stod tryllebundet og stirrede på vidunderet. Ekspedienten åbnede låget – og ud strømmede musik, mens en ballerina i hvid tylskørt dansede en magisk dans på blå fløjl. Ekspedienten viste også et hemmeligt lille udtræksskuffe, hvor man kunne gemme sine smykker. Veninderne Natasha og Ida pegede straks og udbrød: – Nej, hvor er den flot! Virkelig smuk! Natasha spurgte straks: – Hvad koster den? Ekspedientens smil afslørede prisen: hele fem kroner – helt uopnåeligt for pigerne dengang. ”Så mange penge kommer jeg aldrig til at spare sammen,” tænkte Julie. Dengang fik man kun 50 øre til skolemaden, nok til et solidt måltid, og det var kun, hvis man fandt på en undskyldning om biograftur, at mor gav 1 krone. Ak, far var på forretningsrejse og kom først hjem om en uge. Han ville have købt skrinet. Der var ingen mening i at spørge mor. Julies indre hørte straks den skarpe, praktisk stemme: ”Hvad har du fundet på! En ballerina til fem kroner? For det kan jeg købe tre kilo kød og lave frikadeller til en hel uge til jer unger.” Nej, det var kun far, man kunne håbe på. Julie kom nu forbi butikken hver dag for at beundre skrinet. Den rare ekspedient lod ballerinaen danse for hende hver gang. I seks dage lærte Julie alle detaljerne udenad: det slidte hjørne, en chip på kanten, ballerinaen, der manglede den ene balletsko, og en mikroskopisk plet på kjolen. Da far endelig kom, slæbte Julie ham straks hen i butikken. – Solgt, – konstaterede ekspedienten trist. – Lige for et par timer siden. I nåede det ikke, – sukkede han. Tårerne brændte, og Julie græd åbent. – Julie, Julie! – Far mumlede stille. – Græd ikke. Skal vi købe lagkage? Din yndlings – trøffel med chokoladesvampe på toppen. Julie nikkede, men tårerne stoppede ikke. Det gjorde alt for ondt at miste ballerinaen. Næste dag medbragte Ida skrinet i skole. Da Julie indså, at hendes veninde havde erhvervet den, voksede sorgen i hendes hjerte. – Min bedstemor købte den i går, – fortalte Ida tilfreds. – Jeg har kigget på det skrin i en hel uge. – Og jeg, – fremtvang Natasha med såret stemme. Julie kunne ikke holde det inde længere. Hun brød grædende sammen. Peter, en klassekammerat, spurgte: – Julie, hvorfor græder du? – Ingenting, – råbte hun og løb ud af klassen. Alle vidste, Peter var forelsket i Julie. Pigerne misundte hende, men hun ignorerede ham. Julie stod med panden trykket mod det iskolde vindue, da Peter kom hen til hende. – Julie, jeg skal nok finde dig sådan et skrin. Græd ikke. – Hvor skulle du få sådan et? – svarede Julie hånligt. – Tosse, sådan et findes næsten ikke! – Er det fra DDR? – spurgte Peter. – Ja, – nikkede Julie trist. – Så tager jeg til Tyskland og finder et, – svarede drengen fast. Siden blev de gode venner. Først som børn, senere, i ottende klasse, vovede Peter at kysse Julie. Efter 10. klasse blev Peter indkaldt – og ironisk nok til tjeneste i Tyskland. Han skrev breve, hvor han for sjov nævnte, at han endnu ikke havde fundet ballerinaen. Julie ventede dog ikke på Peter. Et halvt år før han kom hjem, mødte hun Kenneth, som betog hende, da han skrev og sang en sang kun til hende. De blev gift efter to måneder. Peter kom hjem fra Tyskland og hørte, at Julie var gift. Han fik job på en færge til Norge og så hende aldrig igen. *** Langsomt rejste Julie sig fra sofaen og lavede sig en kop kaffe. Hun opdagede, at hendes tårer ikke kun var for den svigefulde mand, men mest for alt det, der aldrig blev med Peter. Hvor var han nu? Var han gift? Det var den 31. december. Hun måtte komme gennem nytårsaften på en eller anden måde. Veninderne var sammen med deres familier, og det føltes forkert pludselig at dukke op. Julie gik på torvet og købte lidt lækkert for at holde en smule fest alene. Da hun kom ind i opgangen med poser i hænderne, trådte en julemand ud fra elevatoren. Ved synet af ham trillede Julies tårer. – Hvorfor græder du, lille ven? – spurgte julemanden med påtaget gammelmandsstemme. – Det er jo fest! Her, – sagde han, rakte hende en æske og forsvandt i opgangens skumring. Julie nåede ikke engang at sige tak. Æsken føltes tung. Hun gik i køkkenet og åbnede den forsigtigt. Der lå… et nyt himmelblåt smykkeskrin med gyldne dekorationer. Julie åbnede låget og trak op – ballerinaen dansede, denne gang med begge balletsko på plads. I det hemmelige rum lå en vielsesring. Julie løb til vinduet. I gården så hun julemandens skikkelse. I bare sutsko fór hun ud. Ude ved opgangen vendte han sig. De to løb mod hinanden. Julie kastede sig i armene på ham og hviskede: – Tosse! Du fandt den alligevel. – Ja, – sagde Peter stille. – Jeg fandt den i Tyskland. Jeg lovede dig det jo.

Julie lå på sofaen og græd stille. For et par måneder siden havde hendes mand tilstået, at han havde fundet en anden kvinde. Og nu ventede hun barn.
Julie, undskyld, men vi har levet sammen i to år uden børn. Det er lang tid. Jeg begyndte at tvivle på mig selv, snublede Kenneth over ordene, og nu altså, min
Elskerinde, hviskede Julie.
Kald hende, hvad du vil. Om to måneder føder vi. Undskyld mig.
Julie spurgte aldrig, hvorfor Kenneth havde ventet så længe. Og netop to måneder før fødslen og nytår gik han fra hende.

Den stakkels kvinde, stadig i tøjet fra aftenen før, drænet for kræfter og tårer, lå på sofaen. Hun kom til at tænke på et fjernt barndomsnytår.

Julie gik i femte klasse dengang. Efter skoletid løb hun og veninderne ind i genbrugsbutikken. De gjorde det tit. Den føltes som en slags eventyrbutik fyldt med sager fra hele verden.

Der var ingen af dem, der gad tøj eller sko, men souvenirs, legetøj og smykker var spændende.

Den dag opdagede Julie straks en fantastisk smykkeskrin. Den var himmelblå med gyldne indlæg. Julie stirrede tryllebundet på den.

Da ekspedienten løftede låget, strømmede der musik ud, og op af det blå fløjelsskrin svævede en ballerina i snehvid tutu og begyndte at danse. Julie stod stille og glemte helt at trække vejret. Ekspedienten viste også et lille hemmeligt skuffe. Der kunne man gemme sine smykker.

Hendes veninder Mathilde og Inger kom straks farende og udbrød:
Sikke en pragt! Hvor er den flot!
Mathilde spurgte prompte:
Hvad koster den?
Ekspedienten smilede og nævnte en pris, der var helt uopnåelig for pigerne 50 kroner.

Aldrig får jeg sparet så meget op, tænkte Julie.

Det var virkelig umuligt. Dengang fik børnene kun et par kroner af deres forældre. For de penge kunne man få et helt måltid i kantinen.

Måske kunne man lyve og sige, man skulle i biografen? Så gav mor 6 kroner.

Julie ærgrede sig hendes far var på forretningsrejse og kom først hjem om en uge. Han ville måske have købt den. Mor var ikke en mulighed.

Hun kunne nærmest høre sin mors skarpe stemme:
Fantasifuldt! En ballerina for 50 kroner. Jeg køber hellere flere kilo kød og laver frikadeller til jer hele ugen.

Nej. Hun måtte vente på far.

Julie begyndte at komme dagligt i genbrugsbutikken for at kigge på ballerinaen. Den flinke ekspedient lod hende høre musikken hver gang hun dukkede op.

På seks dage lærte Julie hver en detalje udenad. Hun lagde mærke til det slidte hjørne, den lille skade på skrinet, at ballerinaen manglede en balletsko, og at der var en meget lille plet på hendes kjole. Men Julie elskede alt ved den.

Så snart far kom hjem, slæbte hun ham med til butikken.
Solgt, sagde ekspedienten trist. Lige for et par timer siden. I nåede det ikke.

Tårerne trillede, og Julie græd åbenlyst.

Julie, Julie, hvad nu? spurgte hendes far forsigtigt. Vil du have en lagkage i stedet? Kom, din yndlings. Trøffellagkage.

Julie nikkede, for hun elskede trøffellagkage, især de små chokolade”svampe” ovenpå.
Men hun kunne ikke holde op med at græde. Hun syntes så meget om ballerinaen.

Næste dag havde Inger skrinet med i skole.
Da Julie så, at hendes skat nu tilhørte veninden, voksede sorgen kun større.

Inger trak op, og den fine musik fyldte klassen. Børnene blev stille og lyttede beundrende.

Min mormor købte den i går, forklarede Inger stolt. Hun skulle fejre nytår hos os, og jeg tog hende straks med i butikken. Jeg har kigget på den hele ugen.

Også jeg, sagde Mathilde sørgmodigt.

Julie kunne ikke holde det ud og brød sammen.
Peter Rasmussen spurgte:
Julie, hvorfor græder du?

Ingenting! udbrød Julie og løb ud af klassen.

Alle vidste, at Peter var smaskforelsket i Julie. Pigerne misundte hende, men hun ænsede ham ikke.

Julie stod med panden mod det kolde vindue.
Julie, jeg skal nok finde sådan et skrin til dig, græd ikke, sagde Peter, der kom hen til hende.

Hvor tror du, du finder sådan et? spurgte Julie nedladende. Din tosse, råbte hun og løb væk.

Nu gik det ud over Peter også, græd hun endnu mere ude i skolegården.

Det var isnende koldt, og hun havde for lidt tøj på. Hun stod derude så længe, at hun blev syg.

Peter kom samme dag, Julie blev hjemme fra skole.
Jeg fandt ikke en ballerina endnu, sagde han, men jeg lover dig, jeg finder én.

Tosse, Peter. Hvor skal du finde sådan én? Den er udenlandsk, der står underneden: Made in DDR. Hvor vil du finde sådan én? sagde Julie frustreret.

DDR, er det ikke Tyskland? spurgte han.

Jo, nikkede Julie trist.

Så må jeg tage til Tyskland, erklærede Peter bestemt.

Fra den dag af blev de bedste venner. Først barnlige. I ottende klasse turde Peter kysse Julie. Hun sagde ikke nej, og fra da af var de kærester på rigtig vis, med kram og kys.

Efter gymnasiet blev Peter indkaldt til værnepligt og kom ironisk nok til Tyskland.

Han skrev breve hjem til Julie og fnes indimellem, at ballerinaen stadig var ikke fundet.

Men Julie ventede aldrig Peter. Et halvt år før han kom hjem, mødte hun Kenneth. Han charmerede hende straks, skrev en sang til hende og sang den for hende på guitar. Hun faldt straks, og to måneder senere blev de gift.

Peter kom hjem, og da han hørte, at Julie var blevet gift, tog han hyre på et norsk skib og forsvandt til søs. Han var sjældent hjemme, og han og Julie så aldrig hinanden igen.

***

Julie satte sig op på sofaen og lavede en kop kaffe. I disse dage tænkte hun på Peter ganske ofte, mærkede hvor hendes tårer ikke kun var for den mand, der havde forladt hende, men også for det, der aldrig var blevet med Peter. Gad vide hvor han var? Om han var gift?

Kalenderen viste 31. december. Hun måtte fejre nytår, trods alt. Veninderne var med deres familier, og det føltes påtrængende at dukke op ubudt.

Hun tog på torvet og i supermarkedet, købte lidt godt og gjorde klar til sin ensomme festmiddag.

Da hun gik ind i opgangen med sine poser, trådte en mand ud af elevatoren klædt ud som julemand.

Hun begyndte at græde, da hun så ham.

Hvorfor græder du, min pige? sagde han med overdreven gammelmandsrøst. Det er nytår! Her, tag denne, og han rakte hende en gave og forsvandt ud i mørket, før Julie nåede at sige tak. Gaven var tung.

Hun gik i køkkenet og pakkede den op.

Indeni lå et nyt blå smykkeskrin med guldbelægning. Julie åbnede langsomt låget og trak op. Op af fløjlsskrinet dukkede en ballerina frem med begge balletsko.

Julie fandt det hemmelige skab. En vielsesring lå indeni.

Hun skyndte sig hen til vinduet. Nede i gården stod julemanden stadig. Julie sprang ud på trappen i tøfler. Tøvede lidt, men idet julemanden vendte sig om, løb de hinanden i møde.

Trykt ind til den varme kappe, hviskede Julie:
Tosse! Du fandt den virkelig.

Ja, sagde Peter, jeg fandt den. I Tyskland. Jeg lovede dig jo

Julie lærte at man aldrig skal opgive håbet, for kærlighed og drømme finder ofte vej hjem, når man mindst venter det.