Kvindeliv. Rigmor
Åh Rigmor, for himlens skyld, tag nu min lille Andreas med hjem til dig, jamrede Dorte. Jeg har en fornemmelse af, at der snart sker noget slemt. Hellere adskillelse end at miste min dreng for altid.
Rigmor vendte hovedet og så på spinkle Andreas, der sad på bænken ved brændeovnen og svingede med de tynde ben, som et barn der ikke kan blive voksen hurtigt nok.
Engang boede søstrene sammen, men årene gik, og den ældste, Dorte, blev gift med Knud og flyttede ud på landet i en fjern landsby. Lillesøsteren Rigmor blev hjemme hos deres syge mor, der døde kort derefter. Faderen han gik bort af tuberkulose længe inden Dorte blev gift. Moren havde opdraget døtrene godt. De var hjælpsomme, flittige og hjertevarme, altid klar til at hjælpe andre i nød. Sandt at sige, selvom Dorte var eldst, var det dog altid Rigmor, der havde styringen i hjemmet. Dorte var blød som nybagt wienerbrød, man kunne forme hende, som man ville det var lige, hvad Knud havde forelsket sig i. Et godt ægteskab fik de. Knud var stolt af sin kone.
Men Rigmor, hun var af en helt anden støbning: prøv du bare at stikke en finger frem, så napper hun hele hånden! Højtragende, streng og smuk som en nyskuret svanekvinde ved Nyhavn. De fineste ungkarle fra landsbyerne omkring søgte hendes gunst, men alle blev venligt, men bestemt sendt hjem igen.
Mens moren levede, kunne hun ikke lade være at sukke:
Åh, min datter, du har arvet oldemors temperament men pas på, du ikke får hendes skæbne. Du ender som gammel jomfru, hvem vil have dig, når du bliver gammel?
Rigmor svarede bare med et smil, aldrig imod sin mor, respekterede alderdommen og havde alligevel sin egen mening om livet.
Rigmors oldemor var ingen almindelig kone. Levede uden mand og fødte et barn alene, men hun var lykkelig nok! Lidt af en klog kone var hun, reddede folk med urter og bønner, holdt sig fra sort magi og blandede sig aldrig. Folk var ærefrygtige over for hende: hun havde temperament for ti.
Netop præcis det temperament havde Rigmor arvet samt en gevaldig viden om urtemedicin og gamle ritualer. Hun vidste, hvem hun skulle kalde til hjælp, hvis det blev nødvendigt. Folk sagde alverdens om hende, men hun rettede aldrig på rygterne. Gik stolt gennem landsbyen, og børnene elskede hende. Dem nægtede hun aldrig hjælp, og ganske vist var de bange for hende, men de respekterede hende mindst lige så meget.
Jeg forstår dig ikke, Dorte, sagde Rigmor og så på Andreas, hvad er det nu? Drengen ser jo rask ud, men du gør ham allerede til afdød!
Ja, men jeg er bange, søs, har du ikke hørt, hvad der sker ude i Sjørup for tiden? svarede Dorte.
Ikke det fjerneste, sagde Rigmor.
Børnene dør som fluer. De bliver syge i ugevis, så tager Vorherre dem.
Eller gør han? løftede Rigmor et øjenbryn.
Jeg ved det ikke, kære. I flere år har landsbyen været ramt af en eller anden jammerlig sygdom. Der findes næppe et hjem, hvor ikke mindst ét barn er gået væk, sagde Dorte og slog korsets tegn.
Hvad er det, de dør af hvorfor har man ikke kaldt på mig?
Hvem ved? De render rundt, raske, og så en dag går det bare ned ad bakke, indtil de til sidst dør. Man går ikke til dig du bor jo langt væk, og vi fik vores egen kloge kone i landsbyen, sagde Dorte naivt.
Hvor længe har hun været der? spurgte Rigmor straks.
Siden jeg flyttede til Knud. Hun var der allerede.
Hvorfor har du aldrig nævnt hende for mig før? Rigmor gav sig ikke.
Hvad skulle jeg sige? Hun er en almindelig gammel kone, ordner lidt urter, gør ikke noget ondt. Kan få selv syge kreaturer på benene igen. Men børnene dem kan hun ikke hjælpe. Hverken urter eller besværgelser virker. Jeg sagde det ikke før du spurgte jo aldrig. Men nu ville jeg lige høre, om du kunne tage Andreas i en periode?
Selvfølgelig, smilede Rigmor og så kærligt på nevøen. Sådan en dejlig krudtugle må da gerne bo her et stykke tid. Hun rodede ham kærligt i håret. Dorte kyssede sin søn, sagde farvel og gik hjem igen.
Nå, sagde Rigmor til drengen, kom med ud i haven, så skal jeg vise dig, hvordan rødhalsen har bygget rede i brændestablen. Andreas spærrede sine skæve tænder op i et bredt smil og greb sin mosters hånd.
***
Så er der gæster! råbte Dorte, da hun trådte ind i huset et halvt år senere.
Mor er kommet! jublede Andreas og kastede sig i armene på hende.
Siden Dorte efterlod sønnen hos Rigmor, var der gået seks måneder. Det var sen efterår, himlen var tung og blygrå. Dorte kom og besøgte ham flere gange om måneden, og gensynene endte altid med tårer og lange knus.
Åh, min skat, hulkede hun og pressede Andreas ind til sig. Jeg har savnet dig så frygteligt! Far er også helt ude af den, han spørger hele tiden, hvornår du kommer hjem. Rigmor kom ind, tørrede hænderne af i forklædet og blev også budt velkommen med kindkys.
Hvordan har I det så, mine kære? spurgte Dorte og kunne ikke tage øjnene fra sin søn.
Fint, mor. Moster Rigmor har givet mig en kattekilling, vil du se? råbte Andreas begejstret og fór ud i haven uden at vente på svar.
Det går ganske udmærket, søster, svarede Rigmor roligt, hvad bringer dig her?
Nu må det vel snart være nok, Andreas har været hos dig så længe, han kalder dig snart mor. Knud begynder at trykke på, synes vi skal have vores søn hjem igen.
Vil du hente ham nu? Hvad siger du til, hvordan står det til i landsbyen?
Bank under bordet heldigvis ingen dødsfald, mens Andreas boede hos dig. Ikke én eneste! Døren gik op og ind stormede Andreas med killingen i armene.
Mor, jeg kalder ham Mikkel. Han er min bedste ven nu, øjnene strålede af lykke.
Jamen så har han da nok at bestille med at fange mus i hønsehuset, lo Dorte, ham tager vi med hjem. Skynd dig at få pakket, min egen. Vi skal af sted.
Mens Andreas roede med at pakke sine ting, stod søstrene og snakkede. Dorte sukkede og spurgte igen, om ikke Rigmor ville overveje at få sin egen familie.
Nu må du lige slappe af, Dorte, undsagde Rigmor, du minder om mor! Når tiden er inde, så finder jeg nok en mand men indtil da har jeg min guldklump af en nevø, og det er rigeligt for mig. Husk mig nu, Andreas du må altid fortælle mor, når du har lyst til at besøge mig. Du er altid velkommen, og jeg glæder mig allerede til næste gang.
Rigmor havde i sin tid med nevøen fået et blødt punkt for den lille skrupskøre dreng og lod ham noget modstræbende gå. Hun krammede ham et ekstra langt kram.
Du skal passe på katten, Dorte, og ikke lade nogen gøre den ondt, sagde Rigmor.
Som om jeg nogensinde har gjort en kat eller høne fortræd! snøftede Dorte. Dyrene hos mig får skam altid mælk i fadet.
Næ, næ, ingen fornærmelse bare for en sikkerheds skyld, sagde Rigmor og smålo. Katten kan sidde i kurven i gangen det er en lang vej, I skal ud på, I må hellere skynde jer, før det bliver mørkt.
De kyssede og krammede hinanden farvel, og Rigmor sendte nevøen afsted med et kors tegn og et varmt held og lykke. Og dagene gik, vinteren skubbede efteråret ud af kalenderen. Dagenes lys var kort, men aftenerne og nætterne var lange og mørke.
Snedriverne dækkede vejene. Der var så meget sne, at havelågen knap kunne åbnes om morgenen. Landsbylivet gik sin vante træge gang. Men Rigmor kedede sig aldrig: babyer med feber, gamle folk med gigt hun nåede det hele. Tiden gik, og solen begyndte at titte oftere frem, smelte vinterens greb. Bækkene klukkede, fuglene sang, og snart var det forår!
En dag stod Rigmor og gravede i haven, da hun pludselig hørte et Miav! Bag hende stod Mikkel.
Hvad i alverden laver du her? udbrød hun. Er der mon sket noget med Andreas? Katten spandt, gnubbede hovedet mod hendes ben. Rigmor spildte ikke tiden. Hun pakkede det nødvendige, bad nabokonen, gamle Gerda, holde øje med hønsene, hvis hun ikke var tilbage i morgen.
Jeg tænker, jeg ender med at slå lejr hos søster et stykke tid, sagde hun til Gerda, pas nu huset, ikke?
Dernæst satte hun kursen mod Dorte fuglene kvidrede, luften duftede forårsagtigt, men Rigmor havde en urolig fornemmelse i kroppen og satte farten op. Inden solnedgang kunne hun allerede skimte de første huse. Hun nærmest løb den sidste stump vej og stormede ind til søsteren, så forpustet at hun næsten ikke kunne snakke.
Rigmoooor, råbte Dorte, da hun så hende. Åh, jeg er så ulykkelig! og kastede sig grædende om halsen på hende og trak hende med ind i sovekammeret. På sengen lå Andreas, bleg som et lagen, læberne var blå, huden næsten gennemsigtig. Han trak vejret tungt.
Gennem Dortes hulken fik Rigmor ud af hende, at det havde stået på siden jul: først løb drengen rundt, men virkede træt, så måtte han blive i sengen.
Hvorfor har du ikke hentet mig? Rigmor talte strengt og lagde hånden på Andreas pande.
Jeg jeg kunne ikke, hikstede Dorte, som om nogen holdt mig tilbage. Hver gang jeg skulle afsted, blev Andreas værre; han begyndte at ryste og svede, og så turde jeg ikke forlade ham. Først troede vi bare, han havde fået kolde tæer han havde leget vildt i sneen. Og så blev jeg selv syg. Vi prøvede alt: te, hindbær, urter… Men det hjalp ikke. Da han blev rigtig dårlig, ville jeg gå hen til dig. Men du så jo selv, hvilken vinter vi havde snestormene gjorde, at jeg ikke kunne komme ud af landsbyen.
Jeg løb til Karen, vores egen kloge kone. Hun kom med urter og mumlede besværgelser over Andreas. Men han blev bare værre! Og nu er Mikkel væk, som opslugt af jorden. Andreas beder efter ham, men ingen kat. Hjælp mig, søster! Hvis Andreas dør, så vil jeg heller ikke leve længere!
Dorte græd så hun gned sine tindinger og gyngede frem og tilbage.
Tag det roligt med katten det var faktisk ham, der hentede mig. Ham og ikke dig! Rigmor rystede irriteret på hovedet. Dorte spærrede øjnene op.
Hvordan det?
Ja, netop. Og du siger, det var som om nogen holdt dig væk? Dorte nikkede.
Fortæl mig lige: har Andreas fået noget fra fremmede? spurgte Rigmor.
Jamen, han var da ude og rasle juleaften sammen med andre børn. Fik småkager og søde sager. Særligt Karens kager var han glad for.
Rigmor så på nevøen med sit undersøgende blik: Så gå hen og hent Karen, men sig ikke jeg er her jeg vil se, hvad hun kan gøre.
Dorte protesterede ikke, men hentede Karen. Imens gjorde Rigmor klar med to store synåle og gemte sig i køkkenet, så hun ikke blev set.
Karen trådte ind, lagde et fromt ansigt på og sukkede: Jeg ville så gerne hjælpe, men jeg kan slet ikke få has på børnesygdommene for tiden.
Da Karen gik ind i værelset til Andreas, kom Rigmor og satte diskret de to synåle krydset i dørkarmen over døren. Og så gemte hun sig igen.
Da Karen skulle gå, stod hun først paralyseret i døren. Hun prøvede igen lidt hos Andreas, men kunne ikke gå ud. Sveden sprang frem på panden. Først da Dorte, på Rigmors anvisning, fik hende tilbage i værelset igen, forsvandt nålen og Karen slap ud stak bare af, så tørklædet flagrede.
Dorte fandt Rigmor siddende på sengen ved Andreas. Hun sukkede: Den gamle heks at hun nænnede at skade små børn Jeg skal nok få ram på dig! Rigmor flettede lynhurtigt tre lyses stumper sammen, stillede dem ved hovedgærdet og sagde: Dorte, gå ud af værelset nu. Vent til i aften, så hjælper du mig op i seng.
Hvis du undrer dig, så vil jeg give Andreas min kraft, så vi kan vriste ham ud af hænderne på den lede kælling. Må jeg bare overleve, så må vi tage resten derefter.
Tårerne trillede ned ad Dortes kinder, men hun nikkede og gik.
Rigmor tændte lysene, bad en tavs bøn og lagde sig tæt om Andreas som en hønemor med sine kyllinger. Hun vidste ikke, hvor længe det stod på, men vågnede da Dorte rystede hende let. Dorte hjalp hende i seng.
I huset var det stille, mørkt, kun et blidt skær fra olielampen lyste. Rigmor faldt i søvn, tryg ved at have reddet sin nevø.
Næste morgen skinnede solen ind, og duften af friskbagt brød fyldte huset. Dorte puslede allerede rundt.
Hvordan har Andreas det? spurgte hun spændt.
Han vågnede, bad selv om morgenmad, svarede Dorte. Rigmor listede ind og kyssede den endnu halvsovende Andreas på den lyserøde kind.
Jeg bliver her et par dage, sagde hun, og finder ud af, hvordan Karen får så meget magt over børnene.
***
Senere besøgte Rigmor Karen under påskud af at bede om råd. Hun spillede sin rolle fortalte, at hun var sjalu og ville skade en rival. Karen lurede straks, at Rigmor lignede hende mere end de fleste: Vi to er samme slags, sagde Karen. Men du må ikke sige det til nogen! For lidt brød gør jeg det. Du deler det ud til børnene hjemme hos dig.
Hvorfor?
Det rager ikke dig, tænkte Karen og forklarede ikke yderligere.
Vi lægger en død mand på hende, den rival, forklarede hun videre. Jeg har bagt kager, hvor jeg har manet døde ånder ind i hvert stykke. De løfter mit liv og holder mig ung, men de sluger andres kraft.
Rigmor nikkede, tog brødet og gik men i stedet for at dele det ud, krummede hun det op og lod hønsene spise det.
Næste dag, da Dorte kom hjem fra brønden, sagde hun:
Karen er blevet sort i hovedet, har fået rynker som en hundredeårig og skælder enhver ud, der nærmer sig.
Sådan går det, når man fodrer sine onde ånder og pludselig intet har at give dem mere, lo Rigmor. Så slog de sig løs på deres egen værtinde.
Dorte slog korsets tegn og rystede af skræk.
Hun lever da stadig, hviskede Dorte.
Nå ja, du er nu som mor: ville have ondt af en djævel, hvis han brændte sig! Rigmor rystede på hovedet.
Nå, men nu må vi gøre det færdigt. Gå ikke ind i værelset, sagde hun til Dorte, lukkede døren og satte sig for at fælde den endelige dom.
Hun trak gardinerne for, tændte to lys, fiskede en gammel rusten hængelås op af sin taske og begyndte at bede en besværgelse, så Karens kræfter blev låst inde.
Hen imod aftenen gik hun mod Karens hus. Er du hjemme, Karen? spurgte hun.
Inde fra stuen lød svaret: Hvem fanden kommer nu?
Hvorfor dog fanden? spurgte Rigmor og trådte ind.
Nå, det er dig? stønnede hun. Jeg er syg har ikke kræfter til at skændes med dig.
Det er klart det er hårdt at fodre dæmoner, svarede Rigmor koldt. Karen gloede på hende: Det er din skyld, din slyngel de plagede mig hele natten!
Soul? Rigmor grinede. Tror du, du stadig har én?
Og så viste hun den gamle hængelås.
Prøv du bare på noget mere. Fra nu af, hver gang du prøver at bruge din magi, vil du selv smuldre!
Rigmor gik, mens Karen skreg. Men hun vendte ikke om.
***
To måneder gik. Andreas blev hurtigt rask. Karen døde en måned efter af et frygteligt anfald hun havde ingen mad til sine onde ånder, og de gik løs på hende. Rigmor blev nu landsbyens eneste kloge kone hjalp folk og fæ, men brugte aldrig sin magt til ondt. Kunne ikke rigtigt finde en mand måske var hun for sej en nød for de fleste mænd på Sjælland.
Åh, Rigmor, sukkede Dorte, du kunne altså godt slippe lidt af den stolthed, så fik du måske dig en mand og et par poder!
Ja, men uden stolthed og bid var jeg jo aldrig blevet klog kone! lo hun. Og hvis ikke jeg fik børn, så har jeg dog min vidunderlige nevø.
Andreas, nu frisk igen, kom ofte fra landsbyen for at besøge sin tante og overlæsse hende med barnlig, ustyrlig kærlighed.
