Æbler i sneen…
Der boede engang på Udkanten, helt ude ved kanten af den gamle skov, der hvor grankronerne holder himlen oppe og selv om dagen er dunkle af nålene, en mand ved navn Jens Elgaard. Han var af det hårde stof.
Hele sit liv havde han arbejdet som skovfoged, kendte hvert træ i miles omkreds, hver grøft, hver rævegrav, hver vildsvinesti. Hans hænder var store som skovle, grove, sorte af harpiks og årelangt slid det kunne ikke vaskes væk. Og hans hjerte Hjertet virkede udskåret af det samme gamle træ stærkt, tillidsfuldt, men ubøjeligt.
Han boede med sin kone, Bodil, i mere end tredive år to sjæle, én tanke. De var et flot par, solide folk. Man gik tit forbi deres gård en sommeraften og kunne se dem sidde på trappen foran huset. Jens trak stille på harmonikaen, og Bodil sang med, og det lød så rent og naturligt, at man måtte standse op og lytte. Deres hjem var altid velholdt blåmalede vinduesrammer, paleisades bed i blomster, ikke et ukrudtsstrå i køkkenhaven, alt stod nydeligt på række.
Jeg kan tydeligt huske, da de lagde deres æblehave an. Jens gravede hullerne, væltede den sorte fede jord, og Bodil holdt de fine, nyindkøbte træer, redte rødderne forsigtigt ud som hår på et lille barn og mumlede: Vokse nu, små søde, vokse for vores børn. Jens tørrede sveden af panden og smilede det største smil, jeg nogensinde har set ham give. Haven kom til at bugne af blomster hver forår, og om efteråret bugnede træerne med sprøde, saftige æbler, så hele vejen duftede af frugt.
Men Gud tog Bodil hjem alt for tidligt. Sygdom tørrede hende op, som en kvist i heden, på tre måneder var hun væk. Hun forsvandt, stille og roligt, mens hun holdt Jens i hånden under søvnen. Jens blev sort af sorg, men han fældede ikke en tåre det gjaldt ikke. Han bed tænderne sammen, så det knagede, og på en nat blev han hvidhåret som sne.
Tilbage var Jens med deres datter, den yngste, Rigmor. Hun blev hans solstråle. Den eneste der bandt ham til livet, til denne afsides egn. Han forgudede hende, var helt vildt forsigtig med hende dog på sin egen, lidt klodsede facon. Han var streng, tillod ikke slinger, han passede hende for alt også mod den mindste forårsluft. Han frygtede bestemt, at hun også skulle gå fra ham, lige som hendes mor. Denne frygt blev hans forbandelse. Han passede på hende mere og mere, til det blev alt for meget.
Du er mit håb, Rigmor, sagde han tit og strøg hende over håret med sin tunge hånd. Du skal vokse op her, overtage gården, og jeg skal aldrig give slip på dig. Vi klarer os fint her. Verden derude er fyldt med ulve i jakkesæt og folk der altid snyder.
Hun voksede op til at blive den kønneste pige. Tyk gylden fletning ned til livet, øjne blå som Vesterhavet om foråret, præcis som sin far. Og stemmen! Når hun gik ud bag landsbyen og sang en gammel folkevise, blev fuglene tavse, og mændene i høslættet stoppede op og lyttede med åben mund.
Kvinderne græd over hendes sange og mente hun havde fået talentet fra sin mor, bare endnu stærkere. Hun havde fået en særlig gave fra oven. Drømmen for Rigmor var at blive sangerinde, tage til København og læse på musikkonservatoriet. Hun læste nodebøger, lyttede plader så de blev slidte, øvede og øvede.
Men Jens tænkte stadig gammeldags, snedigt og mistroisk på den gamle jyske manér: Hvor man kommer fra, der hører man til. Han frygtede København som man frygter ildebrand i skoven storbyen sluger alt og efterlader intet.
Du kommer ingen vegne! råbte han, så porcelænet klirrede i skabet. Du tager lære som økologisk landmand, og så bliver du gift med Mads fra nabogården han er en god arbejdsom dreng og bygger sit eget sted op. Så føder du børn og lever som alle andre! Skam få den, der tror hun skal optræde på en scene!
Så, på en regnfuld oktoberdag, bristede det hele. Rigmor, som altid havde været stille og pligtopfyldende, gjorde pludselig oprør. Hun pakkede sin papkuffert og gik mod døren. Jens mistede besindelsen. Råbte, trampede og forbandede hende:
Går du, har du igen far! Du er ikke velkommen mere!
Da hun gik ud i regnen og ikke så sig tilbage, greb han øksen og huggede den med al kraft ind i trappetrinet. Træflisen fløj som blod.
Jeg har ingen datter! gispede han ud i mørket. Hun er død!
Tolv år gik. En menneskealder. Vintre gik til forår, børn i byen blev voksne, tog i forsvaret eller giftede sig, nogen fik egne børn. Gården stod ensom tilbage, et monument over fortvivlelse. Æblehaven groede vildt til, grenene flettede sig sammen som bedende hænder. Malingen flænsede af rammerne, trappen var skæv, øksen sad rusten i træet, nu kun en mørnet flænge.
Sidste november kom en meget tidlig kulde. Ingen sne, marken var sort, hård og rungende, og termometeret viste minus femogtyve. Jeg gik sent hjem en aften og kiggede over ingen røg fra Jens skorsten, selvom det burde dampe kraftigt sådan en aften. Noget var helt galt.
Jeg dubletterer lågen den står åben. Gammel Max, hans gamle hund, løfter ikke engang hovedet i hundehuset; han piber bare svagt.
Inde i stuen er der koldere end ude, rå kulde, vandspanden er stivfrossen. Lugten af medicin og uafvasket krop hænger tungt i luften. Jens ligger under skindfrakken, ryster over hele kroppen så sengen gynger. Tænderne klaprer.
Jens! råber jeg. Hvad laver du dog?
Han åbner øjnene, glasagtige og opsvulmede. Kender mig ikke.
Bodil hvisker han, kalder på sin kone. Bodil, jeg fryser Hvor er Rigmor? Syng for mig
Han er halvvejs i vanvid. Lungebetændelse, manden brænder op.
Jeg blev der hele natten, holdt vagt. Fik gang i brændeovnen, lægte op for varmen, gav ham sprøjter. Han vred sig i søvne, krammede hovedpuden, kaldte på sin datter:
Rigmor, kom hjem Gå ikke ud i skoven Jeg slipper dig ikke Undskyld Jeg elskede dig.
Jeg sad der og strikkede strømper og græd over hvor meget kærlighed og smerte denne grovhuggede mand havde stuvet sammen i hjertet, og hvordan han havde fængslet sig selv i den.
Hen ad morgenen gik feberen ned. Han havde svedt alt ud og åbnede øjnene, nu klare, men triste som en hjemløs hund.
Karen, sagde han hæst. Jeg ventede på hende. Hver dag. Hver morgen så jeg ud, hver aften lyttede jeg efter lågeknirk.
Det ved jeg, sagde jeg og rettede dynen. Hun skrev jo også. Postbuddet fortalte mig det.
Skrev hun? Han satte sig op, øjnene blev store. Hvor er brevene? Jeg spærrede jo postkassen inde. Troede hun havde glemt mig!
Jeg har dem, Jens. De blev ikke smidt væk. Vi må hente dem.
Tidligt næste morgen løb jeg på posthuset. Postdamen, Solvej, fandt en kasse med breve. Jeg bragte dem til Jens. Han græd, læste dem skælvende, tårene pletter papiret til. Han kyssede billeder af sine børnebørn og strøg deres ansigter med sine ru fingre.
Børnebørn, Karen Jeg har to
I et brev stod et telefonnummer, men de sidste fire cifre var revet af. Problem, sagde jeg. Vi har adressen, men Odense er stor. At sende brev tager for lang tid, og du går til på ventetiden.
Så kører jeg selv! Jens ville rejse sig op.
Du bliver hvor du er. Vi lever i det 21. århundrede, sagde jeg skarpt.
Jeg gik ned til nabodrengen, Emil. Han var ferm med computere, havde fri fra efterskolen. Jeg bad ham lede på nettet. Han søgte på Rigmor Sørensen Odense. Så fandt han hende på Facebook. Profilbilledet Savner hjemstavnen. Emil skrev: Hej Rigmor, din far er syg, han leder efter dig. Svar venligst snart.
Vi ventede. En time, to. Internettet på landet er usselt, forbindelsen forsvinder konstant. Jens sad ved siden af, kridhvid, og drak en halv flaske hjertemedicin.
Hun svarer ikke, mumlede han. Hun tilgiver mig aldrig. Jeg forbandede hende jo fra mit liv.
Men så ding! Emil råbte: Hun har svaret! Her er hendes mands telefonnummer.
Vi ringer. Langsomt, gråtone i røret. Hjertet hamrer.
En mand tager telefonen med hård stemme. Ja, hvem taler jeg med?
Jens mister ordene. Jeg prikker ham i siden.
Det det er Jens. Rigmors far
Tavshed. Bare åndedrag. Så siger manden bittert:
Nu er du far, hva? Efter ti år.
Giv mig telefonen, Søren! lyder Rigmors stemme, ængstelig.
Allo? hendes stemme, afmålt, næsten kold.
Rigmor gisper Jens. Er du i live
Lang pause. Kun knitren fra mobilen.
Hvorfor ringer du nu? spørger hun. Stemmen bævrer.
Jeg er ved at dø, min pige. Jeg har skyld i alt. Ville bare høre din stemme én gang. Tilgiv mig, hvis du kan.
Hun græd. Ikke højt, men stille og hårdt.
Jeg ved ikke, far Jeg skrev jo så mange breve til ingen verdens nytte. Kan ikke love jeg kan
Jeg beder ikke om det straks, stammede Jens. Bare vid jeg elskede dig, som jeg kunne. Jeg var bare dum.
Vi kommer, sagde hun pludselig, beslutsomt, men uden varme. Jeg kan ikke lade dig dø alene. Vi kommer.
Han lagde røret. Ikke lettelse, kun bekymret ro.
Hun kommer. Måske af pligt. Men tilgive mig? Hvem ved.
Og hvor skal de bo? vrissede Jens. Her er jo kun gamle edderkopper og beskidte gryder skam over for børnebørnene.
Nu rolig, sagde jeg og samlede nabolaget. Vi gjorde hovedrent, vaskede og fejede. Jens gik for sig selv. Hun vil ikke engang kende stedet igen, sagde han.
Så kom dagen. En gammel Volvo rullede op. Ud trådte Rigmor bydame, rank og flot. Børnene og hendes mand Søren fulgte med. Jens stod på trappen, trykkede kasketten mellem hænderne. Rigmor kom hen til lågen. Hun stod længe, så på huset, på trappen hvor øksen engang sad. Man kunne se slaget indeni hende, vreden mod barndommens skuffelse og medfølelse for den krøllede gamle mand.
Jens gik ned fra trappen, vaklende.
Hej, Rigmor.
Hej, far, sagde hun lavt.
Hun gav ham et forsigtigt kram, en anelse stiv. Han holdt vejret, lagde hovedet ind mod kraven af hendes pels, og skælvede.
Hun stod, armene løse, tårerne løb. Ren glæde var det ikke det var smerte over alt det tabte.
De gik indenfor. Stemningen hang tyk. Børnebørnene sad tæt ved faren. Søren betragtede Jens, alvorligt.
De satte sig til bordet. Ingen talte skeerne klirrede bare.
Jens tålte ikke stilheden længere, hældte en snaps op og rejste sig.
Tak fordi I kom. Jeg havde ikke regnet med det. Søren, Rigmor jeg har forbandet mit liv uden jer.
Søren så på ham, så på sin kone, så hun rystede.
Lad fortiden ligge, Jens, sagde han fast. Vi er her, fordi Rigmor aldrig havde ro i sindet. Hun er god, din pige. Al for god. Skal vi ikke skåle for mødet?
Og netop da spurgte yngstebarnet, lille Mads, klart: Morfar, hvor er øksen på trappen? Mor siger du huggede…
Rigmor hvislede: Mads! Spis.
Men Jens smilte trist: Den er rådnet væk, lille ven. Og min vrede er også død. I morgen viser jeg dig skoven, den levende.
Isen smeltede langsomt. Tre dage gik, de lærte hinanden at kende på ny. Jens forsøgte at hjælpe, men var bange for at sige for meget.
Tredje aften kom Rigmor over i lægehuset.
Tante Karen, sagde hun, øjnene røde. Har du noget for hjertet? Jeg har ondt.
Jeg lavede myntete.
Svært at slippe vreden?
Ja… Jeg ser på ham gammel, lille, hjælpeløst og jeg får ondt af ham. Men tænker jeg på den regn, på hans råb… så gør det ondt. Jeg rejste herop fast besluttet på at sige ham sandheden hvordan jeg sultede, hvordan jeg græd, da min datter blev født uden nogen at fejre det
Og gjorde du det?
Nej, sukkede hun. Hans skælvende hænder Han har straffet sig selv værre, end jeg nogensinde kunne. Han har selv bygget sit fængsel. Hvad er der ved at sparke til en mand, der allerede ligger ned?
Det er klogskab, Rigmor, sagde jeg. Tilgive betyder ikke at glemme. Det betyder at have medfølelse. Han gjorde ikke ondt med vilje, men fordi han var bange. Han elskede dig, men på sin egen klodsede måde.
Rigmor nikkede, drak teen.
I dag varmede han hjemmesko til min pige i ovnen, ligesom han gjorde med mig. Da jeg så det, lettede det lidt. Vi må prøve at leve videre for børnenes skyld. Måske heler såret en dag.
De tog hjem en uge senere, men lovede at komme igen til sommer. Og de gjorde det.
Til sommer var Jens forvandlet. Ikke længere den frygtsomme gamle, men en stolt mand. Haven fik han ordnet, og miraklet skete: de gamle æbletræer, der havde stået døde, blomstrede pludselig op, dækkede hele gården med hvide skyer.
En dag gik jeg forbi: der sad de på trappen Jens og Rigmor, skulder ved skulder, nøjes med stilheden og så solen gå ned. Barnebarnet flettede blomsterkranse på græsset.
Jens vinkede og smilte roligt.
Rigmor smilte til mig. Der var sorg, men ingen vrede mere.
Karen! råbte Jens. Kom ind og få et glas æblemarmelade! Rigmor har kogt, det er klart som rav!
Vi sad på verandaen og drak te, og det duftede af gammelt pigeæble, sommer og fred.
Man siger, man kan lime en knust kop sammen igen. Revnen bliver, ja men man kan stadig drikke af den. Og teen kan endda smage bedre, for den bliver passet bedre end en ny.
Livet er kort, som en dansk vinterdag. Før man aner det, er det skumring og nat. Vi tænker: Jeg skal nok nå det, jeg tilgiver senere, jeg ringer næste uge, jeg kommer til jul. Men det senere kommer måske aldrig. Et hus kan bliver koldt, telefoner tavse for bestandig, og postkassen forbliver tom.
