Fredag, 19. april
Tvillinger?! Det fløj bare ud af munden på Helle Larsen.
Hun forsøgte virkelig at skjule sin utilfredshed, men hun var aldrig god til at gøre gode miner til slet spil. Jeg var alt for vant til, at min svigermor ikke havde meget ægte varme at byde på. Hun havde aldrig rigtigt kunnet lide mig, mente altid, at jeg slet ikke var god nok til hendes søn. Omvendt sagde folk altid, at det nok snarere var Mads, min mand, der var en smule simpel i forhold til mig.
Selv var jeg sød og veluddannet, havde færdiggjort økonomiuddannelsen som 23-årig og havde fået et godt job i administrationen på en privatklinik. Jeg kommer ganske vist fra en mindre by på Fyn, men min far ledede en lokal fabrik, og min mor underviste på universitetet. Det var ikke fair at se mig som en uopdragen kvinde med korte horisonter. Men Helle Larsen ville ikke se det jeg var og blev for hende den jævne pige, der blev gift med hendes søn.
Nå, tillykke da! Sikke en glæde! Dobbelt op, ikke? mumlede hun bare akavet.
Men delt i min glæde blev hun ikke. Min graviditet var alt andet end nem, lægerne satte mig på sygemelding flere gange, først fordi de frygtede en spontan abort, senere for at undgå tidlig fødsel. Jeg havde lange perioder, hvor jeg lå på hospitalet for at beskytte sættet i maven. Hvis Mads var forbi næsten hver dag, boede hans mor blot to busstoppesteder fra sygehuset men hun kom aldrig.
Hun dukkede heller ikke op, da vi hentede pigerne hjem fra hospitalet. Lige meget, hvor meget Mads spurgte og bad hende, kom hun ikke forbi de første seks uger.
Det er ikke sikkert! Man vil jo ikke slæbe noget smitte med! Nej, først når de er stærkere!
Presset op ad frysedisken i Netto rendte jeg ind i hende for første gang, da pigerne var tre måneder. Helle trak sit stive smil frem og spurgte igennem sammenbidte læber:
Nå, hvordan går det så med jer piger?
Vi får luft! Vi er ude og gå hver dag. Barnevognen er stor, men sådan er det jo, sagde jeg og smilede oprigtigt.
Hun nikkede hurtigt og så ud til at ville forsvinde, men så fik hun øje på en gammel veninde, Birthe Petersen. Birthe gik direkte hen til Helle og mig.
Hej Helle! Er det dine børnebørn?!
Ja, Birthe, det er mit guld!
Jeg hilste pænt på Birthe. Hun var den snakkende type.
To på én gang! Katrine, hvordan kunne du klare det? Du ser jo så spinkel ud!
Katrine er en sand helt! bekræftede Helle hurtigt.
Jeg blev helt forvirret over at se hende slå om. Lige før kunne hun ikke komme hurtigt nok væk, nu spillede hun rollen som den stolte bedstemor.
Så snakkede Helle og Birthe løs. Helle fortalte om min graviditet, hvor flot jeg havde klaret det, og hvordan hun selv havde hjulpet til “så godt hun kunne”. Jeg hørte ting om mit eget liv, jeg slet ikke kendte til. Endelig huskede Birthe, hun havde travlt, og gik videre.
Helle ventede et halvt minut. Da Birthe var ude af syne, forsvandt det glade smil. Kort farvel og væk var hun.
Senere fortalte jeg Mads om mødet. Han trak bare på skuldrene:
Katrine, det er sådan, min mor altid har været! Da jeg var lille, sagde hun også, hun brugte aftenerne på at hjælpe med lektier men i virkeligheden satte hun sig altid foran fjernsynet. Eller hun påstod, hun gik to-tre timer med min søster på legeplads, men i virkeligheden ordnede hun negle eller hår, og jeg så efter lillesøster Du må ikke tage det ind. Virkelig!
Jeg har hørt de historier tusind gange før, men alligevel bliver jeg overrasket, når jeg selv står midt i situationen.
***
Der gik år, uden at noget ændrede sig mellem Helle og os. Men så skete det, at hun gled, da hun stødte ud af en taxa, og brækkede benet. Nu kom en lys idé til hende.
Jeg må altså bo hos jer en tid, meldte hun bare ud.
Vi så på hinanden, Mads og jeg. Vi vidste allerede, hvad det betød. Men sige nej det kunne vi heller ikke.
Vores hjem blev forvandlet. Vi måtte flytte ind på pigernes værelse, mens Helle overtog soveværelset. Hun blev vores tredje barn: der skulle laves mad til hende, ryddes op efter hende, hjælpes med bad og naturligvis skulle hun have handlet ind til sig selv hver dag.
Pigerne var da 2½ år, jeg var netop begyndt på nedsat tid på arbejde, så de var nu i børnehave. Hver morgen var en kamp skrig, tårer og små hænder der klamrede sig fast i dynen, hver gang vi prøvede at få dem op.
En morgen, netop som vi var ved at gå, ringede Helle fra soveværelset:
Mads?! Hvorfor ringer du, du er jo lige ved siden af?
Jeg kan ikke komme op, mit ben er jo brækket
Mor, du har en krykke
Hold nu op, Mads! Jeg skal ikke op for at sige det her!
Mor, hvad så?
Jeg kan slet ikke holde jeres larm ud hver morgen. Jeg kan ikke sove, når I stormer rundt, og ungerne skriger jo konstant!
Mads blev rød i hovedet, tog fat i døren og råbte:
Vil du have nattero, så kan vi da bare lade pigerne blive hos dig?!
Der blev helt stille. Helle pakkede inden længe sit habengut og flyttede uden at vente på, at gipsen kom af. Mads var ikke ked af det, men jeg blev ramt af dårlig samvittighed. Måske var jeg for hård; det føltes i hvert fald svært.
***
Fredagene er mine yndlingsdage. Jeg arbejder kun til middag, henter pigerne, og så forkæler vi os selv med lidt godt og en film på gulvet. Sådan havde vi det denne fredag. Men midt i al hyggen ringede det på døren.
Det var Helle. I hånden havde hun sin datters dreng, Emil.
Katrine, jeg har Emil med i dag men jeg skal virkelig lige ordne noget vigtigt. Kan I ikke lige have ham i halvanden time?
Jeg var lidt overrasket, men Emil var kun et halvt år yngre end pigerne og altid nem at have. Så jeg satte mig ned ved ham.
Emil, har du lyst til at være lidt sammen med os?
Han nikkede og smilede forsigtigt. Da jeg så op, var Helle allerede ved elevatoren.
Hvornår henter du ham?
Max to timer!
Ingen farvel, hverken til mig eller til Emil.
***
Mads kom hjem kl. 19. Da han så Emil ved bordet, spurgte han:
Hej med dig! Hvor er mor henne?
Emil smilte genert til sin onkel, jeg sukkede tungt. Jeg havde ikke lyst til at være årsag til familiekonflikt. Men hvad skulle jeg gøre?
Det var din mor, der kom med ham Han skulle bare være her et par timer. Det er snart fem timer siden.
Mads så på mig, og jeg følte et stik af skyld.
Og hvad med Signe? Ved hun, at Emil er her?
Jeg skrev ikke til hende Jeg ville ikke “stikke” din mor. Signe betroede trods alt hende Emil.
Mads blev vred.
Katrine, du er for god men det her er ikke okay! Sagde min mor, hvor hun skulle hen?
Jeg rystede på hovedet. Han ringede til Signe og fortalte, hvor Emil var, og hun kom straks for at hente ham.
***
Klokken var næsten halv ni. Børnene legede på værelset, Signe, Mads og jeg satte os i køkkenet.
Skal vi virkelig bare vente på hende? Børnene burde jo i seng
Katrine, én aften klarer de nok lidt sent. Nu skal vi have styr på mor.
Netop som Mads sagde det, ringede det på døren. Jeg åbnede.
Så, nu tager jeg Emil, sagde Helle hurtigt.
Jeg sank en klump. Signe og Mads kom ud i entreen.
Mor, hvordan kan du dog gøre sådan noget?
Hvad bilder I jer ind at tale sådan til jeres mor?!
Mor, du havde ansvar for Emil! Ikke Katrine Hvor var du overhovedet?
Helle begyndte at trække på skuldrene.
Ej, hvad betyder det? Katrine har jo to i forvejen, hun har da styr på børn! Jeg havde travlt!
Mads trådte helt tæt på:
Mor! Hvad mener du med dét? Hvordan kan du bare regne med, at Katrine altid tager slæbet? Spurgte du overhovedet om lov?
Nå, behøver jeg virkelig det?
Signe kunne ikke lade være med at fnise tørt:
Tænk, mor havde længere hår i morges, nu er det nyklippet. Og neglelakken var rød nu er den lyserød. Mon ikke frisør, så neglesalon?
Helle blev lidt rød i hovedet, men havde ikke noget svar.
Skammer du dig slet ikke? gentog Mads.
Hun tav bare kiggede på os alle tre.
Det er aldrig dig, der hjælper, mor. Du sætter dig kun på sidelinjen, sagde Signe.
Helle pustede sig op. Hun ville ikke ydmyges.
Årh, Mads. Katrine har jo altid været en ligegyldighed ude fra provinsen! Hun bliver aldrig en rigtig én af os.
Sekundet efter rungede det i lejligheden:
Ud! lød det fra Mads, og han tog fat i hendes arm og førte hende ud af døren. Han lukkede døren hårdt, pustede tungt ud og så hans Katrine med tårer ned ad kinderne. Han og Signe satte sig straks og trøstede.
Det gjorde ondt, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at Helle heller ikke satte pris på sine egne børn det var jo ikke kun mit problem. Jeg vil altid gerne gøre et godt indtryk, men måske er nogle mennesker bare umulige at gøre tilfredse.
Siden den dag forsvandt forholdet til Helle næsten fuldstændig. Mads og Signe hjalp hende lidt, hvor det var strengt nødvendigt, men hun blev aldrig rigtig involveret i børnebørnenes liv. Hun bar nag til os længe, men da instinktet for at følge med i de voksnes verden blev for stærkt, lagde hun sig fladt ned. Alligevel hjalp hun aldrig med børnene.
En enkelt gang så jeg hende lægge et billede op på Facebook af alle tre børnebørn med teksten: “Tillykke med Bedsteforældrenes Dag til alle, der selv har opdraget børnebørnene!” Jeg kunne ikke andet end smile skævt, og senere på aftenen rasede Mads og Signe over deres mors selvbedrag. Jeg burde måske ikke grine af deres kommentarer men jeg kunne slet ikke lade være.
