En dag tog jeg en hjemløs hvalp med på arbejde… Sådan gik det til. Jeg fandt hvalpen fem minutter før arbejdstid – en beskidt, lille blandingshund. Jeg gemte den i hjørnet af kontoret, men hvalpen blev ved med at kravle frem og pibe. Til sidst så alle mine kolleger den. …og så begyndte folks masker at falde for mine fødder. Her er den evigt venlige og snakkesalige sekretær, Marina Sørensen. Ung, grinende og altid perfekt sminket. Hendes ansigt forvred sig mærkeligt, da hun så den snavsede hvalp: “Erik Kristensen! Du er da slet ikke sart, hva’? Nu har du svinet hele kontoret til…”. Hendes farverige, venlige maske gik i tusind stykker, ikke langt fra den logrende, beskidte hvalp. Her er rengøringsdamen, fru Nina Pedersen. Evigt træt, sur og altid lidt gnaven på alle. Pludselig bredte der sig et smil over hendes rynkede ansigt: “Nå, hvem har vi så her med halen? Erik Kristensen, er det en gæst til møde eller et privat ærinde?”. Ved mine fødder lå hendes sammenkrøllede, vrede maske, og jeg så et varmt, omsorgsfuldt menneske. Og her er min kollega, Søren Hansen. Altid hjælpsom, smilende og venlig overfor alle. Han deler gerne en joke og griner af dine. Den dag trådte han dog ikke over dørtærsklen: “Hjemløse dyr – det er bare snavs og sygdomme,” udbrød han med et fornærmet ansigt. Ved døren lå hans beskidte, tynde maske af smilende hykleri. Men mest overrasket blev jeg over min chef, Poul Sørensen… Altid streng, utilfreds og ikke meget for snak. Han sagde bare med det samme: “Ja, Erik Kristensen… du skal nok tage fri i dag. Tag nu bare den lille fyr med hjem – der er vigtigere ting end arbejde. Men altså… pas nu på ham – det er jo et levende væsen.” Så tog han genert sin hårde chefmaske af, smilede forsigtigt til os, og forsvandt ud ad døren. …ved mine fødder lå masker fra de mennesker, jeg havde talt med hver eneste dag gennem mange år. Og pludselig gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig kendte dem.

Du skal lige høre, hvad der skete forleden. Jeg kom til at tage en hjemløs hvalp med på arbejde Det var egentlig ikke meningen, men sådan endte det. Fem minutter før arbejdstid fandt jeg den lille fyr snavset og pjaltet, en rigtig blandingshund, helt tydeligt. Jeg gemte ham i et hjørne af kontoret og håbede, at ingen ville opdage ham. Men den stædige lille krabat blev bare ved med at kravle frem og pibe, så det varede ikke længe, før alle kollegerne havde fået øje på ham.

Og pludselig røg de menneskelige masker til jorden.

Se, her har vi sekretæren, Bodil Kristensen. Hun er så venlig og snakkesalig, altid glad og hjælpsom. Da hun så den beskidte hvalp, krympede det sødt sminkede ansigt sig lidt: Ej, Jens Mikkelsen! Er du slet ikke sart? Du slæber jo mudder og møg ind på kontoret Hun fik ligesom smidt sin glade facade, ikke langt fra hvor den lille logrende bandit stod og var lykkelig over at være tæt på mennesker.

Og så er der rengøringsdamen, Inger Madsen. En ældre dame, altid lidt mopset og konstant træt. Men pludselig bredte der sig et kæmpe smil over hendes rynkede ansigt: Nåå, hvem har vi dog her med den store hale? Er det arbejdsrelateret besøg eller er det noget personligt, Jens Mikkelsen? Hendes sure maske lå krøllet ved mine fødder, og jeg så et venligt og kærligt menneske bagved.

Min kollega Anders Petersen er også værd at nævne. Altid klar med et smil og en frisk bemærkning og elsker en god historie. Men den dag tog han ikke et skridt længere ind på kontoret. Han rynkede straks panden og sagde, at gadedyr kun bringer snavs og sygdomme ind. Hans flinke maske lå som en halvtør serviet udenfor døren til mit kontor.

Dog var det faktisk chefen, Poul Andersen, der overraskede mig mest. Han er ellers den der kontante type, altid lidt utilfreds, og man kan ikke lige snakke af med ham. Men uden tøven sagde han: Ja, Jens, det ser ud til, du må tage en fridag i dag Tag nu den bette fyr med hjem. Der er trods alt ting, der er vigtigere end arbejde. Og du du smider altså ikke bare hvalpen ud, vel? Det er trods alt et levende væsen Så trak han sig lidt genert tilbage og gemte chefmasken væk og vi vinkede efter ham, hvalpen og jeg.

Så der stod jeg omgivet af alle de masker, som folk ifører sig dem jeg har set hver eneste arbejdsdag i årevis Og pludselig gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste om de mennesker, jeg troede, jeg kendte så godt.