Du ved godt, nogle historier er så absurde, at man næsten ikke tror på dem, før de faktisk sker for én selv? Sådan var det for mig. Jeg fandt ud af, at min eksmand var mig utro… fordi han begyndte at feje fortovet. Ja, jeg ved godt, det lyder skørt, og man skulle tro, at jeg overdriver, men sådan gik det altså til.
Han hed Anders, og han var elektriker og arbejdede hjemmefra det meste af tiden. Han havde værksted i garagen, hvor han rodede med ledninger, værktøj og kunder dagen lang. Husarbejde havde aldrig lige været hans kop te. Ikke fordi han var doven eller noget, men det interesserede ham bare ikke. Hvis han havde lidt fritid, brugte han den altid på at slappe af: se lidt fjernsyn, måske få sig en øl sammen med vennerne, eller stå ved grillen en sommeraften. Stille og roligt. Han var ikke typen, der elskede at feste eller skabe drama. Alt var, på overfladen, meget nede på jorden.
Vores vej i den lille by udenfor Odense var gruset og bred, med store gamle kastanjetræer på begge sider. Man kunne næsten ikke undgå blade, støv og mudder overalt, især om efteråret. Det med at feje fortovet var nærmest en daglig opgave, og det var altså altid mig, der tog den tjans tidligt om morgenen, mens jeg gjorde morgenmad klar.
Men så en dag flyttede en ny kvinde ind i nabohuset. Der var ikke rigtig noget særligt over det det hus var tit til leje, og folk kom og gik. Efter et par måneder begyndte Anders pludselig at sige sådan noget som:
Nej, lad mig bare tage fortovet i dag.
Jeg syntes, det var sødt i starten. Jeg brugte tiden på at tage opvasken eller gøre badeværelset rent, for jeg stolede helt på ham.
Men det begyndte at ske hver eneste dag.
Og altid klokken syv. Præcis.
Jeg bemærkede det, for normalt havde han aldrig faste tidspunkter til noget, undtagen arbejdet.
En morgen blev jeg alligevel lidt nysgerrig og kiggede ud af vinduet.
Der stod han så med kosten men uden at gøre noget. Han snakkede uanfægtet, smilede. Overfor ham stod den nye nabo, Sofie. Først tænkte jeg, det bare var et tilfælde. Men dagen efter så jeg det igen. Og dagen efter igen. Hver eneste gang de tilfældigvis mødtes udenfor på slaget syv.
Det begyndte at gentage sig, og jeg lagde mærke til mere. En lørdag aften sagde han, at han skulle ud og have en øl med drengene. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil jeg så Sofie gå udenfor nøjagtig samtidig:
Hej, Anders! Hav en god aften, råbte hun.
Han svarede kækt, og hun tilføjede:
Ej, hvor pudsigt, jeg skal også samme vej.
Og så gik de ellers sammen ned ad vejen.
Ugen efter forklarede han, at han skulle ud at spille fodbold noget, han ellers næsten aldrig gad. Ganske få minutter efter gik Sofie også ud, snakkede i sin mobil og gik nøjagtig samme retning.
Jeg havde ingen beviser. Ikke en sms, ikke et billede. Intet. Bare et mønster. Tidsrum, rutiner og de der tilfældigheder, som ikke længere var tilfældigheder.
En dag kunne jeg ikke lade være længere. Jeg sagde til ham, helt ærligt og direkte:
Anders, jeg ved godt du er sammen med Sofie.
Han så helt overrasket ud, benægtede det først. Men jeg svarede bare:
Jeg har set jer. Hver dag. Du kan ikke lyve for mig.
Så blev han stille. Kiggede ned. Og sagde ligeud:
Ja. Det er rigtigt. Jeg er forelsket i hende.
Så skreg jeg bare til ham, at han skulle pakke sine ting og skride ud af huset. Vi havde jo ikke børn, så der var ikke så meget at forhandle om. Og det mest tragiske eller komiske, måske var, at han flyttede direkte hen til hende, lige ved siden af.
De blev dog ikke der ret længe. Måske et par måneder, og så forsvandt de bare fra byen. Ingen anede hvorfor eller hvorhen. Efter det hørte jeg aldrig mere fra dem. Selvfølgelig blev der snakket på vejen, både naboer og familie sludrede, men jeg havde bare ikke lyst til at høre mere.
