IKKE DEN RIGTIGE ANDERS Lille Lærke stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang. – Nå, Knap, – sagde hun til sin lille hund, – de her eller dem der? Knap gabbede. – Tak for støtten. Hun så på uret. Stadig en halv time endnu. Hun var mærkeligt nervøs. Normalt følte hun sig selvsikker – beundrerne sværmede altid om hende. Men nu… – Fjollet, – besluttede hun og gav sig selv et sidste blik i spejlet. – Du er den bedste! Måske skyldtes det, at hun endnu ikke havde mødt Anders? Tre uger med telefonsamtaler – men endnu ingen møde. Tre uger, og aldrig var det lykkedes hende at snakke ham ned, tænkte hun overrasket og smilede for sig selv. Lærke sukkede og greb tasken. Det var tid. TRE UGER TIDLIGERE – Gud, hvornår flytter du endelig hjemmefra og bliver gift? – sukkede hendes far, overlæge på Rigshospitalet, under aftensmaden. Han var lige kommet hjem efter mange timers operation og havde håbet på en stille aften med en bog af Peter Høeg. Men Lærke havde i en halv time snakket uafbrudt om dansk og udenlandsk science fiction. – Far, du har jo selv sagt, at Strunge er toppen… – Ja, men kan vi tage den en anden dag? Lige nu har jeg brug for ro. Lærke blev fornærmet og tav – hele tre minutter. – Apropos det med at blive gift, – sagde far pludselig. – Kan du huske overlægen, Hr. Spektor, fra klinikken hvor jeg arbejdede lidt engang? – Ja, og? – Han har en søn. Meget ordentlig fyr, siger de. Han bad om dit nummer – så I kunne mødes. Jeg sagde det var ok. Lærke trak på skuldrene. Alle de arrangerede møder var så gammeldags. Og det var da kun for gamle ungmøer og nørder – ikke for hende. Men sige far imod turde hun ikke. FØRSTE OPKALD “Den ordentlige fyr” ventede et par dage, så ringede han. – Hej, det er Anders. Sagde din far ikke det? – Jo, – svarede Lærke tørt, men med let interesse. Behagelig stemme. – Min far har talt meget godt om dig. Sagde du var… noget særligt. – Tjoh, – lo hun, – bare en ganske almindelig medicinstuderende. Andet år, børnelæge. Og du? – Første. Skal være kirurg… Nå, det forklarede lidt stolthed i stemmen. De snakkede en time. Så to. Så – hver dag. Anders fortalte om katten Maria, om sin kærlighed til science fiction og om bekymringer for sin figur – var han mon for tynd, for bleg, for træt? Lærke lyttede, men tænkte nogle gange: Den rolle er faktisk min. Hun havde svært ved ikke at sige: “Slap nu bare af, Anders.” Selvom han ikke brød sig om kælenavnet. Men bortset fra småting, så kunne hun egentlig lide ham. MØDET VED NØRREPORT De blev enige om at mødes. På Nørreport Station. I biografen – og så videre til Paradis Is på Strøget. Resten måtte tiden vise. Lærke sprang ud af toget og kiggede sig rundt. Menneskemylder. Larm. Den særlige duft af metroen. Og dér var han – høj, pæn, med en buket roser i hånden. Han ventede utålmodigt ved en søjle og kiggede efter hvert tog. Hun gik hen til ham: – Anders? Fyren gispede og så forvirret på hende: – Undskyld, er du… – Lærke, – sagde hun bestemt og rakte hånden frem – til et håndtryk eller et kindkys? Blæst bagover af min skønhed, tænkte hun smilende. Han var gået over til at sige De… Fyren stod stille. – Lærke? – gentog han usikkert. – Men jeg… – Kom! – sagde hun og tog fat i ærmet på ham. – Vi skal nå at hente billetterne! – Vent, jeg skulle lige sige… – Det snakker vi om senere! – og hun trak ham gennem menneskemylderet. Han så sig tilbage mod perronen, som om han ledte efter nogen, men hun havde ham allerede med i strømmen. Buket roser i hånden stadig. Han så på blomsterne, så på hende – og gav op. – Okay, – sagde han lavmælt. – Vi går. BIOGRAF OG CAFÉ Filmen var god. Lærke bemærkede stilen i hans jakke, det hjemmehæklede halstørklæde, han bar med stolthed. Dejlig duft af fransk parfume. Is med karamel i Paradis. Og deres meninger matchede næsten i alt. Altså, det var mest hende, der talte, mens han lyttede – med varme, brune øjne, nik og samtykke. Indimellem lagde han roligt sin store hånd over hendes lille, gestikulerende hånd. Så maskulint og charmerende! – Ved du hvad… – sagde han, da de gik på Strøget om aftenen, – du er bare så… – han tøvede. – Så hvad? – spurgte hun. – Levende. Ukompliceret. Hun sendte ham sit skønneste smil. Hun var blevet forelsket. TRE MÅNEDER SENERE Romancen udviklede sig hurtigt. De mødtes næsten dagligt og ringede flere gange hver dag. Efter tre måneder sagde Anders, at han elskede Lærke, ikke kunne leve uden hende og ville giftes. Hun lod som om hun tøvede, men sagde straks ja. – Du må snart møde mine forældre, – sagde han. – Hellere vente lidt, – blev hun nervøs. Hendes familie var kræsen med bejlere, især farmor. Ingen var gode nok til hendes dyrebare barnebarn, og far og mor bakkede op. Men hun ville ikke give slip på Anders. Heller ikke med hans forældre havde hun travlt. FAR’S FØDSELSDAG Så kom muligheden et par uger senere. Far besluttede at fejre sin 55 års fødselsdag og samlede familie og gæster. Lærke sagde hemmelighedsfuldt, at hun havde en at præsentere. Gæsterne var næsten alle samlet, da hun lukkede Anders ind – med en buket nelliker og en flaske fransk cognac. – Far, må jeg præsentere… – begyndte hun højtideligt, lidt nervøs. Telefonen ringede. – Vent lidt, jeg skal lige tage den, – sagde far og løb. Han kom tilbage forpustet: – Det var Spektor – han ville lige finde vej fra metroen. Jeg er så glad for, at han kommer! For jeg troede han blev skuffet, da du ikke kom på date med hans søn! Lærke stivnede. – Ikke kom?! Far så forbløffet på hende: – Ja. Han ringede – sagde hans søn ventede på dig ved Nørreport i to timer. Med blomster. Du dukkede aldrig op. Lærke vendte sig langsomt mod Anders. Han stod ved døren – bleg, med nelliker – og kiggede skyldbetynget på hende. – Vi er lige tilbage, – hvæsede hun til sin far. Hun hev Anders med ind på værelset. SANHEDEN Lærke lukkede døren. Så på ham. – Vent… hvad betyder “du kom ikke”? Anders sagde intet. – Du er ikke Anders Spektor? Han rystede på hovedet. – Nej, – sagde han stille. – Jeg er Anders Søholm. En ven satte mig op med en pige… Nadja. Jeg ventede på hende ved Nørreport. Så kom du – og… – Jeg tog dig bare med, – konstaterede Lærke. De stod tavse. – Jeg forsøgte at forklare, – sagde han. – Allerede første dag. På vej til biografen. Men du lyttede ikke. – Jeg lytter aldrig, – svarede hun, – det er mit talent. Knap peb ved døren. Lærke satte sig på sengen. – Hvad gør vi nu? Anders så længe og alvorligt på hende. Så satte han sig på knæ: – Det er ligegyldigt, hvordan vi mødte hinanden – tilfældigt eller arrangeret af forældre. – Jeg elsker dig og vil have du bliver min kone. Ægte – uden forbytning. Lærke smilede lettet. – Fint. Så må du hilse på familien. Men bare så du ved det – vi er komplicerede. – Det er min også. Især den kat. – Det klarer vi sammen! De gik ud i stuen. Der var gæster – og netop ankommet, overlæge Spektor med sin søn. Høj. Flot. Med en buket roser. Lærke kiggede på den rigtige Anders Spektor. Så på sin Anders, bleg af nervøsitet med nellikerne. Nej, tænkte hun. Ikke den rigtige. Og grinede endelig ægte. – Far, – sagde hun, – jeg har en lang nyhed til dig.

IKKE DEN RIGTIGE ANDERS

Kirstine stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang.
Nå, Mille, sagde hun til sin lille hund, dem her eller de andre?
Mille gispede og lagde sig igen.
Tak for opbakningen.
Kirstine kiggede på sit armbåndsur. Der var stadig en halv time til.
Hun følte en særlig uro. Normalt var hun helt rolig, mænd kredsede selvfølgeligt om hende. Men nu
Pjat, besluttede hun, mens hun gav sig selv et sidste vurderende blik i spejlet. Du er den bedste!
Måske var det det, at hun endnu ikke havde set Anders i virkeligheden? Tre uger med samtaler over telefon, men ingen møder.
Tre uger, og jeg har ikke formået at snakke ham ned endnu, tænkte hun med et skævt smil.
Hun sukkede, greb sin lille håndtaske og drog vejret dybt. Nu var det tid.

TRE UGER TIDLIGERE

Mon du dog nogensinde bliver gift og flytter hjemmefra, sukkede faren, overlægen, under aftensmaden.
Han var lige kommet hjem efter mange timers operation, håbede på ro med en gammel bog af Klaus Rifbjerg.
Men Kirstine sladrede uafbrudt om dansk og udenlandsk science fiction.
Far, du har selv sagt, at science fiction er toppen
Det har jeg, men kan vi tage det en anden dag? Nu vil jeg bare have stilhed i huset.
Hun blev fornærmet og tav i hele tre minutter.
For resten, om det dér med bryllup, sagde han pludselig. Kan du huske overlæge Møller fra hospitalet, hvor jeg ekstraarbejder?
Ja?
Han har en søn. Han skulle være særdeles ordentlig. Møller bad om dit nummer for at I kunne mødes. Jeg sagde ja.
Kirstine trak på skuldrene.
Alle disse arrangerede møder var for gammeldags. Det var for piger, der ikke kunne finde nogen selv hvad skulle hun dog med det?
Men hun nægtede ikke sin fars velmenende initiativ.

DET FØRSTE OPKALD

Den ordentlige unge mand ventede et par dage, så ringede han.
Hallo?
Hej Det er Anders. Din far har vel nævnt mig?
Ja, svarede Kirstine lidt tørt, men med voksende interesse. Stemmen var behagelig.
Min far har kun haft ros til dig. Sagde, du var noget helt særligt.
Ved nu ikke, grinede hun. Jeg er bare en almindelig medicinstuderende på andet år, på børnelinjen. Og du?
Jeg er på første, vil være kirurg
Det gav mening han lød lidt selvsikker.
De talte sammen en time.
Så to.
Derefter hver dag.
Anders fortalte om sin kat, Vibse, om sin lidenskab for fantasy, om tvivlen på egen krop var han for ranglet, for bleg, for uoplagt?
Kirstine lyttede, skævede undertiden til sig selv:
Det plejer at være min rolle.
Og det var svært ikke at bryde ind: Anders, slap nu bare af. Men han brød sig slet ikke om smæknavnet Anders.
Hvis man så bort fra småting, kunne hun rigtig godt lide ham.

MØDET PÅ NORREPORT

Endelig blev de enige om at mødes.
På Nørreport.
I biografen for at se en ny film, bagefter is i Café Frost på Vesterbrogade.
Hvad siden skete, måtte tiden vise.

Kirstine sprang ud af S-toget og kiggede sig omkring.
Menneskemængde. Larm. Den særlige duft af metro.

Og dér stod han høj, køn, med en buket røde roser i hånden.
Han ventede utålmodigt ved en søjle, holdt øje med hvert tog.
Hun gik målrettet hen imod ham:
Anders?
Den unge mand fór sammen, kiggede forvirret.
Undskyld, er du?
Kirstine, sagde hun skarpt, rakte hånden frem til håndtryk? Til kys?
Han blev stum af overvældelse, var igen på De.
Han stod stiv.
Kirstine? spurgte han usikkert. Men jeg
Kom nu! tog hun ham i ærmet. Vi skal nå at hente billetterne!
Vent, jeg ville lige sige
Vi taler senere! svarede hun bestemt og trak ham med ud i menneskemylderet.
Han kiggede sig tilbage som om han lette efter nogen, men Kirstine havde allerede suget ham ind blandt folk.
Roserne var stadig i hans hånd.
Han kiggede på blomsterne, så på hende og overgav sig.
Nå, mumlede han, lad os gå.

FILM OG CAFE

Filmen faldt i god jord.
Kirstine bemærkede det smarte frakkevalg og tørklædet han bar tydeligvis hjemmestrikket af mor, han var synligt stolt af det.
En rar duft af fransk parfume om ham.
Lækker gammeldags isvaffel med et sprødt låg i Café Frost.
Og at de næsten altid mente det samme om alting.
Eller det vil sige, det var mest Kirstine, der talte, og han nikkede, indforstået, med glimt i øjnene.
Indimellem lagde han sin varme hånd oven på hendes lille vifter, og det var så trygt og mandigt!
Ved du hvad, sagde han, mens de gik ned ad Strøget, du er sådan han blev lidt tavs.
Hvad? spurgte hun, lidt skeptisk.
Levende. Ægte.
Hun kvitterede med sit mest forførende smil.
Hun var forelsket.

TRE MÅNEDER SENERE

Forholdet udviklede sig hurtigt.
De sås næsten dagligt og ringede til hinanden flere gange. Gik det anlys, var det blevet oftere, men smartphones fandtes ikke dengang.
Tre måneder senere bekendte Anders, at han elskede Kirstine, og ville giftes med hende.
Kirstine lod som om hun behøvede betænkningstid, men sagde glad ja efter ti minutter.
Vi må nok hellere præsentere dig for mine forældre, sagde han.
Lad os vente lidt, sagde hun hastigt.
Familien, særligt farmor, var meget kræsne med potentielle svigersønner.
Ingen var god nok til deres kære Kirstine, og far og mor bakkede farmor op.
Afskedige Anders ville hun dog ikke.
Hun skyndte sig heller ikke at lære hans forældre at kende, i tilfælde af at nogen sladrede tværs over bordet.

FADERENS FØDSELSDAG

Chancen kom efter et par uger.
Faren, ikke vild med store selskaber, valgte dog at fejre sin 55-års fødselsdag og inviterede gæster.
Kirstine annoncerede hemmelighedsfuldt, at hun ikke kom alene.
Gæsterne var næsten på plads, da hun lukkede Anders ind med en buket nelliker og en flaske fransk cognac under armen.
Far, må jeg præsentere begyndte hun højtideligt og lidt forlegen.
Telefonen ringede.
Vent lige, jeg er straks tilbage, sagde faren og løb ud til den.
Han kom forpustet igen:
Det var Møller, han spurgte om vej fra stationen. Jeg er så glad for, at han alligevel kommer. Jeg troede ellers, han var sur på mig, fordi du aldrig mødte op til mødet med hans søn!
Kirstine stivnede.
Mødte ikke op?!
Faren så undrende på hende.
Nej, nej. Han ringede efterfølgende sagde, hans søn havde ventet dig på Nørreport i to timer. Med blomster. Men du kom aldrig.
Kirstine vendte sig langsomt om mod Anders.
Han stod ved døren bleg, med nellikerne og så bedrøvet på hende.
Vi er lige tilbage, hvæsede hun til faren og trak Anders med ind på sit værelse.

SANHEDEN

Kirstine lukkede døren.
Vendte sig mod ham.
Vent, sagde hun langsomt, som om hun var bange for at misforstå. Hvad betyder mødte ikke op?
Anders tav.
Du er ikke den Anders?
Han rystede på hovedet.
Du hedder ikke Anders Møller?!
Nej, sagde han lavmælt. Jeg er Anders Sørensen. En ven præsenterede mig for en pige Karen. Jeg ventede på hende på Nørreport. Og så kom du pludselig hen til mig, og
Og jeg førte dig bare væk, konstaterede hun.
De stod og var stille.
Jeg prøvede at forklare den første dag. På vej mod biografen. Men du lyttede ikke.
Jeg lytter aldrig, indrømmede hun. Det er en evne, jeg har.
Mille peb bag døren.
Kirstine satte sig på sengen.
Hvad nu?
Anders så på hende intenst, indtrængende, lidt for alvorligt.
Så kom han hen og faldt på knæ foran hende.
Mig er det lige meget, sagde han, om vi blev præsenteret af nogen eller om det var et tilfælde.
Jeg elsker dig, og jeg vil gerne, at du bliver min hustru. Rigtigt. Uden forvekslinger.
Kirstine trak vejret lettet og smilede.
Godt, så møder vi forældrene. Men jeg advarer: min familie er ikke den nemmeste.
Det er min heller ikke. Og jeg har ovenikøbet en kat med temperament.
Det klarer vi!
De gik ud i stuen.
Der ventede gæsterne allerede og blandt dem, nys ankommet, overlæge Møller med sin søn.
Høj, flot, med en buket roser.
Kirstine så på den rigtige Anders Møller.
Så på sin Anders, der stadig var bleg af spænding med nellikerne i hånden.
Nej, tænkte hun. Ikke ham.
Og hun lo varmt og glad.
Far, sagde hun, jeg har en nyhed. Det bliver en lang historieHun tog Anders hånd i sin og holdt den højt, så alle så det. En tavs latter dansede i hendes øjne.

Jeg har fundet min Anders alligevel. Eller han fandt mig, sagde hun kækt, mens hun skævede smilende til både faren og den forvirrede unge mand med roser i døren.

Et øjeblik stod tiden stille; alle stirrede, et par gæster hviskede forarget, men straks efter brød latteren ud over bordet. Moren smilede lettet, farmor rystede på hovedet og rakte diskret et lommetørklæde til tårefuld glæde.

Faren skævede til cognac-flasken og til Kirstine. Så løftede han glasset.

Skål for tilfældighederne, brød han ud. Og for at man nogle gange møder den rigtige på den forkerte måde.

Kirstine lænede sig ind mod Anders og så op på ham; han smilede det smil, der kun var til hende.

Måske var det ikke den plan, nogen af os havde lagt, hviskede hun. Men sådan blev det alligevel bedst.

Anders trykkede hendes hånd. Mille gøede blidt i hjørnet, som om også hun gav sin velsignelse.

Så begyndte selskabet for alvor: samtaler og latter over bordet, gamle historier, nye begyndelser og midt i det hele sad Kirstine, lykkelig over at have taget fejl, for aldrig havde nogen følt sig mere rigtigt end ved siden af den forkerte Anders.

Rating
Mirabile dictu
IKKE DEN RIGTIGE ANDERS Lille Lærke stod foran spejlet og skiftede øreringe for tredje gang. – Nå, Knap, – sagde hun til sin lille hund, – de her eller dem der? Knap gabbede. – Tak for støtten. Hun så på uret. Stadig en halv time endnu. Hun var mærkeligt nervøs. Normalt følte hun sig selvsikker – beundrerne sværmede altid om hende. Men nu… – Fjollet, – besluttede hun og gav sig selv et sidste blik i spejlet. – Du er den bedste! Måske skyldtes det, at hun endnu ikke havde mødt Anders? Tre uger med telefonsamtaler – men endnu ingen møde. Tre uger, og aldrig var det lykkedes hende at snakke ham ned, tænkte hun overrasket og smilede for sig selv. Lærke sukkede og greb tasken. Det var tid. TRE UGER TIDLIGERE – Gud, hvornår flytter du endelig hjemmefra og bliver gift? – sukkede hendes far, overlæge på Rigshospitalet, under aftensmaden. Han var lige kommet hjem efter mange timers operation og havde håbet på en stille aften med en bog af Peter Høeg. Men Lærke havde i en halv time snakket uafbrudt om dansk og udenlandsk science fiction. – Far, du har jo selv sagt, at Strunge er toppen… – Ja, men kan vi tage den en anden dag? Lige nu har jeg brug for ro. Lærke blev fornærmet og tav – hele tre minutter. – Apropos det med at blive gift, – sagde far pludselig. – Kan du huske overlægen, Hr. Spektor, fra klinikken hvor jeg arbejdede lidt engang? – Ja, og? – Han har en søn. Meget ordentlig fyr, siger de. Han bad om dit nummer – så I kunne mødes. Jeg sagde det var ok. Lærke trak på skuldrene. Alle de arrangerede møder var så gammeldags. Og det var da kun for gamle ungmøer og nørder – ikke for hende. Men sige far imod turde hun ikke. FØRSTE OPKALD “Den ordentlige fyr” ventede et par dage, så ringede han. – Hej, det er Anders. Sagde din far ikke det? – Jo, – svarede Lærke tørt, men med let interesse. Behagelig stemme. – Min far har talt meget godt om dig. Sagde du var… noget særligt. – Tjoh, – lo hun, – bare en ganske almindelig medicinstuderende. Andet år, børnelæge. Og du? – Første. Skal være kirurg… Nå, det forklarede lidt stolthed i stemmen. De snakkede en time. Så to. Så – hver dag. Anders fortalte om katten Maria, om sin kærlighed til science fiction og om bekymringer for sin figur – var han mon for tynd, for bleg, for træt? Lærke lyttede, men tænkte nogle gange: Den rolle er faktisk min. Hun havde svært ved ikke at sige: “Slap nu bare af, Anders.” Selvom han ikke brød sig om kælenavnet. Men bortset fra småting, så kunne hun egentlig lide ham. MØDET VED NØRREPORT De blev enige om at mødes. På Nørreport Station. I biografen – og så videre til Paradis Is på Strøget. Resten måtte tiden vise. Lærke sprang ud af toget og kiggede sig rundt. Menneskemylder. Larm. Den særlige duft af metroen. Og dér var han – høj, pæn, med en buket roser i hånden. Han ventede utålmodigt ved en søjle og kiggede efter hvert tog. Hun gik hen til ham: – Anders? Fyren gispede og så forvirret på hende: – Undskyld, er du… – Lærke, – sagde hun bestemt og rakte hånden frem – til et håndtryk eller et kindkys? Blæst bagover af min skønhed, tænkte hun smilende. Han var gået over til at sige De… Fyren stod stille. – Lærke? – gentog han usikkert. – Men jeg… – Kom! – sagde hun og tog fat i ærmet på ham. – Vi skal nå at hente billetterne! – Vent, jeg skulle lige sige… – Det snakker vi om senere! – og hun trak ham gennem menneskemylderet. Han så sig tilbage mod perronen, som om han ledte efter nogen, men hun havde ham allerede med i strømmen. Buket roser i hånden stadig. Han så på blomsterne, så på hende – og gav op. – Okay, – sagde han lavmælt. – Vi går. BIOGRAF OG CAFÉ Filmen var god. Lærke bemærkede stilen i hans jakke, det hjemmehæklede halstørklæde, han bar med stolthed. Dejlig duft af fransk parfume. Is med karamel i Paradis. Og deres meninger matchede næsten i alt. Altså, det var mest hende, der talte, mens han lyttede – med varme, brune øjne, nik og samtykke. Indimellem lagde han roligt sin store hånd over hendes lille, gestikulerende hånd. Så maskulint og charmerende! – Ved du hvad… – sagde han, da de gik på Strøget om aftenen, – du er bare så… – han tøvede. – Så hvad? – spurgte hun. – Levende. Ukompliceret. Hun sendte ham sit skønneste smil. Hun var blevet forelsket. TRE MÅNEDER SENERE Romancen udviklede sig hurtigt. De mødtes næsten dagligt og ringede flere gange hver dag. Efter tre måneder sagde Anders, at han elskede Lærke, ikke kunne leve uden hende og ville giftes. Hun lod som om hun tøvede, men sagde straks ja. – Du må snart møde mine forældre, – sagde han. – Hellere vente lidt, – blev hun nervøs. Hendes familie var kræsen med bejlere, især farmor. Ingen var gode nok til hendes dyrebare barnebarn, og far og mor bakkede op. Men hun ville ikke give slip på Anders. Heller ikke med hans forældre havde hun travlt. FAR’S FØDSELSDAG Så kom muligheden et par uger senere. Far besluttede at fejre sin 55 års fødselsdag og samlede familie og gæster. Lærke sagde hemmelighedsfuldt, at hun havde en at præsentere. Gæsterne var næsten alle samlet, da hun lukkede Anders ind – med en buket nelliker og en flaske fransk cognac. – Far, må jeg præsentere… – begyndte hun højtideligt, lidt nervøs. Telefonen ringede. – Vent lidt, jeg skal lige tage den, – sagde far og løb. Han kom tilbage forpustet: – Det var Spektor – han ville lige finde vej fra metroen. Jeg er så glad for, at han kommer! For jeg troede han blev skuffet, da du ikke kom på date med hans søn! Lærke stivnede. – Ikke kom?! Far så forbløffet på hende: – Ja. Han ringede – sagde hans søn ventede på dig ved Nørreport i to timer. Med blomster. Du dukkede aldrig op. Lærke vendte sig langsomt mod Anders. Han stod ved døren – bleg, med nelliker – og kiggede skyldbetynget på hende. – Vi er lige tilbage, – hvæsede hun til sin far. Hun hev Anders med ind på værelset. SANHEDEN Lærke lukkede døren. Så på ham. – Vent… hvad betyder “du kom ikke”? Anders sagde intet. – Du er ikke Anders Spektor? Han rystede på hovedet. – Nej, – sagde han stille. – Jeg er Anders Søholm. En ven satte mig op med en pige… Nadja. Jeg ventede på hende ved Nørreport. Så kom du – og… – Jeg tog dig bare med, – konstaterede Lærke. De stod tavse. – Jeg forsøgte at forklare, – sagde han. – Allerede første dag. På vej til biografen. Men du lyttede ikke. – Jeg lytter aldrig, – svarede hun, – det er mit talent. Knap peb ved døren. Lærke satte sig på sengen. – Hvad gør vi nu? Anders så længe og alvorligt på hende. Så satte han sig på knæ: – Det er ligegyldigt, hvordan vi mødte hinanden – tilfældigt eller arrangeret af forældre. – Jeg elsker dig og vil have du bliver min kone. Ægte – uden forbytning. Lærke smilede lettet. – Fint. Så må du hilse på familien. Men bare så du ved det – vi er komplicerede. – Det er min også. Især den kat. – Det klarer vi sammen! De gik ud i stuen. Der var gæster – og netop ankommet, overlæge Spektor med sin søn. Høj. Flot. Med en buket roser. Lærke kiggede på den rigtige Anders Spektor. Så på sin Anders, bleg af nervøsitet med nellikerne. Nej, tænkte hun. Ikke den rigtige. Og grinede endelig ægte. – Far, – sagde hun, – jeg har en lang nyhed til dig.