— “Knap?” Nej, jeg kaldte hende Gran. Hun løb rundt her hele morgenen – man kunne straks se, hun var faret vild. Så lagde hun sig ved mine fødder og fik lidt varme. Så jeg puttede hende ind i bilen, så hun ikke skulle fryse, stakkel, — smilede manden… — Tove, hvordan kan du være så uheldig? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at sådan en Viktor aldrig ville være dig værdig! — skældte Toves mor. Kvinden stod med blikket mod gulvet. Selvom hun for nyligt var fyldt syvogtredive, følte hun sig som en skolepige, der havde fået skældud for en dårlig karakter. Det gjorde også frygteligt ondt for Tove – for hende selv, hendes mislykkede familieliv og den lille datter. For de stod foran årets mest magiske højtid uden en far i huset. — Jeg går fra dig, — mumlede Viktor ligegyldigt til Tove en aften. Hun forstod nærmest ikke, hvad han sagde. — Hvor går du hen? — spurgte Tove per automatik, mens hun stillede en tallerken dampende borsjtj foran ham. — Altså Tove, du lever i din egen verden. Forstår aldrig alvoren! Hvordan har jeg egentlig holdt det ud alle de år? — sagde Viktor dramatisk med himlende øjne. Tove nåede ikke at spørge mere, før han begyndte at forklare i detaljer: — Jeg kan bare ikke mere! Og din hund hyler hele tiden. Datteren er altid syg. Ingen romantik, Tove. Kig på dig selv – hvad er der sket med dig? — afsluttede Viktor sin vrede tirade. Tove forsøgte at spejde efter sit eget forvirrede spejlbillede i vitrinen, men det lykkedes ikke. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hun blev stående midt i køkkenet alene. Viktor kunne ikke udstå tårer – han så trist på borsjtjen, rejste sig og begyndte at pakke. Den lille hund Knap mærkede straks, at noget var galt og pilede bekymret rundt mellem Toves ben, hylede og prøvede at trøste. — For en gangs skyld får jeg ro uden det hyleri, — proklamerede Viktor, da han stod i døråbningen med tasken over skulderen. — Viktor, hvad med Eva? — sagde Tove svagt, tænkte på deres femårige datter, der lå og sov trygt på sit værelse. — Du finder vel på noget! Du er vel hendes mor, — svarede manden og forlod lejligheden til Knaps hyl. Tove blev siddende hele natten i køkkenet og krammede Knap, der slikkede hendes ansigt for at trøste. Hun forstod, at noget frygteligt var sket. Flere dage gik, hvor Tove ikke vidste, hvordan hun skulle fortælle det hele til sin mor. Hver gang moren ringede for at høre nyt, svarede Tove hurtigt, at alt var fint, og slukkede derefter telefonen. — Og arbejdet, har du fundet noget? Ellers går det som jeg sagde – Viktor smutter, og hvad har du så? — sagde moderen, da hun besøgte sin datter. Da brød Tove sammen og fortalte, at jobbet lod vente på sig, og at Viktor var gået. Den ældre kvinde rystede på hovedet. — Det var jo klart fra starten. Fem år sammen, har fået et barn, og din ‘skønne’ Viktor gifter sig aldrig, — sagde hun opbragt. Men hun havde ondt af både sin datter og barnebarnet. — Hvad gør vi nu? — sukkede hun. Tove trak på skuldrene: — Noget finder jeg på. Måske får jeg job som pædagogmedhjælper i Evas børnehave, — sagde hun opgivende. — Ikke længe holder I på sådan en løn… Og så er der også hunden at tage sig af, — konstaterede hendes mor, der aldrig havde været vild med dyr, eller den lille, pjusket Knap, Tove havde samlet op på gaden. Hun ville sige mere, men stoppede, da hun så den grådklare Tove. — Nå, ikke græd. Jeg hjælper. Skal jeg, så passer jeg da Eva, — forsøgte hun at trøste. En uge gik. Tove fik job i børnehaven, så hun og Eva gik nu sammen derhen hver morgen. Eva var glad. — Mor, kan vi ikke tage Knap med på arbejde? Så slipper mormor for at skælde ud, og Knap kan hjælpe dig med at vaske op og holde vagt under middagsluren! — sagde Eva med et stort smil. Tove lo og krammede sin datter, men blev straks trist, når Eva igen spurgte: — Mor, kommer far mon hjem igen? Nåede han hjem til jul? Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle Eva sandheden – fandt bare på noget med ‘forretningsrejse’. Viktor ringede hun til, men han havde aldrig tid: — Tove, lad mig nu leve mit liv. Sig til Eva, at jeg er superagent på vigtig mission. Jeg kommer ikke lige foreløbig. Ja, sådan er det, — sagde han og spurgte, om hun havde set hans slips til nytår. Tove sad længe efter samtalen og spekulerede. Hvordan skulle hun klare jul og nytår alene med Eva? Så skete det uventede: Mormor havde Eva med til lægen. Men pludselig stod Viktor der på fortovet. — Far! Er du kommet hjem? — jublede Eva. Viktor rystede på hovedet, prøvede at smile, og fortalte Eva, at han og mor ikke skulle bo sammen mere, og skyndte sig væk. — Nok kommer jeg og besøger dig, hvis jeg får tid, — sagde han. Eva stod stille og hviskede: — Du skal ikke besøge os mere. Om aftenen fik hun feber igen, og to dage senere kom lægen. Eva nægtede at spise og drikke – hun ville ikke snakke med nogen. — Det skyldes nok stress, — sagde lægen, da han fik forklaringen. — Jeg skulle have sagt det til Eva fra starten. Hun er kvik, hun ville have forstået det, — sagde Tove til sin mor, der rystede på hovedet. To dage senere skete endnu et chok. Mormor havde travlt og tog Knap med uden snor. Hunden stak af, og mormor lod hende løbe – hun havde travlt med medicin til Eva. Men uden Knap nægtede Eva at spise: — Når Knap bliver fundet, spiser jeg, — sagde hun og vendte sig væk. — Det er din egen skyld, Tove. Du har gjort hende forkælet! Jeg sagde jo… — begyndte Toves mor. — Du skulle have holdt øje med Knap, mor, — sagde Tove pludselig vredt. — Jeg gør alt for jer! — svarede moren fornærmet og gik. Tove var alene igen. Hun gik længe rundt ude i kulden den aften, mens Eva sov. Men Knap dukkede ikke op. Med håb vendte hun hjem og faldt i urolig søvn. Næste morgen vågnede Eva: — Mor, jeg drømte om et stort juletræ! Og at vi pyntede det og fandt Knap! — sagde hun ivrigt. Tove smilede trist. En lille plastikgran stod på bordet – det var snart nytår, men ellers var alt tomt. Men Eva ville kun have et stort, rigtigt træ: — Så finder vi også Knap, ligesom i drømmen! — græd hun. Tove sukkede – et rigtigt træ var uoverkommeligt. Moderen ville ikke komme: — Dyr er dig vigtigere end din egen mor! — sagde hun fornærmet. Weekenden nærmede sig. Eva havde det dårligt, og nytåret blev forberedt uden feststemning. — Uden juletræ – og uden Knap kommer jo hverken hun eller far hjem… — græd Eva nytårsaften. Tove prøvede at trøste og lod naboens venlige frue kigge til Eva, mens hun selv gik ud. Frosten bed, sneen dansede. Foran et lille juletræsmarked stod en grov mand ved de sidste træer. Tove stoppede. — Skal det være et juletræ? Kun et par stykker tilbage – jeg giver rabat, — sagde manden, der tydeligvis gerne ville hjem. En ung familie købte et træ, og manden spurgte Tove: — Skal du have det sidste? Jeg hjælper dig gerne hjem med det. Tove kiggede på ham – hun havde ingen penge. Hun så på nogle grene bag bilen: — Må jeg tage nogle grene… hvis du alligevel bare smider dem ud? — mumlede hun. Manden så på de sørgelige grene og nikkede: — Selvfølgelig. Her, jeg hjælper dig. — Han gav hende armfulden af grene. Hun kom til at forklare: — Min datter er syg… drømmer sådan om et juletræ, og hunden er væk… alting har bare været så svært det her nytår… Af en eller anden grund lyttede manden. Hans egen kone var lige flyttet, og han havde heller ingen at fejre med. Så kom endnu en mand for at købe træet: — Allerede solgt. Prøv min nabo, — sagde sælgeren. Tove så undrende på ham. — Kom, jeg hjælper dig hjem med træet, — smilede manden. — Men jeg har jo ingen penge, som jeg sagde… — Jeg husker det, — sagde manden dæmpet. Og så skete det helt uventede – sådan noget kan kun ske ved juletid. Han åbnede lastbilen, og Tove så Knap ligge og sove på sædet, pakket ind i en striktrøje. — Hvordan har du fået fat i Knap? — hviskede Tove rørt. — Knap? Jeg kaldte hende Gran. Hun løb her i formiddags. Det var tydeligt, hun var vildfaren… og så lagde hun sig ved mine fødder, så jeg tog hende med i bilen for ikke at lade hende fryse, stakkel, — smilede han. Han hed Poul. Han elskede dyr og havde nemt ved at tale med børn. Snart blev hjemmet varmt og fyldt af glæde, som det aldrig havde været før. Måske var det julens magi – eller måske var det meningen fra begyndelsen… Ingen ved det. Ét er sikkert: Der er glæde i den nye familie. Og indimellem bliver Knap stadig kaldt “Gran”.

Knappen? Jeg kaldte hende faktisk for Gran. Hun løb rundt her hele morgenen. Man kunne straks se, hun var faret vild. Og så kom hun hen og lagde sig ved mine fødder. Så jeg tog hende med ind i bilen, så hun ikke skulle fryse, den stakkel, smiler manden…

Mille, hvordan kan man være så uheldig? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at sådan en som Viktor slet ikke passede til dig! skælder Mille ud af hendes mor.

Kvinden står med hovedet bøjet. Selvom hun for nyligt fyldte syvogtredive, føler hun sig som en skolepige, der har fået en slem karakter med hjem.

Og Mille er bitter og ked af det over sig selv, sit fejlslagne familieliv og sin lille datter. For op til den hyggeligste tid på året, sidder de nu uden far.

Jeg går fra dig, siger Viktor ligeglad en aften. Mille opfatter det knap nok i første omgang.

Hvor går du hen? spørger Mille mekanisk, mens hun sætter en skål varm kartoffelsuppe foran ham.

Du er slet ikke til at nå ind til, Mille. Du forstår ikke alvoren. Hvordan har jeg holdt ud med dig så længe? sukker Viktor teatralsk.

Inden Mille kan spørge mere, forklarer Viktor alt i detaljer:

Jeg kan ikke mere! Og så din hund, der altid hyler. Datteren er hele tiden syg. Ingenting er romantisk, Mille. Har du set dig selv for nyligt? Hvad er du blevet til? slutter Viktor sin vrede tale.

Mille prøver at ane sit forskrækkede spejlbillede i skabslågen, men det lykkes dårligt. Tårerne løber frit ned ad kinderne, mens hun bliver stående midt i køkkenet, alene.

Viktor kan ikke udholde tårer. Han kaster et blik på suppen, rejser sig og begynder at pakke sine ting sammen

Hunden Knappe fatter hurtigt, at noget er galt, og snor sig omkring Milles ben, piber og prøver at trøste.

Endelig får jeg da lidt ro uden det evige tuderi, mumler Viktor, da han kommer ud i gangen med tasken.

Viktor, men hvad med Emma? hvisker Mille og tænker på, hvor ked af det deres femårige datter bliver, hvis hun opdager det om morgenen.

Find på noget! Du er hendes mor, svarer Viktor og, mens Knappe hyler, forlader han lejligheden

Mille sidder hele natten i køkkenet og krammer sin hund. Knappe slikker hendes hænder, som om hun forsøger at give trøst. Hun forstår godt, at der er sket noget alvorligt.

Nogle dage går, før Mille får fortalt sin mor det hele. Når moderen ringer, svarer Mille hurtigt, at alt er fint, og lægger straks på.

Og arbejdet, har du fundet noget? Hvad vil du gøre, hvis din Viktor smutter, I har jo kun din løn, siger moderen, da hun en dag kigger forbi.

Mille bryder sammen og forklarer grædende, at det er svært at få et arbejde, og at Viktor allerede er smuttet.

Moderen sukker dybt og ryster på hovedet.

Ja, det havde jeg jo sagt fra starten. I har boet sammen i fem år, fået Emma, men han gifter sig aldrig, bryder hun ud.

Hun har ondt af både sin datter og sit barnebarn.

Hvad gør vi nu så? spørger hun fortvivlet.

Mille trækker på skuldrene.

Jeg må finde noget. Måske får jeg job som pædagogmedhjælper i Emmas børnehave, siger hun opgivende.

Lønnen rækker ikke langt og hunden skal jo også have foder, opsummerer moderen, der aldrig har kunnet fordrage Knappe, som Mille samlede op på gaden engang.

Men da hun ser, hvor svært Mille har det, tier hun stille.

Lad nu være med at græde, skat. Jeg skal nok hjælpe. Jeg kan tage mig af Emma, hvis det kniber, forsøger hun at trøste.

Endnu en uge går.

Mille har fået et job i Emmas børnehave, så de følges ad om morgenen. Emma er glad for det.

Mor, skal Knappe ikke med og hjælpe dig? Mormor gider ikke gå med hende hele tiden, og Knappe kan jo holde vagt og hjælpe dig med opvasken, siger Emma smilende.

Mille ler og krammer sin datter. Men så begynder Emma på det spørgsmål, der gør allermest ondt.

Mor, tror du far når hjem til jul? Kommer han, når vi får sat træet op?

Mille kan ikke få sig selv til at sige sandheden, så hun finder på noget om en vigtig opgave for faren. Hun ringer til Viktor, men han vil ikke tage ansvar:

Mille, lad mig nu få styr på mit liv. Sig til Emma, at jeg er superagent og på mission. Jeg kommer ikke lige foreløbig, siger han og spørger bekymret, om hun har set hans slips han har jo trods alt nytår at fejre.

Mille sidder længe og stirrer ud i luften. Hun aner ikke, hvordan hun skal komme igennem julen. Eller hvordan hun skal forklare Emma det hele.

Så en dag går Emma og mormor til lægen, fordi Emma er forkølet, men heldigvis i bedring. Pludselig kommer Viktor om hjørnet.

Far! Kommer du hjem? udbryder Emma lykkeligt og løber ham i møde.

Viktor tager sig sammen, smiler skævt og siger stille, at han ikke skal bo hjemme mere, men nok skal kigge forbi, hvis han kan.

Emma stirrer på ham med et stift blik og hvisker:

Du skal ikke komme mere.

Om aftenen stiger hendes feber, og et par dage senere kommer lægen hjem til dem.

Emma vil ikke hverken spise eller snakke. Det er, som om hun heller ikke har lyst til at blive rask.

Det er sikkert stress, siger lægen og trækker på skuldrene efter at have hørt historien.

Mille bebrejder sig selv.

Jeg skulle have fortalt det helt ærligt fra starten. Emma er jo kvik, hun ville have forstået, siger hun til moderen, der bare ryster på hovedet…

Så sker det næste slag. Mormor skynder sig ud at lufte Knappe uden line. Knappe får et flip, river sig løs og spæner væk.

Ja, så frys du bare lidt ude, så kommer du nok tilbage, mukker mormor og skynder sig ind til Emma, der skal have medicin.

Emma nægter nu at spise, da hun hører, at Knappe er væk. Mille lover at lede alt, hvad hun kan, men Emma giver sig ikke:

Før Knappe er tilbage, spiser jeg ikke, siger hun og vender sig om.

Dit opdragelse, Mille! Du har forkælet hende. Jeg sagde jo begynder moderen.

Du kunne have holdt øje med Knappe i stedet for dine formaninger! bider Mille fra sig pludseligt.

Jeg gør alt for jer! siger moderen såret og går.

Mille er igen alene. Hun går længe rundt om huset den aften.

Emma falder i søvn til sidst, udmattet, og Mille håber stadig på, at Knappe finder hjem igen. Men hun kommer ikke. Til sidst går Mille selv i seng med et tungt hjerte.

Emma vågner tidligt næste morgen.

Mor, jeg drømte om juletræet! Vi pyntede det og så fandt vi Knappe! siger hun håbefuldt.

Mille smiler trist. På bordet står en lille kunstig julegran. Nytåret nærmer sig, og de har forsøgt at gøre det lidt hyggeligt.

Emma er dog ked af det og insisterer på, at det skal være et rigtigt, stort juletræ.

Så finder vi også Knappe, ligesom i drømmen! græder hun.

Mille sukker opgivende. Et levende juletræ er der ikke plads til i budgettet. Mille ringer til sin mor igen, men hun nægter kategorisk at komme på besøg:

Tænk at du holder mere af en hund end din egen mor! siger hun såret.

Mille må indse, at hun ikke kan regne med mormor. Nu er det snart weekend.

Emma har det stadig dårligt og vil ikke op til julen. Da alt er klart nytårsaften, bryder Emma igen sammen:

Vi har ingen gran, mor. Og Knappe kommer aldrig tilbage, ligesom far

Mille trøster sin datter, kæmper for at holde tårerne tilbage, beder den rare nabo holde et vågent øje med Emma og skynder sig ud.

Den kolde luft svier, sneen danser omkring hende. Folk er glade og hilser, men Mille bemærker dem ikke. Hun leder febrilsk efter Knappe.

Hvor kan du være løbet hen, lille ven? hvisker hun og går igen ad de velkendte gader.

Pludselig står hun foran et lille juletræsmarked. En bredskuldret mand i vinterjakke tripper utålmodigt ved de sidste træer. Mille stopper.

Hvad så? Skal du også have et træ? Jeg kan give dig lidt rabat, spørger manden ivrigt.

“Han har sikkert familie, der venter på ham bordet dækket, børnene kigger ud…” tænker Mille.

En ung, lykkelig familie køber det næstsidste træ, og så er der kun ét tilbage.

Skal du have det? Jeg kan hjælpe dig med at bære det, spørger manden.

Mille rødmer. Hun har ingen penge på sig, og selv derhjemme var der næppe nok til et juletræ.

Hun får øje på et par grene i ladet på bilen.

Må jeg få de grene hvis du ikke skal bruge dem? spørger hun lavmælt.

Manden ser fra Mille til grenene og sukker lidt:

Tag dem endelig. Kom, jeg hjælper dig, siger han og rækker hende en favnfuld grene.

Mille siger taknemmeligt tak og begynder at forklare sig:

Du ved, min datter er syg og hun har drømt om et grantræ, hunden er væk det hele føles bare så håbløst i år

Manden lytter uden at forhaste sig. Hans kone er for nylig gået fra ham, og han kæmper selv med følelsen af ensomhed.

Pludselig kommer en anden forbi og spørger:

Hvad koster det juletræ der?

Det er desværre solgt, prøv naboens bod, siger sælgeren og nikker.

Mille ser undrende på ham.

Kom, jeg hjælper dig med dit hjem, smiler han pludseligt.

Men jeg sagde jo, at jeg ikke har penge siger Mille forlegent.

Jeg husker det, smiler han stille.

Og så sker der noget uventet, noget der kun kan ske op til årets største, hyggeligste fest.

Manden åbner sin varevogn, og Mille får øje på Knappe, der ligger og sover på sædet svøbt i en striktrøje.

Hvor har du Knappe fra? hvisker Mille, mens tårerne presser sig på.

Knappe? Jeg kaldte hende for Gran. Hun løb rundt her hele morgenen, tydeligvis vildfaren. Så kom hun hen til mig og lagde sig ved mine fødder. Jeg tog hende med ind i bilen, så hun kunne få varmen, smiler han.

Han hedder Poul. Han holder meget af dyr og kommer hurtigt godt ud af det med børn.

Snart er der varmt og hyggeligt hjemme hos Mille. Måske er det bare julens magi, der har bragt to ensomme mennesker og en lille hund sammen eller måske var det skæbnen.

Ingen ved det. Men én ting er sikkert: Den nye familie er lykkelig, og Knappe bliver igen og igen kaldt både Knappe og Gran.