Han snublede gennem de mørke gader i København, halvt væk på grund af en god portion spiritus. Hvor han end var endt, betød ingenting. Byen var hans hjem, så fødderne ville nok finde vejen tilbage. Hans hoved var optaget af vigtigere tanker han talte højt til sig selv.
Hvorfor, hvorfor er mit liv sådan? Syvogtyve, vennerne har børn i skole, og alle piger forsvinder efter en måned det er i hvert fald den bedste udtalelse. Grov? Nej, jeg er jo ikke grov Selvom jeg er lidt grov. Sådan en mand må man jo være, tænkte Mikkel og smilede. Det eneste, jeg har fået til at fungere, er min forretning. Millionær er jeg langt fra, men jeg kan da klare et pænt liv.
Pludselig stoppede han, greb sig om hovedet, og tårerne strømmede:
Jeg har brugt en formue på den læge, og han kan kun sige: Kan desværre ikke hjælpe. Her er adressen på en kendt københavner, men jeg tror heller ikke, han kan. Så tager jeg den, og i morgen kører jeg hen til ham.
Han gik mod en bro, så ned i den mørke vandflade:
Skal jeg drukne? Floden er dyb alt ender i vandet, tænkte han igen. Nej, jeg vil ikke drukne. Det er koldt. Og Sokrates er også sulten. Jeg går hjem.
Mens han gik over broen, så han en ung kvinde midt på den, med en lille rygsæk på brystet, hvor et barn lå. Hun stirrede på vandet, så gik hun ud på gelænderet, stod på den øverste del, spredte armene og Mikkel sprang efter hende. Han greb hende omkring taljen, trak hende ind til sig, og de faldt sammen på den støvede brosten. Barnet begyndte at græde.
Hvad er du, en tosse? råbte Mikkel, mens han pludselig blev helt ædru.
Hvad vil du? Hvorfor stikker du dig ind, hvor du ikke er inviteret? hun hylte.
Jeg syntes, du var ved at dø for tidligt, svarede han og pegede på den grædende baby. Så lad ham så. Rejs dig og gå hjem til din mand eller din mor! Hvem har du der?
Jeg har hverken hjem, mand eller mor. Ingen har jeg!
Så kom med mig, sagde han og satte hende på fødderne med barnet. Lad os gå.
Jeg går ikke med dig. Måske er du en psykopat!
Drukning er altid en mulighed, kom nu! Og med en psykopat? Det er skræmmende? Han greb hendes hånd. Kom!
De gik gennem den natlige by, mens barnet hylte. Til sidst kunne Mikkel ikke holde ud længere:
Hvorfor græder han hele tiden?
Er han sulten? spurgte kvinden og pressede barnet ind til brystet.
Giv ham mælk.
Jeg har hverken mælk eller penge.
Eller hjerne, svarer manden og peger mod en natbutik. Lad os gå og købe mælk.
I butikken kiggede kasseassistenten og vagten mistroisk på de to natlige kunder. Mikkel greb en indkøbskurv, vinkede til sin ledsager:
Kom, sagde han til kassedamen. Hvor er mælken?
Der, pegede hun.
De stod foran hylden.
Tag, hvad du vil! beordrede Mikkel.
Hun tog en lille pakke.
Tag mere. Så meget du behøver han ventede, mens hun lagde flere poser i kurven. Hvad mere?
Bleer.
Hvad er bleer?
Et smil krusede over hendes læber. De ligger derovre.
Tag dem!
Kan jeg også få fugtige servietter?
Ja, selvfølgelig.
Ved kassen trak Mikkel sit kort frem.
Vi tager kun kontanter, sagde kassemedarbejderen.
Mikkel trak en bunke krøllede 2000kronesedler frem og gav én.
Ingen byttepenge, svarede kassen.
Giv mig chokolade som bytte, stak han fingeren mod den. Den der.
De gik ind i lejligheden. Kvinden så overrasket på ham. Ejeren sparkede skoene af sig, gik til køleskabet, hentede en fisk og kastede den til den løbende kat, Sokrates, og så en juice, som han drak med stor appetit. Efter at have drukket sig glad, gik han hen til gæsten:
Du sover i dette værelse, pegede han på døren. Køkken, toilet, badeværelse. Jeg går i seng.
Han gik ind i et andet værelse, stoppede, vendte sig om:
Hvad hedder du?
Rigmor.
Så er du altså ingen psykopat! sagde han, gik ind i køkkenet, tændte for gasblusset, satte kedlen på. Åh, tosse! Du var ved at drukne! Hvis ikke du var så skør. Hvad skulle vi med Ruslan ud på gaden om natten? Vi ville fryse. I morgen smider du os ud. Men i dag kan vi holde varmen.
Kedlen begyndte at brumme. Rigmor løb ind i det værelse, hun havde peget på, lagde den grædende baby på sengen, trak en lille flaske frem fra rygsækken og løb tilbage til køkkenet. Hun vaskede, hældte mælk i, fortyndede den med varmt vand.
Den lille drak alt med stor appetit og faldt i søvn. Rigmor tørrede ham med en fugtig serviet, skiftede ble og lagde ham til at sove. Hun gik på toilettet, vaskede sig, gik tilbage til køkkenet og bemærkede, at hun ikke havde spist siden morgen. Hun åbnede køleskabet, greb en skive røget pølse og slugte den, mens hun skar lidt brød, ost og mere pølse.
Da sulten gik over, indså hun, at hun havde handlet lidt uhøfligt. Hun svang armen, lagde sig på sengen ved siden af drengen og faldt straks i søvn.
Morgenen kom. Hun stod op et par gange om natten for at fodre barnet. Han var otte måneder, altid sulten. Hun hørte manden rejse sig fra køkkenet om natten og gik forsigtigt ud for ikke at vække drengen.
Det er på tide, sagde hun stille, så barnet ikke vågnede. Intet kan vare evigt.
Han lavede noget ved komfuret. Hun skyllede hurtigt hænderne, gik ind i køkkenet.
Sæt dig! vinkede han mod en stol. Jeg laver æg.
Du skal hellere sætte dig, skubbede hun ham let væk fra komfuret.
Hun hakker frisk dild, drysser den over æggene, kigger på glas og kopper, vasker dem grundigt, laver kaffe. Han talte i telefonen, gav ordrer, skændtes med nogen. Rigmor følte, at han slet ikke lagde mærke til hende. Han spiste, drak kaffe, rejste sig.
Hun spændte sig, ventede:
Så er det slut, han vil smide mig ud!
Rigmor, lyt! Jeg tager på en uge til København. Husk at fodre katten, han hedder Sokrates. Giv ham ikke Viskas, men frisk fisk eller kød. Gå ikke ind på mit kontor! I de andre rum kan du gøre, hvad du vil.
Et skrig af gråd kom fra soveværelset. Rigmor sprang op fra stolen, så på ham med store øjne.
Gå! svarede han.
Få minutter senere kom hun tilbage med barnet i armene. På bordet lå flere bunker af 2000kronesedler:
Jeg tror, det holder til en uge, pegede han på pengene. Jeg går.
Han gik mod døren, men barnet rakte ud med sine små hænder og sagde noget, der lød som papa. Mikkel mærkede et stik i hjertet. Han ville aldrig blive far.
Rigmor, må jeg holde ham? spurgte han overrasket over sig selv.
Tag ham! gav hun ham barnet, et lille smil blinkede på hendes læber. Har du nogensinde holdt et barn i armene?
Sådan skal det gøres!
Barnet lo og viftede med armene. Mikkel så på miraklet med store øjne.
Jeg får aldrig en søn, mumlede han, rynkede panden og gav barnet tilbage til moren.
Og gik.
Han gik hjem igen. Den københavnske stjerne havde sagt, at han ikke ville få børn. Stemningen var trist:
Hvorfor har jeg så mange penge, en fireværelses lejlighed, en bil med plads til syv? En mand skal tjene til familien. Min lejlighed er altid rodet, og bilen er kun til turister.
Med et tungt ansigt gik han ind i sin egen lejlighed. Overalt var alt rent. En kvinde stod i døren med et skyldbetynget smil.
Papa! lød de små hænder i hans hoved.
Tasken faldt på gulvet, og hans hænder greb automatisk efter barnet
