“Hvad har I gang i? Det her er mit hjem! Din søn og jeg blev skilt for tre år siden!” råbte Katrine, da hun trådte ud af opgangen og fik øje på sin tidligere svigermor med en låsesmed, der var i færd med at pille ved hendes hoveddør på tredje sal i en lejlighedskompleks i Valby.
Katrine havde lagt et ti år langt ægteskab bag sig et ægteskab, der havde trukket hende helt ned. Svigermor Jytte havde altid taget hendes løn under påskud af “fælles husholdning” og overvåget Katrines mindste skridt. Hendes daværende mand, Henrik, blev tit hængende i køkkenet til solopgang med venner, øl og råben, så Katrine tit måtte gemme sig og græde på badeværelset. Stresset havde sat sig i kroppen, og hun var blevet både tyndslidt og tung.
En dag så hun sit eget trætte ansigt i spejlet og forstod, at hvis hun ikke gik, ville hun til sidst gå helt i stykker. Skilsmissen blev dramatisk råb, trusler og Henriks insisteren på at forblive boende i hendes lejlighed. Han krævede “sin del”, og først da politiet kom til, lykkedes det endelig at få ham ud.
Nu stod hun igen foran noget, der lignede et mareridt. Hun trådte op ad trappen efter en lang dag på kontoret, og foran døren sad låsesmeden i blå kedeldragt, mens Jytte dirigerede: “Skynd dig nu. Vi skal ind.” Katrine frøs i døråbningen, og spurgte, med stemmen fuld af desperation:
“Hvad laver I?!”
Jytte vendte sig knap nok om: “Vi er her med min nevø for at hente det, der tilhører os.”
“Er I helt fra snøvsen? Henrik og jeg blev skilt for tre år siden. Det her er MIN lejlighed!”
“Hans halvdel tilhører stadig min søn,” svarede Jytte koldt.
Katrine stod og trak vejret tungt, mens hun ikke kunne tro, hvor langt hendes tidligere svigermor var villig til at gå. Men pludselig kom der noget, der sendte koldsved ned ad ryggen på hende.
Jytte lænede sig ind til låsesmeden og hvæsede lavmælt: “Skynd dig, hun må ikke opdage, hvad der er indenfor.” Ordene lynede gennem Katrines bevidsthed Hvad betød det? Hvad skulle hun ikke se? Hurtigt gik hun nærmere, og nu opdagede hun noget mudder på dørmåtten.
Døren havde ikke været lukket helt nogen havde allerede været indenfor. Hjertet slog hårdt i hendes bryst. Med grødet stemme råbte hun: “Har I allerede været inde i min lejlighed?!” Ansigtet på Jytte blev blegt som kalk, men hun fnøs bare: “Vi har ret til det.”
I et vredesudbrud skubbede Katrine hende væk og flåede døren op. Synet, der mødte hende, fik hende til at skrige af rædsel.
I stuen sad Henrik og en ung, blond pige i forvasket top hans nye kæreste. De havde slået sig ned som om det var deres eget, med indkøbsposer, sko i gangen, jakker smidt over sofaen. Henrik så op, trak på smilebåndet og sagde:
“Hvad så? Halvdelen er min. Nu skifter mor låsen, og du kan bare finde et andet sted. Vi bor her fra nu af.”
Benen under Katrine ville knap bære hende, men hun tog sig sammen. Uden et ord fandt hun sin mobil og ringede 114.
Kort efter ankom to betjente. Katrine viste dem skødet, skilsmissedokumenterne og rettens afgørelse om Henriks fraflytning. Betjentene lyttede kort til alle parter, så sagde den ene:
“Herre, De har ulovligt trængt ind på en andens bopæl. Du følger med os.”
Henrik begyndte at råbe, Jytte fægter desperat med armene, men det nytter ingenting. Betjentene førte Henrik ud, låsesmeden fik alvorlige advarsler, og Jytte sank sammen på en stol, så hvid i ansigtet som nyfalden sne og mumlede: “Vi troede bare han havde ret…”
Katrine stod midt i sin stue, med tårene brændende i øjnene, mens retfærdigheden endelig lød som ekko gennem lejligheden.
