– Nadja, jeg er hjemme, tag godt imod mig! – L-Leon?! Hvorfor er du allerede tilbage? Du skulle jo først komme hjem om tre dage… En kvinde i begyndelsen af trediverne trådte ud i entreen, hurtigt svøbt i sin silke-morgenkåbe, og så forvirret på manden, der stod i døren. – Ville overraske dig, Nadja. Ser det lykkedes! Er du da ikke glad? – Den høje, bredskuldrede mand smilede tilfreds over hele ansigtet. – Jeg er rigtig, rigtig glad! Gå straks ud i køkkenet, så varmer jeg mad til dig. Tilfreds nikkede Leon til sin kone og gik mod køkkenet. Der ventede et overdådigt bord: jordbær, chokolade og mad lige ud af ovnen – nærmest som lavet til ham. – Nå, Nadja, du har da gjort dig umage! Hvor vidste du fra, jeg kom hjem på denne dag? Du er næsten synsk! Leon lagde ekstra meget mad på sin tallerken og gik i gang med middagen. Konen lod vente på sig, men Leon ville ikke kalde på hende: måske skulle hun bare lige tage en fin kjole på for sin elskede mand… – Leon, jeg… Vi… – Nadja, din steg smager fantastisk! Og salaten, og pandekagerne – man slikker sig om fingrene! – Men… Anders?! Leon vendte sig rundt. Der stod Nadja med armen om hans egen bror, Anders. Kvinden så sky ned i gulvet, Anders stod i shorts og t-shirt og gned sig træt i panden. – Ja, Leon, det er mig. Hej, brormand… – Goddag. Kan I så fortælle mig, hvad der foregår her? Eller det er måske åbenlyst… – Leon, jeg… Jeg har længe villet fortælle dig det. Jeg elsker din bror, Anders, og vil kun være med ham. Undskyld. – Nadja sagde det i et åndedrag og så på sin måske-nu-ex-mand. Leons tallerken faldt til gulvet og maden fløj ud over køkkenet. – Så I… Lige nu… – Ja. Vi var sammen lige nu. – Flot, bare flot, Nadja! Og du Anders, du er da for vild! Mine kære, kære mennesker! Nå, så var det altså derfor du lavede så lækker mad, Nadja… Og ikke til mig! Nadja kunne ikke se ham i øjnene. Hun vidste, at hvis hun bare løftede blikket, ville hendes styrke forsvinde. – Og Ida? Hvad skal der nu ske med vores datter? Ved hun det? – Nej, det… Det ved hun ikke. – Hvor er hun i aften? – Hun ser tegnefilm hos naboen. – Og det gør hun tit? – Det har hun gjort i et halvt år nu… Leon løb tør for spørgsmål. Også for følelser. Han var træt efter rejsen og så ingen mening i at skabe drama. Han havde fra naturens side en rolig og stabil karakter. Men blev det for meget, så kunne han eksplodere. Dog mest undtagelsesvis. Men at blive forrådt af to allernærmeste – det havde Leon aldrig forventet. Han blev lidt paf, men kun et øjeblik. – Du har ti minutter til at pakke. Tiden starter nu, – sagde Leon og tog en tår af sin te, uden at se på sin bror. – Hvad i alverden ser hun i Anders? Han ligner mig, ja, men kan ikke arbejde og har ikke meget at byde på… Hun kommer til at tabe på det valg. Men hendes sag! – tænkte Leon, mens han drak videre. – Jeg går ikke, før jeg får dit samtykke, – pludselig rejste Anders sig. – Og hvad for et samtykke er det, du vil have? – Til skilsmisse… Slip Nadja fri, hun elsker dig ikke! – Ja, det kan jeg jo se… I får jeres skilsmisse, men kun gennem retten! Så kan I bruge penge på advokater i stedet! – Leon… – Nadja lagde hånden på hans håndled. – Leon, lad os skilles i fred og ro. Du er jo god af natur – jeg ved det… Han rystede på hovedet. – Fint. Sådan bliver det. Men du er ikke længere min bror, Anders Vagnsen! – Vi… Vi ville gerne spørge dig om noget mere… – Hvad nu? – Lad mig blive boende i lejligheden efter skilsmissen, Leon! – Nadja smilede charmerende mens hun nussede hans arm. – Ida er så glad for stedet, har mange venner på skolen… Hvis vi skal dele lejligheden, har vi ikke råd til ny, så skal vi tilbage til landet… Leon lagde hagen mod sine hænder og tænkte. Da hun mærkede, han tøvede, begyndte Nadja at tale endnu blidere: – Leon, skat… Gør det for din datters skyld. Du er ung, tjener mange penge og kan købe nyt! Please, for din eneste datter! – Tag det roligt, Nadja, – afbrød han hende. – Jeg har en bedre idé. – Hvilken? Vil du også give bilen til os? Ida ville blive glad! – Ida skal bo hos mig. – Hvad?? Er du blevet skør, Leon? Du kan jo ikke håndtere børn! Du er aldrig hjemme, altid på forretningsrejser… Hun kan knap huske dit navn! – Det ser vi nu, – sagde han og gik ud i gangen. Få minutter efter kom Leon tilbage med datteren i hånden. En pige på ti år, lige startet i fjerde klasse. Hun klemte fars hånd og smilede stolt. – Hvorfor tager du hende med – skal hun blandes ind i konflikten?! – snerrede Nadja. Men Leon svarede ikke. Han satte sig på samme plads i køkkenet, satte datteren på skødet og sagde: – Ida, må jeg stille dig nogle spørgsmål, min skat? – Selvfølgelig! – svarede pigen glad. – Men du lover at svare ærligt! For nu taler jeg til dig som til en voksen. – Ligesom med mændene på dit kontor? – Lige præcis. Pigen nikkede. Hun glædede sig til, at far skulle tale alvorligt. – Sig mig, gør mor dig fortræd? Har hun slået dig den sidste uge? Ida blev flov og så væk, fingerede nervøst ved kjolen. – Hvad bilder du dig ind?! – råbte Nadja. – Er du blevet sindssyg? Lad barnet være! – Ti stille, Nadja, jeg taler med mit barn, – svarede Leon skarpt og strøg Ida over håret. – Vær ikke bange, Ida. Du lovede at svare ærligt. Ida nikkede. Tårerne kom frem. Hun kastede sig om fars hals og hviskede: – Hun slog mig tre gange! Først for en dårlig karakter, så for spildt mælk og tredje gang fordi jeg råbte af onkel Anders. Hun kyssede ham, mens du var væk. – Græd ikke, min pige, græd ikke! – Han strøg hendes hår. – Jeg er her, nu beskytter jeg dig. – Det passer ikke! – råbte Nadja. – Jeg har ikke rørt hende med et hår… – Så du vil have lejlighed og bil for at gøre noget godt for datteren? – spurgte Leon og smilede lumskt. – Ida, vil du svare på et spørgsmål mere? – Okay… – Ida, hvis du skulle vælge, hvem ville du bo hos – mor eller far? Hun blev stille. Hendes blik flakkede mellem forældrene. Nadja gjorde alt for at vinde hende, rakte selv armene frem. – Lover du, du ikke rejser igen? – Jeg lover! – svarede faren uden tøven. – Så vil jeg bo hos dig, far. – Din…! – Nadja rakte ud efter pigen, men Leon holdt hende fast og spærrede for. Anders, der havde stået og set tavst til, sagde ikke noget. – Så, Nadja, så fik vi snakket. Du får ikke mere at se til hende, – sagde Leon stille og gik med pigen ind på hendes værelse. Efter få minutter havde han hjulpet Ida med at pakke. Hans egen taske var jo stadig pakket. Leon og Ida tog på hotellet i den anden ende af byen, hvor han tit boede i forbindelse med arbejde. …Nogle måneder senere kom sagen for retten. Da Nadja og Anders hverken havde fast indtægt, bolig eller mulighed for at passe et barn, dømte retten Ida til at bo hos sin far. Især fordi pigen selv ønskede det. Kun ham. Leon delte lejligheden som planlagt og solgte sin halvdel. Ida måtte se sin mor i weekenden, men boede nu hos far i deres nye hjem. Leon omlagde sit arbejdsliv så han kunne være der for sin datter. Nu var der ingen tre-måneders forretningsrejser mere. Og Ida smilede nu meget oftere – det var mere værd end penge eller nogen karriere… Skriv gerne i kommentarfeltet, hvad du tænker om historien! Og giv et like hvis du blev rørt.

Annemette, jeg er hjemme! Kom og byd velkommen!

L-Lasse?! Men hvordan er du hjemme allerede? Du skulle jo først komme om tre dage

En kvinde på omkring de tredive kommer ud i entreen, febrilsk viklet ind i en silkerobe og ser forvirret på manden, der står i døren.

Ville lave en overraskelse, Annemette. Kan se, at det lykkedes! Er du ikke glad? Den høje, bredskuldrede mand smiler over hele ansigtet, åbenlyst tilfreds med sin effekt.

Selvfølgelig er jeg glad! Gå bare ud i køkkenet, så varmer jeg maden.

Lasse nikker, selvsikkert, og går mod køkkenet. Et overdådigt bord venter på ham: friske jordbær, mørk chokolade, aftensmaden rygende varm fra ovnen Alt ser ud som om det er lavet præcis til ham.

Nå, Annemette, hvor har du gjort dig umage! Hvordan vidste du, jeg ville komme? Du er altid så forudseende

Med tallerkenen godt fyldt, går Lasse ombord i maden. Hans kone lader vente på sig, men han vælger ikke at kalde på hende hun gør sig sikkert fin for sin mand, tænker han.

Lasse, jeg Vi

Hvor smager det her bare fantastisk! Din steg, din salat, pandekagerne man får lyst til at slikke tallerkenen rent Anton?!

Lasse vender sig om med munden fuld og ser sin hustru Annemette komme ind i køkkenet arm i arm med hans egen lillebror, Anton. Annemette kigger skyldbetynget ned, mens Anton, i shorts og en gammel t-shirt, ser træt ud, som om han netop er blevet vækket.

Ja, Lasse. Det er mig. Hej, brormand

Hej Nå, vil I ikke forklare mig, hvad det er, jeg kommer hjem til? Selvom, det er nok overflødigt nu…

Lasse, jeg Jeg har længe villet fortælle dig det. Jeg elsker din bror, Anton, og jeg vil kun være sammen med ham. Undskyld mig. ordene vælter ud af Annemette, blikket i gulvet, til den mand der straks blev hendes eksmand.

Lasse slipper tallerkenen, der falder til gulvet med et klirrende brag.

Og jeg skal forstå Lige nu?

Ja. Lige nu var vi sammen.

Fantastisk, det hele passer bare så godt! Kære Annemette! Og du også, Anton flot klaret! Nu forstår jeg, hvorfor du lavede den lækre middag og hvem den virkelig var til!

Annemette tør ikke se sin mand i øjnene. Hun føler på sig, at hvis hun løfter blikket, forsvinder al hendes mod.

Og Emma? Hvad med vores datter? Ved hun noget?

Nej, hun hun ved ingenting.

Hvor er hun nu?

Hos naboen. Ser tegnefilm.

Lader du hende ofte være der?

Det er blevet sådan de sidste halve år

Lasse har ikke flere spørgsmål. Han er udmattet efter en lang tur og kan ikke se nogen fornuft i at lave en scene. Han har aldrig været typen, der blev hidsig særlig længe.

Men når nogen gik over grænsen, så var det virkelig alvorligt men det skete sjældent.

At disse to nærmeste kunne gøre ham dette, slog ham ud et øjeblik. Men kun kort.

Du har ti minutter til at være ude herfra. Tiden starter nu. Lasse tager en slurk te uden at se på sin bror.

Hvad er det, hun ser i ham? De ligner hinanden, har endda samme modermærke Men arbejdsom, økonomisk sans intet af det. Hun vil kun miste på det. Nå hendes valg! tænkte Lasse og fortsatte roligt sin te.

Jeg går ingen steder før jeg får din godkendelse, udbrød Anton pludseligt.

Hvilken godkendelse? Hvad forventer du fra mig?

Skilsmissen Lad Annemette gå. Hun elsker ikke dig!

Jeg kan jo se det selv, hvem min kone elsker Skilsmisse vil I have? Det kan I sagtens få. Men det bliver gennem retten! Jeg glæder mig til at se, hvor mange penge I bruger på advokater.

Lasse Annemette lagde forsigtigt sin hånd på hans. Lad os nu skilles stille og roligt, du er et godt menneske, det ved jeg

Han rystede på hovedet.

Fint. Sådan bliver det. Men du er ikke længere min bror, Anton Jespersen!

Der er bare én ting

Hvad nu?

Lad mig få lejligeden efter skilsmissen, Lasse! Annemette smiler bedende og stryger ham på håndleddet.

Emma er glad for at bo her, hun har venner på skolen, og hvis vi skal dele lejligheden, har vi ikke råd til en ny. Så må vi hjem til landsbyen

Lasse sidder og stirrer ned, hænderne foldet under hagen. Da han tøver, ser Annemette sit snit:

Lasse, skat Gør det for din datter. Du har mange muligheder, du får nok hurtigt råd til noget bedre! Tænk på hende, hun er jo dit et og alt! For hendes skyld beder jeg.

Stop nu, Annemette lad det ligge. Jeg har en bedre idé.

Hvilken? hun sprudler nærmest Vil du også efterlade bilen? Emma ville blive lykkelig!

Emma skal bo hos mig.

Hvad?! Annemette stirrer vantro. Er du blevet skør? Du har aldrig kunnet håndtere børn! Du er altid væk på forretningsrejse Hun kan engang huske dit navn!

Det kan vi hurtigt finde ud af, siger Lasse og går ud af rummet.

Få øjeblikke senere kommer han tilbage med Emma hånd i hånd. Hun er ti, går lige i fjerde klasse. Hendes smil breder sig, hun klynger sig til sin fars hånd.

Hvorfor har du taget hende med? Skal hun også rodes ind i det her?! hvæser Annemette.

Lasse svarer ikke. Han sætter sig, tager Emma op på skødet og taler lavmælt:

Emma, elskede, må jeg stille dig nogle spørgsmål?

Ja selvfølgelig! stråler hun, glad for opmærksomheden.

Men du skal love at svare ærligt. Jeg taler med dig som med en voksen.

Ligesom du gør på dit kontor med de der mænd?

Præcis sådan.

Hun nikker ivrigt, spændt på hvad han vil sige.

Har mor været slem ved dig? Har hun slået dig den sidste uge?

Pigen slår blikket ned, trækker nervøst i kjolen.

Hvad er det dog, du bilder dig ind?! skriger Annemette. Lad barnet være!

Tag det roligt, Annemette. Jeg snakker med min datter, Lasse aer Emma over håret. Bare rolig, skat. Du lovede jo at svare ærligt.

Tårerne står i Emmas øjne. Hun omfavner sin far og hvisker ind mod hans bryst:

Ja hun slog mig tre gange! Først for en dårlig karakter, så for spildt mælk. Og sidst fordi jeg råbte efter onkel Anton. Hun kyssede med ham, da du var væk, far.

Nå, nå, ikke græde, min pige jeg er her nu. Mor vil aldrig skade dig igen.

Hun lyver! protesterer Annemette højt. Jeg har aldrig rørt hende!

Så vil du altså have lejlighed og bil for Emmas skyld? spørger Lasse med en snu mine. Emma, må jeg stille dig ét spørgsmål mere?

Ja

Hvis du selv kunne vælge, hvem ville du bo hos: mor eller mig?

Emma tøver. Øjnene flakker mellem forældrene. Annemette rækker armene ud for at tiltrække hende.

Lover du, at du ikke skal være væk i lang tid, far?

Jeg lover! svarer Lasse uden tøven.

Så vil jeg bo hos dig, far.

Dét gør du ikke! skriger Annemette, men Lasse beskytter sin datter, og Anton har ikke sagt et ord.

Godt, Annemette, så er den klaret. Du får ikke mere at sige. Lasse rejser sig og går ud i Emmas værelse med hende.

Man kunne høre dem samle hendes ting sammen. Hans egen taske fra forretningsrejsen var allerede pakket. De kørte til et hotel i den anden ende af København, som han ofte brugte i forbindelse med arbejde.

Måneder senere, ved retten. Anton og Annemette har hverken fast arbejde eller bolig eller mulighed for at tage vare på et barn, så Emma bliver hos faren. Hun vil selv gerne.

Lasse deler lejligheden, sælger sin del, og Emma ser sin mor i weekenderne, men bor fast hos sin far i en ny lille lejlighed.

Han ændrer totalt sit arbejdsliv; ikke flere månedlange forretningsrejser. Emma smiler oftere. Det var mere værd end penge og karriere

Skriv i kommentarfeltet, hvad du synes om historien. Giv et like!

Rating
Mirabile dictu
– Nadja, jeg er hjemme, tag godt imod mig! – L-Leon?! Hvorfor er du allerede tilbage? Du skulle jo først komme hjem om tre dage… En kvinde i begyndelsen af trediverne trådte ud i entreen, hurtigt svøbt i sin silke-morgenkåbe, og så forvirret på manden, der stod i døren. – Ville overraske dig, Nadja. Ser det lykkedes! Er du da ikke glad? – Den høje, bredskuldrede mand smilede tilfreds over hele ansigtet. – Jeg er rigtig, rigtig glad! Gå straks ud i køkkenet, så varmer jeg mad til dig. Tilfreds nikkede Leon til sin kone og gik mod køkkenet. Der ventede et overdådigt bord: jordbær, chokolade og mad lige ud af ovnen – nærmest som lavet til ham. – Nå, Nadja, du har da gjort dig umage! Hvor vidste du fra, jeg kom hjem på denne dag? Du er næsten synsk! Leon lagde ekstra meget mad på sin tallerken og gik i gang med middagen. Konen lod vente på sig, men Leon ville ikke kalde på hende: måske skulle hun bare lige tage en fin kjole på for sin elskede mand… – Leon, jeg… Vi… – Nadja, din steg smager fantastisk! Og salaten, og pandekagerne – man slikker sig om fingrene! – Men… Anders?! Leon vendte sig rundt. Der stod Nadja med armen om hans egen bror, Anders. Kvinden så sky ned i gulvet, Anders stod i shorts og t-shirt og gned sig træt i panden. – Ja, Leon, det er mig. Hej, brormand… – Goddag. Kan I så fortælle mig, hvad der foregår her? Eller det er måske åbenlyst… – Leon, jeg… Jeg har længe villet fortælle dig det. Jeg elsker din bror, Anders, og vil kun være med ham. Undskyld. – Nadja sagde det i et åndedrag og så på sin måske-nu-ex-mand. Leons tallerken faldt til gulvet og maden fløj ud over køkkenet. – Så I… Lige nu… – Ja. Vi var sammen lige nu. – Flot, bare flot, Nadja! Og du Anders, du er da for vild! Mine kære, kære mennesker! Nå, så var det altså derfor du lavede så lækker mad, Nadja… Og ikke til mig! Nadja kunne ikke se ham i øjnene. Hun vidste, at hvis hun bare løftede blikket, ville hendes styrke forsvinde. – Og Ida? Hvad skal der nu ske med vores datter? Ved hun det? – Nej, det… Det ved hun ikke. – Hvor er hun i aften? – Hun ser tegnefilm hos naboen. – Og det gør hun tit? – Det har hun gjort i et halvt år nu… Leon løb tør for spørgsmål. Også for følelser. Han var træt efter rejsen og så ingen mening i at skabe drama. Han havde fra naturens side en rolig og stabil karakter. Men blev det for meget, så kunne han eksplodere. Dog mest undtagelsesvis. Men at blive forrådt af to allernærmeste – det havde Leon aldrig forventet. Han blev lidt paf, men kun et øjeblik. – Du har ti minutter til at pakke. Tiden starter nu, – sagde Leon og tog en tår af sin te, uden at se på sin bror. – Hvad i alverden ser hun i Anders? Han ligner mig, ja, men kan ikke arbejde og har ikke meget at byde på… Hun kommer til at tabe på det valg. Men hendes sag! – tænkte Leon, mens han drak videre. – Jeg går ikke, før jeg får dit samtykke, – pludselig rejste Anders sig. – Og hvad for et samtykke er det, du vil have? – Til skilsmisse… Slip Nadja fri, hun elsker dig ikke! – Ja, det kan jeg jo se… I får jeres skilsmisse, men kun gennem retten! Så kan I bruge penge på advokater i stedet! – Leon… – Nadja lagde hånden på hans håndled. – Leon, lad os skilles i fred og ro. Du er jo god af natur – jeg ved det… Han rystede på hovedet. – Fint. Sådan bliver det. Men du er ikke længere min bror, Anders Vagnsen! – Vi… Vi ville gerne spørge dig om noget mere… – Hvad nu? – Lad mig blive boende i lejligheden efter skilsmissen, Leon! – Nadja smilede charmerende mens hun nussede hans arm. – Ida er så glad for stedet, har mange venner på skolen… Hvis vi skal dele lejligheden, har vi ikke råd til ny, så skal vi tilbage til landet… Leon lagde hagen mod sine hænder og tænkte. Da hun mærkede, han tøvede, begyndte Nadja at tale endnu blidere: – Leon, skat… Gør det for din datters skyld. Du er ung, tjener mange penge og kan købe nyt! Please, for din eneste datter! – Tag det roligt, Nadja, – afbrød han hende. – Jeg har en bedre idé. – Hvilken? Vil du også give bilen til os? Ida ville blive glad! – Ida skal bo hos mig. – Hvad?? Er du blevet skør, Leon? Du kan jo ikke håndtere børn! Du er aldrig hjemme, altid på forretningsrejser… Hun kan knap huske dit navn! – Det ser vi nu, – sagde han og gik ud i gangen. Få minutter efter kom Leon tilbage med datteren i hånden. En pige på ti år, lige startet i fjerde klasse. Hun klemte fars hånd og smilede stolt. – Hvorfor tager du hende med – skal hun blandes ind i konflikten?! – snerrede Nadja. Men Leon svarede ikke. Han satte sig på samme plads i køkkenet, satte datteren på skødet og sagde: – Ida, må jeg stille dig nogle spørgsmål, min skat? – Selvfølgelig! – svarede pigen glad. – Men du lover at svare ærligt! For nu taler jeg til dig som til en voksen. – Ligesom med mændene på dit kontor? – Lige præcis. Pigen nikkede. Hun glædede sig til, at far skulle tale alvorligt. – Sig mig, gør mor dig fortræd? Har hun slået dig den sidste uge? Ida blev flov og så væk, fingerede nervøst ved kjolen. – Hvad bilder du dig ind?! – råbte Nadja. – Er du blevet sindssyg? Lad barnet være! – Ti stille, Nadja, jeg taler med mit barn, – svarede Leon skarpt og strøg Ida over håret. – Vær ikke bange, Ida. Du lovede at svare ærligt. Ida nikkede. Tårerne kom frem. Hun kastede sig om fars hals og hviskede: – Hun slog mig tre gange! Først for en dårlig karakter, så for spildt mælk og tredje gang fordi jeg råbte af onkel Anders. Hun kyssede ham, mens du var væk. – Græd ikke, min pige, græd ikke! – Han strøg hendes hår. – Jeg er her, nu beskytter jeg dig. – Det passer ikke! – råbte Nadja. – Jeg har ikke rørt hende med et hår… – Så du vil have lejlighed og bil for at gøre noget godt for datteren? – spurgte Leon og smilede lumskt. – Ida, vil du svare på et spørgsmål mere? – Okay… – Ida, hvis du skulle vælge, hvem ville du bo hos – mor eller far? Hun blev stille. Hendes blik flakkede mellem forældrene. Nadja gjorde alt for at vinde hende, rakte selv armene frem. – Lover du, du ikke rejser igen? – Jeg lover! – svarede faren uden tøven. – Så vil jeg bo hos dig, far. – Din…! – Nadja rakte ud efter pigen, men Leon holdt hende fast og spærrede for. Anders, der havde stået og set tavst til, sagde ikke noget. – Så, Nadja, så fik vi snakket. Du får ikke mere at se til hende, – sagde Leon stille og gik med pigen ind på hendes værelse. Efter få minutter havde han hjulpet Ida med at pakke. Hans egen taske var jo stadig pakket. Leon og Ida tog på hotellet i den anden ende af byen, hvor han tit boede i forbindelse med arbejde. …Nogle måneder senere kom sagen for retten. Da Nadja og Anders hverken havde fast indtægt, bolig eller mulighed for at passe et barn, dømte retten Ida til at bo hos sin far. Især fordi pigen selv ønskede det. Kun ham. Leon delte lejligheden som planlagt og solgte sin halvdel. Ida måtte se sin mor i weekenden, men boede nu hos far i deres nye hjem. Leon omlagde sit arbejdsliv så han kunne være der for sin datter. Nu var der ingen tre-måneders forretningsrejser mere. Og Ida smilede nu meget oftere – det var mere værd end penge eller nogen karriere… Skriv gerne i kommentarfeltet, hvad du tænker om historien! Og giv et like hvis du blev rørt.