Han jævnede jorden, lavede blomsterbede til Marina og byggede en pavillon. Også inde i huset kunne man mærke en rigtig mands hånd. Nej, Marina havde valgt den helt rigtige mand – absolut den rigtige! Og så tjente Igor endda penge og forsøgte altid at glæde Marina med små gaver. — Du elskede mig jo ikke. Du giftede dig med mig uden kærlighed. Nu forlader du mig, når jeg er blevet syg… — Det gør jeg ikke! sagde Marina og tog Igor i favn. – Du er den bedste mand, jeg kunne ønske mig! Jeg forlader dig aldrig… Han kunne næsten ikke tro, det var sandt. Igor var i dårligt humør… Marina havde været gift i femogtyve år og var stadig populær blandt mændene. Hun havde altid været eftertragtet – allerede som ung og også i folkeskolen løb fyrene efter hende, selvom hun aldrig havde været en klassisk skønhed. Men hun forlod aldrig sin mand – heller ikke selvom han var en noget sammensat personlighed. Nej, Marina blev hos Vadim til hans sidste dag. De fik en datter, giftede hende bort, og nu bor Daria i Italien med sin mand, sender dejlige billeder og inviterer Marina på besøg. Men Marina og Vadik kom sig aldrig sammen af sted. Måske tager Marina af sted en dag. Men for Vadik var det slut. Marinas mand omkom i en bilulykke – så meningsløst… Efterfølgende fik Marina at vide, at han måske var blevet dårlig bag rattet – hjertet svigtede, og han mistede kontrollen. — Måske besvimede han? foreslog hun. — Det får vi aldrig at vide. – sukkede veninden, lægen. – Årsagen: flere skader, ikke forenelige med livet. Marina var i chok, men veninden Elena hjalp hende med at få styr på alt det praktiske. Elena fandt også ud af alle detaljerne ad sine egne kanaler. Vadim blev begravet, og Marina stod nu alene tilbage i det store hus, som de havde bygget sammen gennem årene. Huset havde egentlig den passende størrelse til to eller flere når gæsterne var der. Men for én person … for en kvinde alene – føltes det alt for stort og tungt. Et hjem er nu engang et hjem. Der skal være en mands hånd… Daria kom hjem for at tage afsked med sin far. Hun talte med sin mor om muligvis at sælge huset, købe en lejlighed og måske flytte med til Italien. — Nej, sagde Marina bestemt. – Jeg har ikke brugt hele mit liv på at bygge det her hus for at sælge det. Og jeg har set jeres Italien – ikke tale om. — Mor! — Åh, Daria du forstår ikke noget! – smilede Marina gennem tårerne. – Jeg laver bare sjov. — Nå, hvis du laver sjov, så kan det jo ikke være helt slemt. Det hele stod lidt i stampe, præcis som livet med den afdøde – Vadik, der på den ene side var omsorgsfuld og kærlig, men også kunne være lunefuld og opslidende, når han var i dårligt humør. Bagefter fortrød han og sagde undskyld, men Marina var nem at omgås – hun dvælede aldrig længe ved de dårlige stunder. Sådan levede de i 25 år! Man kunne blive skør af mindre… Daria blev kun hjemme et kort besøg, for hendes mand arbejdede meget, og det var flere grunde til, at hun skyndte sig retur for at passe på hjemmet. Marina blev alene tilbage. Men hun vidste godt, at det nok ikke ville vare længe. Det kom også til at passe. Efter et halvt års tid, hvor hun sørgede, tørrede hun tårerne og opdagede snart, at en lille flok bejlere havde samlet sig omkring hende. I øvrigt havde selv Marinas mor altid været overrasket over datterens stortræk på mænd. — Jeg forstår ikke, hvad de ser i dig? De falder jo nærmest på stribe! Du er ikke ligefrem nogen skønhed … eller er jeg bare blind? — Du er bare sød, mor. – lo Marina, mens hun lagde læbestift. – Skønhed betyder ingenting. Det gælder om at have charme og karisma. Lidt kant. — Gå ud og hyg dig, kvinde, – grinede moren. – Ellers bliver din bejler træt af at vente og går. — Så kommer der bare en anden, – trak Marina på skuldrene. Snart var det tredive år siden den samtale, og intet var forandret. Kvinder klager stadig over, at der ingen frie mænd er, at der efter fyrre ikke er nogen at gifte sig med. Marina forstod ikke det problem. I en alder af 46 havde hun faktisk to friere på én gang, og begge var gode. Det var dog Dmitrij, som Marina var varmest på. Han var charmerende, intelligent, flot og god at tale med. Men han var mest til fine ord og samtaler, og Marina forstod med alderen – han var ikke til hverdagslivet i hendes store hus. Den anden, Igor, var en solid arbejder. En rigtig mand, der kunne skrue, bygge, fikse og skabe tryghed – sådan én, der kunne stille festen på benene, men i hverdagen var mere tavs, dog også driftssikker og stærk. Han var måske ikke så romantisk, men han holdt af at glæde Marina, og selvom han kunne drikke meget, passede han altid sit og genvandt energien hurtigt. Marina valgte ham. Dmitrij blev skuffet over, at hans smukke ord ikke var nok og forsvandt. Marina giftede sig med Igor, og han var ovenud lykkelig. Til brylluppet fik han en tår over tørsten, sang og dansede hele natten. — Hold da op, – grinede Elena. – Det er ikke et år siden, Vadim gik bort, og nu er du gift igen. Der er kvinder, der leder og leder uden held, men du skal bare vise dig – så står mændene i kø! — Bare sig det: “Hvad er det, de ser i dig? Du er jo heller ikke ligefrem nogen skønhed!” — Nej, det siger jeg ikke. Men du har altså altid været eftertragtet, så det er bare et faktum. — Jeg ved heller ikke, hvad de ser i mig, Elena. Tag en snak med min mor om det. Marina blinkede til veninden og gik ud for at danse med sin nye mand. Hun dansede og bekæmpede de sidste tvivl. Og hvad så, om Igor er lidt enkel? Til gengæld er han stærk og handlekraftig. Og han gør huset hjemligt. Så kan det være ligemeget med de store ord — man bliver ikke mæt af dem. På få måneder forvandlede Igor Marinas have til et eventyr. Han fældede de overflødige træer, jævnede jorden, lavede blomsterbede, byggede en pavillon – og i hele huset mærkede man, at en rigtig mand var flyttet ind. Marina sammenlignede sit korte nye familieliv med de femogtyve år i det første ægteskab, og hun fortrød helt ærligt, at hun ikke havde mødt Igor noget før. En guldmand! Om sommeren griller de i haven, og de spiser sammen ved det flotte træbord og bænkene, Igor selv har lavet under pavillonen. Marina sad mæt af grillmad og nød øjeblikket som en tilfreds kat, mens Igor smilede til hende. — Hvad tænker du på, Igor? — Ikke noget. Jeg nyder bare livet. Hans første kone havde været kedelig. Han havde aldrig troet, han skulle finde en så dejlig kvinde. Fire år gik, så begyndte Igor pludselig at blive træt og tabe sig, uden grund. Og da han en gang havde drukket lidt for meget – som han engang imellem kunne lide – blev han dårlig. — Igor, du skal gå til læge! – sagde Marina bekymret. – Hvad venter du på? Der er tydeligvis noget galt. — Det går over af sig selv, Marinka. Ikke noget at snakke om! — Lad nu være! Hvad hvis det ikke går over? Hvorfor er du som de fleste mænd – bange for læger? — Nej. Men Igor var faktisk bange for noget helt andet. Han frygtede, at hvis han virkelig var alvorligt syg, ville Marina forlade ham. Hvem vil leve med en syg mand? Han forstod godt, at Marina havde giftet sig med ham af praktiske grunde, ikke på grund af stor kærlighed. Men han elskede hende! Alligevel. Han havde set den hjælpeløse kvinde i Brugsen, der ikke kunne finde sin pung, og var blevet ramt. Han fik lyst til at beskytte hende altid. Da Igor besvimede under et selskab, blev der endelig ringet efter en ambulance. Marina tog med. Han kom ikke til bevidsthed. Hun holdt ham i hånden og bad en stille bøn. Han blev straks opereret. – En tumor på leveren. — Kræft? spurgte Marina forskrækket. — Vi venter på svar fra prøverne nu. Tumoren var heldigvis godartet, men den var stor, da Igor blev opereret. Lægerne forbød Igor alt muligt og sagde, at det ville blive en lang proces, måske ville han aldrig blive helt rask – alderen taget i betragtning. Igor blev trist. Hans mor kom forbi på hospitalet, mens Marina var på arbejde, og havde mad med, han måtte få. — Søn, jeg kan slet ikke kende dig! sagde Tanja. – Du har overlevet. Det er ikke kræft. Du burde være glad. Her, spis nu noget mad. — Jeg er ikke sulten. — Prøv! Kommer Marina overhovedet? — Det gør hun … endnu. sagde Igor. — Hvad? Er du bange for, hun forlader dig? Det ville være dumt! — Jeg kan jo ingenting nu! Ikke engang arbejde. Jeg bliver halvtreds i juni, og nu er jeg invalid. Hvem har brug for en invalid? — Hvad sker der herinde? – spurgte Marina, da hun trådte ind. – I larmer på hele afdelingen! Goddag, Tanja! — Jeg går nu. Hej, Marina. Marina vaskede hænder og gik hen til sin ulykkelige mand. — Sikke noget pjat, du invalid. Du har da både hænder og ben! Du skal nok blive dig selv igen. Ved du, hvad jeg har læst om leveren? — Nej, hvad? — At den er det eneste organ, der kan vokse ud igen. Hvis bare der er 51 procent tilbage, kan resten komme – og du har 60 procent. Du skal bare give det tid! — Og har jeg det? — Hvad mener du? — Tid. — Er der noget, du ikke har fortalt mig? Har du bedt lægerne holde noget hemmeligt? — Nej, jeg tænkte bare… Igor blev udskrevet. Men livet var blevet svært. Han blev hurtigt træt, så snart han lavede noget fysisk, og det nagede ham. Snart fyldte han 50, men nu kunne han ikke feste eller spise normalt. Sikke et jubilæum… Marina lod, som om hun ikke lagde mærke til hans træthed og spiste det samme diætmad sammen med ham. — Marina … sagde Igor til sidst. – Hvad bliver der nu af os? — Hvad mener du? — Jeg bliver langsomt frisk. Du går vel fra mig snart? Så sig det nu. — Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg elsker at være sammen med dig. — Ja, mens jeg kunne arbejde og gøre alt var det jo dejligt. Men hvad nu? Nu har selv jeg det ikke sjovt med mig selv. — Du skal tage dig sammen! Det går alt sammen. Marina kom om bagved, lagde kinden mod hans nakke og holdt om ham. — Jeg elsker dig. Jeg forlader dig aldrig. Tag nu den tid, du har brug for, til at komme dig. — Elsker du mig? Virkelig? — Ja, virkelig. Marina forlod ikke Igor. Han kom sig langsomt. Hun holdt en fejring for ham uden stærk sprut, så han ikke skulle savne alkoholen. Nogle venner kom forbi, de spillede spil i pavillonen. — Du er heldig med den kone, Igor, sagde vennerne på vej ud. — Så går I vel hjem og får en drink for min skyld? sagde Igor drillende. De grinede og gik. Om aftenen sad Marina og Igor på trappen, alene under stjernerne – lykkelige. For første gang i mange måneder følte Igor sig bedre. Han begyndte at tro på, han kunne komme sig. Og at Marina ikke ville forlade ham. Han holdt hende tæt. — Hvad er der, Igor? — Alt er godt! svarede han. — Endelig. sagde Marina og kyssede ham på kinden. De var lykkelige …

Jorden blev jævnet. Jens lavede blomsterbede til Karen. Han byggede en pavillon. Selv inde i huset kunne man mærke en solid, mandlig hånd. Jo, Karen havde valgt rigtigt. Helt rigtigt. Ovenikøbet tjente Jens gode penge og forsøgte hele tiden at glæde Karen med små gaver.

Du elskede mig jo ikke til at starte med. Du sagde ja uden kærlighed. Nu forlader du mig vel, nu hvor jeg er blevet syg

Jeg forlader dig ikke! sagde Karen og gav Jens et kram. Du er den bedste mand! Jeg lader dig aldrig i stikken

Han kunne næsten ikke tro sine egne ører. Jens var ellers gået og været ret mismodig.

Karen havde været gift i femogtyve år, og i al den tid havde mænd stadig set hende i gadebilledet. Som ung var hun den mest eftertragtede pige i hele Esbjerg.

Ja, selv i skoletiden havde drengene løbet efter Karen. Alligevel havde hun aldrig været en klassisk skønhed.

Hun blev ikke skilt fra sin første mand, selvom Anders var en kompliceret person.

Nej, Karen boede hos Anders til den dag, han gik bort. De fik en datter sammen Marie og så hende blive voksen og gift. Hendes svigersøn tog Marie med til Italien, og de sender nu flotte billeder og inviterer til besøg. Men Karen og Anders nåede aldrig derned sammen Måske tager Karen afsted en dag. Men for Anders blev det ikke til mere.

Karens mand døde i et trafikuheld. Så meningsløst Dog fik Karen senere at vide, at han nok havde fået et ildebefindende bag rattet. Måske et hjerteanfald han blev forvirret og mistede kontrollen over bilen.

Måske besvimede han bare? spurgte hun.

Nu får vi det aldrig at vide, sukkede hendes veninde, Bodil, som er læge. Dødsårsagen var: omfattende skader, uforenelige med livet.

Karen var helt i chok. Hendes veninde Bodil hjalp med at arrangere det hele.

Hun fik styr på detaljerne via sine egne kontakter. Anders blev begravet, og Karen stod nu alene tilbage i det store hus, som de havde bygget sammen gennem et langt liv.

Nej, huset var næppe for stort, hvis man var to eller havde besøg. Men som én person for en kvinde stort, og også en byrde.

Et hjem er et hjem. Et sted, hvor mandens hænder virkelig kan gøre en forskel…

Marie kom hjem til sin fars begravelse. Hun spurgte sin mor, om hun ikke skulle sælge huset, købe en lille lejlighed, og måske flytte med dem til Italien.

Nej! udbrød Karen. Jeg har ikke bygget det her hus for at sælge det. Og jeg vil altså ikke til jeres Italien. Jeg har set det dér Italien nok

Mor!

Du er mørk i blikket, Marie! smilte Karen gennem tårerne. Jeg laver bare lidt sjov.

Nå, hvis du kan lave sjov, så er det måske ikke helt galt alligevel.

Det hele var nu lidt tvetydigt. Præcis så uigennemskueligt, som Anders selv havde været. På den ene side, så var han kærlig og omsorgsfuld.

På den anden side kunne hans humør svinge. Hvis han havde en dårlig dag, kunne Karen få sine nerver brugt op bare ved at leve sammen med ham. Senere fortrød han og undskyldte, og Karen hun tog det hele med ro og bearbejdede det let. Sådan boede de sammen. Femogtyve år! Man kunne blive skør af det

Marie blev et par dage, men skulle hastigt hjem, da hendes mand havde travlt, og hun ville passe på deres hjem. Karen blev alene.

Alligevel hun ved, at det kun er midlertidigt.

Og ganske rigtigt. Hun sørgede i et halvt år, men da hun tørrede tårerne, havde nye beundrere allerede samlet sig omkring hende.

Selv Karens mor undrede sig over, hvorfor der altid var så stor interesse for hendes datter.

Hvad er det, de ser i dig? De falder jo nærmest på stribe! Og det er jo ikke, fordi du er klassisk smuk eller misforstår jeg noget?

Åh mor, du er alt for sød, grinte Karen, mens hun lagde læbestift. Skønhed betyder intet. Det er tom luft. En kvinde skal have noget charme og karisma. Noget særligt.

Nu kan du godt skynde dig, Karen, lo moren. Ellers bliver bejleren træt af at vente.

Der kommer bare en anden, trak Karen på skuldrene.

Der var nu næsten gået tredive år siden det lille morsomme skænderi, men intet havde ændret sig. Kvinder klagede stadig over manglen på mænd, især dem over fyrre.

Karen forstod ikke det problem. Selv som 46-årig havde hun to bejlere begge glimrende mænd.

Hun havde hjertet mest hos Simon. Han var hendes type både udseendemæssigt og i snakken. Han var både charmerende, dannet, og det var altid spændende at føre samtale med ham.

Men Simon var kun god til at tale. Karen faldt nærmest for ham med ørene, men hendes erfaring sagde hende: han er ikke én at bygge et praktisk hjem med.

Den anden bejler, Jens, var en jordnær type. Af de mænd, der kan tage en øl til fest, men altid får tingene til at fungere. En rigtig mand med hænderne skruet ordentligt på, venlig og rar, men fuld af indre styrke.

Hjemme er sådan en nok stille og rolig, men han vil også kunne flytte bjerge for sin kvinde, hvis det gælder. Det pudsige var, at Karen var mindre tiltrukket af Jens den velkendte kvindelogik.

Han overdængede hende ikke med ord. Ædru var Jens rimelig fåmælt. Men når han fik lidt at drikke, kunne han godt fortælle historier og holde samtalen i gang.

Jens kunne drikke meget, men næste dag var han på toppen igen. Kolde bade, og så videre i dagens dont. Uden store ord, men med handling. Det var Jens, hun valgte.

Simon blev stødt over at hans søde ord ikke hjalp, og han forsvandt.

Karen giftede sig med Jens, som var ellevild af lykke. Til brylluppet drak han lidt for meget og sang og dansede hele natten.

Du er altså noget for dig selv, smilede Bodil. Det er under et år siden, Anders gik bort, og nu er du allerede gift igen. Der er kvinder, der leder med lys og lygte, men du behøver bare gå udenfor.

Du kan lige så godt sige det: Hvad er det, de ser i dig? Du er jo ikke specielt smuk.

Ja det vil jeg lade være med at sige. Men at du altid har været i høj kurs, det er et faktum.

Jeg ved ikke, Bodil, hvad de ser i mig. Spørg min mor.

Karen blinkede til sin veninde og gik ud for at danse med sin mand. Hun dansede og forsøgte at glemme de sidste tvivl.

Hvad gør det, at Jens er lidt enkel? Han er stærk. Og dygtig. Han ser da også stadig godt ud. Og at han er stille, gør måske slet ikke noget.

Hvis nu hun havde taget Simon hvad så? Smukke ord gør ingen mæt.

På få måneder lavede Jens haven om til et lille paradis. Han fjernede gamle træer, jævnede jorden, lavede blomsterbede og byggede en fin pavillon. Inde i huset kunne man tydeligt mærke hans stærke hånd.

Karen havde virkelig valgt rigtigt.

Jens tjente stadig fint med penge og prøvede hele tiden at glæde Karen.

Hun sammenlignede den korte tid i sit nye ægteskab med de femogtyve år i det første og hun fortrød helt ærligt, at hun ikke havde truffet Jens langt tidligere. Sikke en mand!

Når sommeren kom, grillede de i havens pavillon, hvor Jens havde lavet et flot bord og nogle bænke.

Karen satte sig mæt tilbage, som en veltilpas kat. Jens kiggede smilende på hende.

Hvad smiler du af, Jens?

Ikke noget. Jeg glæder mig bare.

Hans første kone havde været sur og trist det meste af tiden. Han havde ikke troet, at han skulle møde så dejlig en kvinde som Karen.

De nød fire gode år sammen, før Jens pludselig begyndte at føle sig sløj.

Han blev hurtigt træt. Tabte sig uden grund. Og hvis han fik sig en øl noget, han dog altid har været glad for blev han slet ikke godt tilpas.

Jens, du skal gå til læge! sagde Karen bekymret. Hvad venter du på? Du fejler tydeligvis noget.

Sludder, Karen! Det går nok snart over!

Holder du dig for nar? Eller er du ligesom de fleste mænd? Bange for lægen?

Nej

Jens ville ikke sige hvad han faktisk frygtede. Han var kun bange for én ting at Karen ville forlade ham, hvis han virkelig var alvorligt syg. Hvem vil dog bo med en syg mand?

Han var ikke dum. Han vidste godt, at Karen først havde sagt ja ud fra fornuft ikke ren kærlighed. Men han elskede hende! Trods alt.

Første gang han mødte hende i Føtex, så han hende stå forvirret og rode rundt efter sin pung i tasken, og han blev straks betaget. Hendes usikkerhed var rørende.

Han havde bare lyst til at tage hende i armene og passe på hende altid. Selvom hans egen mor sagde efter at have mødt hende:

Det er jo dig, der skal leve med hende, Jens. Men jeg ser ikke, hvad du ser i hende. Hun er ikke smuk. Hun er ikke ung. Du kunne få hvem som helst! Enhver ung pige ville da sige ja til dig!

Ingen anden betød noget for Jens. Bare Karen. Men hvis han nu virkelig blev syg, ville Karen så overhovedet bruge sit liv på ham?

Karen fik ham aldrig overtalt til at tage til læge. En lørdag aften havde de Bodil og hendes mand, Erik, på besøg. Jens og Erik stod udenfor og grillede, mens Karen med Bodil snittede salat i køkkenet.

Er Jens mon ikke lidt syg? spurgte Bodil.

Jeg ved det ikke! næsten råbte Karen. Jeg beder ham gå til lægen, men han nægter! Du er læge. Synes du ikke også, han er blevet dårligere?

Jo han ser da tyndere ud. Og jeg synes også, hans teint virker lidt gullig.

Åh nej! Bodil, du MÅ få ham til at gå til lægen. Måske lytter han til dig?

Bodil kiggede alvorligt på sin veninde.

Karen elsker du ham? Jeg kan huske, hvordan du tvivlede i begyndelsen

Karen bed sig i læben uden at svare.

Men Bodil nåede aldrig at overtale Jens. Under middagen besvimede han pludselig. De ringede 112, og Karen tog med ham i ambulancen. Han vågnede aldrig op før operationen. Hun sad og holdt hans hånd og bad.

Han blev opereret næsten med det samme.

Det er en tumor på leveren.

Kræft?! udbrød Karen forskrækket.

Vi må lige vente på svar fra prøverne.

Det viste sig, at tumoren var godartet, men den var allerede ret stor, da Jens blev opereret.

Efter operationen forbød lægerne meget og advarede om, at det ville tage tid at komme sig hvis han overhovedet kom sig fuldstændig.

Jens blev meget trist. Hans mor besøgte ham ovre på hospitalet, mens Karen var på arbejde, med den lille madpakke Jens nu måtte spise.

Dreng, jeg kan næsten ikke kende dig! sagde Ingrid. Hvad sker der? Du overlevede. Du har ikke kræft. Det skal du glæde dig over! Her, tag nu lidt dampede frikadeller.

Jeg orker ikke

Du SKAL spise. Kom nu! Ser Karen dig da stadig?

Ja, hun kommer indtil videre, svarede Jens.

Tror du, hun stikker af? Så er hun ikke meget værd!

Jeg kan ingenting længere! Ikke engang arbejde. Jeg er kun halvtreds, men er allerede helt til overs. Hvem gider en som mig?

Hvad sker der herinde? spurgte Karen, idet hun trådte ind. I råber jo på hele afdelingen. Hej, Ingrid!

Jeg må hellere gå nu. Hej Karen, og farvel.

Hvad nu?

Jens mor slog ud med hånden og gik. Karen vaskede hænderne og satte sig ved Jens seng.

Nå, er du nu så hjælpeløs igen? Du har da både arme og ben. Resten skal nok gå. Ved du hvad jeg læste om leveren?

Hvad da?

Leveren kan gendanne sig selv. Hvis du har mindst 51% tilbage, kan du gendanne hele. Du har faktisk 60% tilbage. Giv det tid. Det bliver bedre!

Har jeg tid nok?

Hvad mener du?

Tid.

Jens, hvad snakker du om? Er der noget lægerne har glemt at sige mig? Har du bedt dem hemmeligholde noget?

Nej, ikke det

Jens blev udskrevet. Nu begyndte den hårdeste periode. Hver gang han lavede det mindste, blev han hurtigt træt. Det sled mere på ham, end han kunne have forestillet sig.

Og hans næste runde fødselsdag nærmede sig, men tanken gjorde ham trist. Han måtte ikke rigtig spise noget, og slet ikke drikke. God fornøjelse!

Karen lod, som om hun ikke bemærkede, hvor træt Jens blev, og hun spiste entusiastisk diætmad sammen med ham.

Karen sagde Jens en dag. Hvad tror du, der skal ske med os nu?

Hvad tænker du på?

Jeg kommer mig ikke særlig hurtigt. Vil du forlade mig? Søg hellere nu.

Hvorfor dog det? Jeg har det godt med dig.

Ja, det var dengang, jeg lavede det hele og kunne arbejde. Hvad med nu? Nu er jeg selv træt af at være mig.

Det skal du ikke være. Tag dig nu bare sammen lidt!

Jeg prøver! Men, to sving med hammeren og jeg er flad som en pandekage.

Karen gik hen til ham og lagde armene bagfra omkring ham. Hun pressede kinden mod hans nakke.

Jeg elsker dig. Og jeg forlader dig aldrig. Tag den nu med ro og lad det hele gå, som det skal.

Elsker du mig virkelig?

Ja, helt oprigtigt.

Karen forlader ikke Jens. Han kommer sig langsomt, men det går fremad.

Til hans fødselsdag arrangerede Karen en fejring helt uden spiritus, så han ikke blev ked af det.

Vennerne kom forbi, sad ude i pavillonen, spillede brætspil og hyggede.

Du har haft held i kærlighed, Jens, sagde hans venner, da de gik.

Nu klarer I vel resten af festen uden mig, grinede Jens.

De lo og skiltes. Om aftenen sad Karen og Jens på trappen, kiggede op på stjernerne over Varde. Lykken bredte sig mellem dem.

For første gang i flere måneder mærkede Jens, at det gik lidt fremad. Han troede på, at han ville blive rask, og at Karen virkelig ikke ville gå fra ham. Jens slog armene tættere om hende.

Hvad nu, Jens?

Det hele skal nok gå! sagde han.

Endelig, smilede Karen og kyssede ham blidt på kinden.

De var lykkelige.

Livet tager ofte uventede drejninger, men den sande styrke i et forhold handler ikke om perfekte forudsætninger det handler om at vælge hinanden igen og igen, også når livet er svært. Det er her, kærligheden virkelig viser sin værdi.