Fru Lise Jørgensen holdt op med at træde ind i Bedstemor Ingrid Sørensens lille hytte i Skagen. Hun begyndte at hviske, at den ældre kvinde var blevet skør i sine sidste år, fordi hun holdt en mår eller en gik på to ben som om den var en væltet skabning.
En regnfuld eftermiddag fandt Ingrid et gråt, spinkle killespind på sit køkkenvindue. Hun boede alene, men hendes hjerte var blødt som et nyplukket kløverblad.
Hun krøb ind med killen, og mens dråberne trommede mod taget, knitrede den store, gamle brændeovn, som hun havde fået varmet i årtier. Kort efter var killen varm, drak den den mælk, som Ingrid forsigtigt hældte i en lille skål. Pludselig følte den ensomme bedstemor, at der var nogen at tale med.
Killespind spandt og lyttede til Ingrids gamle folkesange, mens den legede med en trådløs uldbold. Ingrid strikkede sokker og endda et par handsker af blød uld. Naboens børn kom ofte forbi for at købe de friske tærter, og killen voksede sig stor og kraftig. Han jagtede mus og rotter, kender hvert eneste skridt på den lille jord, som en drøm.
Han sprang op i træerne og gled ned igen, hver gang han så sin bedstemor. Ingrid tænkte aldrig over, hvor mærkeligt hans vaner var. Hun begyndte at kalde ham kærligt Kattekriger. Kattekriger svarede hver gang med et mjav. En dag sagde Lise, at det ikke var en kat, men en lille mår.
Ingrid lod være at lytte. En varm sommermorgen plukkede hun hindbær og solbær i haven, da hun hørte et skarpt sus. Hun sænkede hovedet og så en enorm hveps, der hængte i luften som en truende skygge. Hvepsen stod klar til at angribe. Ingrid forstod, at hun ikke kunne springe på bordet; hendes ben var som sand i vinden, og alderen nægtede hende.
Før hun nåede at skrige, sprang Kattekriger på hvepsen. Med et lynslag slog han den ned, men legede videre med den, trak den op i et højt træ og holdt den i munden som en ballon. Så faldt hvepsen ved et uheld på Lises hoved, som om den skrævede som en lille gris. Kattekriger sprang tilbage og fjernede den, uden at høre på hendes skrig.
Lise gik aldrig længere ind i Ingrids hus og fortsatte med at samle rygter om, at den gamle kvinde var blevet tosset, fordi hun havde en mår eller en væltet skabning i sit hjem.
Ingrid lod være at se på den enorme skygge, som Kattekriger voksede sig til. Det var hendes yndlingsdyr. Hun kælede for ham, mens han lå krøllet på tæppet ved hendes seng.
Kattekriger elskede at strejfe gennem det tætte græs, nogle gange sov han i varmen, men han vendte altid hjem, når natten faldt på.
En nat, da Ingrid faldt i dyb søvn, åbnede hun vinduet en smule, for katten nød at gå ud i månen. To lokale drikkende mænd sneg sig ind gennem vinduet. De vidste, at hun netop havde fået sin folkepension på 3.500 kroner. De bandt et tørklæde om hendes mund og satte ham på hendes næse som en klap.
Da de så den sovende bedstemor, vækkede de hende og begyndte at spørge om penge. Hun, rystende og uden at kunne tale, græd kun. En af de to mænd greb efter en kniv i panik, men et øjeblik senere fløj en stor, krøllet skygge ind gennem vinduet. Skyggen var som en sort ulv med grønne øjne, der glimtede i halvdunklet.
Den ene røver råbte:
Er det dig, Borjan? Har du stjålet noget fra naboen? Hun har jo lige fået sin pension!
Den sorte skygge sprang på ham, sank sine tænder i halsen, og gik derefter videre til den anden, hvor den stak sit spidse næb i øjet, så han gøede som en lille svin.
Herregud! En uhyggelig kraft! sang den i stenet stemme. De grønne øjne glødede i mørket, og skyggen hoppede fra den ene røver til den anden. Ingrid trak hurtigt sit tørklæde af og tændte lyset med et skarpt klik.
Hun genkendte hurtigt de to mænd. Med al sin kraft råbte hun:
Hjælp!
Alle vinduerne i den lille landsby lyste op.
Naboerne strømmede ind, så en grusom scene: to drikkende mænd lå på gulvet, den ene med ansigtet flået af, den anden holdt sig for halsen, alt var dækket af blod. Ingrid sad på sengen, omsluttet af Kattekriger, som spandt og brølede, så ingen turde nærme sig.
Hun huskede pludselig Lise, den tredje røver, som gemte sig i saunaen. De jagtede ham ind i dampen, slog ham, og tog de 1.200 kroner, han havde røvet. De afleverede pengene til Lise og besluttede sig for at lade politiet stå udenfor de havde alt, hvad de behøvede.
Røverne blev straffet på deres egen måde. En af dem, med hæs stemme, råbte:
Det er ikke en kat! Det er en MAJHEN! Jeg så det på TV!
Ingrid slog ham hårdt i ansigtet:
Din slyngel, du driller min kat! hun råbte. Du er selv en skurk! Du må ikke tale sådan om min kat!
Hun kastede sig på stolen og sagde, at alle skulle trykke like og skrive deres tanker i kommentarfeltet.
