Jeg er 25 år gammel og har boet sammen med min mormor i to måneder nu. Min moster hendes eneste levende datter døde pludseligt for to måneder siden. Indtil da boede mormor sammen med hende. De delte hverdag, hjem og de stille øjeblikke. Jeg besøgte dem ofte, men vi havde alle vores egne liv. Alt ændrede sig den dag, mormor blev alene.
Tab er ikke fremmed for mig. Min mor døde, da jeg var 19 år. Siden da har jeg lært at leve med savnet som en del af hverdagen. Jeg har aldrig kendt min far. Der er ingen familiehemmelighed, ingen fortiet sandhed han var der bare ikke. Så da moster forsvandt, indså jeg meget klart: Nu var det kun mormor og mig tilbage.
De første dage efter begravelsen var mærkelige. Mormor græd ikke hele tiden, men sorgen kunne mærkes i de små ting hun rejste sig langsommere, glemte at slukke lyset, satte sig og stirrede ud i tomheden. Jeg sagde først til mig selv, at jeg blev et par dage. De dage blev til uger. Og en dag satte jeg mit tøj på plads og indså, at jeg ikke havde planer om at tage væk igen.
Siden da er der selvfølgelig kommet meninger. Folk har altid noget at sige.
Nogle mener, jeg gør det rigtige hvordan skulle jeg kunne efterlade en ældre kvinde, der lige har mistet sin datter, helt alene? Andre siger, jeg spilder min ungdom, at man i min alder burde rejse, feste, finde sig en kæreste og leve livet. De spørger, om det ikke er hårdt, om jeg føler mig fanget, om jeg ikke er bange for at ende alene bagefter.
Men sandheden er, at jeg ikke ser det sådan.
Jeg arbejder, sparer op, holder hjemmet, tager mormor med til lægen, vi laver mad sammen, ser fjernsyn om aftenen. Jeg føler ikke, at jeg opgiver noget. Jeg føler, jeg vælger. Lige nu har jeg ikke en kæreste, jeg tænker ikke på børn eller at rejse ud i verden. Jeg tænker på tryghed, nærvær, på ikke at gentage den historie af svigt, jeg kender alt for godt.
Min mormor er det sidste, jeg har fra min nære familie. Jeg har ingen mor, ingen moster, ingen far. Og jeg ønsker ikke, hun skal leve sine sidste år med en følelse af at være i vejen, eller at hun er en byrde. Jeg vil ikke have, at hun spiser alene hver dag eller falder i søvn med tanken om, at der ikke er nogen.
Måske går mit liv en anden vej senere. Måske rejser jeg, bliver forelsket, flytter. Men lige nu er det her min plads. Ikke ud af pligt. Ikke af skyld. Men fordi jeg elsker min mormor og fordi jeg holder af mig selv sammen med hende.
Hvad ville du have gjort?
