Lige før nytår gik jeg med mor ind i “BR Legetøj”… Og jeg blev helt vild med en bestemt kjole derinde. Rød, strikket, med skinnende blå kant nede og på ærmerne. Vi skulle egentlig bare have småting – måske en lyskæde eller noget glimmer… Men jeg stod fast og tryglede mor om at prøve kjolen. Og kjolen sad som syet til mig! Fantasierne begyndte straks at blomstre – jeg var hemmeligt vild med en dreng i min klasse, og nu håbede jeg sådan, han ville se mig i den kjole til klassefesten. Jeg stod nærmest med tårer i øjnene og nægtede at tage den af. Så så min mor det og sagde: “Jeg får snart løn, lad os tage den med.” Jeg var lykkelig hele vejen hjem! Vi pyntede lejligheden, pyntede juletræet. Men i køleskabet var kun lidt smør og is tilbage. Vi ventede spændte på mors løn – for som I ved, arbejdede folk jo i Danmark også på selveste nytårsaften i gamle dage, men de fik fri lidt tidligere. Mor kom hjem fra arbejde – men lønnen udeblev, den blev forsinket. Hun var ked af det, med tårer i øjnene og skam i stemmen over ikke at kunne lave en rigtig nytårsmiddag. Jeg må sige, jeg blev faktisk ikke spor skuffet – stemningen var stadig festlig. Vi sad foran fjernsynet og så nytårsfilm – dem var der kun mange af til jul og nytår, for ellers var der kun to kanaler og ikke så meget at se. Mor kogte kartofler med smør, rev gulerødder og dryssede sukker på – mere var der ikke. Vi satte os til bordet; mor begyndte at græde, og jeg trøstede hende, indtil jeg selv ikke kunne lade være med at græde – ikke for maden, men fordi det gjorde ondt at se mor sådan. Vi krøb sammen under tæppet på sofaen og så nytårskoncert. Klokken slog 12. Naboerne kom ud på trappeopgangen med champagne og skålede nytåret ind, sang og larmede – vi blev bare indenfor. Så ringede det på døren, insisterende. Mor åbnede – udenfor stod vores sure nabokone, hende der altid skældte mig ud for at larme, springe køen over eller ikke gøre rent i opgangen. Hun kom forbi, skulede over vores bord med kartofler – og gik så igen uden et ord. 20 minutter efter bankede det voldsomt på døren – mor forbød mig at åbne. Nu kom Vera ind, med favnen fuld af poser, glas, tallerkener, en flaske champagne under armen. Hun råbte ad mor, “Hjælp til!” og begyndte at pakke sild, pålæg, syltede agurker, halv kylling, slik og mandariner ud. Mor græd igen, men nu på en anden måde. Vera kaldte hende tosset, tørrede hendes næse med ærmet og gik. Efter nytår blev Vera ved med at bestemme i opgangen og på gårdspladsen. Aldrig nævnte hun den aften igen… Men da vi mange år senere begravede Vera – sammen med hele opgangen – opdagede vi, at alle faktisk holdt af vores “sure” nabo, og at hun havde hjulpet os alle på hver sin måde…

Natten før nytårsaften kom jeg og mor trampende ind i BR Legetøj. Jeg havde egentlig ikke lyst, men pludselig fik jeg øje på en kjole, der ramte mig som lyn fra klar himmel. Rød, strikket, tung og blød med klare blå kanter nederst og om håndleddene. Vi skulle egentlig bare købe lidt pynt måske en lyskæde, måske lidt sølverrain, det var ikke til at huske.

Men jeg var stædig, begyndte næsten at tigge min mor om at få prøve kjolen. Den sad på mig, som om den var strikket af farmor kun til mig. Fantasien startede straks. Der var en dreng fra klassen, jeg kunne ret godt lide faktisk meget. Tænk hvis han så mig til klassefesten med den kjole på…

Jeg stod der, med tårer prikkende bag øjnene, og nægtede at tage kjolen af. Så lagde min mor mærke til det og sagde: Jamen, skat, min løn kommer snart. Vi tager den. Jeg var lykkelig, da vi trillede hjem helt elektrisk, som om tusind feer dansede under huden.

Vi pyntede lejligheden. Vi satte lys på det lille plastiktræ og fandt de gamle nisser frem. I køleskabet lå dog kun lidt smør og nogle isnister tilbage. Vi tændte for fjernsynet og ventede med længsel på mors løn. For i gamle dage, dengang i København, arbejdede folk også 31. december, men blev sluppet lidt tidligere.

Mor kom hjem; hendes skridt var tunge, og stemningen var anderledes. Lønnen var blevet forsinket, sagde hun ikke ualmindeligt, men sørgeligt alligevel. Tårer og skyld sad i hendes øjne, da hun så den tomme bordplade. Jeg husker det tydeligt: det gjorde mig faktisk ikke så meget, for det var stadig rigtigt nytår. Der var nyårsfilm i fjernsynet, dem der kun kom én gang om året, og man kunne slubre dem ned, selv om der kun var to kanaler at vælge imellem.

Mor kogte kartofler, slaskede det sidste smør henover. Hun rev en gulerod, dryssede sukker på. Mere var der ikke. Vi satte os. Mor græd lidt, jeg prøvede at trøste hende, og uden at ville det begyndte jeg selv at flæbe; ikke over maden, men fordi min mor var så ked af det, at det sad fast som en knude i min hals.

Efter vi havde spist, krøb vi sammen under et tungt blåternet tæppe på sofaen, tæt ind til hinanden, hypnotiseret af tvet og stjernerne udenfor. Klokken slog tolv. Så begyndte naboerne at vælte ud på trappen med bobler i glassene. Folk råbte og sang “Vær velkommen Herrens år”. Men vi blev bare hvor vi var.

Pludselig kimede døren insisterende. Mor gik ud, og udenfor stod vores gamle nabo Elisabeth fra stueetagen. Hun havde altid brokket sig over mig enten fordi jeg havde glemt at vaske trappen eller fordi jeg larmer for meget. Hun var så sur, at ungerne på legepladsen kaldte hende for trolden under broen. Elisabeth var allerede godt festhumør, jeg hørte ikke hvad hun sagde, men så hende skubbe sig ind forbi mor, kaste et blik på bordet med kartofler og så var hun væk igen, uden et ord.

Efter tyve minutter begyndte nogen at sparke på døren. Vi fløj sammen af forskrækkelse mor nægtede at lade mig åbne, så hun gik selv. Ind i stuen væltede nu Elisabeth, men denne gang med favnen fuld. Hænderne læssede poser på bordet glasskåle med ristaffel, pølse med rødvin, en dåse syltede agurker, en halv kogt høne, chokolade og, som prikken over iet, et net med klementiner. Under armen havde hun én flaske Asti, så gammel at etiketten krøllede.

Hun råbte til mor, at hun var tosset, når hun stod der som en pæl, og beordrede hende til at hjælpe. Elisabeth styrede slaget, pakkede op, tørrede tårerne væk fra mors øjne med sit uendelige uldne ærme og forsvandt så igen som dug for solen.

Efter nytår ændrede Elisabeth sig ikke hun var stadig generalen i opgangen. Ingen talte om den aften. Men da hun mange år senere blev båret væk på båre, samlede hele opgangen sig. Det viste sig, at alles hjerter på en eller anden måde havde elsket denne besværlige nabo, for hun havde hjulpet os alle på sin skæve, danskeragtige facon.

Rating
Mirabile dictu
Lige før nytår gik jeg med mor ind i “BR Legetøj”… Og jeg blev helt vild med en bestemt kjole derinde. Rød, strikket, med skinnende blå kant nede og på ærmerne. Vi skulle egentlig bare have småting – måske en lyskæde eller noget glimmer… Men jeg stod fast og tryglede mor om at prøve kjolen. Og kjolen sad som syet til mig! Fantasierne begyndte straks at blomstre – jeg var hemmeligt vild med en dreng i min klasse, og nu håbede jeg sådan, han ville se mig i den kjole til klassefesten. Jeg stod nærmest med tårer i øjnene og nægtede at tage den af. Så så min mor det og sagde: “Jeg får snart løn, lad os tage den med.” Jeg var lykkelig hele vejen hjem! Vi pyntede lejligheden, pyntede juletræet. Men i køleskabet var kun lidt smør og is tilbage. Vi ventede spændte på mors løn – for som I ved, arbejdede folk jo i Danmark også på selveste nytårsaften i gamle dage, men de fik fri lidt tidligere. Mor kom hjem fra arbejde – men lønnen udeblev, den blev forsinket. Hun var ked af det, med tårer i øjnene og skam i stemmen over ikke at kunne lave en rigtig nytårsmiddag. Jeg må sige, jeg blev faktisk ikke spor skuffet – stemningen var stadig festlig. Vi sad foran fjernsynet og så nytårsfilm – dem var der kun mange af til jul og nytår, for ellers var der kun to kanaler og ikke så meget at se. Mor kogte kartofler med smør, rev gulerødder og dryssede sukker på – mere var der ikke. Vi satte os til bordet; mor begyndte at græde, og jeg trøstede hende, indtil jeg selv ikke kunne lade være med at græde – ikke for maden, men fordi det gjorde ondt at se mor sådan. Vi krøb sammen under tæppet på sofaen og så nytårskoncert. Klokken slog 12. Naboerne kom ud på trappeopgangen med champagne og skålede nytåret ind, sang og larmede – vi blev bare indenfor. Så ringede det på døren, insisterende. Mor åbnede – udenfor stod vores sure nabokone, hende der altid skældte mig ud for at larme, springe køen over eller ikke gøre rent i opgangen. Hun kom forbi, skulede over vores bord med kartofler – og gik så igen uden et ord. 20 minutter efter bankede det voldsomt på døren – mor forbød mig at åbne. Nu kom Vera ind, med favnen fuld af poser, glas, tallerkener, en flaske champagne under armen. Hun råbte ad mor, “Hjælp til!” og begyndte at pakke sild, pålæg, syltede agurker, halv kylling, slik og mandariner ud. Mor græd igen, men nu på en anden måde. Vera kaldte hende tosset, tørrede hendes næse med ærmet og gik. Efter nytår blev Vera ved med at bestemme i opgangen og på gårdspladsen. Aldrig nævnte hun den aften igen… Men da vi mange år senere begravede Vera – sammen med hele opgangen – opdagede vi, at alle faktisk holdt af vores “sure” nabo, og at hun havde hjulpet os alle på hver sin måde…