Jeg har aldrig elsket min mand.
Aldrig? Hvor længe var I gift?
Vi blev gift i… lad mig regne, i 1971.
Hvordan kan man da leve sammen uden kærlighed?
To kvinder satte sig på en bænk ved siden af et gravsted på Assistens Kirkegård i København. De kendte kun hinanden flygtigt; de havde begge ordnet blomster et sted, og havnede sådan i samtale.
Din mand? spurgte kvinden i gråt tørklæde og nikkede mod billedet på stenen.
Ja… Det er min mand. Et år siden nu… Jeg vænner mig aldrig til det, savner ham. Jeg elskede ham så højt, hun tørrede næsen i sit sorte halstørklæde.
De sad lidt i stilhed, indtil den anden kvinde sukkede:
Jeg har aldrig elsket min mand.
Den første kvinde så forundret på hende:
Men hvor længe blev I så sammen?
Jamen… siden 1971.
Men hvordan kan man leve sammen i så mange år uden kærlighed?
Jeg giftede mig af trods. Jeg var lun på en fyr, men han vendte sig pludselig mod min veninde. Så glemte jeg ham skulle nok blive gift før dem! Og så kom Jørgen… Han var genert, fulgte mig overalt. Jeg sagde ja…
Og?
Åh! Jeg var nær løbet bort fra mit eget bryllup. Hele landsbyen festede, men jeg sad og græd. Tænkte, nu er min ungdom væk. Når jeg så på ham lille, spinkel, begyndende måne, store strittende ører. Jakkesættet hang dårligt, men han smilede så lykkeligt til mig, kunne ikke tage øjnene fra mig… Jeg tænkte kun: det er min egen skyld.
Og senere?
Vi boede hos hans forældre. De behandlede mig som en prinsesse. Jeg var frodig, langt fletning, fulde former, de syntes jo ikke, vi var et passende par. Svigermor vaskede mit fodtøj hver morgen og jeg var utaknemmelig, kommanderede med dem, råbte. Fordi jeg syntes, jeg havde taget fejl. Ingen kærlighed. Ikke mærkeligt, det blev lidt anstrengt.
Så foreslog Jørgen: Lad os tage til Grønland, arbejde med at bygge lufthavne vi kan få vores eget. Jeg tænkte, hvorfor ikke? Noget nyt! Det var dengang, unge blev sendt på Grønlandsprojekter og alt det. Han fik os med, og vi var sådan set på vej.
Kvinderne blev sendt i én sovevogn, mændene i en anden. Jørgen manglede proviant, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg hyggede mig, delte alt mit med pigerne. Alt hvad hans mor havde bagt til os, delte jeg ud. Da Jørgen kom over på stationen og spurgte, om jeg havde noget at spise til ham, blev jeg hamrende flov. Han sagde bare: Det gør ikke noget, der er masser, vi deler alt men jeg kunne se, han løj for min skyld.
Da vi ankom, blev vi indlogeret i en sovesal 35 kvinder i ét rum, mændene adskilt. Lidt ligegyldigt for mig jo mindre jeg så Jørgen, jo bedre, troede jeg. Kvinderne sagde, jeg var hård ved ham.
Han stod tit udenfor og ventede på, jeg kiggede ned. Men jeg rørte ikke en mine.
Jeg besluttede at skilles. Ingen børn havde vi heller efter to år, og ingen kærlighed var opstået. Nogle få nætter delte jeg seng med ham af ren medlidenhed.
Så dukkede Grith op høj, mørk, flot bølget hår. Vi arbejdede som betonarbejdere, men boede godt, fik tjekkisk øl, frugt og pølser, delte dans i den lokale forsamlingssal. Hun kiggede efter ham men han havde kun øje for mig. Jeg blev voldsomt forelsket.
Jørgen forsøgte at tale mig til fornuft, men jeg var ligeglad. Jeg vil skilles! sagde jeg. Vi fik vores eget lille rum; jeg nægtede at dele mere. Men Jørgen gav aldrig op, gik altid i nærheden, ventede på, jeg en dag skulle vænne tilbage men kærligheden til Grith fyldte alt.
Hvordan kunne han holde det ud?
Han elskede. Sådan var det bare. Men Grith begyndte at se en anden, en blond regnskabsdame og pludselig blev jeg dumpet. Da jeg sagde, jeg var gravid, blev jeg ydmyget offentligt. Jørgen hørte om det nogen sladrede.
Han havde altid været stille, men nu gik han i infight med Grith. Jeg fik at vide, han lå på hospitalet, blå og svulmet op, benet i gips. Jeg skældte ud på ham, på den rare chauffør, der havde kørt mig: Hvorfor gør du sådan noget? Du kan jo ikke klare dig mod Grith? Chaufføren dømte mig, det kunne jeg mærke.
På hospitalet spurgte jeg: Hvorfor?
Han sagde kun: For dig
Jeg havde ondt af mig selv. På byggepladsen blev gravide kvinder sendt hjem. Hjem til landsbyen Hvordan skulle jeg forklare, at barnet måske ikke var hans? Egentlig hvem vidste, vems barn det var? Jørgen og jeg havde jo haft vores nætter.
Jeg besøgte ham hver dag, afleverede pakker. Ikke af kærlighed af ansvarsfølelse.
Senere, da han kom op at stå, stod vi ved vinduet han i sin alt for store hospitals-pyjamas, gammel og slidt så han ud. Du skal ikke skilles. Vi tager væk. Det er vores barn, sagde han pludselig.
Jeg kunne ikke sige tak; mumlede bare: Hvorfor vil du endnu?
Fordi jeg elsker dig, svarede han.
Jeg vendte mig væk, skønt jeg mærkede sommerfuglene i maven glæden over ikke at skulle hjem, men at være sammen med barnet.
Vi flyttede til Aalborg. Jørgen var rolig, nærmest forsigtig, men dygtig på jobbet han blev hurtigt forfremmet, og hver gang han kom hjem fra arbejde, havde han noget lækkert med. Min kone venter derhjemme hun er gravid, sagde han.
På barselsgangen vidste jeg det: det var Griths barn, sort hår og store øjne. Men Jørgen sagde ikke noget, smilede bare, og græd næsten, da han så os.
Mikkel var et svært barn, altid syg, altid urolig. Jørgen blev også udkørt, men ikke et ondt ord sagde han.
Året efter fik vi Karen opkaldt efter hans mor. Først der gik det op for mig, hvor søde hans forældre virkelig havde været, men hans far døde tidligt. Til Jørgen følte jeg intet særligt hverken had eller kærlighed. Vi have små børn, travlt med hverdagen alt hvad jeg ønskede var, at han skulle hjælpe. Og det gjorde han.
Han sørgede for det hele, vaskede tøj, lod mig sove, var ikke for stolt til at gøre noget som helst. Når han ville vaske undertøj, måtte jeg tage baljen fra ham Hvad vil folk sige, chefen der vasker dameundertøj? sagde jeg. Vandet er iskoldt. Hvad betyder det, hvis du bliver syg? svarede han. Jeg blev sur. Hans altopofrende kærlighed begyndte at irritere mig.
Mikkel kom i problemer som 13-årig, var allerede kendt på politistationen. Jeg lærte en betjent at kende, Poul flink mand, uden familie han fik god kontakt til Mikkel, som ikke gad lytte til Jørgen. Jeg selv kunne finde på at slå, når han stjal slik fra kioskerne men Jørgen forhindrede det.
Da Jørgen skulle på kursus i Aarhus, sagde han: Hvis du beder mig blive hjemme, gør jeg det.
Jeg sagde, han skulle tage af sted. Han forstod nok, hvad der lå bag.
Poul betjenten opfordrede mig til at forlade min mand, du elsker ham jo ikke. Men jeg…
En dag kom der et brev fra Jørgen, som jeg stadig gemmer. Han skrev, at han vidste, han havde ødelagt mit liv, fordi jeg aldrig elskede ham, kun holdt ud. Hvis jeg skrev, han ikke skulle komme hjem, ville han aldrig vende hjem. Han skrev, at han aldrig ville svigte børnene, at jeg kunne beholde det hele. Brevet var uden bebrejdelse, uden had al smerten tog han selv, alt andet overlod han til mig.
Det dryssede birkeløv ned på bordet den blide efterårsdag. Kvinden i sort tørklæde tørrede øjnene.
Hvorfor græder du?
Man kan ikke andet. Livet er så mærkeligt, når man ser tilbage Fortæl videre. Forlod du så Jørgen?
Jeg kunne ikke sove om natten. Mikkel røg længere ud, og jeg rode mig ud i alting. Brevet knugede jeg. Jeg havde en veninde, Sonja, en ældre kvinde på fabrikken. Hun rystede bare på hovedet: Du er fjollet, Lise! Sådan en mand burde bæres på hænder.
En morgen stod jeg op, helt kold tænkte: Hvad er det egentlig, jeg laver? Manden har levet for mig i alle de år, jeg har intet givet igen.
Jeg mindedes alt, han havde gjort. Hvordan han holdt ud, hvordan han altid stod der, når jeg havde brug for det, og engang jeg var indlagt hvis ikke det var for ham… Han sad hele natten, skaffede medicin, holdt mig i hånden.
Og da vi havde fået en forkert pakke under stormvejret, tog han i snestorm til nabobyen for at aflevere den på trods af mine protester. Kom hjem med forfrosne kinder, blev syg, men nægtede at beklage sig.
Der indså jeg: jeg vil ikke have nogen anden end ham.
Skulle jeg skrive til ham? Ville han forstå? I årevis havde jeg vist ham, at han ikke betød noget. Hvordan sætter man ord på kærlighed?
Men jeg kunne mærke, han var klar til at tage væk, havde opgivet.
Efteråret kom. Jeg fik børnene passet, fres ind til banegården, tog toget til Aarhus, hvor han gik på kursus.
Turen føltes uendelig. Jeg glædede mig til at se ham mere end til noget andet. Ansigtet stod for mit indre blik genkendeligt, trygt. Jeg elskede ham pludselig for alt det, jeg før havde væmmet mig ved de strittende ører, lille mave.
Jeg ventede længe på skolen. Da han endelig kom ud fra en forelæsning, genkendte jeg ham næsten ikke. Han gik forbi med kursisterne; jeg turde ikke kalde. Til sidst råbte jeg dog: Jørgen!
Han stoppede, kiggede vantro. Og så løb vi hinanden i møde midt i alle de gule blade. Han tabte mapper og papir og vi kastede os om halsen på hinanden, uden at sige noget. Hvad kan man sige der?
Hans kursusvenner smilede: Sikke kærlighed! Så mange år gift, og så det møde!
Sørgmodigheden brast i tårer for tilhøreren.
Så I blev sammen til det sidste?
Til hvilket sidste?
Ja, det er jo din mands grav, ikke?
Nej, det er Mikkels grav. Vores dreng. Han døde alt for ung. Han havnede på afveje, kom endda i fængsel. Vi led meget, Jørgen og jeg. Til sidst blev han syg, begyndte at drikke
Men din mand lever?
Ja! Gud ske tak og lov. Han kørte mig herhen og hjælper datteren. Se, der kommer han. Jeg må af sted nu tak for snakken.
En midaldrende, rund mand i sort jakke og kasket kom hen. Venligt ansigt, smilende. Han hilste. Hun børstede forsigtigt blade fra hans skulder.
Han samlede alting sammen, men hun tog den tunge pose for ikke at belaste hans dårlige ryg. De gik væk, side om side ned ad alléen.
Inden de drejede om hjørnet, vendte kvinden sig og vinkede, manden gjorde det samme.
Den anden kvinde så på billedet på den gamle gravsten og tænkte: Lykke findes ikke af sig selv. Den eksisterer kun, når du åbner dit hjerte for det. Og kun én ting betyder noget at elske og blive elsket.
