Kan I ikke acceptere, at jeg vil have min egen familie? Jeg flyttede væk fra jer, begyndte at bygge mit eget liv, og nu er I her igen, klar til ballade – Zina, tag det roligt! Jeg ved godt, det er svært for en bypige at falde til i en lille landsby, men jeg skal nok hjælpe dig! – forsikrede Mads hende. – Jeg har styr på det hele. Du skal bare være ved min side! Zina var i vildrede. Hvorfor blev jeg dog forelsket i en fra landet? Og så dybt! Sommerfugle i maven… Hun var 28 og havde fart på karrieren, mens 30-årige Mads havde stor familie og eget hus i en landsby uden for Odense. De mødtes første gang i Tivoli, hvor Mads tilfældigt var endt, mens hans mor shoppede i Magasin, og Zina var blevet lokket derhen af veninderne. De faldt i snak, udvekslede numre, og kontakten voksede. Mads gjorde alt for at imponere hende – han tog toget til byen for at se hende, var opmærksom og varm, og Zina kunne ikke modstå. Til forskel fra andre fyre var han ægte og åben! Snart friede han til hende – og hun sagde ja. – Hør her, skat – du må prøve. Mads er en solid, arbejdsom og venlig fyr, – mente hendes mor. – Går det ikke, så kan du altid flytte hjem til byen igen. Zina havde ikke noget at tabe. Hun kunne arbejde hjemmefra; hendes job var blevet fleksibelt. Hun var heller ikke 18 længere, og man siger, at luften på landet er friskere! Men… – Mads, hvad skal jeg egentlig være derovre? – spurgte Zina. – Min forlovede. Om et år holder vi bryllup og tager på bryllupsrejse. Til den tid har jeg sparet op, så vi ikke behøver bekymre os om penge, – sagde Mads lidt forlegent. – Jeg ved, at du er vant til noget andet. Alt virkede perfekt, men noget nagede Zina. Hun besluttede at springe ud i det! Med en uges ferie, pakkede kufferten og lukkede den lille toværelses lejlighed, som hun havde arbejdet hårdt for, satte Zina sig i bilen og kørte mod landsbyen, hvor Mads ventede hende. Den første aften var skøn. Høj sol, og de fik sammen hurtigt ordnet den lille køkkenhave og lavet aftensmad. Samarbejdet føltes nemt. – Søde, mine forældre kommer på besøg! – sagde Mads, da han kom hjem fredag. – Hvorfor det? – Zina blev usikker. – De vil hilse på dig og hjælpe til. Min bror og hans kone kommer også, – svarede han. – Hvor længe bliver de? – spurgte Zina nervøst. – Forhåbentlig ikke længe! Vi klarer den, bare rolig, – sagde Mads og så hende ind i øjnene. Nu blev Zina for alvor nervøs. – Tag det roligt, kære. Det er lidt af en ilddåb, men skulle det gå skævt, så kan du altid tage hjem, – sagde hendes mor sjovt. – Gør, som det passer dig. Hvis de ikke kan leve med det, er det deres problem – ikke dit eller Mads’. Zina fandt roen igen: Jeg er jo ikke engang gift endnu! De spiser mig næppe… Hun dækkede op, da hun hørte bilen køre op foran huset. – Nu er de her! – Mads kom ud i køkkenet, og de gik ud for at tage imod gæsterne. – Nå, velkommen i familien, svigerdatter! – En stor kvinde i blomstret kjole og mørkt, kort hår krammede drengen kærligt og sendte Zina et skævt smil. Den kraftige mand gav Zina et anerkendende nik. Mads’ bror hilste begejstret, mens hans kone – en ung, flot lyshåret kvinde – sendte Zina et køligt blik og vendte sig straks mod sin mand. – Skal du ikke hjælpe til, i stedet for bare at stå der? – lød det bistert, mens hun gik ud efter bagagen. Zina bød alle til bords, i håb om, at stemningen blev bedre over lidt god mad. Madlavning kunne hun heldigvis. – Hvor I har gjort jer umage! – roste svigermor. – Hvad er det her? Kylling? Hvem laver sådan noget? – vrissede svigerinden utålmodigt. – Alle de nye ting, men det kan man da ikke spise! – Smager da dejligt! – protesterede Mads’ bror. – Det er dig også ligegyldigt, hvad du spiser, bare du bliver mæt! – sagde konen køligt. Mads sendte Zina et undskyldende blik. – Kom nu lige lidt ned på jorden, Oline – Zina har stået for det hele, vis lidt respekt, – irettesatte han. – Og hvem finder på sådan et navn? Vi har også en ko hjemme, der hedder Zina, – fnøs hun. Zina kunne ikke lade være at le. – Hvad er der så sjovt? – hviskede Mads. – Min venindes marsvin hedder Oline, – hviskede Zina, men alle hørte det. Svigermor så utilfreds ud, svigerfar forsøgte ikke at grine, men Oline blev rasende. – Hvem tror du, du er? – hvæsede hun. – Jamen, du kunne jo tage sådan en kommentar, tænkte jeg, – trak Zina på skuldrene. – Jeg er i det mindste gift her, hvad er du? – Oline skød brystet frem. – Jeg opfører mig pænt, når jeg er gæst. Det kunne du lære noget af, – svarede Zina roligt. – Jeg er ikke kommet for din skyld! – triumferede Oline. – Og jeg har ikke inviteret dig, – svarede Mads irritabelt. – Hvor længe skal I egentlig blive? Der blev bomstille i rummet. – Vi skal bare lære din dame her lidt om livet på landet, så tager vi hjem, – sagde svigermor overlegent. – Vi klarer os selv! – afviste Mads. – I må gerne gå til ro nu, tak for besøget. Mads gav Zina hånden, og de begyndte i fællesskab at rydde af, under hele familiens forbløffede blikke. Zina tænkte, at det var rart at have en, der bakker op. Her vil jeg ikke finde mig i hvad som helst – og jeg kan altid tage hjem igen. Lørdag morgen startede ikke godt. – Hør, hvornår har vi sovet længe her? Kom op! Man sover ikke til middag på landet, og morgenmaden skal laves, – buldrede svigermor ind klokken otte. – Der er mad til morgen i køleskabet, – mumlede Zina under dynen. – Jeg skal bare lige have tøj på. – Se lige damen dér! Er det ikke noget, man selv skal lave? Ud af fjerene, kom så! Mads tryllede ved komfuret, da Zina kom ned. – Kæreste, du er vågen, – smilede han. – Ja, hvis det stod til hende, var jeg aldrig kommet ud af sengen, – sagde svigermor surt. – Mor, hvorfor gik du ind til os? – Mads så vredt på sin mor. – Jeg bad dig lade være! – Sløv og doven, det er, hvad du har fundet dig, – sagde Oline hånligt. – Hvad rager det dig! – snerrede Zina tilbage. – Sådan er livet på landet! Op før klokken seks, – kommenterede Oline sukkersødt. – Vi skal ikke have ko, – svarede Mads tørt. – Hvorfor ikke? Du kan jo ikke malke, Zina! – lo Oline. – Det kan du da heller ikke, og du overlever alligevel, – grinede Mads. – Mads har ændret sig, siden han mødte Zina, – beklagede svigermor. – Mads, jeg kører hjem. Ring, når det her teater er forbi, – Zina havde fået nok. – Hvad?! Siden du er kommet, ser vi ham aldrig! – udbrød svigermor. – Og du gør ingenting for familien! – Nu stopper det! – råbte Mads. – Hvis I ikke kan acceptere, at jeg vil have mit eget liv og min egen familie, så kan I tage hjem. Fremover besøger I os kun, hvis I er inviteret – især dig, Oline. Familiens kvinder var stille af chok, mens Mads tog Zina med. – Vælg! Os eller hende! – forlangte svigermor. – Sjovt, Oline er blevet lukket ind, men ikke Zina? – sige Mads desillusioneret. – Jeg vælger lykken! – svarede Mads og så moren direkte i øjnene. – Så har jeg ikke længere nogen søn! – sagde hun vredt og gik. – Vi støtter dig, dreng, – sagde faren venligt og krammede Mads. – Vi skal nok tage os af moren! Broren krammede også: – Pas på din lykke! Vi andre må vist ændre lidt på tingene i familien. De kørte, og Zina følte sig pinlig, men hun mærkede, at Mads tog forholdet alvorligt. Snart friede Mads til Zina – og til brylluppet dansede alle, selv svigermor, der forsøgte at bide irritationerne i sig. For nu vidste alle: Her bestemmer kærligheden – og uventede gæster får ikke så nemt adgang til det nye hjem!

Kan du ikke lide, at jeg vil have mit eget familieliv? Jeg stak af fra jer, begyndte at opbygge mit eget liv, og nu er I her igen og fortsætter som før
Solvej, tag det nu roligt! Jeg ved godt, det kan blive svært for dig, når du kommer fra byen og skal vænne dig til et landsbyliv, men jeg hjælper dig igennem det! forsøgte Mikkel at berolige hende. Tro mig, jeg har styr på det. Du skal bare være der!

Solvej var splittet indeni.
Hvorfor faldt jeg dog for en fra landet? Og så så hårdt, at benene rystede under mig?

Hun var allerede fyldt otteogtyve og havde en karriere, mange kunne misunde. Mikkel, nu tredive, havde derimod en stor familie og sit eget hus i landsbyen uden for Odense.

De havde truffet hinanden i Tivoli Friheden i Aarhus, hvor Mikkel ved et tilfælde kom forbi, mens hans mor shoppede, og Solvej var blevet lokket med derhen af sine veninder.

De faldt i snak, byttede numre og begyndte at skrive sammen. Mikkel gjorde sit bedste for at gøre indtryk, tog ofte turen til Odense for at besøge Solvej, var altid opmærksom og lydhør, og Solvej blev helt blød i knæene.
I modsætning til mange af hendes bekendte var han ærlig, åben og godhjertet!

Senere friede Mikkel, og Solvej sagde ja.

Nå, min pige, prøv det! Mikkel er en rigtig jyde, arbejdsom og reel nikkede hendes mor. Skulle det ikke gå, så kan du bare vende tilbage til byen.

Solvej havde ikke noget at miste. Hun kunne arbejde hjemmefra, noget som lige var blevet almindeligt på hendes arbejdsplads. Og hun var trods alt ikke atten længere, og folk sagde jo, luften derude var frisk. Men dog

I hvilken rolle tager jeg egentlig derud, Mikkel? ville Solvej vide.

Som min forlovede. Om et år holder vi bryllup og tager på ferie. Jeg skal nok få sparet kroner sammen til det hele, så vi ikke skal tænke på penge. sagde Mikkel og blev lidt genert.
Jeg ved godt, du er vant til lidt mere af det hele.

Alting så rigtigt og fint ud, alligevel nagede noget Solvej. Hun kunne ikke helt placere det, så hun besluttede sig for at glemme bekymringerne og springe ud i det!

Så med én uges ferie, sin lille kuffert og bilen pakket, låste Solvej sin toværelses lejlighed i Odense af og satte kursen mod landsbyen, hvor Mikkel ventede på hende.

Den første sommeraften på landet var hun faktisk begejstret for.
Det var varmt, og de to gik ud i haven og vandede bedene sammen og lavede aftensmad. Alt gik nemt, fordi de gjorde det sammen.

Elskede, mine forældre kommer i weekenden! kom Mikkel hjem lidt tidligere end normalt om fredagen.

Hvorfor det? spurgte Solvej overrasket.

For at hilse på dig og give en hånd med. Og min bror og hans kone kommer også, Mikkel gik nervøst rundt.

Hvor længe skal de blive? spurgte Solvej, med en snert af frygt.

Forhåbentlig ikke så længe, Mikkel så kærligt på hende. Men bare rolig, vi klarer det.

Ordene gjorde hende ikke ligefrem mere rolig.

Tag det nu stille og roligt, søde. Det er jo bare en prøve. Går det galt, kan du altid tage hjem, sagde hendes mor til hende over telefonen. Gør, som det passer dig de skal nok vænne sig til dig. Eller også gør de ikke, men så må Mikkel tage sig af det.

Ja, hvorfor egentlig bekymre mig? Jeg er jo ikke engang hans kone endnu. tænkte Solvej og følte sig straks mere rolig. De spiser mig vel ikke.

Hun var netop færdig med at dække bordet, da en bil kørte op foran huset.

De er her! råbte Mikkel fra gangen.
De gik ud for at tage imod gæsterne.

Hvor hej, svigerdatter! smilede en stor, stærk kvinde i festkjole med mørkt, kort hår og kraftige øjenvipper og gav sin søn et fast kram.

Den store mand ved siden af hilste venligt på Mikkel og nikkede til Solvej.

Mikkels yngre bror, høj og lyshåret, hilste muntert på Solvej, mens hans kone, en ung, dansk blondine med røde kinder, ikke ligefrem så begejstret ud, da blikket landede på Solvej, der stod ung, slank og selvsikker. Hun vendte sig straks mod sin mand.

Hvad glor du på? Kom nu og hjælp! sagde hun og gik ud for at hente bagagen.
Solvej bød alle til bords og håbede, stemningen ville løsne sig lidt madlavning var trods alt hendes force.

Sikke flot, I har dækket op! Det må jeg sige, sagde Mikkels mor, Anne-Marie.

Mikkels far nikkede anerkendende.

Hvad er det her? Kylling? Hvem har dog lært dig at lave det sådan her? spurgte svigerinden, Helene, kritisk og skubbede til det med gaflen. Hvem finder dog på sådan noget? Føj.

Jeg synes, det smager fantastisk! udbrød Mikkels bror, Rasmus, forarget over sin kones kommentar.

Jaja, du æder alt, bare der er nok af det, svarede Helene og lagde demonstrativt gaflen.

Mikkel sendte Solvej et undskyldende blik.
Helene, nu må du have respekt! Og lad nu være med at være så misundelig. Solvej har gjort sig umage, sagde han.

Og hvem har dog fundet på det navn? Solvej ligesom koen hjemme hos os! svarede blondinen spydigt.
Solvej fnisede stille.

Hvad? spurgte Mikkel lavt.

Min venindes marsvin hedder Helene, hviskede Solvej, men det hørte alle.

Anne-Marie rystede på hovedet, mændene forsøgte at lade være med at grine, mens Helene blev ildrød i ansigtet.

Hvordan vover du? hvæsede hun.

Jamen, jeg troede bare, sådan taler du jo også selv. svarede Solvej roligt.

Rasmus så beundrende på sin brors forlovede.

Jeg er Rasmus hustru alt er i orden! Men hvad er du? Bare sambo, røg Helene op.

Jeg opfører mig ordentligt og råber ikke ad folk, når jeg er på besøg, svarede Solvej roligt.

Jeg er slet ikke her for din skyld! smilede hun triumferende.

Og jeg har ikke inviteret dig, svarede Mikkel, nu tydeligt utilfreds. Hvor længe bliver I egentlig?

Der blev en trykket stilhed. Alle kiggede overrasket på Mikkel.

Bare rolig, vi lærer din fine frue hvad der skal til i et rigtigt hjem så tager vi hjem igen, sagde Anne-Marie.

Mor, det er ikke nødvendigt. Vi klarer det så fint, og det vil vi også fremover.

Nå, du har vel bare fået én mere at forsørge, fnøs Helene.

Den eneste dovne her er vist dig, Helene. Solvej kan vist mere end du tror, sagde Mikkel. Nu, tak for mad, gæster, I må gerne slappe af nu.

Mikkel tog Solvej i hånden, og under familiens misbilligende blikke begyndte de stille at rydde op efter middagen.

Solvej tænkte, at det føltes godt at have Mikkel i ryggen. Hun skulle nok få sagt fra, og ellers kunne hun altid tage hjem til Odense igen.
Lørdag morgen var dog ikke af den venlige slags.

Nå, hvad laver vi egentlig? Her på gården sover vi ikke til frokost! kom Anne-Marie stormende ind på værelset. Og morgenmaden skal jo laves!

Solvej greb mobilen. Klokken var otte!

Der er alt til morgenmad i køleskabet, Anne-Marie, råbte hun, mens hun trak dynen tættere op under sig. Jeg skal bare lige have tøj på.

Hold da helt op, sikke nykker! Man skal altså lave maden, ikke bare have ingredienserne! sagde svigermoren og smækkede døren bag sig.
Solvej tog sig sammen og gik ned i køkkenet.

Nå, skat, du er vågen? smilede Mikkel, der stod over komfuret.

Ja hvis jeg ikke havde vækket hende, sov hun nok endnu, kom det fra Anne-Marie.

Solvej sammenbidte tænder.
Mor, hvorfor gik du ind på vores værelse? spurgte Mikkel overrasket. Jeg har jo sagt det før

Er hun udover at være upraktisk også doven? lo Helene.

Ingen der spurgte dig, skød Solvej tilbage.

Nå, men, sådan er livet på landet! snappede Helene. Når I får en ko, skal den malkes klokken seks om morgenen.

Vi har ikke planer om at få en ko, bemærkede Mikkel.

Hvorfor dog ikke? Frisk mælk, hjemmelavet fløde Åh, ja! Solvej kan jo slet ikke finde ud af at malke! grinte Helene.

Det kan du vist heller ikke, men du klarer dig jo alligevel, grinede Mikkel.

Siden Solvej dukkede op, har du ændret dig, sagde Anne-Marie til sin søn.

Mikkel, jeg tager hjem. Når cirkusset er væk, må du ringe, hvis du stadig vil mig, sagde Solvej, der havde fået nok.

Hvad? udbrød Anne-Marie. Siden du kom til, har min søn glemt os andre! Han kommer ikke længere, hjælper aldrig! Du splitter familien!

Nu er det nok! sagde Mikkel. Alle tav brat.

Kan I ikke acceptere, at jeg vil have mit eget liv? Jeg har prøvet at komme væk fra jer og starte forfra og så vælter I bare ind!

Søn, men du tænker jo ikke klart! Alle dine penge og din tid bruger du kun på hende hun vil bare have dine penge! klynkede Anne-Marie. Hun bruger dig bare!

Mor, Solvej forsørger helt sig selv. Jeg sparer op til bryllup, sagde Mikkel og holdt om Solvej, som var på vej ud. Vil I os det bedste? Så tag hjem! Og kom kun på besøg, når I bliver inviteret. Særligt dig, Helene.

Mens de stod der, chokerede, tog Mikkel roligt Solvej med tilbage på værelset og lod familien pakke.

Søn, vælg! enten mig eller hende! sagde Anne-Marie vredt.

I tog Helene ind, gjorde I ikke? så Mikkel skuffet på dem.

Det kan ikke sammenlignes! fnøs Helene.

Faren og Rasmus observerede det hele i stilhed.

Hvad siger du så? spurgte Anne-Marie utålmodigt.

Jeg vælger mit eget liv, og jeg vælger lykken, sagde Mikkel.

Så har jeg ikke mere nogen søn! Anne-Marie gik, og lod sin mand tage kufferterne ud. Helene gjorde hende selskab.

Vi er her for dig, sagde Mikkels far og klappede ham på skulderen. Jeg skal nok tage mig af moren!

Rasmus gav sin bror et kram.
Pas på dit liv! Vi må lave lidt om hjemme hos os!

De kørte.
Solvej følte sig akavet, men hun mærkede, at Mikkel virkelig valgte hende.

De gik igen side om side om hverdagens gøremål, og Solvej støttede Mikkel det havde han brug for.
Nu var der til gengæld fest og farver hjemme hos Rasmus.

Mor, Helene! Vi har købt en ko! sagde han, smilende bredt.

Hvad?! Anne-Marie så vantro på ham.

Jo! Helene skal malke den hver morgen og sende den på græs! Rasmus holdt masken.

Det er ikke sjovt, sagde Helene hidsigt.

Nå, men nu kan I prøve det, I ville lære Solvej. Så kan I jo se, hvordan det er! sagde deres far. Og mor, der skal serveres varm morgenmad klokken syv ingen smørrebrød!

Og så startede opdragelsen af kvinderne hjemme hos dem!
Alt det, de havde sagt til Solvej, blev nu brugt på dem selv.

Anne-Marie forstod, hun havde været lidt for hård ved Solvej nu blev der krævet, de både kunne lave mad, passe husholdning og tjene til det ligesom Solvej.
Men det var ikke let. De havde jo hverken uddannelse eller erfaring til det hele!

Tiden slog ikke til.
Anne-Marie blev til sidst forsonet med Mikkel, men turde ikke tage på besøg. Hvem ved, hvad Solvej kunne mere?

Mikkel friede til sidst til Solvej, hun sagde selvfølgelig ja.
Til brylluppet deltog alle det blev en rigtig dansk fest!

Anne-Marie og Helene blev ikke Solvejs største fans, men de holdt mund, for det kunne ikke svare sig andet.
Solvej var lykkelig! Sammen stod de for alt og frygtede ikke længere uanmeldte gæster.

Jeg har lært, at ægte kærlighed og respekt vejer tungere end gamle vaner eller hvad andre end måtte sige. En mand må vælge, hvor stemmen i hjertet kalder mest og så stå ved det!