Pandekagepanden
Det var en af de morgener, hvor alt gik galt, og jeg mindes tydeligt, hvordan jeg engang for mange år siden dengang jeg arbejdede på billetsalget på Hovedbanegården i København havde det med at komme for sent. Den dag var det især slemt, og udsigten til endnu en bøde og en snerpet samtale med min punktlige chef, hr. Jørgensen, gjorde mig lettere desperat. Men på det tidspunkt var det nu min egen lille familie, der forvoldte forsinkelser. Yngste sønnen Mikkel i 2. klasse nægtede at spise sin havregrød og klagede ynkeligt over ondt i halsen. Jeg greb brillerne og undersøgte drengens svælg, men ingen rødmen kun skuespil. Med en mild trussel om en lussing og et fast greb forskansede jeg hans skoletaske på ryggen af ham. Imens fór ældste søn, Laurits, rundt i stuerne for at finde sit skoleskema. Hele huset summede af uro, så hovedet nærmest snurrede rundt på mig. Jeg råbte ad dem allesammen, skubbede Mikkel foran mig ud på trappen men inden vi overhovedet kunne komme ind i bilen, forsinkede min mand, Erik, os, fordi han ikke var færdig med at vaske den.
Da vi endelig var på vej igennem byen, blev vi fanget i en af Københavns endeløse bilkøer, og drømmen om at nå kontoret til tiden var for længst slukket.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg nærmest gled på de fugtige brosten på vejen hen til kontoret, og hvordan jeg blev reddet af et gigastort, gammelt kuffert, jeg fik fat i for at holde balancen. Det blev min redning ellers var jeg væltet på den sjappede perron. Jeg undskyldte over for damen, der ejede kufferten, og trak så fortumlet trækningen tilbage til kontoret. Heldigvis kunne mine kolleger fortælle, at chefen endnu ikke var ankommet. Jeg pustede lettet ud, skænkede hurtigt et glas vand op, satte mig til rette og forsøgte at glemme morgenens kaos.
Tiden gik hurtigt, og arbejdsopgaverne skyllede alt det forvirrede begyndelse væk for en stund. Under frokostpausen blev jeg dog fanget i tankerne, da jeg kiggede ned på perronen. Der sad den gamle dame stadig hende med den store kuffert. Hun virkede så fortabt, med et udtryk af resignation og opgivenhed malet over ansigtet. Den billet, hun knuede i hånden, baskede i vinden ligesom et løvblad, der snart ville slippe grenen. Men de matte øjne så slet ikke, hvordan billetten kæmpede for at slippe fri. Hun sad i sin egne verden, urørligt, ligeglad med det kolde efterårsregn og blæsten, som med jævne mellemrum slog ind over perronen.
Ved du, hvor længe hun har siddet der? spurgte jeg min kollega, Line.
Man siger, det er anden dag, var hendes svar.
Ved du, hvor billetten gælder til?
Til Odense.
Det er da mærkeligt. Der kører flere tog til Odense hver dag, hvorfor er hun så ikke rejst?
Jeg kunne ikke ryste billedet af hende af mig. Jeg fyldte et krus te fra termokanden, fandt en skive hjemmebagt brød, og gik hen til hende.
Vi mødtes i morges. Dit kuffert reddede mig fra at falde, sagde jeg smilende. Må jeg spørge, hvor du skal hen?
Til Odense, svarede hun næsten uden farve i stemmen, mens hun tog imod teen.
Jeg så på billetten.
Men dit tog gik for to dage siden Hvorfor tog du det ikke?
Hun rettede lidt på sin slidte filthat og svarede, hæst og stille:
Jeg er vist bare til besvær, hvor jeg end kommer. Bare rolig, jeg skal nok flytte mig, hvis jeg sidder i vejen, min pige.
Hun forsøgte at rejse sig, men jeg lagde forsigtigt hånden på hendes skulder:
Nej, bliv du bare siddende. Det er koldt her vil du ikke komme indenfor?
Nej, jeg mærker ikke kulden Det er, som om alle følelser for længst er forsvundet, sagde hun og tørrede hastigt øjnene med et håndbroderet lommetørklæde, der så ud, som om det havde lagt vejen forbi mange tårer. Med benene trukket op under sig fortalte hun videre:
Ser du, jeg har egentlig ikke noget sted at tage hen. Det er den gamle historie Min søn og jeg, vi gik i clinch ikke på grund af os, men hans kone. En smuk pige, men egensindig og egoistisk. Min stakkels søn blev blind af kærlighed, og alt hvad jeg sagde, blev tolket som brok. Han skulle for hendes skyld af med mig. Han købte mig en billet til Odense, hvor min søster plejede at bo, pakkede mine ting og satte mig af på stationen. Han vidste bare ikke, at min søster døde for tre år siden, og huset blev solgt. Jeg havde ikke hjerte til at sige ham det Nu sidder jeg her, som en der ikke hører til nogen steder. Måske samler politiet mig op, eller også bliver jeg bare siddende, til skammen får mig til at forsvinde. Tak min pige, for mad og varme det er første gang i lang tid, jeg mærker, jeg faktisk er sulten.
Da hun kaldte mig “min pige”, blev jeg kastet tilbage til min egen barndom på børnehjemmet i Nørrebro. Alle årene med jalousi over for de små, der blev adopteret, mens jeg rødhåret, kikset og uden det store udtryk blev tilbage. Jeg fik en uddannelse på uld- og tekstilfabrikken ude på Amager, og en lille lejlighed til mig selv indtil jeg blev gift. Takket være Gud blev jeg nogensinde lykkelig.
“Min pige” Hendes stemme rummede en varme, jeg aldrig havde kendt fra en mor, og noget inden i mig smeltede. Jeg følte en mild melodi af omsorg sive ind til mit inderste.
Forsigtigt lagde jeg hånden på hendes frakke:
Du må ikke gå nogen steder. Når jeg har fri, tager vi begge hjem til os. Vi har et stort hus, der er plads til alle. Hvis du ikke kan lide det, kan du altid komme tilbage. Er det en aftale?
Da hun så op, blev hendes øjne blanke; taknemmeligheden i hendes blik sidder stadig fast i min hukommelse.
På vejen hjem præsenterede vi os ordentligt:
Jeg hedder Kirsten, det her er min mand, Erik, og vores sønner Laurits og Mikkel. Hvad skal vi kalde dig?
Kald mig bare farmor Tove, sagde hun, nu varm og tryg i bilen.
Næste morgen var det weekend, og jeg vågnede ved en liflig duft fra sommerkökkenet. Jeg trak badekåben om mig og gik ud. På det solide langbord stod en stabel lyse, blondeagtige pandekager, og farmor Tove svingede rutineret panden, mens hun skænkede mere dugfrisk mad på tallerkenerne til min mand og drengene.
Kære pige, undskyld. Jeg fandt pandekagepanden i ovnen den klistrer slet ikke så jeg gav mig til at bage, sagde hun, da jeg kom ind. Kom og smag!
Efter morgenmaden samlede hele familien blade op i haven, lavede bål og bagte kartofler i gløderne. Jeg iagttog farmor Tove, der sang sagte på en gammel dansk vise og blomstrede op, mens kinderne blev friske og øjnene glimtede.
Du skal ikke undre dig over, jeg stadig har krudt i benene, sagde hun. Under krigen kaldte soldaterne mig Tove-hesten, fordi jeg bar de sårede i sikkerhed på min ryg, uanset hvor store de var. Det gav mig styrke. Senere sårede de mig, jeg blev sendt bag fronten, giftede mig, fik sønnen. Min mand døde alt for tidligt af tuberkulose; jeg stod alene med drengen. Men vi klarede den han kom videre, fik en uddannelse.
Hun blev tavs, men snart sang hun igen, mens hun fejede havegangen.
Mandagen efter var rutinen tilbage: børnene fór rundt, min mand gjorde bilen klar, og jeg skulle til at ud ad døren. Da vi stod på trappen, stod farmor Tove der med kufferten.
Tak for gæsten, min pige. Nu tror jeg, det er tid til at tage afsted igen.
Vil du ikke blive, farmor Tove? Du hører til her.
I har været så søde, men hvem vil have en fremmed i huset? sagde hun blidt.
Jo, det vil vi! Hvem skal ellers bage sådan nogle pandekager for os? Jeg har aldrig kunnet lave dem som dig. Blivdu er jo en af vores nu!
Jeg tog hendes kuffertden vejede mindre end nogensindeog førte hende indenfor. Da familien satte sig ind i bilen, lød hendes stemme fra køkkenet:
Kirsten, vil du købe én pandekagepande mere? Det går dobbelt så hurtigt med to!
Hun hørte ikke, at jeg mumlede:
Ja, selvfølgelig mor ToveJeg grinede og blinkede til hende. “Selvfølgelig, farmor Tove!” svarede jeg og mærkede en uforklarlig lethed i brystet.
Det begyndte langsomt at dufte af hverdag og tryghed i huset af fortid og fremtid, smeltet sammen i duften af friskbagt dej. Farmor Tove blev vores faste samlingspunkt, hendes gamle kuffert ubemærket gemt væk under trappen; et minde om, at alle engang kan fare vild, men også finde hjem igen.
Om aftenen sad vi rundt om bordet med pandekager, sukker, syltetøj og grin. Mikkel fortalte farmor Tove om sine lektier, Laurits diskuterede fodbold, og Erik læste avisen højt, mens hun nynnede en vårlig melodi, der fyldte rummet med håb. Der var ingen fremmede mere, kun os familie skabt af tilfældigheder, kærlighed og lidt pandekage.
Og hver morgen, når kagelyset dansede i ruden, huskede jeg, at selv de dage, der starter i kaos, kan slutte i varme. Alt der skulle til, var én åben dør og duften af pandekager.
Sådan fandt vi alle sammen lidt mere plads i hjertet takket være pandekagepanden og farmor Tove, der blev, hvor hun endelig hørte til.
