-En god kvinde. Hvad skulle vi dog gøre uden hende? – Og du giver hende kun to tusind om måneden. – Jamen, Ove, vi har jo skrevet lejligheden over på hende Ove rejste sig fra sengen og gik stille ind i det andet værelse. I skæret fra natlampen kiggede han med svage øjne på sin kone. Han satte sig ved siden af hende og lyttede. – Det ser ud til, at alt er fint. Så rejste han sig og slentrede langsomt ud i køkkenet. Åbnede kærnemælken, gik på badeværelset. Og gik så ind i sit eget værelse. Lagde sig i sengen. Kunne ikke sove: – Både Hanne og jeg er halvfems. Hvor mange år har vi oplevet? Snart er det til de evige enge, og der er ikke nogen tæt på mere. Døtrene, Karen er der ikke mere, hun blev ikke engang tres. Peter er også væk. Festede for meget… Barnebarnet, Sofie, har boet i Polen i snart tyve år. Glemmer helt bedstemor og bedste­far. Hun har sikkert store børn nu selv… Han opdagede ikke, da han faldt i søvn. Han vågnede ved, at en hånd rørte ham: – Ove, er alt okay? – lød Hannes stille stemme. Han slog øjnene op. Hans kone bøjede sig over ham. – Hvad er der, Hanne? – Sådan lå du bare der, uden at røre dig. – Jeg er stadig levende! Gå nu i seng igen! Skridtene slæbte hen over gulvet. Klikket fra kontakten i køkkenet. Hanne drak et glas vand, gik på badeværelset og lagde sig i sin seng. – Engang vågner jeg, og så er han væk. Hvad gør jeg så? Eller måske går jeg først. Ove har tilmed allerede bestilt vores bisættelse. Aldrig tænkt, man kunne organisere det på forhånd. Men godt nok – hvem skulle ellers gøre det for os? Barnebarnet har glemt os fuldstændigt. Kun naboen, Maja, kommer forbi. Hun har nøglen til vores lejlighed. Ove giver hende en tusse fra pensionen. Hun køber ind til os og ordner småting. Hvad skulle vi ellers med penge til? Vi kan ikke længere klare trappen fra fjerde etage selv. Ove åbnede øjnene – solen strålede ind gennem ruden. Han gik ud på altanen og så de grønne toppe af kirsebærtræet. Et smil bredte sig på hans ansigt: – Vi har overlevet endnu en vinter og nået sommeren! Han gik ind til Hanne, der sad eftertænksomt på sengen. – Hanne, lad nu være med at være ked af det! Kom, jeg vil vise dig noget! – Åh, har slet ingen kræfter! – sagde den gamle dame og rejste sig langsomt. – Hvad har du nu fundet på? – Kom, nu går vi! Han støttede hende forsigtigt til altanen. – Se, kirsebærtræet er grønt! Og du sagde, vi ikke ville klare det til sommer. Vi klarede det! – Nej, hvor dejligt! Og solen skinner. De satte sig på bænken på altanen. – Kan du huske, da jeg inviterede dig i biografen? Vi gik i skole dengang. Den dag var kirsebærgrenen også grøn. – Sådan noget glemmer man ikke! Hvor mange år er det egentlig siden? – Mere end halvfjerds… Halvfjerds og fem. De sad længe og mindedes ungdommen. Så meget slipper hukommelsen med alderen – nogle dage ved man ikke engang, hvad man lavede i går – men ungdommen glemmer man aldrig. – Åh, nu har vi snakket os væk! – sagde Hanne og rejste sig. – Vi har ikke engang fået morgenmad. – Hanne, lav nu rigtig te! Den spinatdrik er jeg træt af. – Det må vi jo ikke. – Bare en svag en med lidt sukker i. Ove drak sin te, tynd og slap, til en lille ostemad og tænkte på dengang morgenkaffen var stærk og sød. Og med boller eller pandekager. Naboen kom forbi. Smilte anerkendende: – Hvordan går det her? – Hvad kan der ske, når man er halvfems? – spøgte Ove. – Hvis du kan lave sjov, er alt godt. Skal jeg købe noget ind til jer? – Maja, køb noget kød! – sagde Ove. – I må jo ikke få det. – Kylling må vi godt. – Okay. Jeg laver suppe til jer med nudler! Maja ryddede af, vaskede op og gik. – Hanne, kom med ud på altanen, – sagde Ove. – Så kan vi nyde solen. – Ja, lad os det! Maja kom senere ud på altanen: – Mangler I lidt sol? – Det er så hyggeligt, Maja! – smilede Hanne. – Jeg kommer straks med noget grød til jer – og begynder på suppen til frokost. – Hun er virkelig en god kvinde, – sagde Ove, da hun gik. – Hvad skulle vi dog gøre uden hende? – Og du giver hende kun to tusind om måneden. Læs mere – Hanne, vi har jo skrevet lejligheden over på hende. – Det ved hun ikke engang. De blev siddende på altanen til frokost. Til frokost var der kyllingesuppe. Smagfuld med kødstykker og mosede kartofler. – Jeg lavede altid sådan en til Karen og Peter, da de var små, – sagde Hanne. – Og nu får vi mad lavet af fremmede i vores alder, – sukkede Ove. – Tja, Ove, måske er det bare sådan, det skulle gå. Når vi engang er væk, er der ingen, der vil græde over os. – Det er nok, Hanne, vi må ikke blive triste. Lad os tage en lur! – Ove, man siger jo: ’Der er ikke stor forskel på gammel og barn.’ Alt er som børn: suppe, middagslur, eftermiddagssnack. Ove fik sig en lur, men vågnede snart – søvnen ville ikke komme. Vejret skifter nok. Han gik ud i køkkenet. På bordet stod to glas saft, omhyggeligt stillet frem af Maja. Han tog dem forsigtigt og gik ind til Hanne, der sad stille og så ud ad vinduet. – Nå, Hanne, blevet trist? – smilte Ove. – Her er lidt saft! Hun tog en tår: – Kan du heller ikke sove? – Vejret… – Jeg har heller ikke haft det godt i dag, – sagde Hanne stille. – Jeg kan mærke, det snart er slut. Lov mig, du begraver mig ordentligt. – Hanne, hvorfor siger du sådan? Hvordan skal jeg leve uden dig? – En af os skal jo gå først. – Slut nu! Kom, lad os gå ud på altanen! De sad derude til aftenen faldt på. Maja lavede ostekager. De spiste, og satte sig foran fjernsynet, ligesom de gjorde hver aften. Handlingerne i de nye film forstod de ikke rigtig mere, så det blev til gamle danske komedier og tegnefilm. I dag blev det kun en tegnefilm. Hanne rejste sig fra sofaen: – Jeg går i seng nu. Er helt træt. – Så går jeg også. – Lad mig lige se rigtigt på dig! – bad Hanne pludselig. – Hvorfor? – Jeg vil bare kigge. Længe sad de sådan og kiggede på hinanden. Måske tænkte de på da de var unge, og livet lå foran dem. – Kom, jeg følger dig til din seng. Hanne tog sin mand under armen, og de gik stille sammen. Han bredte dynen om hende og gik ind til sig selv. Noget tungt tyngede ham, og søvnen ville ikke komme. Det føltes som han slet ikke sov. Men klokken viste to om natten. Han stod op og gik ind til Hanne. Hun lå med åbne øjne. – Hanne! Han tog hendes hånd. – Hanne, hvad sker der! Han-ne! Pludselig kunne han heller ikke få vejret. Han gik ind til sit værelse. Tog de forberedte papirer og lagde dem på bordet. Så gik han ind til Hanne igen. Stirrede længe på hendes ansigt. Lagde sig derefter ved siden af hende og lukkede øjnene. Han så hende – ung og smuk, som for femoghalvfjerds år siden. Hun gik mod et lys, langt væk. Han kom løbende, greb hendes hånd. Om morgenen kom Maja ind i soveværelset. De lå side om side. Smilene var frosset fast i deres ansigter. Til sidst ringede hun efter lægen. Lægen kiggede længe på dem, rystede stille hovedet: – De gik begge bort sammen. De har nok elsket hinanden meget… De blev hentet. Maja sank sammen på stolen ved bordet. Der så hun dokumenterne og testamentet med hendes navn på. Hun lagde hovedet på armene og græd… Like hvis du blev berørt – og del gerne din tanke i kommentarerne!