På dørtærsklen stod en fremmed. Viktor havde været forelsket i Janne siden skoletiden. Han skrev små sedler til hende og forsøgte at fange hendes opmærksomhed på alle tænkelige måder. Men Janne var betaget af Christian, en høj blond fyr, som spillede volleyball på holdet sammen med hende. Den kejtede Viktor, der ovenikøbet havde svært ved skolen, tog hun slet ikke notits af. Snart begyndte Christian at komme sammen med Line, pigen fra parallelklassen. Efter studentereksamen prøvede Viktor igen at fange Jannes opmærksomhed. Han friede til hende til dimissionen … Men Janne svarede skarpt – ”Nej!” Hun ville ikke engang overveje det. Efter universitetet blev Janne ansat som bogholder; hendes chef var en flot, mørkhåret mand, ti år ældre end hende. Janne beundrede hans professionalisme, karismatiske udstråling og intelligens. Der udviklede sig følelser imellem dem, og Janne lod sig ikke mærke med, at han både var gift og havde en lille søn. Per Madsen lovede at blive skilt og svor, at han kun elskede Janne. Årene gik, og Janne vænnede sig til at tilbringe weekender og højtider alene. Hun håbede stadig, han ville blive skilt og være sammen med hende. En dag så Janne Per med hans kone i supermarkedet. Hun var gravid, og han holdt ømt om hendes hånd. Bagefter tog han poserne, og de gik sammen ud til bilen. Med tårer i øjnene så Janne på idyllen. Næste dag sagde hun op … Nytåret nærmede sig, og Janne havde hverken lyst til at købe ind, pynte op eller fejre noget som helst. Men en aften kom hun hjem og opdagede, at huset var koldt – fyret var gået ud. Janne boede i et hus lidt uden for byen. Hun prøvede at ringe efter en specialist til at fikse fyret, men tæt på jul krævede alle et urimeligt beløb, især når de hørte, de skulle helt ud til byens udkant. Janne havde næsten mistet håbet, da hun ringede til sin veninde. Hendes mand arbejdede med sådan noget og kunne måske hjælpe. Lone lovede straks at kontakte sin mand. To timer senere hørte Janne det ringe på døren. På dørtrinnet stod en fremmed — men da hun så nærmere, genkendte hun … Viktor, hendes gamle klassekammerat. – Hej Janne, hvad er der galt her? – Øh … hvordan vidste du det? – Chefen ringede, sagde jeg skulle ud til denne adresse, for det er bidende koldt her. Har du tappet vandet af anlægget, så rørene ikke fryser? – Nej, det ved jeg ikke hvordan man gør. – Jamen, det skal du da! Ellers kan du risikere at stå helt uden varme. Heldigvis er det ikke frost endnu. Viktor fik hurtigt tappet vandet af systemet, puslede lidt med fyret, og kørte så efter reservedele. En time senere kom han tilbage med de nødvendige dele. Snart blev der varmt i huset igen. Viktor vaskede hænder og spurgte: – Janne, vandhanen drypper og pæren blinker … Kan din mand da ikke fikse det? – Jeg har ikke nogen mand … – Nå, hvorfor ikke? Leder du stadig efter den perfekte? – Hvilken perfekt … Jeg har ingen, – indrømmede hun pludselig. – Hvorfor sagde du så nej dengang? – smilede Viktor. Hun svarede ikke … Han ordnede vandhanen og skiftede pæren, og tog så hjem. Janne tænkte på sin barndom, teenageår, den buttede dreng, der var forelsket i hende. Viktor havde forandret sig meget, nu var han slank og høj med brune øjne. Men hans smil var det samme som dengang. Hun nåede end ikke at spørge, om han var gift. Men den 31. december ringede det pludselig på døren. Janne gik overrasket ud – hun ventede ikke gæster. På dørtærsklen stod Viktor. Han havde nyt jakkesæt på og en buket blomster i hænderne. – Janne! Jeg spørger én gang til. Vil du gifte dig med mig, eller vil du vente på drømmeprinsen til pensionsalderen? Janne begyndte at græde og nikkede lykkeligt. I andet forsøg blev frieriet accepteret …

1. december

I dag skete der noget, som fik mig til at standse op og tænke over livet sådan rigtigt tænke. Jeg kom hjem fra arbejde, og huset var iskoldt. Fyret virkede ikke, og jeg indså, hvor sårbart man er, når man bor alene i et gammelt hus udenfor Odense. I det øjeblik føltes alting ekstra tungt.

Jeg har altid troet, at mit liv på et tidspunkt ville finde ro og mening. Men som jeg sad der i min uldsweater og så ånden min stige op i den kolde stue, kunne jeg ikke slippe tanken om, hvordan det hele egentlig startede.

Jeg var forelsket i Mette i gymnasiet. Det har fulgt mig i mange år. Jeg sendte hende breve, gjorde hvad jeg kunne for at få hendes opmærksomhed. Men hun opdagede mig ikke rigtigt jeg var kejtet, ikke specielt god i skolen, altid lidt i vejen. Mette var derimod betaget af Casper, den høje, lyshårede fyr fra volleyballholdet. Han havde alt, det jeg manglede.

Efter gymnasiet begyndte Casper at være sammen med Camilla fra B-klassen, og så var der ikke mere tale om det. Jeg prøvede at nærme mig Mette igen til dimissionsfesten, gik så langt som at fri til hende midt i et øjebliks overmod… men hun afviste mig kontant. Nej! hun ville slet ikke høre tale om det.

Mette læste derefter til revisor, og landede sidenhen et job i centrum af Odense. Hendes chef, Thomas, var en flot, mørkhåret mand ti år ældre end hende og utrolig dygtig til sit job. Jeg kunne forstå på hende, at hun var fascineret af hans intelligens og drive. Lidt efter lidt opstod der følelser mellem dem, og det bekymrede ikke Mette, at Thomas både var gift og havde en lille dreng.

Thomas lovede selvfølgelig guld og grønne skove. Han skulle nok forlade sin kone, sagde han, og han svor, at han kun elskede Mette.

Årene gik, og Mette vænnede sig til at holde weekender og højtider alene. Hun ventede stadig, håbede på at der kom et tidspunkt, hvor Thomas ville vælge hende.

Så en dag før jul så hun Thomas sammen med hans gravide kone i Føtex. Han holdt hende kær, bar poserne de så ud som den perfekte familie. Mette blev stående, skjult bag en hylde, og så tårene løbe ned ad sine kinder.

Næste dag sagde hun op.

Dagene op til jul havde hun ikke overskud til at købe ind eller pynte op. En aften, da hun kom hjem, var huset isnende koldt, for fyret var i stykker. Hun ringede desperat rundt efter en VVSer, men ingen havde tid og hvis nogen endelig ville tage ud til forstaden nu, ville de have 1.500 kroner, måske mere, især sådan op mod jul.

Til sidst ringede hun til sin veninde Anne, hvis mand arbejder som blikkenslager. Anne lovede at tage fat i ham straks.

To timer senere lød det på døren.

Udenfor stod en mand, hun genkendte i det øjeblik han smilede: det var Anders fra gymnasiet.

Hej, Mette hvad er det der er galt?

Øh… Anders? Hvordan vidste du det?

Min chef sendte mig. Han sagde, du frøs herude! Har du sørget for at tømme vandet ud, så rørene ikke springer?

Nej jeg aner ikke hvordan.

Sådan kan man vist kun få kolde tæer. Godt det ikke er hård frost nu.

Anders fik hurtigt tømt anlægget, rodet med fyret og satte sig så ind i bilen igen. En time senere kom han tilbage med de nødvendige reservedele. Kort efter summede huset af varme.

Da Anders havde vasket hænder, pegede han ad køkkenet:

Mette, den hane drypper, og pæren i gangen blinker Har din mand ikke tid til at fikse det?

Mig? Jeg har ingen mand…

Nå? Venter du stadig på den store kærlighed?

Kærlighed og kærlighed Jeg har ingen, indrømmede hun pludselig lavmælt.

Så hvorfor sagde du nej til mig? sagde Anders drillende. Hun svarede ikke.

Anders skiftede pæren og fikset hanen, før han tog hjem.

Da han var gået, greb tankerne hende igen minder om barndommen, teenagetiden, den buttede dreng med de brune øjne, som altid havde et forlegent smil på læben.

Hun nåede ikke engang at spørge, om han var gift.

31. december endnu en dag uden forventninger. Pludselig ringede det på døren.

Mette åbnede og der stod Anders, nystrøget jakkesæt, blomster i hånden og et glimt i øjet.

Mette! Jeg spørger dig én gang til. Vil du gifte dig med mig, eller vil du vente på en prins til du går på pension?

Tårerne begyndte at trille. Hun nikkede, lykkelig.

Anders andet frieri blev accepteret.