Tilbage til livet
Kirsten havde længe holdt sig væk fra sin søn Emils lejlighed. Hun ville ikke, hun turde ikke. Tårerne var for længst tørret op, sorgen var blevet til en stædig, langsom smerte, som en vedvarende knude i brystet.
Emil var kun 28 år. Han havde aldrig klaget over helbredet. Efter at have færdiggjort sin uddannelse på DTU arbejdede han som ingeniør, gik i fitnesscenteret og gik ud med sin kæreste, Anna.
For to måneder siden lagde han sig i sin seng og vågnede aldrig igen.
Kirsten havde skilt sig fra sin mand, da Emil var seks år gammel, og hun selv var kun tredive. Årsagen var banal utroskab, gang på gang. Ekspeditionen betalte ingen børnebidrag og forsvandt. Emil voksede op uden far, og Kirstens forældre måtte træde til.
Der har været mænd i hendes liv, men hun har aldrig fundet modet til at gifte sig igen.
Kirsten arbejdede som øjenlæge og tjente sine egne penge. Først lejede hun et lille lokale i et supermarked på Nørrebro, hvor hun solgte briller. Senere tog hun et lån på 250000 kroner og købte sit eget lokaler i et solidt Optik firma, hvor hun også havde sin egen konsultationsklinik.
Sidste år købte familien en lille étværelseslejlighed til Emil på Amager, med en lille renovering. Det skulle have været et hjem, et sted at bo.
En dag stod der støv overalt. Kirsten greb en klud, skubbede sofaen til side, og et mobiltelefon fra Emil faldt ud fra sofaens indre. Hun kunne ikke finde den, men satte den på opladeren.
Hjemme, med tårer i øjnene, bladrede hun gennem billederne på telefonen: Emil på arbejdet, på ferie med venner, med sin kæreste. Hun åbnede Viber og så en besked fra en ven, Dennis, øverst i samtalen. Et billede viste en ung kvinde med en dreng. Drengen lignede Emil så meget, at hun næsten så sit eget lille Sune i ham.
Husker du, da vi hængte hos Lene til nytår, da vi stadig gik på universitetet? Lene havde en veninde, som hun mødte med en lille dreng. Hun lejer en lejlighed lige overfor. Sådan, drengen er din! Jeg sendte et billede, som et minde. Beskeden var sendt en uge før tragedien. Så Emil havde vidst det, men havde ikke sagt noget.
Kirsten kendte Dennis adresse.
Den følgende dag, efter arbejde, kørte hun hen til den pågældende bygning. Drengen, som hun straks genkendte som sin barnebarn, løb efter en dreng på cykel og bad om at få prøve. Kirsten bøjede sig ned og spurgte: Har du ingen cykel? Drengen svarede, at han ingen havde.
En ung kvinde, omkring midt i tyverne, kom frem. Hendes hår var farvet i en skrigende farve, og den overdrevent tunge makeupen ødelagde hendes ellers venlige ansigt.
Hvem er du? spurgte hun.
Jeg er bedstemor til den lille dreng, svarede Kirsten.
Jeg er Maya, hans mor. Hyggeligt at møde dig.
Kirsten kørte dem til en café på Vesterbro. Den lille dreng, der hed Dimse, fik en is, mens Maya bestilte kaffe.
Maya fortalte, at hun for seks år siden kom fra en landsby på Sjællands vestkyst, hvor hun som 17årig gik på en syerskole. Til nytår inviterede veninden Lene hende hjem. Lene og hendes forældre var på besøg hos slægtninge. Lene var ven med Dennis, som kom til festen med sin ven Emil. På den aften begik Maya en affære med Emil. Emil gav hende sit telefonnummer og lovede at ringe, men ringede aldrig.
Da Maya opdagede, at hun var gravid, ringede hun til ham. Emil var vred, råbte af hende og sagde, at ærlige piger selv skulle tage ansvar. Han gav hende penge til at afbryde graviditeten og bad hende forsvinde fra hans liv. Hun så ham aldrig igen.
Maya droppede skolen, blev tvunget ud af kollegieværelset med barnet, og kunne ikke vende tilbage til landsbyen, hvor hendes mor var død, og far og bror drak.
Hun lejer et lille værelse hos en enlig ældre dame. Nu passer hun på sit barn, mens Maya arbejder i et lille pølsefirma i Nørrebro. Lønnen er lav, men nok til at klare sig. De får næsten ingen penge tilbage, når lejen til børnehaven betales.
Næste dag flyttede Kirsten Maya og Dimse ind i Emils lejlighed. Så begyndte et helt nyt kapitel for hende.
Dimse fik en plads i en anerkendt privatskole. Kirsten skulle købe tøj til både Maya og Barnebarnet. Hun blev glad for at have så mange opgaver, og Dimse mindede hende om Emil i alt: blikket, gestusene, den stædige vilje.
Kirsten tog forældreansvaret for Maya. Hun lærte hende at sminke sig, klæde sig pænt og passe på sig selv. Hun viste, hvordan man laver mad, holder orden og alt det praktiske i livet.
En aften sad de sammen foran tvet. Dimse krammede sin bedstemor, lagde hovedet på hendes skulder og sagde: Du er min allerbedste!
I det øjeblik mærkede Kirsten, at tomrummet i hendes hjerte var fyldt igen. Sorgen lå ikke længere som en tung sten på hendes skuldre. Hun forstod, at hun var vendt tilbage til et normalt liv, et liv med plads til glæde, takket være den lille dreng, hendes barnebarn.
To år gik. Kirsten og Maya gik med Dimse på hans første skoledag. Maya arbejdede nu som Kirstens højre hånd i optikerbutikken. Hun var uundværlig.
Maya har nu fundet en mand, der ønsker et seriøst forhold. Kirsten har intet imod; livet fortsætter, og hun ser frem til sin egen fremtid. En ældre ven foreslår, at hun skal gifte sig igen. Hvorfor ikke? Hun er smuk, selvstændig, har en god figur, en rolig temperament og er kun 54 år gammel.
