Det var engang en vinteraften, da sneen lå som et blødt tæppe over den lille landsby Holsted. Tidligt om morgenen gik Bodil Nielsen ud af sit gule træhus, mens store, stille snefnug dalede ned fra den grå himmel. Stjernerne gemte sig bag tunge skyer, og månen knap nok brød igennem mørket, før daggryet langsomt begyndte at farve horisonten. Ved middagstid strålede den svage sol over de nøgne marker.
Dagen gik som alle andre, men da aftenen kom, og Bodil var på vej hjem, samlede sig tunge, grå skyer, og en kraftig vind hvirvlede omkring hende.
Hvad er der sket? tænkte hun, mens hun knirkede på den snescoffede sti. Pludselig brød en snestorm ud, så tyk at intet var synligt foran hende.
Heldigvis var hun allerede ved sit hus. Da hun åbnede den lille låge, tænkte hun:
Det er heldigt, at sneen endnu ikke har hobet sig så højt. Men vejret har tydeligvis besluttet sig for at vise sig.
Bodil mærkede vinden suse omkring huset, og den store fyrretræ ved indgangen svajede som en gammel vagt. Hun nåede ind, smækkede døren bag sig og gik ind i varmen.
Efter middagen klatrede hun op på den gamle brændeovn, lytte til den hæsende vind i skorstenen, og snart faldt hun i en lille slumring. Pludselig brød en insisterende bank på døren ud af drømmen.
Hvem kan turde komme på så sent? mumlede hun, mens hun skubbede sine uldvinterstøvler af og gik mod døren.
Åben, så jeg kan komme ind og varme mig, lød en rungende, men venlig stemme.
Hvem er du? spurgte Bodil mistroisk.
Jeg er Jens Madsen, chauffør. Jeg er strandet lige foran dit hus; sneen har dækket vejen, og jeg kan ikke se noget. Jeg har prøvet at skovle, men sneen falder bare igen. Lad mig komme ind, jeg lover at være god. Jeg kommer fra nabobygden.
Selvom natten næsten havde lagt sit mørke tæppe over verden, åbnede Bodil døren, og en høj, snedækket mand trådte indenfor.
Kom ind, Jens, sagde hun, og lod ham tørre sin snerygte frakke ved indgangen.
Jens smilede taknemmeligt, afklædte sin tjukke frakke og strøg sneen af sin hue.
Vil du have en kop te? spurgte Bodil.
Det ville være dejligt, jeg er frosset gennem, sagde han og satte sig ved bordet.
Bodil lagde friske hjemmebagte tærter på bordet, hældte en varm te op i en lille kop med tud.
Tak, sagde Jens, hvad hedder du egentlig?
Jeg er Bodil Nielsen, men du kan kalde mig bare Bodil, svarede hun med et varmt smil.
Bor du alene? spurgte han.
Ja, fem år nu, sagde hun stille.
Hvor er din mand? spurgte han nysgerrigt.
Min mand flygtede med en fremmed efter at have spist for mange pærer, svarede hun uden at lede efter undskyldninger.
Har du børn? spurgte han.
Ingen, svarede Bodil.
Har du selv en familie? spurgte Jens, og hans stemme blev lidt hæs.
Nej, jeg har ingen. Jeg var engang gift, men det holdt ikke, svarede han kort.
Begge forstod hinandens ensomhed, og Jens satte sig på den knitrende brændeovn, hvor han snart faldt i en dyb søvn. Bodil lå vågen og tænkte på, hvordan livet havde efterladt hende uden ægtemand og børn, som andre havde. En slags bitterhed fyldte hendes hjerte.
Morgenen kom, og hun måtte tænde op i ovnen igen. Hun bagte flade pandekager på de varme gløder, og Jens vågnede med en bredt smil.
Hvor lækkert, sagde han, mens han nød de gyldne pandekager.
Efter morgenmaden sagde Bodil farvel.
Jeg låser ikke døren, men du må sørge for at låse lågen, hvis du skal gå, sagde hun, og mindede ham om, at der stadig var kartofler i gryden og en ekstra krus te, hvis han blev kold.
Farvel, Bodil, tak for overnatningen, svarede Jens.
Da hun gik på arbejde, så hun Jens senere ved sin gamle traktor, gravende sig ud af sneen. Bilen var fast, batteriet var fladt, og vejen var stadig helt uigennemkørsels.
Kom ind og spis lidt, sagde Bodil, som hun også havde hentet frokost.
De spiste sammen, og Bodil mærkede en underlig samhørighed med den fremmede mand. Han fortalte om, hvordan han havde slettet sneen med en skovl, mens hans hår begyndte at få striber af grå ved tinningerne, og rynker dukkede op omkring øjnene, når han smilede.
Han ser ud til at være i starten af 30erne, tænkte hun, og syntes, det var et lykkeligt syn at have en venlig mand i huset.
Bodil kørte Jens til værkstedet, hvor han kunne få sin traktor repareret, og så fortsatte hun til sit arbejde.
Senere samme dag kom Jens tilbage, og han stod i døren med et glimt i øjet.
Te er klar, sagde han, og hun inviterede ham indenfor.
Efter aftensmaden satte Jens sig på ovnen, men han rejste sig pludselig og gik hen til hendes seng. Overrasket lå stod Bodil stille, men Jens lagde sig ved siden af hende under dynen og holdt hende tæt. Hun rakte ud efter ham.
Langt ude i nat brød stilheden først, da Bodil sagde:
Jeg kunne have levet hele mit liv ved din side.
Jens trak vejret tungt og svarede:
Skal jeg så gifte mig med dig?
Hun svarede tøvende, mens han så ud til at blive vred.
Jeg tror ikke på kvinder. Jeg var gift én gang, men min kone gik til en anden. Jeg har haft flere kvinder, men intet har varet. Du er bare en fremmed under dynen. Jeg drager af sted i morgen, og så vil du finde en anden.
Bodil brød sammen i tårer og sagde, at hun længtes efter en familie, børn og et lykkeligt ægteskab. Jens afviste hendes tårer med en kort bemærkning om, at de ikke kendte hinanden.
Morgenen kom, og Jens pakkede sine ting; han skulle møde en traktor klokken seks. Bodil gik ud på verandens dør for at tage afsked.
Undskyld, Bodil, sagde han.
Farvel, Jens. Jeg vil ikke åbne døren for dig, hvis du bliver fanget igen, men jeg håber du finder din vej, svarede hun, mens hendes hjerte skrigede efter ham.
Jens forsvandt, og da hun kom tilbage fra frokostpausen, var bilen væk. Hun ventede, men han kom ikke. Dage gik, og hun delte sin ensomhed med sin veninde Nanna, som boede i den næste landsby.
Du er vist gravid, grinede Nanna, og opfordrede hende til at tage til byen for at få en læge.
Bodil taknemmeligt takkede Gud for, at hun endelig ville blive mor. Hun gik til lægen, fik bekræftet graviditeten og følte en dyb taknemmelighed over den tilfældige nat, der havde bragt Jens ind i hendes liv.
Da hun gav fødsel, spurgte sygeplejersken:
Hvad vil du kalde drengen?
Jeg vil kalde ham Sten, så han kan blive Sten- og senere Stefan, svarede Bodil med et glimt i øjet.
Sygeplejersken lo og sagde:
Du skal først opdrage ham, så kan du tænke på din alder senere.
Bodil sukkede, men ingen mand kom for at støtte hende. Da det blev tid til udskrivning, sagde Nanna, at hun ikke kunne tage drengen med på bussen, men ambulancen ville bringe dem hjem.
På udgangen stod Jens med en stor buket blomster, og Nanna smilede listigt.
Dette er Jens, han vil ikke lade dig forlade hospitalet uden ham, sagde Nanna.
Bodil overgav sin søn til Jens, og tårerne strømmede men de var af lettelse og glæde.
Således endte historien om Bodil, den modige enkefrue fra Holsted, som fandt håb i en storm, i kærlighed og i en lille dreng, der bragte nyt liv til den lille landsby.
