Min mands elskerinde var helt fantastisk. Hvis jeg selv var mand, ville jeg have valgt en som hende. Kender du den slags kvinder – dem, der virkelig kender deres egen værdi. De går ranke, kigger én i øjnene, lytter opmærksomt. Intet stresset over dem, de behøver ikke at flashe kavalergang for at få opmærksomhed, de har en majestætisk ro og går aldrig i panik. Jeg ville også have valgt hende. Som det stik modsatte af mig selv. For hvordan er jeg? Altid på farten, råber af unger og mand, taber ting på gulvet, når aldrig det hele, arbejder over, og chefen er utilfreds. Går altid i jeans og sweater, for at stryge kjole eller bluse føles som et projekt. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har strøget flæser og blonder. Heldigvis har vi en topmoderne tørretumbler, så strygejernet samler mest støv. Men elskerinden – hun var uimodståelig. Krop, holdning, ben, hår, øjne, ansigt – man kunne dårligt trække vejret! Siden jeg opdagede det – eller rettere, så det – har jeg ikke rigtigt trukket vejret. Det skete ved et tilfælde, da jeg var på opgave i en af de ydre bydele i København. Gik ind på den nærmeste café for at få en bid mad, fandt et ledigt hjørne, satte mig og kiggede op. Nej, jeg tog ikke fejl – jeg genkendte straks min mand. Selv fra ryggen. Og så hende. Han holdt hendes hænder og kyssede hendes fingre. Adr, tænkte jeg, så kliché – som i “dine fingre dufter af kirsebær”. Men kvinden var flot. Objektivt set. Det føltes mærkeligt. Som når man ser ar fra et brandsår og ved, at om et sekund gør det ondt – men ikke lige nu. Som om man forsøger at blæse smerten væk, før den kommer. Det skulle have gjort ondt. Men der var bare tomhed. Ingenting. Min mand kom hjem til tiden. Godt humør som altid. Det er altid mig, der kører op og skynder på alle, skælder ud. Han er rolig, solid, sjov. Hans humor kunne jeg godt have brugt nu. Min egen duer ikke til denne situation. Hele aftenen havde jeg lyst til at spørge ham: “Nå, hvordan går det med din elskerinde? Jeg så jer på caféen N., hun er godt nok lækker – kan godt forstå dig, jeg var sikkert selv faldet for hende.” Spørge og nyde, hvis han begyndte at svede og rødmede for at skjule sandheden. Men jeg sagde ikke noget. Han lagde sig som sædvanligt tæt ind til mig i sengen og faldt hurtigt i søvn. Jeg tænkte: Måske har de ikke engang været i seng sammen endnu? Måske er de stadig kun i “præludiet”, hvor alt er spænding og fælles åndedræt og tanker. Han er god – som godt gemt elsker. Jeg vendte mig igen og igen, sov uroligt og drømte mærkelige drømme om vilde blomster og kvinder i røde kjoler. Jeg vågnede, træt og tung i hovedet, bevægede mig langsomt rundt i lejligheden, gjorde børnene klar til skole. Og hele tiden tænkte jeg: Hvad gør man? Hvad gør danske kvinder egentlig, når de opdager, at deres mand har en elskerinde? Skal jeg google det? Google var til ingen hjælp. Jeg havde ikke selv nogen svar. Prøve at leve videre? Men jeg lever jo allerede videre. Nøjagtig som før. Rutinerne, manden der kommer hjem til tiden uden læbestift på skjorten, børnene der buldrer rundt, søndagsbiografen. Ingen forandringer i hans adfærd. Samme sex to gange om ugen. Nogle gange tre, hvis man skal være helt præcis. Måske tog jeg fejl på caféen? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg ringede til ham til frokost – han tog den ikke. Jeg tog en taxa til samme café. Opfandt en historie for taxachaufføren om at jeg ventede på “en pakke til jobbet”. Min mands bil holdt parkeret overfor. Min mand og elskerinden kom ud sammen og kørte væk i hans bil. Jeg blev bleg, bad taxachaufføren om vand, latede som om jeg råbte i telefonen: “Pyt med jeres dumme pakke, jeg tager på arbejde!” Som om det betød noget, hvad taxachaufføren tænkte. Når man ved, manden har en elskerinde, ændrer det livet. Skal man lade sig skille? Nok. Hvordan skulle man ellers kunne leve? Eller bare finde sig i det? Hvorfor? For hvad? Jeg kom i tanke om, hvordan et vennepar for nogle år siden blev ramt af det samme. Han skjulte det, men hun fattede alligevel mistanke. Da han blev konfronteret, nægtede han – påstod det var et hack, eller jaloux kollegaer. Min mand dengang sagde: “Det er fandeme for pinligt at lyve. Hvis man har kvajet sig, så må man stå ved det – og så vælge; enten sin familie eller hende. Men sørg for din familie, hvis du går fra dem.” Jeg blev helt stolt af ham dengang. Så ansvarlig, tænkte jeg. Men det er let at tale, når det er andres liv. Når man selv sidder midt i dramaet, svigter modet. Jeg gik over til deres bord på caféen og satte mig ned. Elskerinden kiggede overrasket op. Min mand frøs fast. Så blev han urolig. Ingen sagde noget. Det var helt underholdende at se på dem. Elskerinden opfattede straks, hvem jeg var. Eller måske vidste hun det i forvejen. Min mand ville sige noget. Jeg stoppede ham med hånden: “Det er vel ikke, som jeg tror, vel? Ved I hvad – der er egentlig ikke noget overraskende i situationen. Sådan er livet. Men nu må I tage stilling – vi har børn, fælles ejerlejlighed, forældre, der bliver gamle. I er jo kloge. I finder sikkert ud af det.” Så rejste jeg mig roligt og gik ud. Min nystrøgne kjole klædte mig overraskende godt. Skulle have brugt den oftere.

Manden havde valgt sig en meget smuk elskerinde. Hvis hun selv havde været mand, havde hun sikkert også valgt hende. For der findes sådanne kvinder dem, som kender deres eget værd. De bevæger sig med værdighed, ser én direkte i øjnene og lytter opmærksomt. Der er ingen hektiske bevægelser over dem, de behøver ikke blotlægge skuldre og rygge for at få opmærksomhed; de har en kongelig ro og panikker aldrig.

Hun kunne faktisk have valgt hende. Helt som modsætning til sig selv.

For hvad var hun selv? Evigt fortravlet, skældte ud på børnene og sin mand, tingene faldt ud af hænderne på hende, hun nåede aldrig det hun skulle, der var konstant travlt på jobbet, og chefen var sjældent tilfreds. Hun gik oftest i jeans og store trøjer. Det virkede simpelthen uoverskueligt at stryge kjoler eller bluser hvornår havde hun sidst strøget flæser og blonder? Heldigvis klarede den nye tørretumbler det meste, så hun sjældent behøvede at finde strygejernet frem.

Men elskerinden var virkelig flot. Hendes figur, holdning, ben, hår, øjne og ansigt det tog helt pusten fra én!

Og siden hun opdagede det, havde hun nærmest holdt vejret. Faktisk havde hun set det med sine egne øjne. Det var en dag for længe siden, ude i et af Københavns fjerne kvarterer, hvor hun i embeds medfør havde været nødt til at finde et sted at spise. Sulten var værre end sin tante. I den tætpakkede café lykkedes det hende at finde et hjørne, og mens hun sad der og læste menukortet, kiggede hun op og troede knap nok sine egne øjne. Jo, det var rigtigt. Hun kendte straks sin mand, bare på ryggen, og dér sad hun også elskerinden.

Han holdt hendes hænder mellem sine og kyssede hendes fingre. Det var næsten kvalmende, tænkte hun som noget fra et gammeldags digt. MEN kvinden var virkelig forførende. På en objektiv måde.

Det var en sær fornemmelse. Lidt som når man lige er blevet forbrændt og ser rødmen på huden og ved, at om lidt bryder smerten frem men akkurat i dette øjeblik venter man bare på, at det skal gøre ondt. For at mildne smerten puster man hårdt på det røde sted.

Det burde have gjort ondt. Men indeni var det bare tomt. Ingenting.

Hendes mand kom hjem til sædvanlig tid. Han var altid i godt humør, stabil og rolig. Det var hende, der fór op, skyndte på alle. Han var sådan en sund sangviner, man altid kunne regne med, og han havde en god portion humor.

Hans humor ville hun gerne have haft til hjælp nu. Hendes eget var ikke til nogen nytte i denne situation.

Hele aftenen kløede det hende for at spørge ham direkte med iskold stemme: Nå, hvordan har du det så med din elskerinde? Så jer i Café Norden i eftermiddags flot valg, må jeg sige. Jeg kan godt forstå dig.

Hun havde næsten lyst til at se, om svedperler ville vise sig på hans pande, hvis han begyndte at rødme og prøve at bevare fatningen.

Hun kunne også have fortsat: Nå, hvad så nu? Skal du til at præsentere hende for børnene? De vil sikkert synes om deres nye mor. Og hvad med mig hvor skal jeg hen? Har hun egen lejlighed, eller skal du slæbe hende med herhjem?

Men hun sagde naturligvis intet. Hendes mand lagde som vanligt armen om hende i sengen, trak hende ind til sig og faldt hurtigt i søvn.

Måske var de endda ikke gået til sengen sammen endnu, tænkte hun og trak sig længere over på sin side af madrassen. Et tørt grin. Ja, nu tænker hun pludselig som en, hvis mand er blevet utro, men som bare bliver ved med at fortælle både sig selv og alle andre, at det hele er indbildning.

Måske havde de slet ikke haft sex. Det var bare den første fase lidt stemning, lidt flirten, hjerterytmen og tankerne, der svinger i takt. Og hans pokerfjæs ikke et ord, ikke en bevægelse!

Hun vendte og drejede sig, sov uroligt og drømte om stærkt farvede blomster og fremmede kvinder i røde kjoler.

Hun vågnede træt næste morgen og gik tungt omkring i huset, men fik alligevel børnene i skole på sædvanlig vis.

Hele tiden kredsede tankerne: Hvad gør man egentlig, når man får øje på sin mand sammen med en anden kvinde? Skal man google det?

Google hjalp ikke det mindste. Og hun havde ingen svar. Skal man prøve at fortsætte livet? Ja, hvad ellers? Hun fortsatte jo. Alt var, som det plejede. Manden kom præcis hjem hver dag, ingen læbestift på tøjet, ingen duft af fremmed parfume, børnene sprang rundt, de gik i biografen søndag efter søndag. Intet var forandret. Samme sexliv to gange om ugen. Nogle uger måske tre, hvis hun tænkte efter.

Kunne hun have taget fejl i caféen?

Nej, hun havde ikke taget fejl. Hun ringede til ham ved frokosttid; han tog ikke telefonen. Hun tog en taxa og kørte til præcis samme sted. Hun havde hurtigt fundet på en plausibel forklaring til taxachaufføren: De venter på en pakke, det er arbejde.

Manden bil holdt udenfor, og lidt efter kom han og elskerinden ud og satte sig ind i hans bil og kørte væk sammen.

Hun blev kridhvid, bad om et glas vand fra chaufføren, lod som om hun ringede op til nogen og råbte så ind i den døde telefon: Nå, det er jeres eget problem med den pakke! Jeg orker ikke at vente, jeg tager tilbage på arbejde!

Som om det selv nu ikke var hende ligegyldigt, hvad taxachaufføren mon tænkte.

Viden om en elskerinde kan vende op og ned på livet. Skal man skilles? Måske. Hvordan lever man ellers? Skal man bare finde sig i det? Hvorfor? For hvad?

Hun mindedes, hvordan en vennefamilie for år tilbage havde været i samme situation. Manden havde skjult det og snørklet sig uden om det hele. Men konen havde alligevel opdaget sandheden, skandalen havde rullet, mens manden havde nægtet indtil sidste bevis for hans utroskab den ikke slettede chat på telefonen. Han påstod, det var hackere og misundelige fjender.

Dengang havde hendes egen mand sagt bestemt: Jeg ville aldrig lyve. Det ser forfærdeligt ud. Hvis man laver rod, så må man også kunne stå ved det. Enten bryder man med hende og holder sammen på familien, eller også går man sin vej, men sørger for at familien ikke mangler noget.

Hun havde faktisk været stolt af ham dengang. Sådan én at holde sammen på familien, så ansvarlig.

Det er altid nemmere at løse andres problemer. Fra afstand især, når man ikke står med ansvaret selv.

Men når man selv sidder midt i dramaet, med både hustru og elskerinde lige foran sig, så svinder mod og faste ord hurtigt ind.

Hun satte sig hen til deres bord i caféen, tog plads på den ledige stol. Elskerinden løftede spørgende blikket, manden frøs. Så blev han urolig. Ingen sagde noget. Hun morede sig egentlig lidt over at betragte dem. Elskerinden forstod straks, hvem hun var. Måske havde hun altid vidst det.

Manden prøvede at sige noget, men hun løftede hånden: Det er nok ikke helt som jeg tror, vel? Men sagde hun der er ikke noget overraskende ved situationen. Sådan er livet nogle gange. Men I må finde ud af hvordan I vil løse det vi har børn, en fælles lejlighed, ældre forældre. I er kloge nok, I kommer nok igennem det.

Og så gik hun roligt mod døren. Den nystrøgne kjole klædte hende faktisk. Det var egentlig synd, hun så sjældent gik med den.