Jeg var i dette forhold i fem år. Vi var gift i to år og boede sammen i tre. Mens vi var forlovede, var vi næsten hele tiden langdistancekærester. Vi sås kun hver tredje måned, og et år så vi kun hinanden to gange på grund af hans arbejde. Dengang så jeg det ikke som et problem – tværtimod, jeg følte, det var det perfekte forhold. Vi savnede hinanden, græd i telefonen, og kærligheden strømmede gennem beskeder og videoopkald. Vi skændtes aldrig. Han var ikke jaloux, og det var jeg heller ikke. Vi respekterede hinandens persönliche plads. Han kunne tage ud at spise med venner, jeg kunne tage til fest – det betød ikke noget. Han hjalp mig endda med at vælge tøj – og det handlede ikke om noget provokerende, men ofte sagde han, at en kjole sad for stramt, og at noget andet ville klæde mig bedre. Han forsøgte aldrig at kontrollere mig. Tværtimod – han virkede stolt af mig og min krop. Alt var sundt, roligt, ideelt. December var ekstra svær, fordi vi vidste, vi ikke kunne ses hverken til jul eller nytår. Vi var triste og skuffede. Så foreslog han, at vi skulle flytte sammen – jeg skulle flytte til hans by. Jeg tænkte over det, talte med min familie, og de sagde, at hvis det var det, jeg ønskede, så skulle jeg gøre det. Jeg sagde mit job op og flyttede ind hos ham. De første måneder var gode. Første år var præget af tilpasning – vi lærte hinandens vaner at kende: hvordan vi vågnede, var sultne, hvad der irriterede os og ikke gjorde. Jeg gik hjemme, mens jeg ledte efter arbejde. Alt gik nemt. Andet år blev kun bedre. Vi var blevet et rigtigt team og havde virkelig forelskede perioder, hvor vi slet ikke kunne undvære hinanden. Når han ikke arbejdede, var vi altid sammen. Vi lignede helt nygifte. Alt fungerede. Jeg følte, jeg havde taget det rigtige valg. Men i det tredje år begyndte noget at ændre sig. Han kom ofte sent hjem. Vi havde altid delt vores lokation, men en dag slog han det fra uden forklaring. Han kom først hjem klokken fem-seks om morgenen, selvom han skulle på arbejde klokken otte. Han gik bare i bad, spiste morgenmad og gik igen. Ingen forklaringer mere. Skænderierne blev en del af hverdagen. En dag skete der noget, som satte dybe spor. Jeg fandt makeup på en hvid skjorte – foundation og læbestift, både på kraven og ærmet. Ikke et lille spor, men tydeligt. Jeg bad om en forklaring. Og dér sagde han noget, jeg aldrig glemmer – at han var nødt til at søge udenfor, fordi jeg var blevet kedelig, kun tænkte på at holde orden og gøre rent. Det var nok. Han sagde ikke direkte: ”ja, jeg er dig utro”, men han nægtede det heller ikke. Han bekræftede det uden at sige det. Jeg brød helt sammen. Græd hele tiden. Jeg havde fysisk ondt i brystet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle komme videre. Så besluttede jeg at gøre noget for mig selv. Jeg vendte tilbage til fitness. Jeg havde tidligere trænet, men var stoppet, da jeg flyttede ind hos ham. Der mødte jeg en mand. Vi begyndte at snakke, det var hyggeligt. En dag inviterede han mig ud at få en drink, og det var faktisk mig, der foreslog, vi skulle tage hjem til ham. Han sagde ja. Vi skulle ses om eftermiddagen. Vi vidste begge hvorfor. Samme dag, mens jeg var hjemme efter at have set ham i fitnesscentret om morgenen, kunne jeg ikke slippe tanken: ”Det kan jeg ikke. Jeg vil være utro. Han fortjener det.” Men så tænkte jeg: ”Nej. Jeg vil ikke være som ham.” Jeg valgte at afslutte det før. Jeg ventede på, at min mand skulle komme hjem til frokost. Jeg lod ham ikke engang gå ind i soveværelset. Vi satte os i spisestuen, og jeg sagde, at det ikke fungerede, at han havde været mig utro, og at jeg ikke ville vide med hvem eller hvor længe – det var slut, lige nu. Han sagde, jeg overdrev, at den anden kvinde ikke betød noget, at hun ikke var som mig, og at vi kunne redde det. Jeg sagde, jeg ikke ville mere. Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde mødt en anden eller havde lyst til en anden. Jeg sagde bare, jeg gik. Kufferterne var klar. Han spurgte, hvor jeg skulle hen, om jeg havde nogen der. Jeg sagde, det var lige meget, jeg skulle nok finde ud af det. Jeg forlod det hus med min bagage og tog hjem til den anden mand. Da han så mig med kufferter, blev han forskrækket. Jeg forklarede, at jeg lige havde forladt min mand, og at jeg næste dag tog tilbage til min hjemby. Jeg ville bare være sammen med ham den nat. Han sagde ja. Den nat var den stærkeste oplevelse i mit liv. Om det var vrede, smerte, alt det ophobede gennem årene – det var noget helt andet end alt, jeg før havde oplevet, også med min eksmand. Næste dag købte jeg en billet og tog hjem til mine forældre i min hjemby. Jeg ville ikke vide mere om min eksmand. Det er nu to år siden. I dag er jeg alene, har job igen, bor til leje, og jeg fortryder ikke mit valg. Jeg var tæt på at være utro. Men jeg vidste, hvordan jeg skulle stoppe og afslutte først, så jeg ikke blev det, han var for mig.

Jeg husker stadig den tid, som var det et andet liv dengang for længe siden, hvor jeg var i et forhold, der strakte sig over fem år. To år som ægtefolk og tre år, hvor vi boede sammen som kærester. I vores forlovelsestid var forholdet næsten udelukkende på afstand. Vi så hinanden kun én gang hvert tredje måned, og der var såmænd et år, hvor vi kun mødtes to gange på grund af hans arbejde. Dét føltes dengang ikke som noget problem. Tværtimod det var næsten som om, det var opskriften på den perfekte kærlighed. Vi savnede hinanden, græd, når vi talte sammen, sendte os selv bølger af kærlighed over beskeder og videoopkald. Vores liv var uden skænderier. Han var aldrig jaloux, og det var jeg heller ikke. Vi respekterede hinandens frihed. Han kunne tage på middag med venner, jeg til fest, og det gjorde ingen forskel. Han hjalp mig endda ofte med at vælge tøj ikke nogen udfordrende kjoler, men han kunne godt sige, hvis noget sad for stramt og foreslå noget, der klædte mig bedre. Han var aldrig styrende, faktisk tværtimod; han virkede stolt af mig og det jeg var. Alt var trygt, roligt, nærmest helt ideelt.

Jeg mindes én december, som var særlig svær. Vi vidste, vi ikke ville kunne ses til hverken jul eller nytår. Vi var begge kede af det. Det var da, han foreslog, at vi skulle flytte sammen at jeg skulle komme til hans by, Aarhus. Jeg tænkte meget over det, talte med min familie, og de sagde, at hvis det var mit ønske, så skulle jeg gøre det. Jeg sagde min stilling op og flyttede ind hos ham.

De første måneder forløb stille og roligt. Det første år gik mest med at tilpasse sig lære hinandens særheder, hvordan vi vågnede om morgenen, hvordan vi reagerede, når vi var sultne, og hvad der kunne irritere. Jeg stod for hjemmet, da jeg var uden arbejde, og alt gled nemt.

Det andet år var endnu bedre. Vi blev et rigtigt makkerpar og var helt opslugte af hinanden, som om vi lige var blevet gift. Vi var uadskillelige, når han ikke var på arbejde. For første gang følte jeg mig helt overbevist om, at jeg havde taget den rigtige beslutning.

Men i det tredje år begyndte noget at forandre sig. Han kom ofte sent hjem. Vi havde tidligere altid delte vores placering med hinanden, men pludselig slukkede han for det, uden forklaring. Han kom hjem klokken fem eller seks om morgenen, selvom han skulle møde på arbejde klokken otte. Han sagde intet gik blot i bad, spiste morgenmad og forlod hjemmet igen. Der kom skænderier, dagligt næsten.

Så skete noget, jeg aldrig glemmer. Jeg fandt makeup på hans hvide skjorte foundation og læbestift på kraven og ærmet. Ikke et lille mærke, men helt tydeligt. Jeg spurgte ham, hvad der var sket. Og han sagde noget, jeg stadig ikke kan glemme at han havde søgt udenfor, fordi jeg var blevet kedelig, kun optaget af rengøring og orden. Han sagde ikke direkte, at han havde været mig utro, men benægtede det heller ikke. Ordene hang mellem os.

Jeg blev fuldstændig knust. Græd uafbrudt, med en fysisk smerte i brystet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men besluttede at gøre noget for mig selv. Jeg begyndte at gå i fitnesscentrum igen førhen havde jeg altid dyrket sport, indtil jeg flyttede til ham. I fitness mødte jeg en mand. Vi begyndte at tale sammen og hyggede os. En dag inviterede han mig på en drink, og jeg var den, der foreslog, vi kunne gå hjem til ham. Det sagde han ja til. Vi skulle ses om eftermiddagen og vi vidste begge, hvad det betød.

Den dag, hjemme efter morgenens møde i fitness, kunne jeg ikke lade tankerne gå: Det kan ikke passe. Jeg er ved at være ham utro. Han fortjener det. Men et øjeblik efter tænkte jeg: Nej, jeg vil ikke blive som ham. Jeg besluttede at gøre det forbi først.

Jeg ventede på, han kom hjem til frokost. Han kom ind, og jeg lod ham ikke engang gå ind i soveværelset. Vi satte os i køkkenet, og jeg sagde, at vores forhold ikke fungerede, at han havde været mig utro, og at jeg ikke ville vide med hvem eller hvor længe. Det skulle slutte nu. Han sagde, at jeg ikke skulle overdrive, at den anden kvinde ikke betød noget, og at vi kunne finde ud af det. Men jeg sagde nej.

Jeg nævnte ikke for ham, at jeg havde mødt en anden, eller at jeg var tiltrukket af nogen anden. Jeg sagde blot, at jeg gik. Kufferterne var allerede pakket. Han spurgte, hvor jeg skulle hen, om der ventede én, og jeg sagde, det var ligegyldigt jeg måtte se, hvad fremtiden bragte.

Jeg forlod huset med kufferterne og gik direkte til den anden mand. Da han så mig med bagagen, blev han forskrækket. Jeg forklarede, at jeg lige havde forladt min mand og næste dag ville tage toget til min hjemegn, Roskilde. Jeg ville bare gerne være sammen med ham den nat. Han sagde ja.

Den nat var noget af det mest voldsomme, jeg har oplevet. Om det var vreden, sorgen eller årenes ophobede følelser, ved jeg ikke, men det var noget helt andet end alt, jeg før havde følt selv med min tidligere mand.

Dagen efter købte jeg billet og tog mod Roskilde igen. Havde ikke noget sted at tage hen, så jeg flyttede ind hos mine forældre. Jeg ville ikke længere høre noget om min eksmand. Det er nu to år siden. I dag bor jeg alene til leje, arbejder igen og fortryder ikke mit valg. Jeg var tæt på at være utro, men jeg gjorde det ikke, valgte at afslutte det først og ikke blive til den, han havde gjort sig selv til overfor mig.