Uden held er der ingen lykke
Hvordan kunne du lade det ske, fjols! Hvem vil have dig nu med barnet på slæb? Og hvordan vil du opdrage det?! Der er ikke noget hjælp herfra, det skal du vide! Jeg har opdraget dig, men skal jeg også bære din byrde? Tag dine ting og gå og kom aldrig tilbage!
Frederikke stod med blikket i gulvet, mens faster Kirsten råbte. Håbet om at få lov at blive, bare indtil hun fandt et job, forsvandt for øjnene af hende.
Hvis bare mor havde levet
Hun havde aldrig kendt sin far, og moren var død for femten år siden, kørt ned af en fuld bilist ved fodgængerfeltet. Myndighederne ville sende hende på børnehjem, hvis ikke en fjern slægtning en fætter til hendes mor pludselig dukkede op og tog sig af hende. Han havde hus og en fast indtægt, så det gik.
De boede i udkanten af en lille by på Sydsjælland, hvor sommerene var hede og vinterene våde. Frederikke manglede aldrig mad, hun fik pænt tøj og lærte at tage fat fra lille af; en gård med dyr og have gav altid noget at lave. Måske hun savnede sin mors kærlighed, men hvem lagde mærke til det?
Hun klarede sig godt i skolen. Efter gymnasiet kom hun ind på pædagogseminariet. Studietiden forsvandt, og nu stod hun med eksamensbeviset i hånden, tilbage i sin hjemegn. Men denne gang trak hjertet sig sammen af sorg.
Smut nu, jeg vil ikke se dig!
Men faster Kirsten, bare
Ud sagde jeg!
Frederikke greb kufferten og trådte ud i den kvælende sommervarme. Hvordan var det kommet dertil? Forladt, ydmyget, maven så småt begyndt at bulehun havde ikke kunnet lyve om graviditeten.
Hun havde brug for tag over hovedet. Hun gik med slæbende skridt, hovedet bøjet, opslugt af mørke tanker, da en stemme kaldte på hende:
Vil du have noget vand, min pige?
En solid kvinde på omkring halvtreds år så venligt på hende.
Kom ind, hvis du er i fred.
Hun rakte Frederikke en kande iskoldt vand, og Frederikke satte sig på bænken og drak grådigt.
Må jeg sidde lidt? Det er hedebølge
Selvfølgelig. Hvor er du fra? Du har baggage.
Jeg er lige blevet færdig med seminariet, søger arbejde på en skole. Men jeg har ingen steder at bo Kender du nogen med et værelse til leje?
Kvinden, som hed Anna, betragtede hende opmærksomt. Ren, men med mørke rande under øjnene.
Du kan bo hos mig. Jeg kræver ikke meget, blot du betaler til tiden. Hvis du er enig, skal jeg vise dig dit værelse.
Anna var glad for selskab og lidt ekstra indtægt i den stille provinsby, så hun inviterede Frederikke ind på et lille værelse med vindue ud til æbletræerne: en seng, et gammelt klædeskab, et bord alt, hvad man behøvede.
I dagene efter gjorde Frederikke sig hjemmevant og begyndte at arbejde. Hun blev hurtigt gode venner med Anna, hjalp i huset og med haven. Hver aften drak de te under vindruerne i gården og talte om livet.
Graviditeten gik fint. Frederikke betroede Anna sin historie: Anders, kæresten fra seminariet, søn af velhavende lærere, som forsvandt første gang hun nævnte barnet. De få penge han havde efterladt ved afskeden, beholdt hun de ville komme til at gavne.
Du gjorde det rigtige, sagde Anna lavmælt. Et uskyldigt barn fortjener at leve det bringer dig glæde, vent bare.
I februar begyndte veerne. Anna kørte hende til hospitalet. Frederikke fødte en sund dreng Mikkel. På barselsstuen hørte hun om en lille pige, hvis mor var stukket af umiddelbart efter fødslen.
Vil nogen give hende lidt modermælk? Hun er svag, sagde sygeplejersken.
Frederikke tog barnet op et lille væsen, hvid som sne.
Jeg kalder dig Alberte, hviskede hun.
Da kaptajn Erik Møller, pigens far, ankom, blev alt forvandlet. På udskrivningsdagen ventede en bil pyntet med lyseblå og lyserøde balloner. Officeren hjalp hende ind og gav to gaver: én blå, én rosa.
Byen talte om brylluppet i månedsvis. Kaptajnen, rørt over Frederikkes godhed og styrke, fridde hurtigt. Og Frederikke, med Mikkel i armene og Alberte adopteret, trådte ind i et helt nyt liv.
Hvem skulle have troet, at en brandvarm sommerdag og et glas koldt vand kunne vende op og ned på alles liv? Sådan er livet: Det vender pludselig sider i din bog, du slet ikke vidste fandtes.
