ENKELTSIND
På dagen for sin kones begravelse fældede Poul ikke en eneste tåre.
Prøv lige at se ham, sagde Njord, mens hun hviskede til sin nabo, Mette. Jeg sagde jo, han elskede aldrig Signe.
Tag nu og vær stille, sagde Mette og sukkede. Hvad gør det til forskel nu? Børnene står nu alene med sådan en far.
Du skal bare se, han gifter sig snart med Gertrud, påstod Njord.
Gertrud? Hvorfor hende? Det var da Ellen, han var forelsket i. Har du helt glemt, hvordan de altid sneg sig ud i laden? Gertrud gider ham næppe. Hun har jo sin egen familie og har for længst glemt ham.
Er du nu så sikker?
Naturligvis. Gertruds mand, Hans, er jo en mønstermand. Og hvad skal hun med Poul og hele hans børneflok? Hun er praktisk anlagt. Men Ellen, hun slider sig op derhjemme. Du skal bare se det er hende og Poul, der kommer til at slynge sig sammen, fastslog hun.
Signe blev begravet. Børnene holdt hinanden i hænderne.
Mads og Kirstine var netop fyldt otte. Signe havde giftet sig med Poul af kærlighed mente hun. Men om Poul nu virkelig havde elsket hende, det kunne man ikke helt blive klog på. Det kunne Signe heller ikke, og folk i landsbyen barslede også med tvivl.
Man sagde, at hun blev gravid, og Poul måtte fri. Lille Lise blev født for tidligt og døde hurtigt, og der gik længe, før Signe og Poul fik børn igen.
Poul var altid så ordknap. Folk kaldte ham Ulven. Han sagde aldrig meget og var endnu mere nærig med kærlige ord. Det var nu ikke til at skjule for Signe.
Men Gud var dog nådig. Signe havde bedt så mange bønner, kun Gud kendte tallene. Og pludselig velsignede himlen dem med tvillinger.
Kirstine var som sin far fåmælt og reserveret, mens Mads var et rigtigt moderbarn, hjælpsom og mild. Ingen kunne dog helt trænge igennem til Kirstine hun lukkede sig inde. Men hun holdt sig tæt til sin far. Måske fordi de begge bar samme sind.
Når Poul stod og snittede i værkstedet, fandt Kirstine altid på at stå og rode rundt omkring ham. Han lærte hende om livet, på sin egen tyste måde.
Mads var derimod mors dreng. Han fejede gulvet, slæbte vand med den lille zinkspand. Det var ikke meget, men alt tæller. Signe holdt uendelig meget af sine børn, men havde svært ved at forstå Kirstine. Det gik lettere med Mads.
Da Signe lå for døden, tog hun Mads hånd.
Mads, min dreng, snart forlader jeg jer. Du skal være den store nu. Pas på din søster, skænd aldrig på hende, vær hendes beskytter. Du er drengen, hende skal du værne om. Hun er jo pige hun har brug for dig.
Og far? spurgte Mads.
Hvad med ham? forstod Signe ikke.
Skal far ikke passe på os?
Det ved jeg ikke, min dreng. Livet må vise os hvordan.
Så må du ikke dø, mor. Hvordan skal vi kunne undvære dig? græd Mads.
Åh, hvis det bare var så let, svarede Signe stille.
Og næste morgen var hun væk.
Poul sad og holdt hendes hånd sagde intet, ikke så meget som et suk. Han krøb bare mere og mere sammen. Det var det hele.
Livet fandt sin rutine igen. Kirstine påtog sig rollen som husbestyrerinde. Pigen forsøgte så godt, hun kunne, at koke lidt mad, gøre rent, men hun var for lille. Heldigvis kom Pouls søster, Bodil, og hjalp til hun viste Kirstine, hvordan man fik styr på hjemmet.
Tante Bodil, spurgte Kirstine en dag, mon far snart skal have en ny kone?
Det ved jeg ikke, barn. Din far siger ikke så meget til sådan én som mig.
Bodil havde selv børn og en god mand, Henrik.
Flytter vi så over til dig, hvis far gør noget dumt? blev Kirstine ved.
Hold nu op, din far elsker jer og skal nok passe på jer, svarede Bodil.
Imens gik sladderen lystigt i landsbyen: Poul og Ellen havde fundet deres gamle kærlighed frem igen.
Ellen er da blevet tosset hun er jo nærmest flyttet ind hos Poul, og hendes egen familie har hun glemt! sludrede Njord.
Hun er da en mærkelig kvinde, Ellen, blev der nikket med vidtspændte hænder nede foran Brugsen.
Nå, så kan den daglige generalforsamling godt hæves! indskød formanden for sognerådet, Børge.
I snakker og snakker, men kender I egentlig hinanden? sagde han, rystende på hovedet til forsvar for Poul.
Jo, Poul og Ellen havde for mange år siden en heftig romance, den slags, man kunne skrive romaner om. Men Poul var dengang blevet sendt til Vestjylland for at hjælpe et trængende andelsselskab. Han var væk i to måneder, og i mellemtiden fandt Ellen trøst hos Per altid Per.
Poul kom hjem, hørte om det, gav Per en skalle, og brød kontakten til Ellen endeligt.
Ellen giftede sig sidenhen med Per. Han var lidt af en slendrian, kunne ikke holde sig fra snapsen og damerne og Ellen græd. En mand som Poul ordholden og flittig, men aldrig den store snakkende sådan én savner man måske først, når han er væk.
Efterhånden lagde folk mærke til, at Poul begyndte at hænge mere ud med Signe. Og Signe? Hun blomstrede som en forårsmark. Selv de mindste i landsbyen lagde mærke til, hvor nydelig hun var, da Poul dukkede op.
Se nu, hvad kærlighed gør ved folk, nikkede de.
Signe havde været forgabt i Poul lige så længe, hun kunne huske. Men hun havde aldrig ytret det hvem kunne vel måle sig med den vilde Ellen?
Sådan gik det, at Signe og Poul blev gift enkel bryllup, kun de nærmeste var med; Pouls eneste familie var Bodil, og Signe havde kun sin gamle mor. Folk i landsbyen gættede og hviskede, men sagde ikke noget højt.
Sognerådsformanden, Preben, havde en finger med i det hele. Signe blev først født, da moren var godt oppe i alderen og alle vidste jo godt, at der havde været lidt for megen flirt med Preben. Men Signe lignede slet ikke sin mor. Heldigvis, sagde man. Og hvad kan en datter gøre ved sin mors liv?
Mange havde ondt af Signe. Især da hun giftede sig med Poul.
Stakkels pige, sagde Emma ovre ved bageren, ham der Poul, han elsker hende jo ikke. Hun vil bare slide sig op hele livet forudså hun.
Men mærkeligt nok: Poul var altid tro mod Signe. Folk havde aldrig nogensinde noget på ham. For hvem kan egentlig gemme noget for landsbyens øjne?
De levede sammen i femten år uden så meget som en højlydt diskussion. Selv landsbyen faldt efterhånden til ro, indtil Signe blev ramt sidste vinter. Og det viste sig, at hendes sygdom var af den slags, man ikke kommer sig over.
En dag kom Poul hjem fra arbejde. Ellen snuppede ham på vejen.
Poul, skal jeg ikke kigge forbi en time og hygge lidt? Jeg har bagt teboller til børnene, stak hun til ham og fremviste et fad.
Nej tak, Ellen, siger Poul. Bodil har allerede foræret os et bjerg af boller i går.
Det var nu ellers med varme tanker, Poul.
Ja, det var nu også Bodils.
Poul, kunne vi to ikke mødes ovre ved møllen i aften?
Hvorfor dog det?
Husker du slet ikke, hvordan det var, os to?
Hvad der var, er for længst groet til. Jeg elsker mine børn. Og jeg elskede Signe af hele mit hjerte.
Men hun er der jo ikke mere, svarede Ellen stille.
Men kærlighed dør ikke det gør den ikke, svarede Poul.
Du elskede hende aldrig. Du giftede dig bare med hende for at gøre mig jaloux!
Gå hjem, Ellen, sagde Poul stille.
Han satte farten op og gik direkte tilbage til børnene, der ventede på ham. Ellen stod tilbage alene midt på den søvnige landsbygade.
Årene rullede. Børnene blev store. Tante Bodil kom stadig forbi, men hun var ikke i tvivl: hendes bror var en enkeltsind.
Kirstine, hører jeg rigtigt, du går og vanker med Emil Sørensen? spurgte hun sin niece direkte i døren en dag.
Ja, hvad så? svarede teenagede Kirstine, mens hun vendte øjne. Sikke smuk, hun er blevet, tænkte Bodil.
Ikke noget, ville bare lige høre. Du skal nu alligevel passe lidt på ham.
Hvorfor det?
Det ved du nok godt, du er jo ikke helt lille længere, sagde Bodil strengt.
Tante Bodil, jeg elsker ham altså for resten af livet!
Ja, det tror du nok nu
Ikke tror, jeg VED det!
Altid så sikker du er, men hvad med Emil?
Hvis Emil svigter mig, så kan jeg aldrig elske nogen anden, aldrig!
Dét det tror jeg faktisk på, sagde Bodil.
Om aftenen ventede Mads og Kirstine på deres far.
Han er da godt nok længe om at komme, sagde Mads.
Det er jo fredag.
Og?
Far går altid op til mors grav om onsdagen, fredagen og i weekenden.
Hvor ved du det fra? spurgte Mads, og hans øjenbryn skød op som havre på en sommerdag.
Hold nu op, Mads. Du kender jo ikke din egen far, hvis du ikke mærker det.
De listede af sted mod kirkegården, skjult bag hækkene og gennem haven.
Se der, hviskede Kirstine og pegede på den sammensunkne silhuet af deres far.
Mads lyttede. Han kunne høre faderen snakke lavmælt.
Sådan står det til, Signe. Vores Kirstine flytter snart hjemmefra. Jeg har fået samlet lidt udstyr, og Bodil har hjulpet. Alt går sin vante gang, som du kan høre. Undskyld, Signe, at jeg ikke sagde flere kærlige ord, mens du var her. Men mit hjerte sagde dem jo alle sammen til dig. Jeg er ikke så god med ord men mit hjerte, det har aldrig svigtet dig, brummede Poul og gik roligt mod kirkegårdsporten.
Kirstine så på Mads. Der stod tårer og glitrede i hans øjne.
