20. april 2024
Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal begynde denne dagbog. Måske med min uendelige mistillid? Jeg har i lang tid haft en fornemmelse af, at min kone, Sille, måske er utro. Tankerne er begyndt at tære på mig, og jeg ved godt, det måske lyder skørt. Hun har aldrig givet mig nogen reel grund til mistanke tværtimod, men alligevel er det, som om noget lurer bag overfladen. Derfor besluttede jeg mig for at gøre noget, jeg ikke er stolt af.
Er du ikke ved at blive sent på den? spurgte Sille mig blidt tidligere i dag, mens jeg talte i telefon. Flyet til Aarhus går vel snart?
Åh, havde jeg ikke fortalt dig det? svarede jeg, spillet overrasket. Mødet er blevet rykket. Jeg tager først afsted om et par dage.
Okay, sagde hun, og så gik hun straks ud i køkkenet med sin mobil. Jeg så, at hun hurtigt skrev en besked til nogen og så kom hun tilbage igen som om intet var hændt. Hele situationen fik blot min mistanke til at vokse. Hvorfor virkede hun aldrig jaloux eller sur, når jeg tog ud med mine venner i byen eller til de der kedelige firmarejser? Mine kammerater siger, at sådan nogle kvinder findes sjældent, men jeg ved ikke Jeg sætter spørgsmålstegn ved alt.
Der er også otte år imellem os. Måske har hun fundet en yngre fyr, og jeg er bare for gammel til hende nu? Men jeg lod som om ingenting. Jeg vil jo ikke være den jaloux type, der beskylder nogen uden beviser, vel? Så min løsning: Jeg installerede diskrete overvågningskameraer i hele vores lejlighed på Vesterbro.
Da jeg så endelig skulle på den her forretningsrejse til Aarhus, var mit humør helt i bund. Sille bemærkede tydeligt, at jeg virkede irritabel, så hun tilbød mig endda nogle beroligende hyldebærpastiller. Det var faktisk rørende omsorgsfuldt, hvilket kortvarigt fik mig til at spekulere på, om jeg gik og bildte mig alt muligt ind.
Dagene gik. Jeg orkede ikke at tjekke kameraerne online måske af frygt for, hvad jeg kunne opdage men da jeg om aftenen alligevel sad på hotellet, lod jeg videoerne køre i baggrunden. Ofte kiggede jeg kun et par minutter og lukkede så straks for det hele igen.
Turen gik hurtigt, og i dag hvor Sille var taget på arbejde besluttede jeg mig for at se det hele igennem én gang for alle. Jeg satte mig med min laptop og startede optagelserne fra de dage, hvor jeg havde været væk.
I begyndelsen var det, som det plejede: Sille stod op, lavede morgenmad og ryddede lidt op. Senere på eftermiddagen slaskede hun lidt rundt i mine gamle joggingbukser og en forvasket T-shirt foran computeren og spillede computerspil. Jeg kunne høre stemmer fra de andre spillere gennem headsettet åbenbart et stort online spil. Pludselig gik det op for mig: min kone er blevet afhængig af computerspil!
Det er jo måske ikke optimalt, mumlede jeg for mig selv, men vi har vel alle brug for noget afløb engang imellem. Jeg spolede frem. Ingen mænd, ingen fremmede kun computerspil og daglige rutiner.
Jeg slukkede computeren og lænede mig tilbage med et stort suk. Nu sidder jeg her med en klump af skyldfølelse i maven, fordi jeg kunne tænke sådan om Sille. Jeg besluttede mig for, at jeg vil købe hende et flot bundt røde roser og invitere hende ud på en hyggelig middag. Men jeg har alligevel valgt at lade kameraerne sidde lidt endnu. Måske er det bare mig, der er blevet bange for at slippe kontrollenDen aften, da Sille kom hjem, rakte jeg hende blomsterne uden et ord. Hun kiggede overrasket op, og det varme smil, jeg faldt for engang, bredte sig over hendes ansigt.
Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her? spurgte hun, mens hun pressede næsen ned i roserne.
Du har været dig, svarede jeg, og mens jeg sagde det, mærkede jeg selv, hvor meget jeg havde savnet hende bare hende, som hun var. Ikke et billede i mit hoved skabt af frygt og fantasi.
Vi gik ud at spise, og samtalen flød let og ægte, som om al usikkerhed var skyllet væk med dagens regn. Vi talte om gamle minder, om dårlige jokes og om fremtiden, indtil tallerkenerne stod tomme, og stearinlysene brændte ned. For første gang i lang tid føltes det, som om vi fandt hinanden på ny.
Senere, hjemme igen, greb jeg fat i fjernbetjeningen til kameraerne. Jeg tøvede længe og trykkede så slet alle optagelser. Hele mistanken, hele overvågningsprojektet forsvandt ud i cyberspace. Jeg vendte mig mod Sille, der allerede havde placeret sig foran computeren, klar til endnu et spil. Jeg satte mig ved siden af hende.
Kan du lære mig at spille med? spurgte jeg, og hun nikkede med et lille grin.
Nemt. Du starter bare som nybegynder så skal vi se, hvor længe du overlever.
Vi grinede begge to, da hendes virtuelle karakter bankede min omkuld på skærmen. I det øjeblik vidste jeg, at tillid kan føles risikabelt men det er langt sjovere end at leve i frygt.
Og måske er det hele hemmeligheden: at turde slippe kontrollen, læne sig ind i usikkerheden og give plads til hinanden også når vi ikke forstår alt.
