Jo længere væk, jo tættere på hjertet… – Ved du hvad, min søde dreng! Hvis jeg nu forstyrrer jer så meget, er der kun én ting at gøre. Jeg tager hverken hjem til døtrene mere, eller begynder at jage rundt til gamle veninder. Og nogen bedstefar er der heller ikke brug for. Se nu bare—vil have mig gift på mine gamle dage! – Farmor, det er jo netop det, vi hele tiden har prøvet at fortælle dig! Mor siger det samme. Tag nu og flyt ind på plejehjemmet. Skriv huset over på mig, så sørger mor for at få dig et lille værelse dér. Du får jo nye naboveninder, kan hygge dig, og så forstyrrer du slet ikke mig. – Ikke tale om, jeg forlader ikke mit hus. Jeg siger dig, Sacha, hvis jeg virkelig er sådan en byrde for dig—der er døren. Du er ung og fornuftig, find dig en lejlighed og lev, som du vil. Ville ikke studere? Så må du arbejde. Tag bare nye kærester med hver dag, hvis det er! Jeg er en ældre dame – bliver 65 om en måned – jeg trænger til ro og fred. Nu har jeg flakket nok rundt, det er på tide at vende hjem. Det er jo ikke rimeligt, børnebarn, at I nærmest smider mig ud af mit eget hus og lever på min beskedne pension med alle dine kærester. Min pension er altså ikke lavet af gummi. Du har én uge til at finde noget andet, ellers må du tage til vennerne—eller den kæreste jeg aldrig kan huske navnet på, så hun er ude af mit hjem i dag! Tænk at I vil sende mig på plejehjem eller finde en ægtemand til mig på mine gamle dage! Den forargede Sacha prøvede stadig at sige noget, men Lidia hørte det ikke længere og gik tavs ind på sit værelse og lukkede døren bag sig. Hun fik frygtelige smerter i hovedet. Hun burde tage en pille, men det ville kræve en tur i køkkenet, og hun ville ikke møde sit barnebarn. Hun lod blikket glide over det lille kammer, så flasken med lidt mineralvand på bordet. Det må være nok til en slurk. *** Lidia havde ikke troet, hun kunne tage sig så meget sammen. Vreden var vokset sig stor, så det hele røg ud på én gang. I to lange år havde hun tiet stille, løbet rundt til den ene datter efter den anden, og derefter, når de begyndte at antyde, at nu var det vist på tide at tage hjem igen, pakkede hun sammen og tog hjem. Men nu var børnebarnet, den 20-årige slapsvans, alene herre i hendes hjem. Den ene dag havde han én stor kærlighed, den næste en anden, og farmor – hun var bare irriterende, snorkede og hostede bag væggen, ødelagde stemningen. – Farmor, kunne du ikke tage på besøg et sted? Så kunne Dasha, Maja, Sofie, eller Irina (alt efter hvem af pigerne det er i øjeblikket) og jeg være alene hjemme. Og så forlangte Sacha, at hun tog hen til kusinen, veninden, pensionistveninden – blev ofte hængende sent, så hun ikke forstyrrede de unge. Besøgene blev dog hurtigt for mange; glansen gik af, og Lidia mærkede, at hun faktisk blev belastende for sine omgangsfæller. *** Da hun så en dag nærmest ingen steder havde tilbage at tage hen, fødte den ældste datter en lille ny. Livet som stresset mor i København, boliglån og et skolebarn i huset gjorde det svært at være på barsel længe—bedstemors hjælp var kærkommen. Lidia kørte til datteren. I starten fungerede det: varme aftensmåltider, rent hjem, børnebørnene passet. Men efter nogle måneder begyndte svigersønnen – blot ti år yngre end Lidia selv – at brokke sig. – Lidia, du må ikke købe de der billige pølser, man bliver dårlig af dem. Hvorfor servere pølser, når du nu går hjemme? Kunne du ikke lave ordentlig mad – frikadeller eller koteletter? – Lidia, det er fint med frikadeller, men du bruger alt for mange penge på husholdningen. Du skal altså tænke på økonomien! – Lidia, tror du jeg er en kanin, der kun kan spise grøntsager? Det er okay at spare, men der skal altså kød på bordet! Og sådan blev det ved. Når du nu går hjemme med børnene, kunne du også tage dig af lektierne med det ældste barnebarn – hvorfor have en bedstemor, hvis man alligevel skal have lektiehjælp udefra? Hun blev også kritiseret for at snakke i telefon, og den selvbevidste ældste barnebarn på 10 kunne ej heller lide farmors stil og blev flov foran veninderne. – Hvorfor er du her, farmor? Du har jo dit eget hus på landet, tag nu hjem og vær din egen chef! Lidia var tavs, forsøgte at glæde alle. Købte kød for sin lille pension, gav lommepenge som plaster på såret og sendte penge til Sacha, så der ikke kom regningsrester. At klage til datteren hjalp ikke – hun gik ikke mod manden, det havde kostet dyrt at få ham i sin tid. Når yngstebarnebarnet endelig kom i vuggestue, havde familien pludselig ikke brug for farmor mere. – Lidia, tak, men vi behøver dig ikke længere. Du kan tage hjem nu. Glad tog Lidia hjem, nu kunne hun selv bestemme. Men nej – hjemme havde Sacha og hans kæreste overtaget huset. Rengøring, elregninger, rod—alt lå og ventede. Farmor måtte tage forbrugslån for at få betalt regningerne, fik styr på det hele—men så var Sacha utilfreds. Nu var der ingen privatliv, når farmor boede bag væggen. Snart ringede datteren igen – de skulle have barn nummer to, kunne mor hjælpe? Hvad kan man gøre? Hun tog afsted. Boede der nogle måneder, mærkede snart hun var i vejen, og tog hjem. Og Sacha var stadig utilfreds. Det havde sikkert fortsat sådan længe, hvis ikke én særlig episode efter hendes sidste hjemkomst havde ændret det hele. Hun gjorde huset rent igen, regningerne var betalt, men igen blev hun anset for mere til besvær end gavn. *** – Sacha, jeg tager over til min gode veninde, det er hendes fødselsdag. Jeg kommer sent hjem, så I kan bare låse, jeg tager bagindgangen. – Hvad med at overnatte? Så slipper vi for at høre dig pusle. Bliv et par dage, så får vi lidt fred. – Hvad skulle I trætte jer med mig for? Jeg har kun været hjemme en uge! – En uge er også længe, måske! Vil du ikke overnatte? – Nej, jeg tager hjem. Festen var i fuld gang – først på café, derefter hjem til fødselaren for at mindes gamle dage. Man talte ikke om problemer. Lidia skulle til at gå, men så kom værtinden Katja ud til hende; hendes datter havde ringet. – Det var bare min datter, Nastja, – sagde Katja. – Er der noget galt? Hvorfor ringede hun ikke til mig? Lidia ville til at ringe, men Katja stoppede hende. – Ingen panik, hun bad bare om at lade dig overnatte. – Hvorfor det? Jeg sagde jo til Sacha, jeg kommer hjem! – Sacha har ringet til sin mor, de vil bare have huset for sig selv, du er til besvær. Så hun ringede til mig. Og sådan gik det: børnene forsøgte at få hende bort, for de unge havde brug for tid uden gamle mennesker. Lidia fortalte Katja om alt: det med datteren, børnebørnene, Sacha, der aldrig havde passet i skolen og aldrig ville arbejde, altid sad på hendes regning. Hun blev ikke og overnattede, men tog hjem og konfronterede Sacha. Han klagede til moren over, at farmor var blevet tosset – men Lidia havde ikke tænkt sig at finde sig i mere. Sacha flyttede ud, men bedyrede at hun måtte klare sig selv fremover. Lidia blev alene, og nødt til at indrømme at det faktisk var en lettelse. For første gang i livet havde hun sig selv – hun havde altid taget hensyn til alle andre uden at få tak. Da døtrene voksede op, ville de aldrig have en mand i huset; blev hun enke, måtte hun klare alt selv og opdragede utilsigtet sine børn til at vente på at hun tog slæbet. Det er ikke rigtigt, at man skal smides ud af sit eget hjem på sine gamle dage. Hvad er det for et liv, hvis du ikke engang er velkommen i dit eget hjem? Sacha kom dog for at bede om tilgivelse, men Lidia tilgav – dog bød ham kun velkommen som gæst, aldrig som bofælle. Døtrene kommer på besøg med børnene – hun siger, de må komme hvornår de vil, men hun rejser aldrig mere ud. Bring børnene hjem til mig, siger hun. Her er frisk luft, her er jeg chef, og ingen bestemmer over mig. Lidia siger: Jo længere væk, jo tættere på hjertet. Og jeg tror hun har ret.

Jo længere væk, jo nærmere hjertet…

Ved du hvad, min kære dreng! Hvis jeg virkelig er til så meget besvær for jer, så er der kun ét valg. Jeg rejser hverken hen til mine døtre mere, heller ikke fra ven til veninde skal jeg fare omkring.
Og nogen gammel kæreste behøver jeg bestemt heller ikke at lede efter. Hør nu, hvordan de kan finde på det! Vil have mig gift igen på mine gamle dage!
Bedste, det har jeg jo sagt i evigheder! Mor siger nøjagtig det samme! Flyt nu ind på plejehjemmet i stedet. Sådan er det, skriv huset over på mig, så skaffer de dig et lille værelse dér, mor får det ordnet. Du vil da ikke være alene, nogen at tale med har du, naboer lige ved siden af, og jeg kan få fred.
Jeg flytter ingen steder fra mit hus. Jeg siger dig lige ud, Kasper. Hvis jeg er til besvær, så er døren der den fører til syv veje. Du er ung, har masser af forstand. Find dig en lejlighed og bo, som det passer dig.
Du gad ikke studere så må du finde arbejde. Du kan sågar slæbe nye piger med hjem hver dag. Jeg er gammel, bliver 65 år om en måned og har brug for ro og stilhed.
Nu har jeg omflakket nok i et par år tiden er inde til at vende hjem igen. Det er ikke rimeligt, dreng, når I forsøger at jage mig væk fra mit eget hus og ovenikøbet lever på min folkepension med alle de kærester du har.
Så stor er min pension altså heller ikke. Du har en uge til at finde noget andet. Finder du ikke nogen bolig må du gå til dine venner eller den der pige du har, jeg glemmer hendes navn hele tiden, men idag skal jeg ikke se hende under mit tag. Nu har jeg hørt det sjovt enten vil I finde en kæreste til mig eller også sende mig på plejehjem!
Den fornærmede Kasper prøvede endnu at sige noget, men Lise Birgitte hørte slet ikke mere efter; hun gik stille ind på sit værelse og lukkede døren bag sig. Hovedet hamrede.
Hun burde tage en hovedpinepille, men hun skulle igennem køkkenet for at få vand, og det havde hun slet ikke lyst til ikke med barnebarnet i nærheden.
Hun kastede et blik rundt i det lille værelse så en plastflaske med lidt danskvand i. Godt, lige akkurat til en slurk.

***

Lise blev selv forbavset over sin egen beslutsomhed. Vreden var bygget op, og endelig sagde hun alt det, som havde tynget hende.
I to lange år havde hun tiet, udholdt det hele, altid parat til første opkald først hos den ene datter, siden hos den anden, og så hjem når de diskret gav hende et vink om, at nu var hun blevet længe nok.
Nu var det barnebarnet en doven knægt på 20 år, der tog sig til rette i hendes lille hus. Den ene dag hed kærestens livskærlighed Anna, den næste Maria, og bedstemor var kun besværet, der snorkede og hostede på den forkerte side af væggen og ødelagde stemningen.
Bedste, kunne du ikke besøge nogen? Så kunne Dorte, eller Camilla, eller Stine eller Mette (sæt kryds ved den rette, de skifter jo hele tiden) og jeg være lidt alene.
Så tog Lise Birgitte ud til sin kusine, til en gammel kollega, eller en gammel nabo og blev gerne hængende til sent på aftenen så de unge kunne få fred.
I begyndelsen glædede veninderne og kusinen sig, men da besøgene blev regelmæssige flere gange om ugen, var det tydeligt glæden ebbede ud. Lise mærkede, at hendes selskab blev en byrde.

***

Til sidst havde Lise nærmest ingen steder mere at besøge, før hendes ældste datter fødte. Livet i København, et stort realkreditlån, og et skolebarn gjorde det umuligt at være længe hjemme med babyen, så bedstemorens hjælp blev højst værdsat.
Lise Birgitte rejste til sin datter.
Til at begynde med var alle tilfredse varm mad, rent hjem, velplejede børnebørn. Men efter nogle måneder begyndte svigersønnen der i øvrigt kun var ti år yngre end Lise selv at pible med utilfredshed.
Lise Birgitte, den slags pølser skal du ikke købe! De er jo lige til at blive syg af. Hvorfor overhovedet spise pølser, når du nu går hjemme hele dagen? Kan du ikke lave rigtig mad frikadeller måske, bøffer…
Lise Birgitte, frikadeller er udmærket, men du bruger alt for mange penge på husholdning og madvarer! Du bør være mere sparsommelig!
Lise Birgitte! Er jeg en ko, menes du jeg skal leve af salat og grøntsager? Økonomi er godt, men der er for lidt kød på menuen.
Og sådan fortsatte det. Du, Lise Birgitte, går jo hjemme med børnene, så hvorfor er det nødvendigt at hyre en lektiehjælper til den ældste, når vi har farmor boende?
Lise fik også på puklen for at snakke i telefon; “det er spild af tid.”
Selv det ældste barnebarn en pige med temperament, kun i fjerde klasse, men allerede med attitude! Bestemte meninger om farmors gammeldags påklædning, hun gjorde sig til grin over for vennerne, og farmor pressede på med lektier.
“Hvorfor kom du overhovedet, farmor? Du har jo dit eget hus derhjemme på landet, rejs nu hjem og vær chef dér!”
Lise tav, fandt sig i alt, og forsøgte at gøre alle glade. Gav sin knappe pension ud på kød til svigersønnen, lommepenge til barnebarnet, som kompensation for den skam, og selv til Kasper, det dovne barnebarn der hverken studerede eller arbejdede, overførte hun det sidste af sin pension på Mobilepay for at holde el- og vandregningerne betalte.
Det var nytteløst at klage til datteren. Hun satte sin mand først og ville ikke sige ham imod! Hun havde kæmpet sig til at vinde ham over fra en anden familie og født ham to børn sent i livet.
Nogle gange, når manden ikke var hjemme, sagde datteren som i forbifarten: “Du må bide det i dig, mor, det er bedst for mig,” og det var så det.
Da det yngste barnebarn kom i vuggestue, havde familien ikke længere brug for farmors hjælp. Svigersønnen sagde det lige ud: “Tak, Lise Birgitte, nu kan du tage hjem igen.”
Glad tog Lise hjem. Endelig skulle hun være sin egen igen. Op, når hun ville, i seng, når hun ville. Men ak, i hendes hus havde Kasper, hendes ældste datters dreng, slået sig ned fast.
Og ikke alene kæresten var med. Griset og rodet overalt, el-regning ubetalt, snart ville strømmen blive afbrudt, vandregninger ligeledes ude af kontrol.
Der var kun én ting at gøre Lise tog et forbrugslån, betalte gælden ud og fik styr på huset. Endelig kunne hun trække vejret roligt men knægten var utilfreds. Huset var lille, to værelser og et køkken.
Ingen privatliv, bedstemor hostede og stønnede bag væggen. Og så ringede den yngste datter og skulle til at føde “kom mor, hjælp med barnet.”
Hvad kunne Lise gøre? Hun pakkede sammen og tog afsted. Boede der i tre måneder, indtil hun indså, hun igen blev til besvær. Denne gang ventede hun ikke på at blive bedt om at tage afsted, men pakkede selv og tog hjem. Og igen utilfredshed fra barnebarnet Kasper.
Så havde Lise Birgitte måske udholdt lidt endnu, hvis ikke det var for én begivenhed kort efter hendes hjemkomst.
Hun fik huset gjort rent igen, ingen regninger hang, men igen var farmor til ulejlighed i sit eget hjem.

***

Kasper, jeg tager på besøg hos min veninde idag, hun har fødselsdag, jeg kommer nok hjem sent. Luk dig ind, jeg tager bagdøren så jeg ikke vækker jer.
Hvorfor bliver du ikke bare og overnatter dér? Gider ikke have du tuller rundt om natten og larmer. Bliv hellere nogle dage, så kan vi få lidt fred for dig.
Hvordan kan I dog allerede være trætte af mig? Jeg har kun været her i en uge.
Nå ja, en uge er også noget. Bliver du ikke natten over?
Nej, jeg tager hjem.
Festen var godt i gang. Først i et lille værtshus, senere hjem til fødselaren og sidde og mindes gamle dage.
Problemer blev der ikke talt om. Lise var netop ved at tage afsked, da fødselaren fik et opkald. Hun kiggede på Lise og gik ud på verandaen for at tale. Snart kom hun ind og sagde at det var Lises datter, Katrine, der havde ringet.
Katrine? Er der sket noget? Hvorfor ringer hun ikke bare til mig? Har de det godt? Lise tog mobilen for at ringe, men Ingrid stoppede hende.
Lad være, min ven. Der er ikke noget, der haster. Hun bad mig bare sige, at du skulle overnatte her.
Overnatte? Hvorfor dog det? Jeg sagde jo til Kasper, at jeg kommer hjem!
Jo ser du, Kasper ringede til sin mor og sagde, at de gerne vil være alene, og at du er besværlig. Så derfor fik jeg besked. Bliv hellere, lad de unge slappe af, og du kan jo fortælle mig hvad I har gang i hjemme hos dig.
Der sker ikke noget, alt er fint.
Ved du hvad, når alt er godt, ringer børn altså ikke til venner for at få deres egen mor huset. Forleden ringede hun også og spurgte, om jeg kendte en ældre mand med egen bolig, så Kasper kunne overtage dit hus og du flytte ind hos den gamle, hvis du nu ikke ville på plejehjem.
Lise fortalte alt. Om tiden hos ældste datteren, hvor hun ikke kunne gøre noget rigtigt, om hvordan hun også var i vejen for den yngste, og om barnebarnet den dovne, der ikke magtede at bo med hende, fordi hun forstyrrede hans privatliv. To år havde hun boet på den måde havde et hus, men var alligevel til overs i sit hjem.
“Jeg er ikke engang herre i mit eget hus, Ingrid. Siden Kasper var færdig med skolen, flyttede han til Katrine i byen, men hendes mand ville ham ikke have. Så kom han tilbage til mig. Ingen værnepligt, ville ikke studere. Mens han gik i skole, sendte Katrine penge, men det stoppede, da han blev 18. Så sidder han her på min regning.”
Lise blev ikke hos Ingrid natten over, men tog hjem. Og denne gang fik barnebarnet alt at høre.
Kasper klagede til sin mor, at bedstemor var blevet tosset og ville smide ham på porten. Katrine ringede og prøvede at opdrage moren, men Lise sagde bare præcis det samme, som hun havde sagt til barnebarnet.
Kasper flyttede ud: “Stol ikke på min hjælp fremover, du ser mig ikke mere i det hus,” råbte han farvel.
Lise blev alene men det var en lettelse. Endelig kunne hun trække vejret frit. Hele livet havde hun tilpasset sig alle andre.
Da døtrene var små og hun nægtede at gifte sig igen, var ingen tilfredse. Da hun begravede sin mand, trak hun det hele selv. Hun ville det så godt, men opfostrede bare krævere.
Det er ikke rimeligt, at man på sine gamle dage bliver jaget ud af sit eget hjem. Hvilket liv er det, hvis man selv er overflødig?
Kasper kom dog på bedre tanker, kom og bad bedstemor om tilgivelse.
Lise havde allerede tilgivet ham, men hun inviterede ham ikke tilbage. Du må komme på besøg så tit du vil, Kasper, men bo under samme tag det skal vi ikke mere. Du er ung, piger venter på dig, jeg må have fred.
Døtrene inviterer også, har brug for hjælp med børnene. Men Lise siger nej I må tage børnene med til mig, jeg hjælper gerne. Her er frisk luft, her er jeg rolig, og her bestemmer jeg.
Lise siger, jo længere væk, jo mere bliver man hinandens nærmeste. Og jeg tror, hun har ret.