“Vil du have min mand? Han er din,” sagde hustruen med et drømmende smil til den ukendte kvinde, der stod i døråbningen.
“Vent lidt, Birgitte! Der ringer på døren. Jeg ringer lige tilbage, når jeg har fundet ud af, hvem det er,” mumlede Freja, lidt uroligt, mens hun afsluttede samtalen med sin barndomsveninde. Birgitte havde lige fortalt en lang og til tider helt fjollet historie om sin svigermors fødselsdagsfest, og Freja havde grinet, som om hun var faldet i en balje dansk stand-up.
Freja gik mod døren og kiggede forsigtigt gennem dørspionen. Hun havde forestillet sig en nabo med en tabt avis eller måske posten, for det var svært for fremmede at komme ind i opgangen med kodelås og alt det der. Men foran døren stod en ung kvinde med halvlange, sorte fletninger, klædt i noget, som kun kunne beskrives som regnvejrsballet i Tønder. Hende havde Freja aldrig set før, og alligevel føltes det, som om hun kendte hendes navn måske kun i drømmen.
Freja var ikke typen, der lukkede folk ind for at snakke om billig forsikring eller solgte garnnøgler. Hun havde et fast princip: ingen snak med fremmede de kunne være tricktyve eller bare alt for ivrige med deres historier. Og dog var der et drømmende ekko i hovedet på hende.
Hun greb telefonen for at ringe tilbage til Birgitte, men dørklokken kimede igen nu insisterende, som om kvinden var kommet fra en anden virkelighed for at udfylde et gabende hul i dagligdagen.
Freja var alene hjemme; hendes mand, Rasmus, var taget over til sin gamle gymnasieven for at hjælpe med noget havearbejde. Hun listede tilbage til døren, kiggede igen denne gang ekstra opmærksomt.
Noget ved kvinden var sært. Hun var både sørgmodig og besynderlig på én gang, som en uldfrakke glemt i Brunsviger-rus på en station i Odense.
“Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg bare åbner, beder hende gå videre og derefter nyder resten af weekenden?” tænkte Freja. “Hun er nok faret vild eller prøver at afsætte hjemmelavet honning.”
Beslutsomt åbnede Freja døren. Den fremmede kvinde rettede ryggen, strøg omhyggeligt håret og lod den skæve regnvejrssceneri dryppe af sig.
“Hej! Er du Freja?” sagde hun, mens hun fumlede med det løstsiddende halstørklæde, som om det rummede hele Odenses regndrømme. “Selvfølgelig er du det hvorfor spørger jeg overhovedet?”
“Så… nu kender de svindlere både navn og postnummer,” tænkte Freja i en underlig, halvvågen logik. “Imponerende.”
“Hvem er du, og hvad vil du? Nu har du stået her i fem minutter. Hvis du ikke siger noget fornuftigt, må du videre!” sagde Freja skarpt.
“Er Rasmus hjemme?” spurgte kvinden, hvilket fik Freja til at se gennem den regngrå drøm med nye øjne.
“Du er her for Rasmus?” spurgte Freja, selvom hun egentlig tænkte på at spørge om noget langt mærkeligere.
“Nej, faktisk er jeg kommet for at tale med dig. Hvis Rasmus var hjemme, ville det hele blive noget mere kompliceret,” svarede kvinden, som om det var den mest naturlige besked i verden.
“Mere besværligt? Hvad er det helt præcist, vi to skal tale om?” trak Freja undrende på skulderen.
“Han er ikke hjemme. Hvad ønsker du?” spurgte hun.
“Måske skulle vi gå ind. Det er lidt skørt at stå ude i opgangen og tale om den slags,” sagde kvinden, som nu var blevet mere nærgående.
“Ej, glem det! Jeg kender dig ikke, og jeg lukker ikke fremmede ind sig hvad du vil eller gå,” svarede Freja bestemt.
“Vil du virkelig stå og snakke om alle de intime detaljer omkring mit forhold med Rasmus her foran naboerne?” kvinden smilede ironisk mens hun sagde det, og kiggede Freja ret i øjnene.
“Hva for noget? Hvilket forhold?” udbrød Freja, højere end hun havde tænkt.
“Freja, er alt i orden? Hvorfor råber du?” spurgte fru Madsen, den nysgerrige nabokone, der havde åbnet sin dør på klem, parat til at dykke ned i et nyt kapitel af opgangens melodrama.
“Åh hej, fru Madsen! Alt er som det plejer. Hvordan er vejret udenfor?” forsøgte Freja med et venligt sidespring.
“Det ser ud til at blive regn i dag,” svarede fru Madsen og blev hængende lidt for længe, klar til at følge udviklingen.
“Kom så ind,” nølede Freja og lod kvinden glide forbi, med fødderne svævende over dørtrinnet, som om alt i lejligheden nu var dækket med morgenfrisk dug.
Inde i lejligheden lo kvindens blik tørt over Frejas hverdagsgenstande, lingerende lige lidt for længe på radiatoren, mens hendes parfume duftede af våde blade og gamle danske eventyr.
“Du har fem minutter. Fortæl, hvad du vil. Lejligheden er ikke et museum,” sagde Freja, og stillede sig i vejen for stuen.
“Jeg hedder Sigrid,” sagde kvinden og tog både halstørklæde og jakke af. “Rasmus og jeg er stormende forelskede.”
“Det var da en original besked,” klukkede Freja sarkastisk. “Kunne du ikke have fundet på noget mere spændende end det?”
“Der er da ikke noget nyt i forelskelser? Folk taber hovedet – det sker hver dag. Du er ikke den første hustru, hvis mand har pakket en weekendtaske,” svarede Sigrid køligt og gled et skridt tættere på.
“Er du nu også helt sikker på, at han elsker dig og ikke mig?” spurgte Freja, stadig med et drømmende smil.
“Helt sikker. Ellers ville jeg ikke stå her,” erklærede Sigrid, med en mærkelig ro.
“Mit problem er bare, at min mand ikke elsker nogen han kan vist ikke finde ud af det. Så, min kære, du tager fejl,” sagde Freja, stadig drømmende.
Sigrid forsøgte at svare igen, men netop dér gik døren op, og Rasmus kom ind…
…og han så undrende på både sin hustru og den ukendte med regnvåde fletninger på dørtrinet.
“Sigrid? Hvad laver du her i dag? Er der problemer på arbejdet?” spurgte han og så forvirret ud.
“Nej, hun er her for dig,” sagde Freja, sluppet fri af drømmen og alligevel stadig dybt inde i den.
“For mig? Hvad mener du? Er det noget med regnskabet?” spurgte Rasmus, mere og mere fortabt.
“Nej, skat. Hun er kommet for at tage dig fra mig. Helt bogstaveligt,” svarede Freja med et bredt, skævt smil.
Sigrid greb jakken, holdt vejret som i vesterhavsstorm, og bakkede ud gennem døren.
“Går du allerede? Hvad med Rasmus skulle du ikke tage ham? Jeg lover dig, du får hele pakken, og jeg smider endda hans gamle fodboldstøvler med i handelen,” grinede Freja, men Sigrid var allerede forsvundet bag en tåge af drøm og regn.
“Hvad gik alt det ud på?” spurgte Rasmus fuldstændig forvirret.
“Det må du fortælle mig! Hun dukker op, kræver skilsmisse og påstår, at du flytter med hende?” sagde Freja og lagde armene over kors.
“Er det her for alvor? Jeg forstår ingenting. Hun begyndte at opføre sig mærkeligt på arbejdet, men jeg har aldrig givet hende anledning til det. Jeg orker ikke sådan noget mere. Jeg lovede dig jo, husker du?”
“Godt. For jeg tolererer ikke de der nutidsfortolkninger af kærlighed, Rasmus jeg er for gammel til den slags optrin. Men for pokker, kvinder nu om dage tror nærmest de kan løse deres egne livskriser ved at plukke æblet i naboens have,” sagde Freja og rystede smilende på hovedet.
Rasmus smed skoene og gik ud i køkkenet, mens Freja blev stående med tankerne svævende, som snestorme over Skagen. Hun svor for sig selv, at ingen søvngænger eller vågen dagdrøm fremover skulle forstyrre hjemmets stille rytme. Lidt fnisende indså hun, hvor håbløst usammenhængende Sigrids ‘plan’ egentlig havde været.
For selv i drømmens mærkelige og flydende virkelighed var det åbenbart: Deres forhold var stærkere end både regn, vind og andres halvbagte opskrifter på kærlighed.
