“Anna er ung, hun skal nok få flere børn!” – lovede hun. Men til sidst var der ingen, der havde brug for barnet. Anna og Robert voksede op i en lille dansk provinsby og gik i samme klasse. Efter folkeskolen tog de på universitetet og flyttede derefter til København for at finde arbejde. De lejede en lille lejlighed, fik job og boede sammen uden at være gift. Da Anna blev gravid, forlod Robert hende – han havde ikke planer om et barn. Anna blev ked af det og besluttede sig for at flytte hjem igen for at opfostre sit barn. Roberts mor havde en høj stilling i byen og fortalte alle, at Anna ventede barn med en anden, og at barnet intet havde med deres familie at gøre. Problemerne blev kun værre af, at begge familier boede i samme område. Familiespil. Mange venner kendte hele historien. Anna fødte en dejlig lille pige og havde intet at klage over fra Roberts familie. Hun ønskede bare fred til at opdrage sit barn. Men Roberts mor fortsatte med at fortælle alle, at barnet ikke var hendes søns. “Se på dem!” sagde hun. “Barnet er blond, vi alle har sort hår. Næsen ligner slet ikke vores! Vi er alle smukke, og barnet er grimt. Hun prøver at komme ind i vores familie. Det er dårlige mennesker!” Anna blev så træt af det hele, at hun foreslog en faderskabstest for at berolige Roberts mor. Hvorfor gjorde hun alt det her? Resultatet kom straks: Roberts mor inviterede straks Anna hjem, så hun kunne møde sit barnebarn. Anna fik mange flotte og dyre ting til den lille pige. Hun levede kun af sin mors pension, så hun var meget glad. Efter noget tid bad den nybagte farmor om at få barnebarnet på besøg. Anna sagde, at pigen kun var ét år, og at det derfor var for tidligt at lade hende sove ude flere dage. Farmoren blev vred. Hun advarede Anna om, at hun ville gå rettens vej for at få samvær med barnebarnet. Desuden ville pigen have det langt bedre hos farmoren, som havde alle de rigtige forhold til barnets opvækst. Retten ville tage højde for, at faren havde en lejlighed, betalte til barnet (ville aflevere dokumentation), mens moren var arbejdsløs og alene. Ifølge farmoren var Anna stadig ung og kunne få flere børn. Hun rådede Anna til frivilligt at opgive sin datter. Da alle dommere i byen kendte hende, forudså hun, hvem der ville vinde. Anna besluttede at kæmpe for retten til at opdrage sin datter. De førte en lang retssag gennem flere år. Pigen, som den indflydelsesrige familie havde undgået, blev nu deres kæreste, elskede og uundværlige barn. Den magtfulde familie trak vidner ind, fulgte efter Anna, klagede og tog fotos. Anna måtte flygte og skjule sig. Der skete så meget. Men til sidst faldt tingene til ro. Robert blev gift og fik en søn. Farmoren skiftede fokus til det nye barnebarn. Annas datter startede i 0. klasse. Anna flyttede til København, men måtte ofte rejse hjem til sin mor og datter. Senere mødte hun en ny mand. Hendes mor rådede hende til at skabe sig et nyt liv. Hun lovede at passe barnebarnet i et stykke tid. Anna skulle hente sin datter, når tingene var faldet til ro. Anna blev gift, de lejede en lejlighed og ventede et barn sammen. Alt så ud til at gå godt. Men Anna tøvede med at hente sin datter hjem – der var ikke plads, og hendes mand var ikke særlig interesseret i at tage sig af andres barn. Anna besluttede, at hendes datter ville få det bedre hos mormoren – der var veninder og skole. Når babyen blev født, var der ingen til at passe den ældre pige. Så var hverken hendes mor eller datter alene, og begge var trygge og i gode hænder. Men den ældre mor fik nu helbredsproblemer. Flere gange blev der ringet efter ambulance, og hun blev indlagt. Barnebarnet opholdt sig så hos ældre naboer. Nu var den indflydelsesrige farmor slet ikke interesseret i Annas datter. Når hun mødte Annas mor, smilede hun bare: “Du skulle have lyttet til mig! Hvis du havde givet mig pigen dengang, havde jeg taget mig af hende! Nu kunne hun have gået på Sankt Annæ Gymnasium, kunne flere sprog og spillet klaver. Og ja, hendes mor har forladt hende. Hvad skal der blive af hende? Nu tager jeg mig af mit barnebarn! Han skal have det bedste! Den bedste skole og de bedste aktiviteter!” Faren har aldrig interesseret sig for pigen. Så pigen, de kæmpede om og førte retssag for, blev til sidst ikke brugt af nogen. Ingen ved, hvad fremtiden bringer for hende.

“Freja er stadig ung, hun skal nok få flere børn!” hviskede hun ud i tågerne. Til sidst var der ingen, der havde brug for barnet.

Freja og Mads voksede op i en lille by på Fyn og gik i parallel-klasse. Efter gymnasiet tog de begge til Aarhus for at studere, og senere flyttede de til København for at finde arbejde. De lejede en lille lejlighed i Østerbro, fik job og boede sammen uden at være gift. Da Freja blev gravid, forsvandt Mads pludselig; han havde ingen planer om børn.

Freja blev forvirret og vendte tilbage til sin hjemby blandt bindingsværkshusene og storkene for at opfostre barnet. Mads mor, fru Kristensen, havde en betydningsfuld post på rådhuset hun fortalte hele byen, at Freja ventede barn med “en anden”, at det intet havde med hendes søn at gøre. Balladen voksede, især fordi begge familier boede på samme vej med røde teglstenstage og gamle egetræer.

Alle i byen kendte historien. Freja fødte en fantastisk lille pige. Hun klagede ikke over Mads familie, hun ville bare have ro til at være mor. Men fru Kristensen blev ved med at fortælle, at barnet ikke var deres.

Prøv at se på dem! sagde hun til bægeret med kaffe på torvet. Barnet har lyst hår, vi har alle mørkt. Og den næse? Ikke Kristensens! Vi er smukke folk; barnet er grimt. Hun prøver at snige sig ind i familien. Der er noget ondt over det.

Freja blev træt af sladderen og foreslog en faderskabstest for at få ro. Hvorfor al denne ballade? Svaret kom på et sekund: Fru Kristensen inviterede straks Freja over for at møde sit barnebarn og kom slæbende med dyre gaver fra Illums Bolighus. Freja, der levede af sin mors folkepension, var glad og taknemmelig.

Efter nogen tid ville mormoren have pigen på weekend. Freja sagde, at pigen kun var et år og for lille til at være væk flere dage. Fru Kristensen blev fornærmet.

Nu truede hun med sag ved retten i Odense for at få kontakt. Hun sagde, at pigen ville have det bedre hos hende hun havde alt, barnet kunne ønsker sig. Retten ville tage hensyn til, at faderen ejede en lejlighed på Frederiksberg, betalte børnepenge (hun ville vise kvittering fra banken), mens moderen boede til leje og var alene og arbejdsløs. Freja var jo ung og kunne få flere børn endnu, mente Kristensen. Hun rådede Freja til frivilligt at aflevere sin datter. Alle i byen kender dommerne udfaldet var let at gætte. Men Freja nægtede og kæmpede for sin ret til sin datter. År efter år føltes som at svømme i mudret vand.

Barnet, som den indflydelsesrige familie før havde vendt ryggen, var nu midtpunkt for opmærksomhed og kærlighed. Slægtningene hev vidner ind, snagede i mørket, tog billeder. Freja måtte flygte; gå under jorden. Alt var mærkeligt. Men tiden lægede lidt. Mads giftede sig med en anden kvinde og fik en søn. Kristensen kastede sig straks over barnebarnet. Frejas datter begyndte i 0. klasse. Nu flyttede Freja til København, men måtte ofte tage toget tilbage til sin mor og datter. Snart mødte hun en ny ung mand. Hendes mor sagde, at nu skulle hun endelig tænke lidt mere på sig selv. Hun lovede at passe barnebarnet. Freja skulle tage pigen hjem, når alt faldt til ro.

Købmændene på Strøget
Freja blev gift. Parret lejede en ny lejlighed, og ventede barn. Alting føltes i ro. Men Freja hentede ikke datteren. Hvor skulle hun tage hende hen? Hendes nye mand havde ikke rigtig interesse for et barn, der ikke var hans eget. Freja besluttede, at datteren havde det bedst hos mormoren dér var venner og skole. Når den lille blev født, var der ingen til at tage sig af den store. Sådan gik det moren var ikke alene, og datteren blev passet. Men nu følte mormoren sig slidt. Flere gange kom ambulancen til huset, og hun blev lagt ind på Odense Universitetshospital og fik behandling. Pigen boede imens ovre hos pensionisterne i nabohuset. Den indflydelsesrige Kristensen spurgte aldrig til barnebarnets velbefindende mere. Når hun mødte Frejas mor, sagde hun bare med et hemmeligt smil:

I skulle have lyttet til mig! Havde du givet mig barnet, havde jeg opdraget hende. Hun kunne gå på International skole nu tale tysk og fransk, spille klaver i koncertforeningen. Men ja, moderen forlod hende. Hvad skal der blive af hende nu? Nu har jeg mit barnebarn han får alt! Bedste skole og aktiviteter!

Faderen interesserede sig aldrig for pigen. Resultatet blev, at det barn, så mange havde kæmpet for og slidt for, ikke kom nogen til gavn. Ingen ved, hvordan hendes fremtid vil forme sig i al den danske drømmetåge.

Rating
Mirabile dictu
“Anna er ung, hun skal nok få flere børn!” – lovede hun. Men til sidst var der ingen, der havde brug for barnet. Anna og Robert voksede op i en lille dansk provinsby og gik i samme klasse. Efter folkeskolen tog de på universitetet og flyttede derefter til København for at finde arbejde. De lejede en lille lejlighed, fik job og boede sammen uden at være gift. Da Anna blev gravid, forlod Robert hende – han havde ikke planer om et barn. Anna blev ked af det og besluttede sig for at flytte hjem igen for at opfostre sit barn. Roberts mor havde en høj stilling i byen og fortalte alle, at Anna ventede barn med en anden, og at barnet intet havde med deres familie at gøre. Problemerne blev kun værre af, at begge familier boede i samme område. Familiespil. Mange venner kendte hele historien. Anna fødte en dejlig lille pige og havde intet at klage over fra Roberts familie. Hun ønskede bare fred til at opdrage sit barn. Men Roberts mor fortsatte med at fortælle alle, at barnet ikke var hendes søns. “Se på dem!” sagde hun. “Barnet er blond, vi alle har sort hår. Næsen ligner slet ikke vores! Vi er alle smukke, og barnet er grimt. Hun prøver at komme ind i vores familie. Det er dårlige mennesker!” Anna blev så træt af det hele, at hun foreslog en faderskabstest for at berolige Roberts mor. Hvorfor gjorde hun alt det her? Resultatet kom straks: Roberts mor inviterede straks Anna hjem, så hun kunne møde sit barnebarn. Anna fik mange flotte og dyre ting til den lille pige. Hun levede kun af sin mors pension, så hun var meget glad. Efter noget tid bad den nybagte farmor om at få barnebarnet på besøg. Anna sagde, at pigen kun var ét år, og at det derfor var for tidligt at lade hende sove ude flere dage. Farmoren blev vred. Hun advarede Anna om, at hun ville gå rettens vej for at få samvær med barnebarnet. Desuden ville pigen have det langt bedre hos farmoren, som havde alle de rigtige forhold til barnets opvækst. Retten ville tage højde for, at faren havde en lejlighed, betalte til barnet (ville aflevere dokumentation), mens moren var arbejdsløs og alene. Ifølge farmoren var Anna stadig ung og kunne få flere børn. Hun rådede Anna til frivilligt at opgive sin datter. Da alle dommere i byen kendte hende, forudså hun, hvem der ville vinde. Anna besluttede at kæmpe for retten til at opdrage sin datter. De førte en lang retssag gennem flere år. Pigen, som den indflydelsesrige familie havde undgået, blev nu deres kæreste, elskede og uundværlige barn. Den magtfulde familie trak vidner ind, fulgte efter Anna, klagede og tog fotos. Anna måtte flygte og skjule sig. Der skete så meget. Men til sidst faldt tingene til ro. Robert blev gift og fik en søn. Farmoren skiftede fokus til det nye barnebarn. Annas datter startede i 0. klasse. Anna flyttede til København, men måtte ofte rejse hjem til sin mor og datter. Senere mødte hun en ny mand. Hendes mor rådede hende til at skabe sig et nyt liv. Hun lovede at passe barnebarnet i et stykke tid. Anna skulle hente sin datter, når tingene var faldet til ro. Anna blev gift, de lejede en lejlighed og ventede et barn sammen. Alt så ud til at gå godt. Men Anna tøvede med at hente sin datter hjem – der var ikke plads, og hendes mand var ikke særlig interesseret i at tage sig af andres barn. Anna besluttede, at hendes datter ville få det bedre hos mormoren – der var veninder og skole. Når babyen blev født, var der ingen til at passe den ældre pige. Så var hverken hendes mor eller datter alene, og begge var trygge og i gode hænder. Men den ældre mor fik nu helbredsproblemer. Flere gange blev der ringet efter ambulance, og hun blev indlagt. Barnebarnet opholdt sig så hos ældre naboer. Nu var den indflydelsesrige farmor slet ikke interesseret i Annas datter. Når hun mødte Annas mor, smilede hun bare: “Du skulle have lyttet til mig! Hvis du havde givet mig pigen dengang, havde jeg taget mig af hende! Nu kunne hun have gået på Sankt Annæ Gymnasium, kunne flere sprog og spillet klaver. Og ja, hendes mor har forladt hende. Hvad skal der blive af hende? Nu tager jeg mig af mit barnebarn! Han skal have det bedste! Den bedste skole og de bedste aktiviteter!” Faren har aldrig interesseret sig for pigen. Så pigen, de kæmpede om og førte retssag for, blev til sidst ikke brugt af nogen. Ingen ved, hvad fremtiden bringer for hende.