Mens børnene og børnebørnene mast sig sammen i en lille lejlighed på Amager, nyder min svigersøns forældre livet i deres rummelige lejlighed i Gentofte.
Min datter, Frederikke, blev gift desværre var vi ikke så heldige med svigersønnen, Jens, og især ikke med hans forældre. Vi har givet alt til ungerne, men Jens familie har nærmest kun givet dårlige undskyldninger. Otte år er gået med denne heroiske familieindsats.
Da boligjagten begyndte, meldte Jens forældre hurtigt fra Det er ikke vores bord, det dér. Javel, så.
Vi endte med at sælge vores egen hyggelige murstenslejlighed i Valby for at købe en ejerlejlighed til børnene. Det var ellers den perfekte lejlighed, varm og tæt på alt, men hvad gør man ikke for sine børn? Vi gav den en omgang maling, fyldte den med Ikea-møbler, men selvfølgelig ikke med hjælp fra Jens forældre.
Og hvem passer børnebørnene? Ja, det gør jeg da. Frederikke er på barsel med lille Signe, mens storebror Malthe har første skoledag på Langelinieskolen. Nå, men det er jo logistik på højt plan hive to børn op, få dem i tøjet, ind i bilen og ud ad døren på én time? Altså, det kører kun, fordi både morfar og jeg skiftes til skolekørslen. Børneopdragelse på dansk teamwork.
Og Jens forældre? Altså, man skulle tro de boede på Mols. De ser, hører og hjælper intet, det hele er slet ikke deres problem. Gennemsnitstemperaturen for bedsteforældreengagement lader til at ligge på nul grader og blæst fra nordøst.
Sådan har det altid været. Til brylluppet ville de ikke give en krone til festen. Jeg ringede op før brylluppet og sagde, typisk dansk: Nu bliver børnene gift, skulle vi ikke tage et snak sammen? Det eneste svar jeg fik, var: Jamen, hvad nu hvis de bliver skilt om en måned? Statistikken siger jo alligevel, at 70 % går fra hinanden indenfor seks måneder! Dejligt, sagde jeg så.
Så vi holdt bryllup kun min mand og jeg betalte det hele og skaffede børnene deres første ejerlejlighed. Jens forældre kom som randfigurer og havde hold nu fast lagt 500 kroner i et anonymt hvidt kuvert. Men Jens var ikke for fin til at stille krav.
Vi købte lejligheden for otte år siden en étværelses. Rigeligt plads, sagde alle. Nu er der to børn, og plads er blevet en eksklusiv dansk råvare.
Jeg synes efterhånden Jens burde tage lidt initiativ. Jeg siger til ham: Hvis du ikke kan tjene mere, kan dine forældre så ikke give en hånd med?
Men nej, siger han. Det kan jeg simpelthen ikke bede dem om!
Så foreslår jeg Må jeg tage en snak med dem, måske? Det fik jeg straks forbud mod at nævne. Jeg måtte ikke påpege, at hans forældre var nærige.
Det er pudsigt: Man kan altid tage imod fra svigermor, men det er nærmest landsforræderi at spørge egne forældre. Han har kørt på min økonomi i otte år! Hvorfor ikke prøve at tjene lidt selv? Man kunne måske tage et studiejob eller tage nogle vagter på den lokale tankstation. Ja, folk køber da lejligheder hele tiden.
Men han er lige så passiv overfor min datter hun ringer allerede og spørger, hvorfor jeg blander mig. Ifølge Jens kan svigerforældre ikke ændres, de er bare sådan. De blander sig ikke, de hjælper ikke, sådan er de, siger han.
Det gør mig ærgerlig. Far og mor lever det søde seniorliv, tager spaophold og nyder livet, men min datter må ikke nævne noget. Jens har sat døren i. Sikke en søn! Han beskytter sine forældre, men har ikke mindste smule ondt af undertegnede og min mand.
Sådan går det til i det moderne Danmark.
