Kære dagbog,
Det var en vinteraften, da sneen stille faldt udenfor mit lille hus i den lille landsby Rødding. Næste morgen stod jeg op, og de store, tavse snefnug dalede langsomt ned. Himlen var grå, kun et svagt måneskin kæmpede sig frem i det fjerne, men snart begyndte dagens første lys at bryde frem, og omkring middagstid gik solen frem over markerne.
Dagen gik som så mange før, og da aftenen nærmede sig, gik jeg tilbage mod hjemmet. Mørke skyer trak sig over himlen, og en kraftig kuling begyndte at ruske i de omkringliggende marker.
«Hvad i alverden sker der?», tænkte jeg, mens jeg gik den sidste strækning. Pludselig brød en snestorm ud, så tætpakket at jeg næsten ikke kunne se et skridt foran mig.
Heldigvis var jeg allerede ved døren til min lille hytte. Jeg åbnede porten og tænkte: «Det er en god ting, at sneen endnu ikke har lagt sig så tungt, men vejret har tydeligvis fået en dårlig idé om at lege med mig.» En kraftig vind susede omkring mig, og en gammel gran ved porten knagede i vinden. Jeg nåede lige akkurat ind, låste døren og gik indenfor.
Efter aftensmaden kravlede jeg op på den varme pejseplads, lyttede til vinden, der hylede i skorstenen, og snart faldt jeg i en let døs. I drømmen hørte jeg et vedvarende bank på døren.
«Hvem kan være så modig at komme på så et tidspunkt?», mumlede jeg, mens jeg trådte ned fra pejsen og snublede i mine ullsko.
«Åben, lad mig komme ind og varme mig lidt», lød en raspende mandlig stemme.
«Hvem er du så?», spurgte jeg.
«Jeg hedder Mikkel, chauffør. Jeg er gået i stå lige foran din hytte sneen har hobet sig så højt, at jeg ikke kan se vejen. Jeg har prøvet at skovle, men sneen falder stadig. Må du give mig husly? Jeg kommer fra nabebyen Vejle, men er fanget i denne storm.»
Jeg tøvede et øjeblik, men slåede så låsen op. En høj, snedækket mand stak hovedet ind i stuen.
«Kom ind, Mikkel, kom ind,» sagde jeg.
Han smilte, skubbede sin frakke af og rystede sneen af sin hue.
«En kop te?», spurgte jeg.
«Det ville være dejligt. Jeg er helt gennemfrossen, vinden har gjort mig kold som is, men tak,» svarede han.
Jeg lagde de friskbagte wienerbrød, jeg havde lavet dagen før, på bordet, hældte en kop sort te og placerede den på sin lille tallerken.
«Hvad hedder du?», spurgte han.
«Aase Jensen. Du må kalde mig bare Aase,» svarede jeg med et varmt smil.
«Bor du alene her?», spurgte han.
«Ja, fem år nu. Min mand forsvandt en vinter, da han blev træt af livet på landet og forlod mig med et løbende hjerte. Jeg har ingen børn,» sagde jeg, mens jeg mærkede en smule ensomhed krybe ind.
«Jeg har også ingen familie længere. Jeg var gift en gang, men det gik ikke,» svarede han kort, men hans blik afslørede en dyb sorg.
Jeg tilbød ham mere te og sagde, at han måtte slappe af på pejsen. Efter kort tid faldt han i en dyb søvn, og jeg kunne ikke falde i søvn selv. Jeg lå i sengen og tænkte på, hvor ensom livet kan føles, når man er en stærk, selvstændig kvinde uden en mand eller børn. Jeg længtes efter den tryghed, som et fælles hjem og en kærlig partner kan give.
Næste morgen stod jeg op, tændte op i pejsen, lavede pandekager på de varme brændere, og Mikkel vågnede med et stort smil.
«Det er så dejligt at vågne til duften af pandekager,» sagde han, mens han nød den første bid.
Efter morgenmaden sagde jeg farvel.
«Jeg låser ikke døren, så du kan tage afsted, hvis du vil. Der er stadig te i pejsen, kogte kartofler på hylden, og jeg ønsker dig en god rejse. Måske ses vi ikke igen,» sagde jeg.
«Farvel, Aase. Tak for overnatningen,» svarede han.
I frokostpausen kom jeg tilbage til hytten og så Mikkel kæmpe med sin bil, som var fastlåst i sneen. Motoren ville ikke starte, batteriet var dødt, og vejen var næsten usynlig.
«Er du stadig her?», spurgte jeg.
«Ja, batteriet er død, og jeg kan ikke komme videre,» svarede han.
Jeg inviterede ham indenfor til en lille frokost. Jeg fortalte ham, at der kun var et værksted i Esbjerg, men de holdt kun åbent fra kl. 13 til 14. Jeg ville med ham dertil efter frokost.
Mens vi spiste, mærkede jeg en uforklarlig forbindelse til denne fremmede mand. Der var noget beroligende ved hans nærvær.
«Jeg har spartlet sneen væk med min skovl, men den er stadig tung,» sagde han med et grin.
Jeg så, at han havde let grånet hår ved tindingerne og små rynker omkring øjnene, når han smilede. Han så ud til at være omkring treoghalvfjerds år gammel.
Da jeg kyssede ham farvel ved værkstedet, følte jeg en mærkelig trøst.
Senere den aften, da mørket faldt på, gik jeg hjem igen og så lyset i vinduerne. Mit hjerte sprang af glæde, for det betød, at nogen ventede på mig.
Mikkel stod i døråbningen med et smil.
«Kom indenfor, Aase, teen er klar,» sagde han.
«Hvorfor er du ikke taget afsted?»
«I morgen kommer en traktor for at hjælpe mig. Der er ingen biler tilgængelige i dag. De sagde, at den vil være klar i morgen.»
Efter middagen satte jeg mig ned og rykkede tæppet foran mig. Mikkel sad på pejsen, så ud over rummet, og så pludselig ud af sig selv gik han over og satte sig ved siden af mig på sengen. Jeg frøs af overraskelse, men han lagde sig under dynen og omfavnede mig. Jeg strakte mig mod ham, mærkede hans varme.
Stilheden varede længe, indtil jeg brød den.
«Mikkel, jeg tror, jeg kunne leve resten af mit liv ved din side.»
Han løftede hovedet forvirret.
«Skal jeg gifte mig med dig?»
«Hvorfor?», spurgte jeg tøvende.
Han så på mig med en blanding af vrede og smerte.
«Jeg tror ikke på kvinder længere. Jeg har været gift før, men min kone forlod mig for en anden. Jeg har haft flere kvinder, men ingen har holdt. Du er bare en fremmed, som lå i min seng. Jeg vil snart gå videre, og du vil finde en anden.»
Jeg blev stille, skammede mig over at have ladet mig selv åbne for en fremmed. Jeg lå vågen hele natten, før solen stod op. Om morgenen skulle Mikkel af sted. Jeg stod på verandan og så ham forlade hytten.
«Undskyld, Aase.»
«Farvel, Mikkel. Hvis du nogensinde sidder fast igen, vil jeg ikke åbne døren,» tænkte jeg, mens jeg indvendt råbte, at han skulle vende tilbage.
Mikkel kørte væk. Da jeg vendte tilbage til arbejdet, var bilen væk. Jeg ventede i flere timer, men han kom ikke tilbage. Jeg delte min forvirring med min veninde Sofie, som bor i den nærmeste by.
«Aase, du er sikkert gravid!», lo hun, og sagde, at jeg skulle tage til lægen i Vejle.
Jeg takkede Gud for, at jeg snart skulle blive mor. Jeg gik til lægen, som bekræftede graviditeten, og jeg taknemmeligt tænkte på den storm, der havde bragt Mikkel ind i mit liv.
Da jeg gik hjemmefra med den lille pakke, der indeholdt min nyfødte søn, stoppede jeg ved indgangen. Der stod Mikkel med en stor buket blomster, og Sofie smilede listigt ved siden af ham.
«Mikkel har sagt, at han er min mand og ikke vil lade dig tage barnet med dig fra sygehuset,» sagde han.
Jeg overgav min lille dreng til ham, mens tårerne strømmede fra mine øjne tårer af glæde og lettelse.
Sådan gik min vinter fra en ensom kvinde til en mor, der endelig har fundet noget, der føles som hjem.
